Den stålsatte alliance mellem USA og den danske stat er skandalen. Aflytning er bare konsekvensen

En gang var det ‘Fodnotepolitikken’, der kendetegnede den danske forsvarspolitik. Den var kilde til stor bitterhed for særligt statsminister Poul Schlüter og hans udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, der konstant måtte se sine udenrigspolitiske ambitioner underløbet af et parlamentarisk flertal, som ikke ønskede at gøre Danmark til en aktiv brik i de to supermagters geopolitiske storspil. Den tid er for længst forbi. De seneste 20 år har Danmark været en aktivt krigsførende nation i det nye terrorbekæmpelses-paradigme, der opstod efter angrebene 11. september 2001.

Anders Fogh Rasmussen aflivede i 2001 endegyldigt myten om, at Danmark er et lille fredeligt, hobbit-lignende samfund, og trak landet ind i to langtrukne krige. Det skete på baggrund af fortielser, tilbageholdelse af informationer, og amerikansk fabrikerede løgne om masseødelæggelsesvåben. Men selvom Fogh Rasmussen skød Danmark ud over den nye militærpolitiske rampe, var det Poul Nyrup Rasmussen, der støbte kuglerne til den nye dansk-amerikanske forsvarsakse. Han fik i 1997 besøg af Bill Clinton, der var den første amerikanske præsident i landet. Det skyldtes ikke bare en trang til at smage højtbelagt smørrebrød og se Vesterhavet, men hang – som Berlingske har dokumenteret – sammen med, at han ville sige tak for aftalen om at etablere det efterretningssamarbejde, der stadig forbinder de to lande geostrategisk.

Intet har destabiliseret Mellemøsten – og resten af verden – som den amerikanske krigsmaskines operationer i området de seneste 20 år. Fra Afghanistan til Irak over Libyen, har det gigantiske militærapparat buldret derudaf. Og Danmark har som få andre stået last og brast med sin amerikanske allieredes krigseventyr. Danmark sælger militært isenkram til nogle af de værste regimer på jorden, herunder United Arab Emirates’ og Saudi Arabiens amerikansk støttede krig i Yemen, der ifølge Save The Children har kostet 85.000 børn livet til hungersnød. Danmark sendte også et krigsskib til Hormuz-strædet ud for Iran sidste år, efter Donald Trump og dennes sikkerhedsrådgiver, John Bolton, som kulminationen på flere års forsøg på at starte (endnu) en krig i regionen, dronebombede den øverstbefalende for de iranske specialstyrker, Qassem Soleimani.

“På den geopolitiske scene er mange danskeres selvbillede stadig en roligan med klaphat, ikke en hooligan med knojern.”

Måske er den realitet endnu ikke bundfældet i den brede befolkning? For her står fortællingen om et ‘Hyggedanmark’, som er kendetegnet ved fodnoter og tilbageholdenhed på den udenrigspolitiske scene, stadig stærkt. På den geopolitiske scene er mange danskeres selvbillede stadig en roligan med klaphat, ikke en hooligan med knojern. Men det er vi, altså en krigsførende nation, i tæt samarbejde med USA. Og tætte allierede hjælper man selvfølgelig på alle tænkelige måder.

At den danske stat har tilladt NSA at aflytte Angela Merkel, skandinaviske toppolitikere og mange andre, kan man mene er skandaløst. Men det var det vel også tilbage i 2014, hvor Edward Snowdens afsløringer implicerede Danmark, uden det fik betydning for den førte politik. Eller da Hans Hækkerup løj om Danmarks deltagelse i det amerikansk ledede aflytningsnetværk, Echelon. Gennem årene har afsløringerne hobet sig op, men hvad betyder det, når den danske stat konsekvent fortsætter med at lystre den amerikanske kommandoer? Det eneste opsigtsvækkende ved den seneste skandale er, at man nu indrømmer dét, vi alle sammen har vidst i årevis: Amerikanerne får det, de peger på.

“Hvis der [bare] havde været en eller anden grund til at undersøge [det] for mange år siden. Åh, hvorfor advarede ingen os”, skrev den amerikanske afhopper Edward Snowden på Twitter, så sarkasmen dryppede ned ad skærmen. Det er takket være forfulgte, heroiske whistleblowere som Snowden, vi overhovedet kender til nogle af de mange hemmelige operationer. Vi har tilladt den amerikanske efterretningstjeneste at gennemføre ‘black ops’ og overflyvninger på dansk jord. Siden Clintons besøg i 1997 har samtlige danske forsvarsministre uanset partifarve skrevet under på, at de kender til aflytningen. Det har også været offentligt kendt igennem længere tid. Så hvem er den her afsløring egentlig en skandale for? Hvem overraskes over, at NSA har fuld adgang til at aflytte de danske telekabler?

‘Skandalen’ er ikke den åbne dør, der er blevet sparket ind af Danmarks Radio, men at den danske udenrigspolitik er ufravigeligt bundet op på den amerikanske militærdoktrin. Tragedien er, at det ikke lader til at være gået op for befolkningen. Danskerne har i snart 20 år været borgere i en krigsførende nation, men mange opfører sig stadig mentalt, som om vi levede i fodnote-firserne. Selvfølgelig aflytter NSA de danske telekabler. Overvågningen af danskerne startede allerede for 70 år siden – også dengang på foranledning af Socialdemokratiet, der overvågede folk gennem ‘Arbejderbevægelsens Informationscentral’. Folk blev også aflyttet for 50 år siden, dengang var det FET’s kollegaer i PET, som sendte oplysninger om politisk aktive til den amerikanske efterretningstjeneste. Og selv om Forsvarets Efterretningstjeneste formelt er begrænset til aktiviter i udlandet, kan folk med viden på området næppe overraskes over, at de også her bryder med retsprincipperne. Det mest bemærkelsesværdige er i virkeligheden den offentlige indrømmelse af, at det forholder sig sådan.

Der er ingen grund til at forvente nye toner på efterretningsgangene, så længe den danske udenrigspolitik er bundet op på amerikanske interesser. Her har der ikke været nogen slinger i valsen siden årtusindskiftet, hvad enten statsministeren har været en socialdemokratisk kvinde eller en venstremand. Måske skulle folk, der ikke mener, at NSA skal bruge dansk IT-infrastruktur til overvågning, begynde at vågne op til dén realitet. Måske skulle man endda stille krav om, at PET og FET ikke ligger totalt uden for demokratisk kontrol, og kræve indsigt uden dobbelt lukkede døre og tavshedspligt. Alternativt kan vi nok læse om endnu en ‘skandale’ på avisforsiderne om både 10 og 20 år.