Xueling Zou: "Den Gamle Mand og Havet" (2012)
9 min. læsetid

Debatten om at indføre en ny fleksibel pensionsmulighed er sat på vågeblus, indtil forårets overenskomstforhandlinger for de privatansatte er afsluttet. Og det er fornuftigt nok, at denne debat ikke skal lægge hindringer i vejen for forhandlingerne. Men diskussionen om hvem, der har mest behov for at kunne tjekke tidligt ud fra arbejdsmarkedet, bør fortsætte. Og dermed diskussionen om, hvem der er de rette til at være omfattet af en ny ret til tidlig folkepension.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Dennis Kristensen

Hvilke personer eller faggrupper i hvilke brancher skal kunne gøre brug af en ny ret til at trække sig fra arbejdsmarkedet før den generelle folkepensionsalder – det er det helt fundamentale spørgsmål i den aktuelle pensionsdebat. Eller udtrykt på en anden måde: – Hvem er Arne, som det socialdemokratiske udspil ”De mest nedslidte fortjener også en værdig pension” retter sig mod?

Når målgrupperne for sådan en ny ret diskuteres, virker det nærmest, som om en skov af fingre ryger i vejret. Nærmest som om hele arbejdsmarkedet er udsat for det samme fysiske og psykiske pres i arbejdstiden. Som om Arne både er overlæge, ingeniør, gymnasielærer, tømrer, sygeplejerske, brolægger, pædagog, slagteriarbejder, social- og sundhedsassistent og langturschauffør.

Men arbejdsmarkedet slider forskelligt på lønmodtagerne. Jobbene nedslider forskelligt. Både fysisk og psykisk.

Og i en diskussion om målgrupper for en ret til tidlig afgang fra arbejdsmarkedet giver det naturligvis ikke mening, at alle faggrupper i alle brancher skal være omfattet. Så bliver det ikke til en løsning for dem, der har det største behov – men derimod til en kamp om den generelle pensionsalder.

Solidaritet af den gode, gammeldags slags

Det er rigtigt og prisværdigt at slås mod en stadig stigende pensionsalder for alle. Den kamp burde alle faglige repræsentanter i mine øjne tage del i, men det er hverken rigtigt eller prisværdigt som faglig repræsentant at stikke fingeren i vejret til tidlig pension for egne faggrupper – når man godt véd, at det er andre faggrupper, der slides mest og hurtigst.

Når skoven af fingre ryger i vejret, så handler det ikke om solidaritet med dem, der har behov for andres støtte. Så handler det i stedet om at forhindre, at de – der udsættes for den største nedslidning – opnår retten til at tjekke ud tidligere end de, der ikke slides i nær samme omfang i løbet af deres arbejdsliv. Så handler det om at forhindre en solidarisk håndsrækning til dem, der har de hårdeste arbejdsvilkår … ved at holde alle i skak, så ingen opnår en tidligere afgangsalder end ens egne faggrupper. Helt uden hensyn til, om andre faggrupper har et langt større behov.

Nu gælder det spørgsmålet om, hvordan vi sikrer en værdig mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet tidligere for dem, der startede tidligst i belastende jobs. – Og vel at mærke trække sig tilbage på folkepension

Reaktionsmønstret med at sætte hinanden skakmat er såmænd velkendt i den offentlige sektor. Tydeligst, når det gælder solidaritet med lavtlønnedes lønkrav og kvindefags krav om reel ligeløn. Solidariteten fra højtlønnede grupper og fra mandefag rækker oftest kun så langt, som modydelsen rækker. Noget for noget. Og ikke den betingelsesløse støtte, som netop er kernen i ægte solidaritet. Trist nok, men en realitet på dagens arbejdsmarked.

Lysende klart

Socialdemokratiet har selv formuleret målgrupperne for partiets pensionsudspil som ”lønmodtagere, der er blevet nedslidte, og dem som har været længst tid på arbejdsmarkedet, fordi de typisk startede i en meget ung alder. De skal have mulighed for at gå tidligere på pension end andre.

Om formuleringen i dag stadig er fuldt dækkende må vise sig, når partiet – formentligt i foråret eller forsommeren – fremlægger en egentlig model for tidlig folkepension til forhandling med Folketingets partier.

Der er under alle omstændigheder sket noget afgørende med muligheden for at kunne opnå pension, når helbreddet for alvor slår knuder.

Presset af vælgeropbakningen til Socialdemokratiets pensionsudspil, fik VLAK-regeringen i al hast under forårets valgkamp skruet en aftale med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre sammen, hvor seniorpension kunne afløse den åbenlyse fiasko med seniorførtidspensionen, som alt for få opnåede at få.

Dermed har vi nu den almindelige førtidspension, som forudsætter visitation og hele den bureaukratiske og uværdige mølle – og den fornyede seniorpension med den kortere vej til pension til rådighed for alle, som opfylder kriterierne.

Nu gælder det så spørgsmålet om, hvordan vi sikrer en værdig mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet tidligere for dem, der startede tidligst i belastende jobs. – Og vel at mærke trække sig tilbage på folkepension.

En sådan ny ret forudsætter, at det står lysende klart for alle, hvem der er omfattet af retten til at trække stikket før tid.

Antallet af beskæftigede, der kommer på førtidspension, varierer meget i de forskellige brancher. Ifølge en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd topper ansatte på plejehjem listen, og næsten 9 % af branchens tidligere ansatte er kommet på førtidspension. De store brancheforskelle kræver en grundig debat, mener Dennis Kristensen. Foto: Ældre Sagen

Vi ved meget om nedslidning

Derfor er der al mulig grund til at gå til stålet og ærligt og fordomsfrit kigge på, hvad vi véd om nedslidning.

Og vi véd ganske meget, selvom vi formentlig i forbindelse med indførelse af en ny ret til tidlig pension også får brug for ny forskning for at opnå både retfærdighed og gennemskuelighed.

Noget af det vi véd handler om førtidspensionering, eksisterende tilbagetrækningsmønstre og sygefravær.

Fordelingen af tilkendte førtidspensioner på fag er næppe helt uinteressant, når det handler om at identificere nedslidende jobs. Her er der tale om en visitation baseret på dybtgående helbredsundersøgelser og langvarig sagsbehandling.

Selvom andet end jobbet kan spille ind, så står resultatet af en sammenligning mellem faggrupper alligevel og blinker med alle advarselslamper.

Hver gang, der går én akademiker ud af arbejdsmarkedet med en tilkendt førtidspension i hånden, går der syv social- og sundhedsassistenter ud af samme dør. Når en lærer går ud af døren, får den pågældende følgeskab af tre social- og sundhedsassistenter. Og både tømreren og sygeplejersken bliver hver fulgt af to social- og sundhedsassistenter. Alene disse få tal burde få enhver modstand mod fleksibel tilbagetrækning til at forstumme.

Hertil kommer faggruppernes tilbagetrækningsmønstre. Eksempelvis er det ikke mindre end 42 procent af PenSams kunder, der trækker sig fra arbejdsmarkedet, når de når 60 – 64 år. PenSam administrerer pension for FOAs medlemmer. Her er det ikke store pensioner, der lokker, men pensioner af begrænsede lønninger og efterløn. Og andre ufaglærte eller kortuddannede faggrupper med et belastende arbejdsmiljø har tilsvarende tilbagetrækningsmønstre.

De typiske kvindefag i den offentlige sektor har det højeste sygefravær på arbejdsmarkedet med omsorgsfagene i spidsen, og med social- og sundhedsassistenterne på toppen af sygefraværs-statistikkerne. Og når det gælder muskel- og skeletbesvær, så er det ikke overraskende byggeri, frisører, rengøring, slagterier og døgninstitutioner og hjemmepleje, der ligger i front med størst belastning. – Mens luppen skal frem for at få øje på belastningen inden for universiteter, forskning, IT og telekommunikation.

Inden for det psykiske arbejdsmiljø ligger slagterier og døgninstitutioner og hjemmepleje ikke overraskende i top med belastninger – men fordelingen på faggrupper viser en tydelig tendens til, at problemer med det psykiske arbejdsmiljø nu for alvor breder sig ud over hele arbejdsmarkedet.

Vi véd med andre ord ganske meget om de ulige vilkår på arbejdsmarkedet, når det gælder belastninger og nedslidning.

En tur i skriftestolen

Lad os derfor gå til stålet og være ærlige over for hinanden.

Nu gælder det om, at de højt- og højere lønnede med de færreste belastninger erkender, at det for en gangs skyld ikke er deres tur til at stå først i køen. – Men at en ny fleksibel folkepension handler om faggrupperne i den anden ende af løn- og uddannelses-skalaen.

DJØF er foreløbigt gået forrest i denne erkendelse. Nu er det de øvrige organisationer med højt- og højere lønnedes tur til at komme en tur i skriftestolen.


Dennis Kristensen er tidligere portør, og har været forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.