Krystalnatten: Mareridtet som ikke vil dø

Da krigen var slut, fik mine forældres generation det råd, at de skulle forsøge at vende tilbage til hverdagen så hurtigt som muligt. Lægge nervepres, rædsler, vrede og sorg bag sig og komme videre. Folk – som havde overlevet koncentrationslejrene eller levet under jorden – fik samme råd som unge mænd og kvinder, der havde været i kamp: – ’Glem det, I har set og oplevet, kom i gang med en hverdag i en fart. Vi taler ikke om det, det er væk’.

I dag ved vi, at det var dårlig rådgivning. Engang imellem ønsker man, at man kunne blinke et par gange med øjnene og fortrænge historien. Men præcis som det er en nødvendighed for det enkelte menneskes psykiske sundhed – at kunne se sin historie i øjnene, er det en forudsætning for en befolknings politiske og mentale sundhed – at kende sin historie.

Krystalnatten 9. november 1938 er en del af vores historie, selv om det ikke foregik i Danmark den gang. Fysiske mennesker af kød og blod oplevede rædslerne og bøllevældet. En del af dem flygtede til Danmark. Enkelte af dem slap ind. Langt de fleste blev afvist ved grænsen. For også dengang frygtede danske politikere, at ‘sammenhængskraften’ stod på spil.

Alle skulle være med – næsten

Samarbejdet mellem Venstre og Socialdemokraterne fra Kanslergadeforliget i 1933 blev oplevet som et vigtigt grundlag for at undgå ekstreme, politiske retninger. Arbejdspladser, stabile priser og store nye anlægsprojekter skulle sammen med en række socialpolitiske reformer sikre at ingen befolkningsgrupper blev ladt i stikken. Danmark for Folket! – Alle skulle være med!

Folkefronten fra Vestervig til Vesterbro levnede ikke rigtig plads til en masse fremmede med andre skikke, og med traumer fra pogromer eller andre former for forfølgelse. Og det var heller ikke klogt at gå for tæt på naboen i syd, der raslede voldsomt med sablen. Så i 1938 – 4 måneder før Krystalnatten – gik 32 lande, herunder Danmark, sammen om at afvise det stigende antal jødiske og andre flygtninge fra Nazityskland.

Efter krigen blev der lukket op for historierne om rædslerne. Og især min generation er vokset op med de nazistiske overgreb som baggrundstæppe til vores politiske dannelse. Vi har lært om den politiske tilvænning af store befolkningsgrupper, der voksede fra små diskriminerende tiltag – som forbud mod enkelte religiøse traditioner som den jødiske slagtemetode og omskæring – til et fuldt udbygget udryddelsesprojekt. I modsætning hertil, lærte vi, stod den danske model, med den store, folkelige, demokratiske vilje og solidariteten med de jødiske landsmænd.

Skeletterne ud i lyset

Det er først i de senere år, vi er begyndt at lukke skabene helt op, så alle skeletterne kan komme ud i lyset og luften. Danmark valgte at lukke sine grænser, og det gode liv var forbeholdt dem, der allerede var i landet. Vi kan ikke redde hele verden – er ikke et nyt argument. Og også i det demokratiske Danmark blev menneskers rettigheder valgt til og fra. Muligvis var det socialdemokratisk – borgerlige samarbejde en del af forklaringen på, at nazisterne aldrig fik rigtig fat i danske vælgere. Meget taler i hvert fald for, at en aktivt inkluderende politik er det bedste værn mod ekstremisme. Sociologen Zygmunt Bauman påviste i sine studier en direkte sammenhæng mellem social marginalisering og politisk ekstremisme.

Den fundamentale strategi, som politikerne trækker ned over hovedet på et land, er grobunden for de politiske bevægelser og de politiske beslutninger, der danner rammerne for den enkeltes eksistens og livsbetingelser.

Den nazistiske strategi byggede på en nationalromantisk, ekskluderende strategi. De første diskriminerende love blev i stigende tempo fulgt op af stadigt mere horrible vedtagelser. Krystalnatten var en logisk følge af den centrale accept af selvtægt og at udøve egen retsopfattelse under myndighedernes fulde accept. Der var jo et flertal for uhyrlighederne, blev det ofte understreget.

Krystalnatten: flertallet har ikke altid ret

Krystalnatten lærer os, at det enkelte menneske er afhængigt af det omgivendes samfunds beskyttelse. De mennesker, der fik smadret deres hjem og forretninger, eller blev tæsket ihjel på gaden, havde ingen beskyttelse fra deres lands myndigheder. Politiet så på eller deltog, og naboer – som ikke var under angreb – vovede ikke pelsen for en jødisk nabo. Krystalnatten lærer os, at flertallet ikke altid har ret. Og endelig lærer den os, hvor vigtigt det er, at der er andre steder at gå hen, hvis vores egen stat og vores eget fællesskab svigter os.

Jøder, kommunister, homoseksuelle, romaer og andre grupper, som blev forfulgt af nazisterne, løb meget hurtigt tør for muligheder. Min nære ven Ulla Jessing fik lov til at komme med en børnetransport til England, men hendes forældre havde ingen steder at flygte til.

Flugten er den sidste udvej. Og ofte er det for sent, når et menneske endelig kommer så langt ud, at flugt kommer på tale. De europæiske lande er også i dag hurtige til at lukke deres grænser, og de såkaldte nærområder har som regel fyldte lejre og ringe sikkerhed.

Krystalnatten og de følgende års barbari lærte os, at vi er nødt til at opbygge værktøjer, som sikrer, at regerende politikere lever op til deres forpligtelse til at beskytte deres indbyggere. Også dem, der tilhører et mindretal – uanset om det er religiøst, politisk, seksuelt eller etnisk. Man kan ikke sige, det er lykkedes. Som Jonas Eika sagde, da han takkede for Nordisk Råds litteraturpris, så har vi indført en lang række diskriminerende love i Danmark, uden det har fået nævneværdige konsekvenser. Det er ikke lykkedes, men der er gjort ganske mange forsøg.

FN’s Verdenserklæring og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er blandt de stærkeste bidrag til at sikre os – mennesker – mod de overgreb, som vores egne stater kan finde på.  I år – 81 år efter Krystalnatten – forsøger udemokratiske kræfter i blandt andet Dansk Folkeparti at smadre det eneste værn og den eneste begrænsning, vi har mod flertallets magt over mindretallet. Debatten om menneskers rettigheder er tørret ud efter Murens fald. Men debatten er lige så vigtig i dag, som den var, da mine forældres generation så sig om i det smadrede Europa, dengang nazisterne endelig led nederlag.

Også den gang var budskabet klart: Aldrig mere en Krystalnat. Måtte deres indsats aldrig blive forgæves.