Kronik: Rød blok fører blå boligpolitik
Politikere har lovet flere billige boliger i umindelige tider, og der bygges på højtryk i alle de store byer. Så hvor bliver de af – de boliger, der er til at betale?
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Den 29. september 1974 bragte den engelske avis Sunday Express en tegning af mesteren Giles. En midaldrende herre ligger i sin sofa og spjætter med benene af fryd over det, han læser på et stykke papir han holder i sin hånd. Ved siden af ham ser man en roset med teksten: “Stem på mig“. Så der er åbenbart valgkamp. For enden af sofaen står en yngre kvinde med et glas i hånden og siger: “Hold nu op farmand, så sjove kan dine valgløfter heller ikke være.” Men det kan de nok godt, når det kommer til stykket.
En af de ting, der virkelig kan undre, når talen falder på politiske løfter og den samtidige systematiske mangel på opfyldelse af dem er, hvordan det går til, at politikerne lover og lover det ene og det andet, og at det samtidig ikke ser ud til at spille nogen rolle for politikerne, at de ikke holder deres løfter. Hvilken dynamik og hvilke konsekvenser har det, at der bliver sagt et – og gjort noget helt andet? Hvordan kan politikerne fortsætte med at tro på sig selv, og hvordan kan vælgerne fortsætte med at tro på politikernes løgne?
En fuld person leder efter sine nøgler under gadelygten
På det seneste har jeg i flere kronikker i Solidaritet og i en større videnskabelig artikel undersøgt og diskuteret den nuværende bolig- og byggepolitik såvel i Uppsala hvor jeg bor, som i København hvor jeg kommer fra. Hvem er den førte politik til gavn for, hvordan legitimeres den, hvem protesterer over politikken, hvem får sine protester hørt, hvad sker der, hvad sker der ikke, og så videre? Eksempelvis hævdes det begge steder, at der må bygges for at kompensere for en stor og akut mangel på billige boliger. Men på trods af, at den nuværende bolig og byggepolitik begge steder forudsætter, at der skal bygges flere billige boliger, og på trods af at skiftende politikere lover dette i tide og utide, så er det påfaldende at der alligevel på næsten magisk vis fortsætter med at være en enorm og akut mangel på billige boliger. Hvordan kan det gå til? Bliver de fattige bare flere og flere, eller hvad sker der?
“Den førte socialdemokratiske bolig‑ og byggepolitik er dermed næsten udelukkende en politik, som gavner en privilegeret økonomisk elite og er ikke det, man ellers forbinder med rød politik.”
Det første som springer i øjnene, er at bolig og byggepolitikken i høj grad føres og er blevet ført som en analog til dét, som kaldes fyldebøttens søgning eller gadelygte-effekten. Der kompenseres for en mangel på billige boliger ved at opføre dyre boliger. Det svarer fuldkommen til, at den fulde mand, som taber sine nøgler i mørket, hellere leder efter dem under gadelygten, hvor der er lys.
Politikerne mangler konstant billige boliger at henvise til, og anvender det som begrundelse for, at der skal opføres flere boliger. Men det som bliver bygget, er dyre boliger, ingen har råd til at bo i. Præcis som fulderikken aldrig finder sine nøgler, hvor længe han end leder, kan de mange nyopførte dyre boliger ikke kompensere for de manglende billige. Det er smart set ud fra det synspunkt at der dermed altid er brug for en politiker, som kan love at ville hjælpe de fattige med at bygge boliger til dem. Politikerne behøver ikke beskæftige sig med andet end en politisk virkelighed.
Dyrt byggeri løser ikke boligmanglen
Når de dyre boliger efter opførelsen stiger i pris og bliver endnu dyrere, viser det, at problemet kun forstærkes af den nuværende bolig og byggepolitik, fordi der ganske enkelt bliver mindre fysisk plads til eventuelt at bygge de billige boliger, som angiveligt mangler. De frie arealer i de store byer er plastret til med lejligheds-komplekser og kontorbyggerier med alt for dyre lejemål. At det desuden er så som så med belægget for de manglende boliger – dyre såvel som billige – gør det hele meget værre. Der er nemlig ingen, som har den mindste kontrol med, hvem af dem der står i de forskellige boligkøer, som egentlig er boligløse. Det sidste forekommer ellers at være en forudsætning for, at en politiker kan kalde sin bolig og byggepolitik for oplyst.
De dyre boliger legitimeres med, at de skal give mulighed for at flere fattige mennesker kan få et sted at bo. Samtidig får de fattige mere vanskeligt ved at betale for at bo i de nyopførte boliger. At de nyopførte boliger samtidig ødelægger enorme værdier – naturmæssige, kulturelle, sociale, rekreative, osv. – ser ud til at have mindre betydning for de vekslende politikere, som gennem årene har villet løse manglen på billige boliger ved at bygge dyre.
Den nuværende bolig og byggepolitik i både København og min hjemby Uppsala, drives i høj grad af socialdemokratiske politikere. Der er ingen ende på alt det gode de forskellige socialdemokrater siger de vil gøre for at afhjælpe boligmanglen for de fattige, hvorefter de omhyggeligt sørger for, at der kun bygges boliger som er for dyre, og som nærmest udelukkende fungerer som investering for allerede privilegerede investorer – eller “riskkapitalister” som de hedder på svensk. Byggeriet bliver en slags minedrift midt inde i byerne. Bliver der ikke bygget nyt, renoveres det eksisterende byggeri, så også det bliver så dyrt, at ingen med almindelige indkomster har råd til at bo der. Den førte socialdemokratiske bolig og byggepolitik er dermed næsten udelukkende en politik, som gavner en privilegeret økonomisk elite, og er ikke det, man ellers forbinder med rød politik. Den nuværende bolig og byggepolitik er nærmest rendyrket blå, (neo)liberal, uanset om det er de røde eller de blå som gennemdriver den.
Socialdemokraterne er blevet et ligegyldigt parti
Det vi savner, er ordentlige boliger, som opfylder de behov der er – eller de behov der muligvis er, for det er ikke en gang sikkert at der faktisk er boligmangel. Og så vil vi gerne være fri for, at der bygges alene for at opfylde et investerings- og beskæftigelsesbehov hos ejendomsbesiddere og entreprenører.
I stedet kører det blå tog af sted, med socialdemokraterne ved styrepinden. Det understreger, at de har sejret sig til at være inderligt ligegyldige og overflødige. Der er ikke nødvendigvis noget i vejen med deres politik, de gennemfører bare konsekvent en anden politik. Socialdemokraternes sortie fra budgetforhandlingerne i Københavns kommune, og deres samtidige stædige holden fast ved for eksempel Lynetteholm-projektet, bebyggelsen af Amager Fælled og andre lignende projekter – trods enorme og vægtige protester mod miljøforholdene – understreger den påstand.
I praksis fører de en blå bygge- og boligpolitik som er mere blå end de blås egen, men det sker under dække af at den er rød. Det ovenstående viser på skræmmende måde konsekvenserne af at socialdemokraterne står i vejen og sikrer at der ikke bliver plads til et socialt og demokratisk alternativ til den blå bolig- og byggepolitik de fører. Dette gælder sandsynligvis generelt.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER