Stillbillede fra 'Krudttønden'.
5 min. læsetid

Fem år efter drabene på filminstruktøren Finn Nørgaard ved Krudttønden og Dan Uzan ved synagogen i Krystalgaden, er begivenhederne blevet til en spillefilm. I biografens forførende mørke bliver man ført tilbage til februar 2015.


Af Bjørn Meidell

Med dokumentarklip fra angrebet på Charlie Hebdo i Paris og mindehøjtideligheden på Gunnar Hansens Plads for de to dræbte danskere sætter filmen ‘Krudttønden’ en samtidshistorisk scene. Det griber.

Krudttønden (2020). Medv.: Nikolaj Coster-Waldau, Lars Brygmann m.fl. Instr.: Ole Christian Madsen. Spilletid: 1 time 46 minutter.

I fiktionens form fokuserer filmen Krudttønden på drabsmanden og bødlen Omar el-Hussein og hans ofre. Hovedpersonen er dog en anden: En udbrændt, men superdygtig politimand, som har nået sidste udløbsdato og står over for at blive forflyttet til andet arbejde … men så får han chancen til endnu en gang at udfolde sit potentiale. Den karakter har vi vist mødt før – i kriminalromaner og på film.

Alle nøglepersoner i Ole Christian Madsens film befinder sig i en livskrise. Politimanden – spillet af Nikolaj Coster-Waldau – har smerter i krop og sjæl: Bøvl med sin ekshustru, går på hashklub for at dulme sit ubehag ved sin situation, er på Tinder for at finde en elskerinde for en nat. – Så er husarerne dækket ind.

I Krudttønden fremstår filmmanden og humanisten Finn Nørgaard som en pirrelig ildsjæl, men desperat over for sine uforstående arbejdsgivere. Ydermere får han stjålet ideen til en dokumentar om de ”paralympiske lege” af nogle konkurrenter i medieverdenen.

Og Dan Uzan – frivillig vagt foran synagogen – er tyndslidt over afslag på sine stillingsansøgninger. Han har heldigvis et solidt rygstød hos sine forældre og i basketball-klubben. Og så viser der sig alligevel en mulighed ud af arbejdsløsheden en af hans sidste dage i vores sårbare tilværelse.  Filmen kommer ikke tæt på Uzan – og det er sikkert etisk korrekt kun fem år efter.

Isolationsfængslet drabsmand

Endelig har vi Omar El-Hussein. I fængslet sidder han isoleret 23 timer i døgnet, tager en fin HF-eksamen, og ser blodige videoer fra Islamisk Stat. Han er indesluttet og boligløs ved løsladelsen. Uden solidt fodfæste og nære relationer, der kan binde ham til samfundet og livet. Hos de sociale myndigheder er der kun kontanter at hente.

Filmen har et element af kritik af politiets uprofessionelle bevogtning eller er det bare en konstatering? Dels af mødet i Krudttønden, hvor Lars Wilks – ham der synes, det er en god idé at tegne Muhammed som en hund – skal tale. Dels af synagogen, hvor den forsvarsløse Uzan bliver skudt ned i Krystalgade. To politifolk har ikke anet uråd.

Filmen er fint fotograferet og klippet, mange stærke nærbilleder af karaktererne, musikken fungerer godt. Den har et spændingselement, selv om vi kender historien om Dan og Finns død. Du bliver grebet. Men i eftertanken melder spørgsmålene sig.

Trailer til Krudttønden.

Overfladisk skildring af Omar El-Hussein

Filmens største svaghed er dens skildring af Omar El-Hussein og hans baggrund. Omvendt forekommer det at være et fejlgreb, at politimanden Ricco og hans kvaler med ekshustruen har så stor vægt, men de bliver heldigvis forsonet in the happy end. Tillykke med det.

“Krudttønden skal nok få et stort publikum, men om den gør os klogere på bekæmpelse af terrorisme, radikalisering, racisme – og hvordan vi kan inkludere kriminelle og marginaliserede eksistenser, er tvivlsomt.”

De afsluttende rulletekster giver to anerkendelsesværdige påmindelser. Dels om Finn Nørgaards fond, der skal hjælpe belastede unge, som kommer på kant med loven. Dels om nødvendigheden af at modvirke antisemitisme.

Krudttønden får premiere i knap 100 biografer landet over. Den skal nok få et stort publikum, men om den gør os klogere på bekæmpelse af terrorisme, radikalisering, racisme – og hvordan vi kan inkludere kriminelle og marginaliserede eksistenser, er tvivlsomt. Og den stiller ikke spørgsmålet, om svaret på den mangelfulde bevogtning af møderne i Krudttønden og Synagogen, er det massive sikkerhedsopbud med kampklædte soldater, maskingeværer og bevæbnet politi, vi f.eks. er vidne til i Krystalgade.

“Jeg er ikke stor tilhænger af bevogtningen ved synagogen i Krystalgade,” mener tidligere overrabbiner Bent Melchior. ”Men nu er gaden lukket af, og ingen tør pille afspærringen ned igen. Vi bruger stærkere midler end nødvendigt. Vi kommer til at gøre det mere dramatisk, end godt er.”

Ole Christian Madsen: ‘Krudttønden‘ kan ses i 45 biografer landet over. Køb billetter her.


Bjørn Meidell er cand. mag. i samfundsfag og historie. Han har bl.a. udgivet bøgerne “Bag Sløret – i Jerusalem, Cairo og Beirut (1996)”, “Slået med beundring: Fascination, Flugt og Frihedskamp” (2005), “Frygt og Fryd i Damaskus” (2010), og “Bag Muren – Hverdag i en Apartheidstat” (2015) om situationen i det besatte Palæstina.