Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
11. oktober. 2019

Løkke-regeringen brændte 21,7 mio. kr. af på planlagt mur mod Tyskland

Den daværende Løkke-regering var så langt fremme med den hemmelige plan om at opføre en mur mod Tyskland, at der blev brugt 21,7 mio. kr. på købet af pigtrådsspiraler, hegnspæle og handsker. Men muren blev – og bliver – aldrig til noget.


Den daværende Løkke-regering var så langt fremme med den hemmelige plan om at opføre en mur mod Tyskland, at der blev brugt 21,7 mio. kr. på købet af pigtrådsspiraler, hegnspæle og handsker. Men muren blev – og bliver – aldrig til noget. »Regeringen har ingen planer om at opføre en mur ved den dansk-tyske grænse,« oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S) til Folketingets retsudvalg.


Af Kim Kristensen

Det var en af de historier, der overraskede de fleste, og som andre ikke kunne bekræfte efterfølgende. Tidligere justitsminister Søren Pinds (V) afsløring af, at en lille snæver kreds i toppen af den daværende Løkke-regering i 2015 – i al hemmelighed – planlagde og endda handlede ind til at kunne »bygge en mur af pigtråd og beton ved grænsen til Tyskland«.

Men justitsminister Nick Hækkerup (S) oplyser nu til Folketingets retsudvalg, at forgængeren fortalte sandheden, da Søren Pind i september berettede om murplanen i sine omstridte erindringer »Frie Ord«. Ifølge Nick Hækkerup blev der nemlig ved årsskiftet 2015 -16 indkøbt materialer til at kunne opstille et 33 kilometer pigtrådshegn af typen 3/2/1.

»Et 3/2/1 er en pigtrådshindring, hvor der ligger tre ruller i bunden, to oven på og én øverst, alt surret til pæle og bundet sammen,« forklarer justitsministeren.

I praksis blev der derfor indkøbt 37.500 pigtrådsspiraler, 1900 ruller enkelttråd, 37.000 pigtrådspæle, 35.000 pigtrådspløkker, 1600 ruller bindetråd. Og – ikke mindst – diverse pigtrådshandsker, pladesakse og tænger der skulle bruges i forbindelse med at udlægge pigtrådshegnet.

Udgifter, der i alt beløb sig til 21,7 millioner kroner.

“Flygtningestrøm”

Løkke-regeringen havde ikke været på plads længe, før flygtninge begyndte at komme til Europa og Danmark, og den ikoniske menneskekaravane på de danske motorveje opstod, mens politiet bare kunne se rådvilde til. Søren Pind fortæller i sine erindringer, at regeringen i perioden under og efter de syriske flygtninge begyndte at ankomme diskuterede seriøst, hvordan man kunne stoppe dem. Og her kom muligheden for en grænsemur op, der ville have fået virakken – syd og nord for grænsen – om det omstridte vildsvinehegn til at blegne.

»Meget præcise planer blev udarbejdet. Det viste sig, at vi ikke lå inde med de tilstrækkelige ressourcer, samt at materialer og genstande til at foretage en så voldsom beslutning slet ikke var en del af vores beredskabslagre. I al stilfærdighed blev nogle af disse ting indkøbt internationalt«, skriver Søren Pind i bogen. Løsningen endte dog som bekendt med at blive, at regeringen i begyndelsen af januar 2016 indførte en midlertidig grænsekontrol.

En lille snæver kreds i toppen af den daværende Løkke-regering planlagde i 2015 – i al hemmelighed –og handlede endda ind til at kunne »bygge en mur af pigtråd og beton ved grænsen til TysklandSøren Pind i erindringsbogen »Frie Ord«, september 2019

Støjberg afviser »præcise« murplaner

På møderne om muren deltog ud over Søren Pind den daværende integrationsminister, forsvarsministeren og statsministeren.

Inger Støjberg, der som daværende integrationsminister havde ansvaret for den danske grænsekontrol, har tidligere over for TV 2 bekræftet, at regeringen drøftede hvad man kunne gøre, hvis trykket på de danske grænser fortsatte med samme styrke. Men Venstres nuværende næstformand har ikke villet bekræfte, at der blev udarbejdet »meget præcise planer« for oprettelsen af en mur ved den tyske grænse. Ingen af de andre deltagere i møderne har efterfølgende ønsket at kommenteret Søren Pinds oplysninger.

Byggematerialerne blev oplagt på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland, hvor de har ligget siden. Ganske vist besluttede Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse i juni 2017 at gøre materiellet tilgængeligt som en del af Forsvarets samlede beholdninger, men i dag er der stadig 90 procent tilbage af den oprindelige anskaffelse.

Og der er ikke udsigt til, at pigtrådsrullerne kommer i brug til deres tiltænkte formål.

»Regeringen har ingen planer om at opføre en mur ved den dansk-tyske grænse,« oplyser justitsminister Nick Hækkerup til retsudvalget.

Enhedslistens retspolitiske ordfører, Rosa Lund, kritiser Løkke-regeringen for planen om muren: »Det her viser, at den tidligere regering har haft nogle helt vanvittige planer for at dyrke et skræmmebillede af, at Danmark skulle være truet udefra,« siger Lund, der tilføjer: »Det er langt ude, og det er spild af skattekroner«


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER