Foto: DTU
5 min. læsetid

Spildevandssagen i Øresund er kun toppen af isbjerget. Rådden regulering af forsyningsselskaberne sender tonsvis af menneskelort ud i fjorde, sunde og søer. Kloaksystemet i hele landet er utidssvarende, og der er ikke råd til den akutte genopretning, der er brug for. Maria Temponeras har snakket med Peter Sig Kristensen fra Skanderborg Forsyning.


Af Maria Temponeras

Tilladelsen til udledning af nogle dages urenset spildevand i Øresund blev for nylig udskudt efter protester fra borgere og forskere. Hvad mange ikke ved er, at der hvert år udledes langt mere urenset spildevand i forbindelse med overløb ved kraftigt regnvejr. Den aktuelle udledning svarer til blot 4 % af det spildevand, der i gennemsnit udledes pr. år. Det kunne undgås, hvis kloaksystemerne havde bedre kapacitet.

En af årsagerne til underkapaciteten er den organisatoriske konstruktion af forsyningsselskaberne. For at komme på rette kurs, skal vi derfor enten have ændret rammelovgivningen for forsyningsselskaberne, eller have taget dem tilbage under demokratisk kontrol under kommunerne. Indtil da handler det om at vi organiserer os lokalt, og sørger for at vælge kritiske, miljøbevidste forbrugerrepræsentanter til forsyningsselskabernes bestyrelser.

Jeg har i den forbindelse talt med 47-årige Peter Sig Kristensen fra Skanderborg Vandforsynings område, som netop arbejder lokalt med problemstillingen.

– Kan du fortælle lidt om indretningen af forsyningsselskaberne?

Forsyningsselskaberne på spildevandsområdet blev for cirka ti år siden udskilt fra kommunerne i aktieselskaber med selvstændige bestyrelser. Kommunerne ejer dog stadig selskaberne 100 %, enten alene eller på tværs af kommuner. Selskaberne virker med armslængdeprincippet til kommunerne, selvom bestyrelserne også delvist består af byrådsmedlemmer indstillet fra byrådet.

Forsyningsselskaberne er skarpt reguleret af det statslige Forsyningssekretariatet. Forsyningssekretariatet har fokus på effektiviseringen af sektoren, med årlige fælles effektiviseringskrav (2%) og derudover individuelle effektiviseringskrav, hvis man som selskab er langt efter på effektivisering. Målet med effektiviseringen er lavest mulige priser for forbrugerne.

Logikken er meget godt samlet op i den tidligere regerings strategi for forsyningssektoren med fem principper.

De fem principper for forsyningssektoren

• Princip 1: Opgaver, som ikke er naturlige monopoler, konkurrence-udsættes så vidt muligt, og der skal sikres vandtætte skotter mellem monopol og konkurrenceudsatte områder –det skal skabe mest mulig konkurrence til gavn for borgere og virksomheder.

• Princip 2: Naturlige monopoler underlægges ensartet, incitaments-baseret økonomisk regulering–det skal skabe de bedst mulige regulatori-ske rammer for mere effektive forsyningsselskaber og lave priser.

• Princip 3: God selskabsledelse –det skal tilskynde til effektiv og transpa-rent ledelse i forsyningsselskaberne.

• Princip 4: Robust regulering af forsyningssikkerhed –det skal sikre høj forsyningssikkerhed, miljø og sundhed.

• Princip 5: Et effektivt og transparent tilsyn baseret på rammeregulering–det skal sikre udvikling af reguleringen, effektiv administration af reguleringen og målrettet analyse af effekterne af reguleringen.

+

Her er økonomisk regulering overskriften for forsyningsselskaberne, der også tæller spildevandsselskaberne. Det er ren McKinsey-logik. Nogle spildevandsselskaber har også andre forsynings-arter, typisk drikkevand, men det kan også være affald og/eller fjernvarme.

Det er mere den økonomiske regulering, end det er ejerskabsformen, den er gal med. Havde rammelovgivningen været med fokus på miljø (og klima og natur) først, er der egentlig ikke det store galt med ejerformen, med dens sammensætning af bestyrelsen, hvor der sidder både forbrugere, ansatte og demokratisk valgte via byrådets udpegninger til bestyrelsen.

– Hvordan kunne forsyningsselskaberne organiseres bedre og mere demokratisk?

En tilbageførsel til, at forsyningsselskaberne var ikke bare 100 % kommunalt ejede, men også 100 % del af den kommunale virksomhed, kunne givetvis give en bedre sammenhæng med kommunens myndighedsopgave på miljøområdet (og klima- og naturområdet), og dermed en bedre opgaveløsning for miljøet. I hvert fald på spildevandsområdet, hvor forsyningsselskaberne er monopoler. Anderledes er det på drikkevandsområdet, som er domineret af foreningsbaserede private vandværker.

– Hvilken rolle spiller byplanlægning i kloaknettets tilstand?

Som jeg ser det, viser eksemplet fra Københavns Kommune at byplanlægningen – fejlagtigt – er blevet prioriteret over spildevands-infrastrukturen. Udfordringen med udledningen var aldrig opstået, hvis Borgerrepræsentationen havde afvist projektet for grunden, som ligger over spildevandets hovedvej.

Det svarer til at bygge et p-hus tværs over Motorring 3. Det ville være galimatias, men er så alligevel sket, fordi vi ikke har den opmærksomhed på infrastrukturen under jorden, som vi har på infrastrukturen over jorden. Det går endnu mere galt, når man tænker på, at spildevandssystemet primært virker ved gravitation, og kun har én vej fra A til B. En bil/lastbil kan godt køre op af bakke eller tage en omvej, hvis vejen er spærret; det er straks sværere for (spilde)vand.

Der findes mange lignende eksempler fra andre kommuner, særligt i disse år, hvor byvæksten går uhyre stærkt i alle Danmarks største byer, men også i mindre byer som f.eks. Skanderborg.

– Ville det hjælpe, hvis man sikrede, at udviklere betalte den reelle pris for nye byggerier?

“Som jeg ser det, viser eksemplet fra Københavns Kommune at byplanlægningen – fejlagtigt – er blevet prioriteret over spildevands-infrastrukturen.”

– Peter Sig Kristensen

+

Det er forskelligt, hvor meget udviklere betaler i denne type tilfælde. Der er absolut hjemmel for, at de skal betale alle udgifter ifm forsyning af nye lokalplaner, men nogle kommuner hjælper lidt vel meget til, og bruger mere eller mindre åbent den store pengetank, der ligger hos forsyningerne, til at finansiere udgifterne. Jeg ved ikke, om det er tilfældet i det aktuelle tilfælde fra Københavns Kommune.

– Har kommunalbestyrelserne andre muligheder for, at kloaksystemerne forbedres?

Kommunerne har mulighederne, og benytter sig i forskellig grad af dem. Kommunerne kan således meddele forsyningsselskaberne øgede miljøkrav, som forsyningsselskaberne kan bruge som afsæt til at søge såkaldte tillæg hos Forsyningssekretariatet. Disse tillæg kan selskaberne så veksle til pris-stigninger hos forbrugerne, og bruge de øgede indtægter til at leve op til de øgede miljøkrav.

En regulering med lige stort fokus på lavest mulige priser til forbrugerne og bedst muligt vandmiljø ville dog sandsynligvis gøre den største forskel sammen med øgede lovkrav fra Folketinget. Jeg tror i den forbindelse, at mange forsyningsselskaberne hilser det velkommen, at der nu kommer fokus på deres udfordringer med at komme i mål med kloakseparering, og dermed eliminationen af overløb grundet kraftige/ekstreme regnvejrshændelser. De fleste forsyningsselskaber bidrager gerne til et forbedret vandmiljø.

-Ville det gøre en forskel, hvis lokalsamfundene opstillede og valgte forbrugerrepræsentanter med fokus på  vandmiljø og klima?

Der er allerede forbrugerrepræsentanter i spildevandsselskabernes bestyrelser. Jeg vil tro, deres bevæggrunde for at søge i bestyrelsen er lige så forskellige som de politiske repræsentanter. Tit er der ikke den store kamp om bestyrelsesposterne, hvad angår forbrugerrepræsentanterne, så det vil sandsynligvis have en god effekt, om der var en koordineret opstilling af forbrugere med fokus på (vand)miljø og klima (og natur)


Maria Temponeras

Biolog i økofællesskab ved Ry uden for Skanderborg. Temponeras er folketingskandidat for Enhedslisten, og har siddet i byrådet i Skanderborg. Er derudover aktiv i klimabevægelsen og i antiracistisk græsrodsarbejde.

Læs mere af Maria Temponeras