Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
21. februar. 2021

Kronik: Venstrefløjens vej frem går gennem arbejderklassen

Hvordan kan de venstreorienterede partier bryde de sidste ti års stilstand? Et historisk blik på venstrefløjens udfordringer kan give os svaret, mener idehistoriker Esben Bøgh Sørensen.

Demonstration mod Budgetloven, 14. maj 2019. Venstrefløjen må orientere sig mod arbejderklassen og mobilisere langs klassemæssige konfliktlinjer, skriver Esben Bøgh Sørensen. Foto: Klaus Berdiin Jensen.
Artiklen tager cirka 11 minutter at læse.

Hvordan kan de venstreorienterede partier bryde de sidste ti års stilstand? Et historisk blik på venstrefløjens udfordringer kan give os svaret, mener idehistoriker Esben Bøgh Sørensen.


Af Esben Bøgh Sørensen

Bortset fra folketingsvalgene i 1987 og 2007, har partierne til venstre for Socialdemokratiet aldrig stået stærkere end lige nu. Hvis meningsmålingerne forvandles til mandater, vil Socialdemokratiet efter en lang periode med dårlige valgresultater igen være oppe på det niveau, de historisk set har befundet sig på. Dét, man før i tiden kaldte ”arbejderflertallet”, virker for første gang i årtier igen som en mulighed. Denne gang med to mellemstore partier til venstre for Socialdemokratiet.

Alligevel er der grund til selvrefleksion på venstrefløjen. Enhedslisten gik en smule tilbage ved folketingsvalget i 2019, og er tilbage ved samme udgangspunkt som for 10 år siden i 2011. Selvom partiet aldrig har haft så meget indflydelse som nu, har man svært ved at bryde loftet på de omkring 7 % af stemmerne, og der er ingen sikkerhed mod en større tilbagegang. I SF har man god grund til at glæde sig over fremgangen i 2019, men den var dog primært drevet af tilbagevendende vælgere, man mistede under partiets nedsmeltning i 2010’erne. Villy Søvndals projekt om maksimal indflydelse til partiet faldt uheldigvis sammen med kulminationen på dansk neoliberalisme under Thorning-regeringernes reform-amok.

Kampen om arbejderklassen

Med et historisk populært socialdemokrati synes der i dag kun meget lidt plads til en samlet fremgang for venstrefløjen. De to mellemstore venstrefløjspartier har været dygtige til at mobilisere venstrefløjens egne vælgergrupper, der primært består af veluddannede og studerende koncentreret i de større byer, samt bestemte grupper af funktionærer og offentligt ansatte. Det er vigtige grupper for venstrefløjen, der kan mobiliseres på klima- og velfærdsdagsordener, og der er i modsætning til visse myter ikke tale om elitære grupper sammenlignet med samfundets virkelige økonomiske- og magteliter.

Ikke desto mindre er venstrefløjen begrænset af sin egen primære vælgerbase, og man bør ikke stille sig tilfreds med at konkurrere internt om de samme befolkningsgrupper. Hvis den socialistiske venstrefløj samlet vil vokse sig større, må man kigge til den del af befolkningen, som man alt for længe ikke har været i stand til at forbinde sig til, men som alt andet lige ifølge venstrefløjens egen selvforståelse burde være den gruppe, man primært orienterer sig mod: Arbejderklassen.

Venstrefløjen må samtidig gøre sig omfanget af opgaven bevidst. Den kan ikke løses blot ved hjælp af bedre kommunikation eller flere fokusgruppeundersøgelser, selv om de redskaber nødvendigvis må anvendes, også bedre end i dag.

Fra opbrud til ny venstrefløj

Problemet har dybere historiske rødder tilbage i 1960’erne og 1970’ernes store samfundsmæssige og politiske opbrud i hvis efterdønninger, vi stadig lever.

Det omfattende opbrud medførte et stadig mere flygtigt politisk landskab – første gang man virkeligt oplevede det var ved jordskreds- og EF-valget i 1973 – og massepartiernes begyndende opløsning. Fra 1970’erne raslede partiernes medlemstal nedad. I 1960 organiserede Socialdemokratiet omkring 260.000 medlemmer, svarende til ca. en fjerdedel af partiets vælgere. I 2019 organiserede man 36.000 medlemmer, svarende til kun 4 % af partiets vælgere. I alt var ca. 13 % af befolkningen medlemmer af partier i 1960 – mod kun 2 % i dag.

Siden slutningen af 1800-tallet havde massepartierne organiseret medlemmer og vælgere og virkede sammen med arbejderbevægelsens og landbokulturens store netværk af sociale, kulturelle og økonomiske organisationer som de vigtigste institutioner for demokratisk deltagelse. Med de demokratiske masseorganisationers opløsning skiftede også det politiske landskab. Det blev atomiseret og individualiseret i bunden, og medialiseret og professionaliseret i toppen, og som følge heraf forvitrede den demokratiske deltagelse. Man kan sige meget om Lars Løkkes nye initiativ, men det repræsenterer meget godt kulminationen på 40 års samfundspolitisk udvikling.

Det politiske opbrud hang sammen med en række større samfundsmæssige forandringer. Arbejderklassen forandrede sig i lyset af den økonomiske krise, den teknologiske udvikling, industriens relative tilbagegang og udflytningen af produktionsvirksomheder. Samtidig voksede såkaldte nye mellemlag af studerende, veluddannede, funktionærer og offentligt ansatte hurtigt.

Det var i denne situation, at den nye venstrefløj blev født. Først med SF i 1959 og senere med Venstresocialisterne i 1967, foruden et utal af smågrupper. Mindst lige så vigtigt blomstrede en lang række nye sociale bevægelser, eller det man i Danmark kaldte græsrodsbevægelser op: Kvindegrupper, studenterbevægelsen, fredsbevægelsen, OOA, klima- og miljøgrupperne, et utal af mindre modkulturelle bevægelser, osv. Græsrodsbevægelserne var primært drevet af de nye mellemlag og fokuserede på nye sociale og ofte kulturelle konfliktlinjer i modsætning til de klassemæssige konfliktlinjer.

Dermed ikke sagt, at de ”traditionelle” klassemæssige konfliktlinjer ikke havde en kulturel dimension, som nogle teorier forfægter: Arbejderbevægelsen var også en mægtig kulturbevægelse. Der var snarere tale om, at forbindelsen til klassepolitikken gradvist blev trængt i baggrunden til fordel for andre konfliktlinjer.

Da Mogens Glistrup i 1973 kom i Folketinget, var det et tegn på et stort opbrud i det politiske landskab. Siden er de gamle masseorganisationer blevet splittet. Arkivfoto: Åge Sørensen

Nye bevægelser – nye krav

SF havde godt nok i det første årti af sin levetid videreført DKP’s forankring i dele af arbejderklassen og fagbevægelsen, men sammen med VS blev orienteringen i løbet af 1970’erne i højere grad vendt mod de nye græsrodsbevægelser, og man mobiliserede i stigende grad de nye mellemlag og i stadig mindre grad arbejderklassen. Da Enhedslisten blev grundlagt i 1989 var denne proces fremskreden, hvilket kom til at præge partiet helt til i dag, hvor halvdelen af partiets primært studerende, veluddannede og offentligt ansatte vælgere falder i hovedstadsområdet.

Det skal understreges, at venstrefløjen stod over for en enorm opgave. De nye sociale bevægelser og mellemlag stillede nye krav, som man nødvendigvis måtte indfange, og samtidig forbinde med en fortsat mobilisering af arbejderklassen i lyset af økonomisk krise og store samfundsmæssige forandringer. Hvis man læser programmerne og diskussionerne i SF og VS i perioden frem til 1989 står det klart, at man virkelig forsøgte at forbinde bevægelserne i denne opbrudsperiode. Men det må også erkendes, at venstrefløjen ikke lykkedes med projektet. 1990’erne blev en periode, hvor kapitalismen og liberalismen sejrede, arbejderbevægelsens enorme netværk af sociale, kulturelle og økonomiske masseorganisationer opløstes, og hvor spørgsmålet om klasse blev fortrængt overalt i samfundet: i politik, medier og samfundsvidenskaben.

“1990’erne blev en periode, hvor kapitalismen og liberalismen sejrede, arbejderbevægelsens enorme netværk af sociale, kulturelle og økonomiske masseorganisationer opløst, og hvor spørgsmålet om klasse blev fortrængt overalt i samfundet.”

Venstrefløjens udfordringer må også ses i lyset af de grundlæggende forandringer i Socialdemokratiet fra Anker Jørgensen til Poul Nyrup. Allerede under Anker var partiets medlemstal faldende og arbejderbevægelsens netværk af kulturelle, sociale og økonomiske organisationer under opløsning. Dette forstærkedes i 1990’erne, der var præget af en gensidig distancering mellem Socialdemokratiet og arbejderklassen, hvor førstnævnte søgte ind på midten i jagten efter storbymiddelklassens svingvælgere. Politisk førte Socialdemokratiet an i en liberaliseringsbølge, der satte varige spor med stigende ulighed og utryghed i samfundet. En udvikling der ikke var enestående for Danmark, skal vi huske på.

Dermed havde man selv banet vejen for højrefløjen i kampen om arbejdervælgerne. Uden en stærk arbejderbevægelse og med et forandret Socialdemokrati, der med faldende medlemstal samtidigt førte an i tidens liberaliseringsbølge, er det ikke underligt, at Anders Fogh Rasmussen vandt valget i 2001 og i en alliance med den yderste højrefløj mobiliserede vælgere langs nye kulturelle konfliktlinjer – mod indvandrere og den såkaldte venstreorienterede uddannelses- og kulturelite” – og regerede landet i 10 år. Det skifte sætter stadig sine dybe spor i dag. Thorning-regeringens svar var ikke at vende udviklingen, men at accelerere den med sin reform-amok. I 2015 kunne Dansk Folkeparti høste hele 21% af stemmerne ved folketingsvalget og året inden endda over 26% ved EU-parlamentsvalget. I modsætning til venstrefløjen formåede DF partiet at tiltrække mange arbejdervælgere uden for de større byer, hvor arbejderklassen i det hele taget er overrepræsenteret.

Kampen om arbejdervælgerne 2021

I dag er også Nye Borgerlige med stor succes kommet på banen i kampen om arbejdervælgerne. Socialdemokratiet er dog også selv begyndt at bearbejde fortidens fejl – og vende blikket mod arbejderklassen igen. Frederiksens nye projekt leverer en fortælling om et Danmark, hvor den sociale kontrakt er brudt gennem årtiers globalisering og liberaliseringer, hvilket har medført stigende ulighed. Et – i hvert fald foreløbigt – skifte væk fra en økonomisk politik fokuseret på sparepolitik og arbejdsudbudsreformer til en politik fokuseret på at øge det offentlige forbrug og jobskabelse samt såkaldte 2. generationsreformer, kombineret med et stærkt fokus på arbejdervælgere uden for de større byer og betydningen af ”nærhed” og ”tryghed”.Det er den vigtigste årsag til Socialdemokratiets fornyede popularitet.

Det nye projekt og Socialdemokratiets fornyede popularitet er dog ikke som tidligere forankret i stærke masseorganisationer men på flygtige og socialt atomiserede arbejdervælgere. Frederiksens projekt er kommunikativt stærkt men i social forstand skrøbeligt. Heldigvis for hende, har højrefløjen slet ikke noget projekt for tiden. Venstrefløjen vil få sværere ved at mobilisere arbejdervælgere end Socialdemokratiet fordi sidstnævnte har traditionen fra den historisk arbejderbevægelse at bygge på. Men den socialistiske venstrefløj kan ikke tillade sig at overlade arbejdervælgerne til Socialdemokratiet.

Venstrefløjen står i dag historisk stærkt og har på mange måder en enestående chance for at skabe forandring. Men chancen kan vise sig kortfristet, og i et længere historisk perspektiv står man over for en række dybere udfordringer, der ikke umiddelbart lader sig løse på kort sigt. 1960’erne og 1970’ernes store opbrud forandrede venstrefløjen. Man formåede aldrig at skabe de store partier, der kunne forene de nye sociale bevægelser med arbejderbevægelsen, som man drømte om. I stedet for nye arbejder- og folkepartier fik vi græsrodspartier med en smallere basis i de nye mellemlag, arbejderbevægelsens massorganisationer blev opløst og liberalismen triumferede. Og imens den globale kapitalisme buldrede frem, blev man enige om, at klasse ikke længere var så vigtigt.

Det var ikke en uundgåelig udvikling, men et resultat af politiske, sociale og ideologiske kampe. I takt med at Socialdemokratiet såvel som venstrefløjen på hver sin måde mistede forbindelsen til arbejderklassen, banede man vejen for, at højrefløjen kunne mobilisere arbejdervælgere på baggrund af nye kulturelle og identitetsmæssige konfliktlinjer.

En moderne Mogens Glistrup? Pernille Vermund og Nye Borgerlige har meldt sig ind i kampen om arbejdervælgerne. Deres populistiske, indvandrerfjendske politik har givet pote i meningsmålingerne, hvor de for nyligt stod til at blive landets tredjestørste parti. Venstrefløjen må genfinde de klassepolitiske linjer, skriver Esben Bøgh Sørensen. Foto: Sofie Paisley / News Øresund

Tilbage til organiseringen

Venstrefløjen står i dag på mange måder over for de samme udfordringer som i opbrudsperioden, men løsningen synes på nogle måder endnu længere uden for rækkevidde end dengang. Et første skridt for venstrefløjen må være igen at orientere sig mod arbejderklassen og politisk mobilisering langs klassemæssige konfliktlinjer samtidig med, at man fastholder sin nuværende vælgerbase.

Arbejderklassen har en potentiel styrke i og med, at den spiller den afgørende rolle i produktionen af samfundets velstand, den udgør den største samfundsmæssige gruppe og den har et enormt potentiale for at skabe forandring, hvis den organiseres og mobiliseres. Der bliver, kort sagt, ikke nogen grundlæggende socialistisk samfundsforandring, og dermed ingen løsning på den af kapitalismen skabte klimakrise, uden en organiseret arbejderbevægelse.

“Frederiksens nye projekt leverer en fortælling om et Danmark, hvor den sociale kontrakt er brudt gennem årtiers globalisering og liberaliseringer, hvilket har medført stigende ulighed”.

Venstrefløjens svar på højrefløjens værdikamp må være klassepolitik, der samler på tværs af kulturelle og identitetsmæssige skillelinjer. Det er forudsætningen for et projekt, der kan forene de forskellige bevægelser og befolkningsgrupper. Den rigtige politik og kommunikation får os kun et stykke af vejen. Social forankring er afgørende. På længere sigt kræver det, at man overvinder den sociale atomisering i bunden af samfundet og professionaliseringen i toppen gennem nye typer af klasseorienterede masseorganisationer og institutioner for demokratisk deltagelse. Opgaven er omfattende, men der er ingen vej uden om.


Om skribenten

Esben Bøgh Sørensen

Esben Bøgh Sørensen

Ph.d. i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Ansat som regionssekretær for Enhedslisten Midtjylland. Læs mere