Overenskomstforhandlingerne blev en billig omgang for arbejdsgiverne og en skuffelse for offentligt ansatte, som havde håbet på mere.

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet

Af Emma Inge Hansen

Da en gruppe sygeplejersker i Region Hovedstaden hver modtog et honninghjerte som tak for indsatsen under coronaepidemien, var det en torn i øjet. De leverede de plastikindpakkede hjerter tilbage og opfordrede i samme ombæring deres kollegaer til at gøre det samme. For mange sygeplejersker fremstod gaven som et udtryk for, at de kunne spises af med et billigt sukkerhjerte som tak for den ekstra corona-indsats. På det tidspunkt vidste ingen, om der ville blive fulgt op af reelle forbedringer, eller om honninghjertet blot var tom symbolpolitik. Det ved vi nu.

Da sløret blev løftet for overenskomstforhandlingerne for de 500.000 lærere, sygeplejersker, SOSU’er, pædagoger og andre kommunale medarbejdere, var der tale om en lønstigning på 1,7 procent om året. Det er et beløb, der i vid udstrækning vil blive ædt op af inflation. Samtidig blev lønstigningerne givet i procenter, hvilket betyder, at dem, der i forvejen tjener mest, får mest ud af stigningerne. Overenskomstforhandlingerne har vist, at når arbejdsgiverne siger, at frontpersonalet i kampen mod corona er uundværlige, så skal det ikke forstås som at de også er en ordentlig løn værd. De to ting burde ellers hænge sammen, kunne man fristes til at tænke.

Overenskomstforhandlingerne i 2021 er en hån – ikke blot mod de sygeplejersker og SOSU-assistenter, som har stået i forreste og farligste række i kampen mod corona – men mod alle de mennesker, som hver dag tager sig af samfundets svageste. Det er dem, som skifter ble på direktørens børn i vuggestuen, som giver os plaster på knæet i børnehaven, og tørrer savl af munden på plejehjemmets ældre. Det er ikke altid det mest prestigefulde arbejde i samfundets øjne. Alligevel vælger hundredetusindevis af dygtige mennesker at påtage sig jobbet hver dag på trods af pressede arbejdsvilkår og ringe lønninger.

Man kan spørge sig selv, om forhandlingsresultatet havde været det samme, hvis størstedelen af de mennesker, som overenskomstaftalen dækkede, var mænd.  Jeg tror det ikke.

Man kan spørge sig selv, om forhandlingsresultatet havde været det samme, hvis størstedelen af de mennesker, som overenskomstaftalen dækkede, var mænd.  Jeg tror det ikke.

Historisk har det, der bliver betragtet som ”kvindearbejde”, været overset og nedvurderet. Det gælder for højrefløjen, men det gælder desværre også for venstrefløjen. Da arbejderne begyndte at organisere sig, var omdrejningspunktet de udearbejdende mænd på fabrikker, mens vaskeri – og rengøringskoner og kvinderne i hjemmet blev ignoreret i arbejderkampen. Senere gjorde kvinder inden for venstrefløjen oprør over ”at skulle lave te til revolutionen”, og at de ikke blev taget seriøst inden for egne røde rækker.

I dag er der ifølge beskæftigelsesministeriet en forskel på 10-15 procent i løngabet mellem mænd og kvinder – og det til trods for at kvinder generelt er bedre uddannet. Man kan argumentere for at lønforskellen skyldes, at kvinder vælge fag, hvor lønnen ikke er lige så høj, men man kan også stille spørgsmålet: Hvordan kan det være, at lønne ikke er lige så høj i de fag, hvor flest kvinder arbejder?
Det er måske ikke så underligt, når man tænker på, hvor lang en historie, der har været for at ’glemme’ kvinderne i arbejderkampen, og at overse dem som mennesker, der skal have løn som fortjent.
2021 kunne have været året, hvor vi gjorde op med den dårlige vane ved endelig at give de varme hænder en god luns ekstra på lønkontoen – og langt mere end hvad skrabede procenter og billige honninghjerter kan gøre op for. Det blev det ikke.