Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
22. juni. 2022

Kronik: London, København eller Uppsala. Der bygges alt for dyrt overalt i verden, og forklaringen er såre simpel

Indbyggervækst for enhver pris! Hvad enten man kigger på London, København eller Uppsala, er mønsteret det samme. Resultatet er alt for mange dyre boliger, der bruges som investeringsobjekter, i stedet for at dække folks reelle boligbehov.

3.100 indbyggere i London har en formue over £ 20 millioner, hvilket gør byen til det sted i verden, der har den højeste koncentration af superrige. Der bygges masser af boliger i den engelske hovedstad, men mange af dem står tomme, fordi de ultrarige bruger dem som investeringer – snarere end steder at bo. Foto: Andrew Holt / Getty.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

I den politiske debat efterlyses til stadighed billige boliger. Derfor kan det undre, at der til samme stadighed bygges ejendomme med for dyre boliger, og at planlægningen også til stadighed omfatter ejendomme med alt for dyre boliger. At det desuden ofte sker på offentligt ejede arealer, som sælges for billigt, eller hvor anvendelsesretten helt enkelt gives væk, og hvor der kunne bygges billigere, gør det kun endnu mere mærkværdigt.

Matthæusprincippet

Skønt der er flere grunde til det, er det relativt simpelt at få et klart svar. Man kan anlægge to grundlæggende principper som i kriminalromaner: Cui bono? (“Hvem gavner det”), og Follow the money. Svaret er nemlig, at det naturligvis – og som altid – handler om penge.

“80% af ejendommene i det centrale London står tomme. Det er ikke en fejl, som man måske skulle tro ud fra en naiv forestilling om, at der skal bo mennesker i huse.”

For det første er det yderst fordelagtigt at eje fast ejendom, uanset om der bor nogen i den, fordi den stiger i værdi, uden ejeren behøver røre en finger. Det sørger jordrenten for; økonomernes svar på Matthæusprincippet: Den der har, skal mere gives. At få lov at bygge er altså en effektiv måde at fremstille værdier, som i sidste ende kan omsættes til penge.

Den svenske instruktør Fredrik Gertten lavede i 2019 dokumentarfilmen PUSH. Her får vi eksempelvis at vide, at omkring 80% af ejendommene i det centrale London står tomme. Det er ikke en fejl, som man måske skulle tro ud fra en naiv forestilling om, at der skal bo mennesker i huse. Ældre ejendomme ejes som rene investeringsobjekter, mens andre er nyopført som rene investeringsobjekter. Siden kan ejendommenes værdistigning belånes, og pengene anvendes til at købe eller bygge endnu flere ejendomme, og til at aflønne en række forskellige, involverede personer, som dermed lever af ejendommene.

Tilsvarende ser man i København, at en del eksklusive ejendomme i Københavns havn kun er blevet bygget efter de er blevet undtaget fra den ellers strenge københavnske bopælspligt. Ejendommene skulle tilsyneladende bygges, koste hvad det ville. Det gælder for eksempel ejendommene bag Langelinie, ligesom der for godt 20 år var en meget lang række tomme nybyggede boliger i de nybyggede ejendomme i de tidligere industrikvarterer i Sydhavnen. Det ville være interessant at vide, hvor mange det egentlig drejer sig om.

Vækst for enhver pris

Byerne er fuldkommen besat af tanken om, at indbyggertallet skal vokse. I Uppsala i Sverige, hvor jeg selv bor, har man et mål om at vokse fra de nuværende knapt 200.000 indbyggere til ca. 350.000. Det indebærer, at indbyggertallet i selve byen Uppsala er tænkt at stige fuldkommen enormt. Her er de dyre nybyggede boliger trods alt ikke sindssygt dyre, skønt der stadig bygges alt for mange af dem.

På grund af huslejen og standarden kan man lade folk flytte ind, som ikke har råd til at betale selv, og så lade kommunen betale et ganske stort huslejetilskud. På den måde kanaliseres offentlige midler i lommen på de allerede privilegerede ejendomsejere med fattige modtagere af huslejetilskud som uafvidende mellemmænd. Det er ikke direkte svindel med offentlige midler, men det er meget meget tæt på, blandt andet fordi der anvendes udokumenterede eller direkte løgnagtige påstande om boligmangel som argument for byggeriet.

Sagen er, at ingen aner om den, der står i boligkø, bare står der lidt af nysgerrighed, bor et andet sted og måske vil flytte, også står i boligkø andre steder – eller rent faktisk står uden tag over hovedet. Og hvis der overhovedet skulle være boligmangel, er det bestemt ikke de dyre boliger, der er mangel på. Der mangler billige boliger, som almindelige mennesker med lav-mellemindkomster har råd til. De tjener nemlig for meget til at kunne få boligtilskud, og lades dermed fuldstændigt i stikken.

Nye bygninger skyder op i Rosendal-bydelen i Uppsala. Der bygges på livet løs i den svenske by, hvor ambitionen er at vokse til 350.000 indbyggere – næsten dobbelt størrelse af i dag. Foto: Fredrik Samuelson

Velkommen til Zoom-town

Endelig er det interessant at drage en lære af corona-pandemien. Undervejs udvikledes der forskellige netbaserede video-værktøjer, som indebar, at mange mennesker, særligt højindkomst-modtagere med selvstændigt arbejde, nu kunne arbejde hjemmefra. Ét af de værktøjer hedder Zoom, og har lagt navn til et helt nyt fænomen: Zoom-towns. Betegnelsen spiller på begrebet boom-town, som er byer, der skyder op som bambusskud efter et regnvejr.

Zoom-towns er byer med en række kvaliteter, som boom-towns og storbyer i det hele taget ikke kan tilbyde. Det gælder især stilhed, nærhed til natur og fritidsfaciliteter. I Sverige drejer det sig fx om skiturist-byen Åre og byer langs den meget naturskønne nordlige svenske østkyst, Höga kusten. Disse zoom-towns tiltrækker nu folk, der ellers havde råd til selv at betale for at bo i alt nybyggeriet. Ud over de problemer, som er nævnt ovenfor, er strategien med at bygge meget i de store byer, altså helt enkelt forfejlet, hvis der var det mindste hold i det systematiske sludder om boligmangel, som samstemmende fremføres af politikere, bureaukrater, planlæggere og investorer. Det er selvfølgelig pengene, der gør det fornuftigt at bygge, stik mod enhver anden fornuft, herunder en økologisk, en æstetisk, eller en rekreativ fornuft.

En destruktiv minedrift

Værdistigning på ejendomme, den kommunale boligpolitik og kommunens overførsel af skattemidler til ejendomsfirmaerne gør, at de allerede privilegerede boligejere bliver yderligere beriget. De skummer fløden på bekostning af samtlige skatteydere, og miljøet betaler prisen, når værdifulde naturområder efterlades ødelagt af byggeriet. I Uppsala er store skovarealer med fuldt fredede og truede organismer blevet ryddet på den konto.

“Når der bygges boliger som investeringsobjekter, er det en slags minedrift, som ellers er strengt reguleret.”

I en tid, hvor hvert eneste træ kan hjælpe med at afbøde en allerede langt fremskredet klimakrise, er det yderligere et skridt mod en global katastrofe, hver gang der fældes et træ. I København står dele af Vestamager for tur, og her gælder samme overvejelser over klimakrisens hastige anmarch. Ovenikøbet sker det hele i strid med en lang række nationale og internationale fredningsbestemmelser, og ofte uden at gennemføre krævede miljøkonsekvens-analyser.

Når der bygges boliger som investeringsobjekter, er det en slags minedrift, som ellers er strengt reguleret. Det gælder i København, Uppsala, London og resten af verden. At de alt for dyre boliger også bogstaveligt talt står i vejen for at bygge billigere boliger, lader til at være en biting for politikere, bureaukrater, planlæggere og investorer. Men det understreger, hvor destruktiv og uholdbar strategien er.


Om skribenten

Morten Nørholm

Morten Nørholm

Docent i pædagogik. Arbejder og bor i Uppsala, Sverige. Læs mere