Tag imod de flygtende russere med åbne arme

Mens hundredtusinder af russiske mænd i disse dage forsøger at undslippe Putins tvangsmobilisering, trænger spørgsmålet sig på for nabolandene: Skal de lukke grænserne, og lade dem sejle deres egen sø? Eller skal de anerkende dem som flygtninge, og give politisk asyl?

Debatten minder om den, der opstod efter syriske flygtninge i 2015 begyndte at komme til Europa i stort antal. “Hvorfor bliver de ikke bare og kæmper i deres hjemland?” “De er en femte kolonne, der vil undergrave vores værdier.” Anekdotiske historier om folk, der krydser grænsen med Z-klistermærker på bilen bruges til at mistænkeliggøre samtlige flygtninge, og folk, som aldrig har måttet flygte fra bomber, fængsel og tortur, bliver pludselig ekstremt modige på andres vegne. Det kan næppe vare længe, før russiske smykker også bliver et samtaleemne.

Også under flygtningekrisen i 2015 var Vladimir Putin arkitekten bag den menneskelige lidelse. De store menneskemængder flygtede dengang fra hans syriske vasal, diktatoren Bashar al-Assad, som var på randen af sammenbrud i den syriske revolution.

Det er ikke tilfældigt, at flygtningestrømmene eksploderede i 2015, for det var her, Putin for alvor besluttede at holde sin loyale undersåt ved magten, og eskalerede det russiske militærs tilstedeværelse i Syrien. Alexander Dvornikov hed manden, der som Putins øverstkommanderende dirigerede slagets gang, og som efter massive bombardementer af det nordlige Syrien fik tilnavnet Slagteren fra Syrien. Selv samme Dvornikov står i dag i spidsen for den russiske invasion af Ukraine, men denne gang slår hans modstander igen.

“Ved at lukke grænserne styrker vi Putins fortælling til det russiske folk om, at Ukraine-krigen handler om os mod dem – og ikke en lille mands psykopatiske fantasier om at genrejse et storrussisk rige.”

Krigen går dårligt for Rusland, fordi NATO leverer avancerede våben, træner soldater – og vigtigst af alt bruger sit massive efterretningsapparat til at holde ukrainerne opdateret på alle russiske træk. Efter en opvisning i ligegyldighed over for de syriske frihedskæmpere, har USA og dets allierede denne gang sat foden ned over for Ruslands imperialistiske ambitioner.

Den stagnerende russiske krigsmaskine mangler soldater, og efter forgæves at have forsøgt sig med at lokke flere frivillige soldater til fronten, tvangsindkalder Putin nu mænd i alle aldre. Det havde været mere rationelt at forsøge at begrænse sine krigstab, men for en narcissist er der intet værre end at tabe ansigt. Derfor vil han hellere sende sine landsmænd ind på den ukrainske slagtebænk – og hundredtusinder på flugt.

Der er mange gode grunde til at vi skal byde de russiske flygtninge velkommen. Der er den principielle holdning om, at ingen flygter for sjov, at vi skal opretholde konventionerne, og at alle mennesker – syrere, ukrainere eller russere – skal beskyttes fra krigens rædsler. Der er den pragmatiske begrundelse om, at hver eneste mand, vi giver politisk asyl, er én person mindre til at holde den russiske krigsmaskine kørende.

Én af de vigtigste grunde til at byde russiske flygtninge velkommen er imidlertid, at vores solidaritet kan være med til at vende russerne mod deres tyran. Vladimir Putin og hans ultranationalistiske bagland forsøger at gøre krigen i Ukraine til en eksistentiel konflikt mellem to uforenelige værdisæt. De hader os i Vesten, lyder det hver eneste dag i de statsstyrede russiske medier. I sin bekendtgørelse af annekteringen af fire ukrainske regioner kørte Putin igen på det hadefulde narrativ, og kaldte Vesten satanisk, amoralsk og gudløst. Men hans historie falder fra hinanden, hvis vi giver politisk asyl og flygtningestatus til folk, der ikke ønsker at deltage i blodsudgydelserne.

Lukker de vestlige lande grænserne, styrker vi tværtimod Putins fortælling til det russiske folk om, at Ukraine-krigen handler om os mod dem – og ikke en lille mands psykopatiske fantasier om at genrejse et storrussisk rige. Det ville være et eklatant selvmål.

Dermed ikke sagt, at det vil blive problemfrit at skulle håndtere de mange folk på flugt. Og ganske som i det syriske tilfælde, hvor lande som Libanon og Tyrkiet modtog størstedelen af flygtninge, kommer Danmark heller ikke denne gang til at trække læsset. Derfor må vi sørge for at hjælpe lande som Georgien, Kazakhstan og Finland, der allerede har modtaget mange russiske flygtninge. Det er mindst lige så vigtigt at sende dem penge til at købe mad, elektricitet og bleer, som at sende flere våben.

Hader vi Rusland, eller bare landets sindssyge ledere? Den bedste måde at vise den russiske befolkning, at deres præsident tager fejl i det første, er at tage imod de russiske krigs-flygtninge med åbne arme. Den virkelige kamp står i både Rusland og resten af verden, mellem magtsyge eliter og almindelige mennesker. Den kan vi i disse dage føre videre ved at åbne vores grænser mod øst.