Er den nye arbejdstidsaftale et skridt i den rigtige retning, eller udtryk for en svag fagforening? Illustration: Danmarks Lærerforening.
7 min. læsetid

Lærerne i folkeskolen har fået en discountskole, og stiller nu med rette spørgsmålet: Hvad skal de med en fagforening, der ikke kæmper deres sag, og skaffer dem lige vilkår på tværs af kommunerne?

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Jørgen Alfastsen

Et flertal på 2/3 af folkeskolelærerne bakkede deres afgående formand, Anders Bondo Christensen, op ved urafstemningen om det forslag til arbejdstidsaftale, som også en enig hovedstyrelse stod bag. Men hvorfor gav det anledning til så kraftig murren blandt mange lærere?

Lange skoledage

Først lidt baggrund: I april 2013 blev lærerne lockoutet af Kommunernes Landsforening (KL). Det lykkedes ikke at smadre Danmarks Lærerforening (DLF), men alt blev taget fra lærerne, som i ALT. De røg på lov 409, som Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister forelagde folketinget og fik vedtaget. Den har nu defineret lærernes arbejdstid i 7 år.

Hvorfor var det nu nødvendigt? Jo, sagen var, at politikerne ønskede at få indført en folkeskolelov, som de ikke havde råd til. I embedsmandspapirer stod der direkte, at blandt andet lærernes merundervisning skulle finansiere reformen, herunder den forlængede skoledag. og det skulle ske ved en stigning i undervisningsmængden for lærerne. Den steg med ca. 20 %, men er faldet en anelse de senere år på grund af lokalaftaler mange steder. Det pligtige, danske grundskoleforløb for eleverne er på ca. 11.120 timer eller 46 % over OECD-gennemsnittet på ca. 7.600.

Sammenligner vi med Norden, ligger Norge på 7.900 timer, Sverige på 6.900 og Finland på 6.400. Det undrede lærerne. Finland scorer højst i PISA-test – men finnerne går kun næsten halvt så lang tid i skole som danskerne? Den kendsgerning blev ignoreret. Reelt hiver den jo også tæppet væk under regeringen og folketingsflertallet.

Discountskole

Lærerne skulle ned med nakken. Det kom de så. Forberedelsestiden forsvandt stort set op i den blå luft, og der blev pligt til at blive på skolematriklen. Lærernes arbejdsvilkår blev effektivt ødelagt. Og det i en sådan grad, at mens ca. 4.000 erfarne lærere forlader skolen om året, kommer der kun ca. 2.000 nyuddannede til, fordi de unge i stor stil ikke gider være skolelærere på disse vilkår.

Evalueringer af reformen viser stagnation eller tilbagegang på visse punkter. Kvantitet overtrumfede kvalitet. I Altinget kunne man 27. august læse, at eliten i stigende grad fravælger folkeskolen. 18 % af folkeskolens undervisning varetages nu af ikke-uddannede, og lærernes arbejdsglæde overlever kun på trods. Antallet af lærere, der modtager lægeforbud imod at vende tilbage til lærerjobbet efter en langtidssygemelding, er ottedoblet siden reformen. 

Privatskoler som ‘Rungsted Private Realskole’ bliver stadig mere attraktive for dem, der har råd til at vælge folkeskolen fra. I de danske landområder voksede andelen af børn i privatskole med 14 % fra 2009 – 2019 ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Foto: Rungsted Private Realskole / Facebook.

Tromlet – igen

I 2015 og 2018 forsøgte parterne at lave nye arbejdstidsaftaler uden held. I 2018-overenskomsterne blev lærerne efterladt på perronen, og parterne nedsatte en kommission, der skulle tilvejebringe grundlaget for en ny arbejdstidsaftale. Anders Bondo kaldte det ”samarbejdssporet.”
Da rapporten kom, var den skuffende for lærerne. Reelt var det et partsindlæg fra KL, der efterfølgende forlangte, at en evt. ny arbejdstidsaftale bl.a. skulle være udgiftsneutral. Men alligevel gik forhandlingerne i gang? Aftalen skulle være indgået i foråret, tidsfristen blev forlænget flere gange, og til sidst blev forhandlingerne stillet på pause. Pludseligt, i begyndelsen af skoleåret forelå det resultat så, der nu er vedtaget. 

Lærerne har nu vedtaget, hvad der bedre kan beskrives som en slags udvidet samarbejdsaftale. Eller som en kollega skrev:  ”Der står intet om, hvor meget vi kan blive sat til at undervise, og der er ingen sikring af tid til forberedelse. Dermed er det fuldstændig op til, hvordan de enkelte skoler og kommuner forvalter deres ledelsesret. At acceptere denne aftale svarer til frivilligt at lægge sig ned og blive tromlet over – én gang til.” KL har nu fået slået fast, at arbejdsforhold aftales lokalt, og der skal ikke foretages ‘utilsigtet timetælleri’, som der står i aftalen efter KL-krav.

Gymnasielærere advarede folkeskolelærerne forinden imod at sige ja. ”Vi har noget, der ligner”, sagde de. ”Det har været en katastrofe for vores arbejdsmiljø!” En DSB-ansat sagde: ” Lærerne har i min optik fået noget der er værre end Lov 409 – nemlig en for arbejdsgiveren ikke-bindende… drøftelsesaftale? Samarbejdsaftale? Rimelighedsaftale? Denne aftale sætter ikke tid på de tunge belastninger for lærerne, som undervisning, forberedelse og mødeaktivitet. Den nævner i stedet dialog, rimelighed, respekt og samarbejde. Det lyder rigtig flot. Men var det ikke mere præcist at kalde det for en samarbejdsaftale, så?”

Lærernes ja kan således få uheldig præcedens-virkning ud i andre dele af fagbevægelsen. Andre arbejdsgivere vil da elske en arbejdstidsaftale ”uden firkantede tal,” som Bondo sagde i et interview. Men det tema har fyldt forbløffende lidt i lærernes debat.

Fragmenteret folkeskole

Nu er arbejdstid et lokalt anliggende på folkeskoleområdet. ”Resultatet er således et meget decentraliseret DLF. Kredsbestyrelserne er blevet meget vigtige og kan i et vist omfang komme til at gå i hver sin retning, fordi rammelovgivningen giver kommunerne ret stort råderum”, siger skoleforskeren Ning de Coninck-Smith.

“Med lærernes ja slipper politikerne af krogen. De blandede arbejdsmarkedsforhold og politik sammen i 2013. Det ansvar forsvinder nu ud i glemslens nådige tåger.”

+

”Foreningen skal i virkeligheden forholde sig til 98 forskellige skolevæsener, og samtidig forsøge at holde et overblik, og det bliver en svær opgave,” mener hun. Eller som TR på Blågård Skole, Johan Elkjær, skrev som begrundelse for sin nej-anbefaling: ”Vi er bedre tjent med, at det er et landspolitisk anliggende. Et anliggende, der vedkommer andre fagforeninger. Et anliggende, der er knyttet sammen med overenskomstfornyelser. Et anliggende, der hører sammen med den landspolitiske debat om folkeskolen.”

Mange medlemmer af Danmarks Lærerforening har under debatten rejst tvivl om, hvad de overhovedet skal med en fagforening, der ikke kæmper deres sag og skaffer dem lige vilkår på tværs af kommuner?

Politikerne slipper af krogen

Lærernes problem har været, at de – frataget alt i 2013 – ikke havde noget at tilbyde KL i forhandlingen. Skulle der komme et kompromis, så skulle KL komme lærerne i møde. Det gjorde de ikke for alvor. Lærerne fik lidt luftige ord på et papir, men da de er så positive og konstruktive, så det halve kan være nok, så åd et flertal denne omgang luftsteg og vindfrikadeller, der vil forøge mødemængden på skolerne. Skolelederne ved slet ikke, hvad der har ramt dem endnu! Men de kan trøste sig med, at de fortsat alene har retten til at bestemme. Jernnæven i fløjlshandsken er bevaret. 

Med lærernes ja slipper politikerne af krogen. De blandede arbejdsmarkedsforhold og politik sammen i 2013. Det ansvar forsvinder nu ud i glemslens nådige tåger. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil talte om en ”elefant i rummet” på lærernes kongres. Nu er elefanten sat fri. Ingen ved snart ikke, hvor den blev af? Og lærerne og vi andre ved ikke rigtig, hvad der skal blive af dem?
Skolen er nødlidende. Vi trænger fortsat til et nationalt kompromis om folkets skole! Vi skal have forkortet den lange skoledag. Her ligger nøglen til forbedring af lærernes arbejdsforhold med færre lektioner og sikring af forberedelsestiden. Hvem indfanger elefanten? Det bliver ikke Bondo. ”Bondo has left the building together with the elephant!


Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen er tidligere lærer og SF-byrådsmedlem. Han er bestyrelsesmedlem i Gert Petersen-Selskabet og Dansk Naturfredningsforening Vordingborg

Læs mere af Jørgen Alfastsen