Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
17. september. 2022

Kommentar: De svenske socialdemokrater gik i sin egen rottefælde

Socialdemokraterna gik til valg på at bruge Sverigedemokraterna som skræmmebillede, mens Vänsterpartiet næsten halverede deres støtte på et år. Den ekstreme højrefløj sparkede bolden ind i et åbent mål, og står nu til den største fremgang nogensinde i Sverige. Flammen-redaktør Leonidas Aretakis kommenterer her på det svenske valg.

Leonidas Aretakis: De svenske socialdemokrater serverede valgsejren på et sølvfad for højrefløjen. Privat foto.

Da Rebecka Fallenkvist fra Sverigedemokraternas propgandakanal Riks blev interviewet på valgaftenen, strakte hun armen i vejret og råbte: ”Helg seger! (så det lød som Hell seger – svensk for Sieg Heil, red.)” Fra at have været verdens førende velfærdssamfund, fejrer højrefløjen i Sverige nu deres sejr med det fascistiske kampråb.

Hvordan havnede vi her?

En væsentlig forklaring ligger i Socialdemokraternas valgkampsstrategi, som lader til at være hentet direkte fra Hillary Clinton’s valgkamp mod Donald Trump. Under højrefløjens primærvalg udvalgte den socialdemokratiske leder Magdalena Anderssons kampagneteam en samling ’rottefængere’: ekstreme kandidater som blev fremhævet og kritiseret, for at tvinge medierne til at tage dem alvorligt. Tanken var, at man kunne skræmme vælgerne, og præsentere Socialdemokraterna som et sikkert alternativ.

Vi ved alle, hvad der skete efterfølgende i USA. De amerikanske demokrater hjalp en højreekstremist til magten, og herfra kunne Trump inspirere lignende bevægelser i hele verden. Man kunne håbe, at venstrefløjen så havde lært sin lektie.

Det er desværre ikke tilfældet. I stedet har Socialdemokraterna brugt samme katastrofale strategi. Vælgerne fik konstant tudet ørerne fulde af, at en stemme på højrefløjen var en stemme på Sverigedemokraterna. Peter Hultqvist (svensk forsvarsminister, red.) udlagde partiet som en sikkerhedstrussel, og appellerede på svensk fjernsyn til, at man lod Jimmie Åkesson (partileder for Sverigedemokraterna, red.) erstatte Ulf Kristersson fra Moderaterna i de afsluttende debatter. Budskabet var, at den virkelige leder på højrefløjen var Jimmie Åkesson. Socialdemokraterna fik, hvad de bad om. Resultatet er, at Sverige nu har verdens mest succesrige parti med rødder i nynazismen. Ligesom i eventyret er historien endt med, at rottefængeren har lokket byens børn væk.

“I stedet for at mobilisere folkelig opbakning til et partiprogram, som kan ramme vreden over uligheden og problemerne i samfundet, hoppede man med på højrefløjens snak om bandekriminalitet.”

Selvfølgelig skal den fare, som Sverigedemokraterna udgør, påpeges. Men det er også nødvendigt at fremlægge sin egen politik. Socialdemokraterna fokuserede i stedet på kompetencen hos statsminister Magdalena Anderssons, som kaldte valgløfter ‘forældede’, da man jo stadig skal forhandle politisk efter valget. I stedet for at mobilisere folkelig opbakning til et partiprogram, som kan ramme vreden over uligheden og problemerne i samfundet, hoppede man med på højrefløjens snak om bandekriminalitet.

Det har også gjort det svært for mindre partier som Vänsterpartiet og Miljöpartiet, der er for små til at brænde igennem med deres mærkesager. Hvis emner som velfærd og klima var blevet sat højere på dagsordenen, havde de kunnet bidrage til de politiske debatter. Men Socialdemokraterna foretrak at samarbejde til højre – hvilket får en til at tænke over, hvor seriøse de egentlig er, når det handler om at ’tage velfærdskontrollen tilbage’.

For Vänsterpartiet er skuffelsen forståeligt nok enorm. For et år siden stod de til 11 procent i meningsmålingerne, efter at have væltet Stefan Löfven og sat kampen for husleje, ansættelsesbeskyttelse og pensionsalder på dagsordenen. Nu ser partiet i stedet ud til at måtte nøjes med 6,7 % – en klar forværring af resultatet ved sidste valg (8 procent).

Meget afhænger selvfølgelig også af omstændighederne. Det er svært at føre en positiv valgkamp mens en autokrat invaderer et demokratisk naboland, og hverken bander eller inflation er vindersager for venstrefløjen. Alligevel må man sige, at strategien om at nå ud til arbejderklasse-vælgerne i landdistrikterne er slået fejl. Tallene kan variere, men ifølge SVT’s valgundersøgelse har Vänsterpartiet mistet to procentpoint blandt funktionærer, én procent blandt unge, mens man er stagneret blandt arbejdere. Partiet har altså tabt vælgere uden at kunne nå ud til nye.

I nogle tilfælde har man forsøgt at klemme modsatrettede holdninger ind i sit program. Samtidig med VP vil være det mest ambitiøse klimaparti giver man støtte til benzin sammen med højrefløjen for at hjælpe husholdninger med omfattende og stigende udgifter. Den politik tog dog ikke højde for klasse, og kom derfor i høj grad pendlere i storbyerne til gode. Man kunne også have valgt at hjælpe folk i de tyndt befolkede områder på andre måder, som ikke havde fastholdt deres afhængighed af fossile brændstoffer i en situation, hvor både klimakrisen og krigen i Ukraine kalder på et sænket forbrug.

Selv på spørgsmålet om stoffer er partiet gået galt i byen. På spørgsmålet om bandekriminalitet har Nooshi Dadgostar (partileder for Vänsterpartiet, red.) krævet skrappere tiltag mod ’festjunkier’, som bidrager til bandernes indtægter. Men det bedst sælgende euforiserende stof er stadig hash, der næppe kan betegnes som et ‘feststof’. Ifølge en rapport fra Centralförbundet för alkohol- och narkotikaupplysning har den fattigste femtedel også et større forbrug af stoffer end gennemsnittet. Mere statslig undertrykkelse af samfundets fattigste er ikke et socialistisk parti værdigt.

“Vänsterpartiet må skifte fokus fra livsstilsparti til også at tænke på folks pengepung.”

I begge de nævnte eksempler har man valgt at ignorere dygtige talspersoner – hhv. Jens Holm og Karin Rågsjö – som har opbygget stor troværdighed på de respektive områder, men som begge har valgt at træde i baggrunden under valgkampen. Det lader derfor til, at partiet har fremmedgjort potentielle vælgere på både klima- og socialområdet.

Vänsterpartiets strategiske fejlskud er ikke kun kommet til udtryk i enkeltsager, men er også synligt i en række populistiske udspil. Som da Nooshi Dadgostar påstod, at en elbil koster 700.000 svenske kroner, mens mange modeller kan købes for det halve. Eller da hun i et interview med DN Kultur (DN er en svensk avis, red.) foreslog Babben Larsson som kulturminister (svensk komiker, red.). Hvis formålet var at pege fingre af middelklassen er det lykkedes, men jeg undrer mig over hvor mange potentielle vælgere der findes blandt kulturside læsere som afskyr finkultur.

Den slags udmeldinger virker ikke rodfæstet i en finger på folke-pulsen, men fremstår ubegrundede og improviserede. Det ene øjeblik ville man tage ansvar og forhandle med Centerpartiet, det næste krævede man at få en plads i regeringen. Forvirringen blev ikke mindre efter et hårdt interview med Nooshi Dadgostar i SVT om partiets kommunistiske rødder, hvor både ungdoms-organisationen Ung Vänster og målet om et socialistisk samfund blev kastet overbord. Jeg kan ikke have været den eneste, der tænkte: ”Hvem er I så egentlig?”

Modargumentet er indlysende: Hvis Vänsterpartiet skal nå ud til folk i Udkants-Sverige, kan man ikke også fokusere på storby-cyklister, der vil ”se deres veganisme afspejlet i partiprogrammet”, som en ven rammende sagde det. Man må skifte fokus fra at være et livsstilsparti til også at tænke på folks pengepung.

Den slags ideologiske skift tager tid, og hvis man prøver at skyde genvej med smart retorik, risikerer man at miste trofaste stemmer uden at tiltrække nye. Den venstre-orienterede podcast Chapo Trap House kaldte det meget rammende for en ’snyde-kode’ i forbindelse med Bernie Sanders’ kampagne i 2020. Hans kampagnefolk var klar over, at de ikke havde haft tid til det slidsomme arbejde, der lå i at bygge et bagland i de mindre byer på landet. De øjnede derimod chancen for at give indtryk af det gennem bombastiske rallies og virale videoer på sociale medier. Det er der ikke noget galt med – det lykkedes jo næsten for Sanders. Men lektien er stadig værd at huske på.

Man bliver nødt til både at appellere til storbycyklister og folk på landet, der er afhængige af deres bil, hvis man vil være et regeringsbærende parti. Som Lovisa Broström tidligere har skrevet i Flammen, blev efterkrigstidens svenske velfærdssamfund bygget op af en alliance mellem den traditionelle arbejderklasse og proletariske embedsmænd, der tilsammen udgjorde ’lønmodtagerne’. I dag er den alliance også bydende nødvendig: Se bare, hvordan sygeplejersker og lærere har været med til at sætte velfærdsspørgsmål på dagsordenen.

“Alle socialisters opgave bliver nu at gøre det sværest muligt for den højreorienterede regering at holde sammen, og at gennemføre sin ekstreme politik – hvad enten det gælder velfærd, klima eller racisme.”

For selvom der bliver slået nogle æg i stykker i den trendy del af Stockholm, kan det være svært at få øje på landomeletten for Vänsterpartiet. Som Flammen tidligere har skrevet om, gik parttiet tilbage i alle mindre byer, der blev besøgt under valgturnéen, men gik til gengæld frem i forstadsområder som Botkyrka (forstad til Stockholm med høj kriminalitet, red.). En del af forklaringen er måske, at folk har givet støttestemmer til Miljöpartiet (spærregrænsen i Sverige er 4%, Miljøpartiet står til 5,1 % af stemmerne, red.), men det er næppe hele forklaringen, og folk i forstæderne kunne lige så vel stemme på Miljöpartiet.

Formålet med strategien er derimod godt. Rossana Dinamarca (tidligere parlamentsmedlem for Vänsterpartiet 2002 – 2018, red.) tager fejl når hun udtaler til ‘Dagens ETC’, at man skal opgive ”Roy og Roger på tankstationen, dem får vi aldrig vundet over”, og i stedet fokusere mere på indvandrertætte forstæder til storbyerne. Et socialistisk parti kan ikke bare opgive de mandlige arbejdere ude på landet, som Sverigedemokraterna har fået ind i sin fold. Man bliver nødt til også at gøre sig relevant for dem, selv om det ikke bliver nemt at byde dem op til tango – særligt når Socialdemokraterna ikke vil danse med.

Socialdemokraterna er gået 2,2 procent frem, og kan bryste sig af et godt valg, eftersom dets højredrejede ledelse alligevel ikke ser partiet som en del af venstrefløjen. De kan således fortsætte flirten med Liberalerna, for at samarbejde over midten – og dermed ignorere sammenhængen mellem de seneste årtiers neoliberale politik, og højreekstremismens genopblomstring.

Alle socialisters opgave bliver nu at gøre det sværest muligt for den højreorienterede regering at holde sammen, og at gennemføre sin ekstreme politik – hvad enten det gælder velfærd, klima eller racisme. Samtidig må man begynde at arbejde med både bevægelserne og visionerne i god tid inden næste valg.

Oversat af Nikolaj Ferguson Nielsen og Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Flamman – læs artiklen her.


Om skribenten

Leonidas Aretakis

Leonidas Aretakis

Ansvarshavende redaktør på den svenske avis Flamman. Læs mere