Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. december. 2021

Letbaner, luksuslejligheder og Doughnut-modellen

Doughnut-modellen skaber mere forvirring end klarhed om de sociale og politiske interesser, der er i spil, når der forsøges foretaget klimapolitik eller byudvikling. Selv principfaste politiske partier kan lokkes ind i politik, hvor de eller rettere deres vælgere bliver snydt – hvis de lokkes med på gode grønne målsætninger … uden at der samtidig er fastlagt midler til at opnå de gode mål.

 

 

Af Jørgen Lindgaard Pedersen, lektor emeritus

Rundt om i verden etableres der i de her år såkaldte letbaner, en slags moderne sporvogne. I Danmark, i Hovedstadsområdet har der i årevis været en politisk proces omkring letbanen fra Ishøj i syd til Lyngby i nord. 11 kommuner har støttet op om ideen, der også får regional og statslig støtte.

 

Lyngby - Taarbæk kommune har været politisk splittet i spørgsmålet. Et meget spinkelt flertal bestående af alle partier minus De Konservative besluttede tilslutning til projektet. De Konservative har været imod letbanens videreførelse fra Lyngby Station til DTU. De andre partier har været tilhængere. Argumenterne for har været behovet for at aflaste Lyngby Centrum for busser og private biler, der især i myldretiden gør det vanskeligt at komme igennem byen. De Konservatives argument har primært været, at det vil koste Lyngby kommune 30 – 40 millioner kroner om året, i hvert fald i de første år. De siger, at der langt billigere kunne sættes elektriske eller andre forureningsfri busser ind til løsning af problemerne.

 

En analyse af politikken i forhold til letbanen i Lyngby vil nok vise, at mange familier i byen er fra den mellemste og højere del af middelklassen. De har ofte to biler og ser problemet som mangel på veje. Hvorfor skal de betale mere i skat for at bringe 10.000 personer til DTU om morgenen og samme antal tilbage ved aftenstid? Det gør ikke sagen bedre, at handelslivet i byen frygter for en nedgang i omsætningen, når det bliver mere besværligt at finde parkeringspladser og komme til butikkerne. De studerende og ansatte vil derimod kunne komme lettere frem til universitetsområdet 3 – 4 km fra Lyngby Centrum. De studerende - der ikke har egen bil - vil få en kortere og mere behagelig transport.

 

De rige er imod en kollektiv transport-løsning og de fattige er for

Selv om klimaargumentet kun har været sekundært i debatten, så eksisterer det dog i virkeligheden. Vi ser, hvordan stor økonomisk ulighed i et lokalområde er med til at skabe kamp omkring en klimaforbedrende transport-politik. De rige er imod en kollektiv løsning og de fattige er for!

 

Jeg er startet med ovenstående historie fra det virkelige liv - fordi debatten om kampen for et bæredygtigt klima har været sært blottet for konkret politisk analyse. Det er muligt, at det overvejende befolkningsflertal er tilhængere af et ​​ bæredygtigt klima. Men hele uenigheden ligger i spørgsmålet om hvilke midler der skal tages i brug for at opnå det gode mål. Det skyldes, at vi nu skal forholde os til, hvem der skal betale for klimaforbedringerne.

En meget omtalt måde at se på forholdet mellem samfundsforhold og klimaforhold er den såkaldte Doughnut eller redningsbælte-model. Dens skaber er den britiske økonom Kate Raworth. Den inderste del af bæltet viser 12 samfundsmæssige forhold, der er vigtige for menneskelig eksistens og udvikling. Den yderste del viser 9 naturmæssige forhold, der truer natur og klima.

 

https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/1/12/Doughnut_%28economic_model%29.jpg/412px-Doughnut_%28economic_model%29.jpg

 

I begyndelsen af 2020 vedtog byrådet i Amsterdam - at byen skulle følge en politik, der kan gøre byen til en klimamæssigt, miljømæssigt og socialt bæredygtig by. Et par måneder efter vedtog et flertal i Københavns Borgerrepræsentation, at der skulle udarbejdes et forslag til, hvordan København kan gå i Amsterdams fodspor. Det var Alternativet, der stillede forslaget, som blev støttet af centrum-venstre partierne samt Dansk Folkeparti. Ideen roses af såvel hele venstrefløjen fra EL, SF, Alternativet, Det Radikale Venstre til Socialdemokratiet og som nævnt også af DF.

Når en sådan idé bliver antaget af såvel Enhedslisten, Socialdemokratiet som Alternativet og Dansk Folkeparti - som ellers i forbindelse med det netop overståede kommunalvalg i København har placeret sig i ret forskellige hjørner i forhold til byens boligbyggerier og etablering af Lynetteholmen - så er der grund til at se nærmere på, hvad det er partierne finder tiltalende.

 

Doughnut-modellen

Det er meget påfaldende, at hverken Raworth eller københavnerstøtterne i forbindelse med deres opslutning til Doughnutmodellen har en analyse af - hvorfor verden, Amsterdam og København er endt med problemer med rovdrift på naturen, klimaødelæggelse, hjemløshed eller rigmands- og fattigmandsghettoer. Det ville ellers være der, hvor man ville forvente, at en ædruelig forståelse skulle starte. Gennem de sidste par tiårs stigende økonomiske ulighed i en by som København er det klart, at den mere velstående del af befolkningen har købt ejerlejligheder på de attraktive lokaliteter i havneområderne - som oven i købet er stærkt begunstigede ved ejendomsbeskatnings-forholdene. Disse velhavere har deres sommerhuse i Nordsjælland, 1 times kørsel fra Hovedstaden; de mindre begunstigede vil få deres adgang til grønne arealer beskåret for at der kan bygges boliger. Der er mig bekendt ikke fremsat forslag til at inddrage velhaver-attraktive områder til almennyttige boliger. Naturligvis mod almindelige handelspriser på de pågældende ejendomme, men helst efter at ejendomsbeskatningen er blevet skærpet! At Socialdemokratiet ikke tør tænke denne tanke kan ikke overraske - men at Enhedslisten ikke aggressivt fører en sådan idé frem på den politiske scene er forhåbentlig en smutter.

 

Men hvilken politik kan der ellers være grund til at se nærmere på, hvis der skal være en udvikling hen mod et progressivt Hovedstadsområde? Efter min opfattelse må det være vigtigt for det nye flertal på Frederiksberg at bidrage til en fortsættelse af institutionsbyggeri samt kollegiebyggeri, så beboer-sammensætningen ikke fortsat domineres af ejendoms-privilegerede befolkningsgrupper.

 

Vælgernes stemmeflertal manipuleres via valgkredse i kommuner ​​ 

I USA har man et fænomen kaldet gerrymandering; det betegner en proces, hvor det lokalt dominerende politiske parti optegner valgdistrikter således, at deres eget parti styrkes i én kreds, samtidig med at modstanderpartiet spilder en masse stemmer inden for andre kredse, hvor det i forvejen har flertallet. I Danmark har der været tilsvarende mekanismer i spil i forbindelse med de to kommunalreformer i 1970 og 2007. I 1970 hvor 1098 kommuner blev formindsket til 275, og 25 amter blev til 14. I 2007 blev 271 kommuner reduceret til 98; samtidig blev de hidtidige 14 amter lavet om til 5 regioner - og endnu vigtigere fik de frataget deres skatteudskrivnings-kompetence. I 1970 var der en væsentlig socialdemokratisk interesse bag initiativerne, fordi de omkringliggende landkommuner benyttede sig af byernes infrastruktur uden at betale for det. I 1970 blev bykommunerne - med venstrefløjsdominans - spædet op med borgerlige omegnskommuner. Dog blev dette ikke tilfældet i Hovedstadsområdet med Frederiksberg, hvor det ”røde” København ville kunne komme til at dominere det ”blå” Frederiksberg.

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Sammenfattende er læren af ovenstående historier fra Lyngby – Taarbæk samt København og Hovedstadsområdet - at Doughnut-modellen skaber mere forvirring end klarhed om de sociale og politiske interesser, der er i spil, når der forsøges foretaget klimapolitik eller byudvikling. Selv principfaste politiske partier kan lokkes ind i politik, hvor de eller rettere deres vælgere bliver snydt - hvis de lokkes med på gode grønne målsætninger, uden at der samtidig er fastlagt midler til at opnå de gode mål.  ​​ ​​​​ 

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

 ​​​​ 

Om skribenten

Jørgen Lindgaard Pedersen

Jørgen Lindgaard Pedersen

Økonom og tidligere lektor fra Danmarks Tekniske Universitet. I dag er han formand for Netværk for Økonomisk Politisk Debat (NETØK). Læs mere