Kryolitafgiften blev brugt på ydre mission, læger og løn til danskere i kolonien

Flere danske medier hævder for øjeblikket, at kryolitudvindingen i Grønland blev omsat til velfærd for grønlænderne. Men det taler tallene fra begyndelsen af 1900-tallet ikke for.

“Handelens Udgifter til Lægevæsenet har i Femaaret 1901/02—1905/06 udgjort i aarligt Gennemsnit 36,000 Kr. og dens Tilskud til Missionen ligeledes 36,000 Kr aarlig. Paa den anden Side har Kryolithafgiften [sic] efter Fradrag af Udgifter i samme Femaar indbragt Staten i Gennemsnit 75,700 Kr. aarlig.”

Sådan står der i en fodnote til “Betænkning afgiven af det under 14. november 1906 af Indenrigsministeriet nedsatte Udvalg til sagkyndig Undersøgelse af den Kgl. grønlandske Handels Drift og Virkemaade”, udgivet af det foretrukne forlag for staten, J.H. Schultz i 1908.

Den Kongelige Grønlandske Handel, forkortet KGH, var et dansk statsdrevet handelsselskab, der fra 1776 havde eneret på handel med Grønland og som forvaltede udmøntningen af kryolitafgiften til den danske stat i en stor del af perioden med kryolitudvinding i Grønland 1856-1987.

Kryolit skulle gå til lønstigninger

Årsagen til, at udmøntningen overhovedet nævnes i betænkningen, er, at udvalget diskuterer, om det kan betale sig at hæve udhandlingspriserne, dvs. priserne på de varer KGH sælger til folk, der bor i Grønland. KGH vil gerne hæve priserne, fordi KGH vil tjene penge. Så simpelt er det.

Udvalget diskuterer, hvad der skal til for at sikre statens økonomiske balance, hvis den er nødt til at hæve lønnen for statens ansatte i Grønland, når priserne på KGH’s varer stiger i Grønland. Her kommer kryolitafgiften og minedrift i øvrigt så ind i billedet. For de afgifter og afkast kunne jo dække de øgede lønudgifter.

I udvalget sidder ingen grønlændere. Man diskuterer ikke, hvilke konsekvenser prisstigninger har for de grønlændere, der ikke er på lønningslisten hos den danske stat.

Kryolitafgiften blev på det tidspunkt altså ikke brugt på skoler, solide huse, enkepension eller andet, som man måske forestiller sig, når man i især borgerlige medier kan læse, at pengene blev brugt på velfærd. Det skal understreges, at det ikke betyder, at staten Danmark ikke brugte penge på eksempelvis skoler i Grønland. Men nu taler vi kryolit, og hvordan kryolit kom eller ikke kom grønlænderne til gode.

Kryolitpenge gik til mission, ikke til uddannelse

Kryolitafgiften blev brugt på ydre mission i en tid, hvor man uden for kolonien, hjemme i Danmark, havde fuld gang i udvikling af uddannelser og folkelige bevægelser, der kæmpede for social retfærdighed, oplysning til borgerne, og mere demokrati og ligestilling mellem kønnene.

Selvom religion fyldte langt mere dengang end i dag, er det sigende, at man i eksempelvis bibliotekers klassifikationssystemer fra 1880’erne kun reserverede 10 procent af pladsen til religiøse udgivelser, og det gælder udgivelser om alle religioner, også dem der ikke er kristne.

Hvis man kigger på, hvad der blev udgivet på grønlandsk op til denne periode, konstaterer man for det første, at bogstakken er ganske lille. Færre end i alt 500 titler med grønlandsk sprog blev udgivet i perioden 1729 – 1906. I mange af disse år udkommer der ikke en eneste. Se selv listen på bibliotek.dk

De samlede antal på 500 titler inkluderer titler, der er blevet registreret flere gange i basen og dokumenter, hvor dansk er hovedsproget og kun en mindre del er på grønlandsk – herunder administrative dokumenter og ordbøger, som har været brugt af koloniadministrationen og ikke har været tiltænkt læsning for Grønlands faste befolkning. Langt mere end 60 procent af den resterende lille stak er af kristen religiøs karakter.

Skolerne i Grønland har altså ikke haft meget andet at undervise i end kristen religion. De skoler, som ifølge velfærdsmyten er bygget på en grund af kryolitafgifter.

Kryolit gav ikke grønlænderne et langt og sundt liv

Kryolitafgiften blev i 1906 heller ikke brugt på et udbygget sundhedsvæsen i Grønland.

Tallene for statens bidrag til folkesundheden i Danmark i samme periode taler et tydeligt sprog om, hvor der blev prioriteret. De 36.000 kr. til lægehjælp i Grønland, var faktisk et meget lille beløb, også dengang. Hvis man laver et simpelt regnestykke, kan man prøve at overføre de 36.000 til lægehjælp i Grønland til danske forhold. Der boede rundt regnet 12.000 personer i Grønland og 2,4 mio. i Danmark. De 36.000 kr. i Grønland svarer til et beløb på 7,2 mio. i Danmark.

I Danmark var der i perioden en massiv investering i folkesundheden i kraft af fx sygehusbyggeri. I Grønland byggede man først et landshospital i 1953, et halvt århundrede senere. Anlæggelsen af Rigshospitalet blev vedtaget i 1907 og 1908 med en bevilling til byggeriet på 8,3 mio.

Statens årlige støtte til sygekasser i Danmark lå på omkring 4 mio. om året. Og det var kun to budgetposter i private og offentlige budgetter på sundhed, der havde langt flere budgetposter. Læg dertil amternes og kommuners udgifter til sundhed, herunder anlæggelse af sygehuse i provinsen. I begyndelsen af 1900-tallet blev der fx bygget hospitaler i alle større byer i Danmark, og i 1927 toppede antallet med 160 hospitaler.

I forhold til investering i lægevæsen skal man medtænke, at Grønland rent geografisk er et meget stort land med en natur, som er væsentligt mere farlig at færdes i end den danske, og hvor størstedelen af befolkningen dengang levede af fangst og fiskeri, hvilket gav en forholdsvis stor risiko for at komme alvorligt til skade eller dø på arbejdet.

Læg til det en større risiko for dødsfald i forbindelse med fødsler og barnets første leveår. Det vil sige, at grønlænderne faktisk har haft brug for et sundhedsvæsen, der var dyrere pr. person, end danskere i Danmark har haft. 

Hvis man sammenligner middellevetiden for grønlændere med danskere på samme tidspunkt, er der også klare tegn på, at lægevæsenet og den opreklamerede velfærd i Grønland ikke havde det for godt. I perioden 1901-1930 lå middellevetiden for kvinder i Grønland på 33 år. For mænd var den på 27 år.

I perioden 1895-1900 lå den i Danmark på 50,2 år for mænd og 53,2 år for kvinder, og lidt senere, i 1921-1925 på – i sammenligning med Grønland – svimlende 60,3 år for mænd og 61,3 år for kvinder. Det fremgår af Pie Barfods artikel “Dødelighed og gennemsnitlig levealder i Grønland” i tidsskriftet Grønland fra 1954. Middellevetiden nåede altså op på det dobbelte i Danmark i perioden.

Det var så den kryolitvelfærd. I hvert fald i begyndelsen af 1900-tallet.