Kronik: Med den globale opvarmning må vi tænke i nye baner om frihed, ideologi og økologi

Selv blandt politikere er der på internationalt plan opnået en konsensus om det tvingende nødvendige i at forholde sig til klimaforandringer, kemikalie-forurening og ressourceforbrug.

Antropocæn som geologisk betegnelse beskriver den virkelighed, vi nu lever i, hvor økosystemerne er påvirket på en måde, som er fatal for menneskehedens fremtid, biodiversiteten og jordens frugtbarhed.

Fanget af forbrug

Så hvorfor handles der ikke effektivt på disse problemer, når videnskaben, politikerne og den globale befolkning kender de katastrofale følger for fremtidens liv på Jorden? Vi kan ikke fortsætte som hidtil – og alligevel kan vi ikke slippe den livsform, baseret på et overforbrug af ressourcer, vi er blevet så afhængige af. Det gælder særligt i vores del af verden, hvor vi har fået allermest gavn af den globale udvikling i de seneste 500 år.

“Da jorden ikke kan klare at resten af verdens befolkning opnår det samme ressource forbrug, er virkelig ’grøn omstilling’ kun mulig hvis vi opgiver vækstideologien.”

Den fatale påvirkning af øko- og klimasystemerne, skyldes det moderne kapitalistiske industrisamfund, der udvikledes med europæernes kolonialisering af verden. Kolonialismens omplacering af mennesker, dyr og planter med plantager og kolonihandel, nedbrød økosystemer og udviklingen blev forstærket af accelerationen i økonomisk vækst. Den byggede på energi og kemikalier fra fossile brændstoffer, som blev grundlaget for vor tids globale forbrug, og fastlagde en verdensorden, hvor rigdommene er ekstremt ulige fordelt.

Den udvikling fastholdes og legitimeres gennem ideologisk fordomme om menneskenes særlige stilling i forhold til den mere-end-menneskelig omverden vi er en del af.

Den europæiske modernitet gjorde op med middelalderens kirkelige dominans og skabte nye verdensbilleder, hvor ideologien overtog religionens funktion. Reformationen førte til ideologien om individuel frihed: Liberalismen priser individers frie konkurrence om ejendom og retten til at udnytte Jordens naturskabte ressourcer. Ideologien adskilte videnskab og politik, politik blev ’subjektiv’, en ideologisk legitimering af kampen om ressourcer, adskilt fra den ’objektive’ naturvidenskab og den teknologiske naturbeherskelse, styret af økonomiske interesser.

I Vesten udvikledes liberale, parlamentariske demokratier, hvor liberalismen blev den herskende ideologi, sideløbende med udviklingen af det kapitalistiske marked. Konkurrencen, drivkraften i markedskræfterne, blev ideologisk retfærdiggjort, dels med troen på markedets ’Usynlige Hånd’, og dels med troen på Nationalstaten. Suverænen, der beskytter individernes ejendom fra en påstået naturtilstand af ’Alles krig mod alle’. Det blev grundlaget for det moderne politiske system, hvor konservatisme, liberalisme og socialisme – som de tre konkurrerende udgaver af den herskende ideologi – i dag til stadighed reproduceres i undervisningssystemet og medierne. Disse tre konkurrerende positioner repræsenterer hver for sig forskellige befolkningsgrupper eller klassers interesser i kampen om fordelingen af de ressourcer, som den kapitalistiske vækstøkonomi skaber ud fra det overudnyttede naturgrundlag.

Værdi opstår i fællesskabet

I Danmark har vi, gennem ideologiske interessebaserede magtkampe, fået fordelt velstanden på en måde, hvor befolkningen har opnået et velstandsniveau, der ligger højt over andre befolkningers, især i de lande hvorfra vi får mange af vores ressourcer. Da jorden ikke kan klare at resten af verdens befolkning opnår det samme ressource forbrug, er virkelig ’grøn omstilling’ kun mulig hvis vi opgiver vækstideologien.

Ideologi bygger ligesom religion på forudfattede antagelser. Fordommene om menneskenes forhold til naturen, til det mere-end-menneskelige, bygger på en forestilling om menneskenes etiske særstilling. Menneskene særlige sproglige evner har gjort os i stand til at opbygge en billed og begrebslig baseret kultur, men vi må indse, at vi også er natur, og ikke kan afskille os fra det miljø af mangfoldige økologiske og geologiske systemer, vi er grundlæggende afhængige af. Når vi agerer destruktivt over for den omkringliggende natur, vil det også ramme os selv. Vi er uadskilleligt forbundet med økosystemerne.

I den borgerlige stat og den kapitalistiske økonomi er ejendom ideologisk og retsligt knyttet til individet, og staten er den instans, som skal sikre individets ejendom og samfundsordenen, ved at modvirke kaos på et ureguleret marked. Betaling af skat til staten er omfordeling af penge, der ud fra en ideologisk fordom anses at tilhører den enkelte borger.

Men økonomi er ligesom økologi, udtryk for en symbiotisk værdiskabelse. Værdier skabes og forbruges i udvekslingen mellem mange aktører, både menneskelige og ikke-menneskelige. Udvekslingen af materialer og energier skaber værdi gennem kommunikative relationer. At tro, at værdier kan skabes af enkelte individer, er lige så absurd som at tro, at sprog opstår i et enkelt individ. Alle værdier skabes som udveksling i de kulturelle og naturlige økosystemer, alt er en del af. Værdier, skabt i udveksling mellem individer/aktører, tilhører fællesskabet af menneskelig og/eller ikke-menneskelig art.

Ideologiens grundlæggende begreb ’frihed’ kan ikke knyttes til penge og ejendom. Penge og ejendom giver magt til at herske over andre, men ikke reel frihed – hverken for herskeren eller den beherskede. Reel frihed er udtryk for den enkeltes mulighed for at udfolde sine potentialer i samspil med  omgivelserne i udveksling mellem de enkelte aktører. For at skabe mangfoldighed og de bedste muligheder for alle må frihed bygge på en forståelse af, at den enkeltes frihed er lig alles frihed til at udfolde deres potentialer.

Udpiningen må stoppe

Den enkeltes konkurrence med sig selv og med andre er en vigtig del af stræben for at realisere potentialer. Men konkurrencen skaber interessekonflikter, mellem de enkelte individer og mellem grupper af aktører. Det er en ideologisk fordom, at konkurrence er det vigtigste innovative element, både når det gælder naturens biologiske evolutionære udvikling, og den menneskelig kulturs teknologiske udvikling. Udvikling er i den enkelte udtryk for en form for magt/kraft til at fremme egne og fælles potentialer. Denne magt kommer til udtryk i økosystemerne i form af gensidig interaktion, hvor samarbejdets synergi videregives i skabelsens forbundethed. Biologien og antropologien har gentagne gange påvist, at fællesskab og samarbejde har en større betydning for evolutionen end konkurrence.

“De fordomme, der er det kapitalistiske samfunds ideologisk-økonomiske fundament, må ændres til en fælles, politisk-økologisk forståelse af menneskehedens ansvar.”

De epokale udfordringer, vi står over for som følge af vores tro på naturbeherskelse, kan vi forandre. Vi kan udvikle og ændre vores forståelse af fælleskab og forbundethed, både i forholdet til alle andre mennesker, men også til det mere-end-menneskelige. Vores menneskelige viden har gennem tiden udviklet nye forståelser af sammenhænge og forbundethed. Men den økologiske viden gælder ikke kun de biologiske og geologiske økosystemer, det gælder også de menneskelige samfunds sociale økologi, både globalt og lokalt.

De fordomme, der er det kapitalistiske samfunds ideologisk-økonomiske fundament, må ændres til en fælles, politisk-økologisk forståelse af menneskehedens ansvar: Det hidtidige paradigme baseret på konservative og progressive udgaver af Vækstideologien og de økonomiske klasseinteresser, må forlades til fordel for et globalt solidarisk ansvar. Kun gennem en videnskabelig forståelse af det umulige i at fortsætte udpiningen af vores frugtbare Jord, bliver det muligt at mindske presset og genoprette en økologisk balance mellem det menneskelige og ikke-menneskelige. Politik og videnskab må fremme teknologier i samarbejde med økosystemerne, så vi kan regenerere Jordens frugtbarhed, og udbrede både den biologiske og den kulturelle mangfoldighed.