Liv, død, gud, socialisme. Længere tanker om Per Bregengaards bog “Aldrig længere væk end en tanke”

Per Bregengaards selvbiografiske selvrefleksion fortjener at blive læst – ikke mindst af os, der har et langt liv at tænke tilbage på. Refleksioner over, hvad tilværelsen i sin helhed gik ud på – ikke kun det politiske, men det personlige, det sociale. Venskaber og kærlighed. Døden får en mere fremtrædende plads.

Jeg vil bryde reglen om ikke at tale om mig selv i denne refleksion over bogen. Jeg havde lagt bogen til side kun delvist læst, men ved et sært træf var den det eneste læsestof, jeg havde med mig, da jeg kom ud af narkosen efter en ankeloperation.

En brækket ankel med ugers braklægning giver nogle tanker, især når man som jeg endog er ældre end Per. Bogen var godt selskab. Den er behagelig og nem at læse uden på nogen måde at være banal (tænk hvis vi havde fået endnu en 68’ers erindringer om de vilde dage). Der er gået mange tanker om strukturen, opbygningen og stilen ind i dens tilblivelse. Men jeg vil ikke koncentrere mig om formen her, snarere om indholdet. Om bogen er en roman eller et langt essay er mig også inderligt ligegyldigt.

Måske synes jeg dog, at undladelsen af at bruge navne og i stedet skrive ’min elskede’, ’kæresten’, ’vennen’, ’mesteren’ for ikke at sige ’den fe-forklædte’ virker lidt søgt. Per er forfatteren, der ikke er den samme som jeg’et, og nogle gange er han lig med et senegalesisk avatar, Laye Bamba, skriver han også.

Selvfølgelig er en skribent ikke identisk med, hvad han skriver om sig selv. Men det skrivende subjekt er dog oftest hovedperson i sin egen erindringsbog. I det her tilfælde er værket en udkrystallisering af et jeg, der begriber sig selv på forsøgsvis ærligste vis. Så hvorfor disse falbelader? Per som forfatter eller jeg i bogen ligner da – eller udbygger – den Per, jeg kender som en sympatisk kammerat.

Livet, døden, samfundet og gud

Pers egen position, den marxistiske, tager han direkte fra Det Kommunistiske Manifest. Der kommer senere nogle krummelurer på, men socialismen vinker forude – og gør den det ikke, kan vi uden tvivl få den til det. Selvom Per retfærdigvis ikke mener, at Coop er den virkeliggjorte socialisme, går han ind for reformsocialisme uden at gå nærmere ind på forholdet til den egentlige socialisme. Meget mere end marxistiske grundbegreber får vi ikke. Der mangler også et internationalt perspektiv.

Således er Per meget loyal over for sidste århundredes mange venstreorienterede forgreninger, og nok er han implicit kritisk over for den tids udbredte vulgærmarxisme, men stiller dog ikke spørgsmålstegn ved den megen tomgang kørt over tvivlsomme historiske perspektiver.

Når jeg tænker tilbage, var det aldeles utåleligt, som folk blæste sig op på forskellige socialistiske platforme om revolutionens komme og udseende, som ikke havde nogen som helst betydning i den virkelige verden.

På den måde skete der en forsnævring. Den nu så hyldede rødstrømpebevægelse var ingen undtagelse. At det private var politisk, blev til at alt privat havde politisk betydning og kunne tvinges ind i en ramme af offentlig diskussion og kritik. Spontaniteten blev kvalt. Personligt flygtede jeg til Amerika for at lære noget helt nyt og komme længere ud i tilværelsens poler.

Frihed fra kærligheden?

Pers refleksioner over kærligheden i lyset af at den frie kærlighed kom på mode, viser unægtelig visse begrænsninger. Han stiller det nærmest op som et program, for og imod, den store trofaste kærlighed vs. det lette frie liv. Der var da andre grunde til, at normerne skred end diskussioner på kollegieværelser.

Der var et opbrud i selve kønsøkonomien, som gav kvinder meget bedre muligheder for uafhængighed af en partner. Og selvom mange higede efter den gammeldags model med faste forhold plus kærlighed, så gik skønmaleriet af mange grunde – individualisme, selvbevidsthed, osv – ofte i stykker.

Så småt dukkede bøsse- og lesbiske-bevægelser op og meget senere nedbrydelse af selve ideen om faste kønsidentiteter. Der er udviklinger i samfundet, som ligger til grund for det. Ligesom kvindefrigørelsen, som den blev kendt, ikke skyldtes rødstrømperne, der erobrede pladsen som frontkæmpere i medierne.

Den sidste ironi er så, at parfoldet nu igen sættes på en piedestal, forsøgsvist hjulpet på vej af datingapps. Er det frihed?

Lidt mere schwung

Det er det, jeg savner hos Per; lidt mere schwung med hensyn til verden og dens mange erfaringer. På trods af sine alias’er er han lidt for meget den samme hele vejen igennem. Et smut til Senegal er ikke nok – selvom Per skriver meget selvironisk om den paniktilstand, han en nat befandt sig i ude i bushen, hvor han var sikker på, han skulle dø. Den slags tanker får man, når man begiver sig videre ud i verden.

Den lærde ven skrev også digte, og de er uden tvivl ganske glimrende, selvom jeg lider af digt-blindhed.

Bogen gentager flere gange de samme diskussioner mellem Per og vennen, med fine små nuancer, som dog kan være svære at holde fast i. Det ville være godt at komme længere omkring i deres sikkert interessante samtaler om andre emner.

Et godt liv – med et godt livs begrænsninger

Per mener, han hænger på historien. ”Jeg indrømmer gerne, at jeg har min tro, at jeg gør min historie til Historien med stort H, altså en fælles … eller rettere den sande fortælling om historien. Det gør jeg, fordi jeg er min historie. Min historie gør mit liv meningsfuldt.”

Således hedder det under titeloverskriften ’Min historie er mit våben’. I kapitlet udsiger vennen direkte, at hvis man forlader sig på strukturer, der binder os, så er den frie vilje væk. Et besynderligt argument, at den frie vilje skulle bero på ens verdenserkendelses beskaffenhed.

Den frie vilje er indlejret i de strukturer og institutioner, vi lever i. For eksempel skal man tjene penge for at klare sig. Det begrænser, hvordan man kan udleve sig selv. Det handler ikke om, hvorvidt man tror på disse systemer – de binder alligevel. Nogle vælger også selv at sætte grænser, fordi de tror på noget uden for dem selv, for eksempel religion.

Samfundsmæssige begrænsninger på folks udfoldelser er også nødvendige. Per mener ganske fornuftigt, at spørgsmålet skulle formuleres som viljen til at forme sit liv som del af sin identitetsdannelse. Vennen bruges i høj grad til at afklare hans egne positioner.

Hele vejen igennem understreges den fælles socialitet, som individet indgår i. Sprog udvikles i ’et dialektisk samspil’ med andre, understreger Per, men glemmer dog mystisk nok den vigtige pointe hos Marx, at sproget også udvikler sig omkring arbejdet, forarbejdelsen af naturen.

Men i alle disse overvejelser, levet liv, nogle få svigt i fortiden (manden har sgu været et dydsmønster), kroppens forgængelighed, venners død, vennen der nu er i Pers hjertehjerne, hvor han fortsat giver sig til kende, et liv hvor arbejdet stadig refererer til en større sag, men hvor det hele kommer smukt sammen – det er da et godt liv med de begrænsninger, der nu har været – selvpålagte eller ej.