Foto: Jorge Royan, CC
7 min. læsetid

Hvis vi ønsker et bæredygtigt samfund, må vi stå af teknologiræset og søge lavteknologiske løsninger. Det mener den franske ingeniør Philippe Bihouix.


Af Sophie Chapelle

Sophie Chapelle:Problemer med ressourcemangel bliver ofte besvaret med tekniske løsninger. Hvorfor mener du, at den tredje industrielle revolution med sine hightech-produkter og »grønne« teknologier er en blindgyde?

Philippe Bihouix: Hightech kan stadig til en vis grad afværge mangelsituationer. Det ser man i forhold til de fossile energikilder: Vi er i stand til at hente mindre tilgængelige ressourcer, f.eks. skifergas og skiferolie og endda brændstoffer baserede på kul eller gas. Men udbyttet er faldende, og derfor er man nødt til at indsætte stadig mere teknologi og stadig flere råstoffer for at udvinde en stadig sværere tilgængelig energi. Samtidig er man nødt til at bruge mere og mere energi for at udvinde metaller, som også bliver sjældnere.
Denne hovedkulds satsning på nye teknologiske løsninger medfører nye behov og nye mangelsituationer med alt, hvad deraf følger af forurening og social ødelæggelse. Denne blinde »ekstraktivisme« vil fortsætte og i et stigende tempo forårsage uoprettelige skader på vores klode. Vi bliver altid indhentet af planetens fysiske grænser. Scenarierne for massiv udbredelse af vedvarende energi på globalt plan er uforenelige med mængden af tilgængelige ressourcer, især metaller. Og førstegenerations-biobrændstofferne har vist, hvordan de øger konkurrencen om landbrugsarealerne, ligesom solfarme giver eksempler på de fremtidige konflikter om brugen af arealer. Dertil kommer den forurening, som alt dette genererer: De solcellepaneler, man fremstiller, og de vindmøller, som man hverken evner at genbruge korrekt eller fuldstændigt, er med til at skabe affald og udtømme ressourcer. Det er vanskeligt at forudsige, om vi støder ind i disse grænser inden for to eller fem årtier, men det ændrer ikke synderligt ved det moralske ansvar, vi pådrager os over for de kommende
generationer. Der er tale om et teknologisk hasardspil. Vi befinder os i en ny religion: teknikkens.

Sophie:Du går imod strømmen ved at opfordre os til at søge over i lowtech. Hvordan definerer du lavteknologi, og hvad omfatter den?

Philippe: Mit udgangspunkt er, at den cirkulære økonomi er en ønskedrøm. 100 procent genanvendelse af de ting, vi bruger, kan ikke lade sig gøre. Alt det, der er i gang med at invadere vores hverdag – forbrugerelektronik, RFID-chips, nanoteknologi osv. – forbruger ressourcer. Mindre end 1 % af de små metaller, der anvendes i hightech, bliver genanvendt! Vi må vende tankegangen om og bevæge os i retning af lavteknologiske ting. Lowtech betyder ikke, at der ikke vil være teknologi, fremskridt, viden, videnskab og ret avancerede teknikker til at fremstille tingene. Det betyder blot, at tingene skal være reparerbare, modulære og kunne genanvendes maksimalt, uden at der tabes ressourcer ved genanvendelsen.

Et eksempel: Cyklen er indviklet at fremstille; ligesom bilen kræver den mange teknologier: metallurgi, kemi, fabriksproduktion osv. Men den er enkel i brug: Den er robust, man kan hurtigt se, hvor den er gået i stykker, den er let at reparere med nogle få reservedele, og den er næsten umulig at slide op, hvis man vedligeholder den ordentligt. Lowtech rejser dette spørgsmål: Vil jeg kunne dække mine daglige behov med ting, der er lettere at holde styr på, holder meget længere og ikke af den grund forringer min komfort – i stedet for at tingene bliver stadig mere indviklede, holder kortere tid og gør os mere og mere afhængige af de multinationale?

Philippe Bihouix: Der findes ingen teknologisk løsning – og heller ingen lowtech-løsning. som gør det muligt at fortsætte vores nuværende energisløseri. Foto: Hermance Triay / Le Seuil

Sophie: Er det nok at gå over til lowtech for at imødegå klimaforandringerne?

Philippe: Der findes ingen teknologisk løsning og heller ingen lowtech-løsning, som gør det muligt at fortsætte vores nuværende energisløseri og vores svimlende forbrug af råstoffer! At vi skal til at
spare på ressourcerne er åbenlyst, og det er bedre med frivillige besparelser end tvungne. Det kan være forskellige slags besparelser. Der er enkle og lette besparelser, som man knap nok behøver at bemærke, såsom forbud mod trykte reklamer, plastikposer eller sportssko, der blinker, når man går.

Vi kunne beslutte at have færre forskellige flasker og mere skelne ved hjælp af etiketten, sådan at flaskerne kan fyldes så tæt som muligt på salgsstederne og pantsystemet gøres fuldt fordelagtigt økonomisk og økologisk. Vi kunne spare ca. 160.000 ton nedslidte dæk om året ved at gøre det til reglen, at man får lagt ny slidbane på. Der er utallige løsninger, der kan reducere vores materielle forbrug.

Andre former for sparsommelighed gør i første omgang lidt mere ondt. Det er f.eks. nødvendigt at gå over til ultralette biler, der ikke kan køre så hurtigt, hvilket indebærer, at motoren neddrosles, udstyret begrænses, og lydkomforten forringes – indtil vi helt er overgået til cykler og kollektiv
transport.

Det gør indhug i friheden, men hvis vi gør en fælles indsats, med intelligent regulering, kan vi også få meget livskvalitet og fornøjelse ud af det. Og det trænger vi til! Det nuværende vækstsystem er blevet dødbringende i stedet for lykkebringende. Jeg bor stadig længere fra mit arbejde, mere og mere af min tid er beslaglagt, jeg sidder i bilkøer…

For at gøre op med det må vi planlægge en gradvis afskaffelse af bilkulturen, for i stedet at få naturen tilbage i byen og få offentlige rum, der er mindre støjende og mere trygge for børnene. Og vi må heller ikke glemme, at samfundet per definition er frihedsbegrænsende.

Man kan jo ikke få indregistreret en kampvogn, der er en grænse for køretøjers vægt og hastighed. Hvorfor skulle denne grænse ikke rykkes, hvis det giver væsentlige fordele?

Sophie: Er der ikke fare for, at det er lønarbejderne, der betaler regningen?

Philippe: Ressourcebesparelser, dvs. mindre forbrug, vil nedlægge arbejdspladser inden for bilindustrien, den kemiske industri, fremstilling af sprøjtemidler… Men omstillingen kan skabe flere arbejdspladser, end den nedlægger. De seneste årtiers vækst har også været en jobdræber: Der er skabt job i store butikskæder og fabrikker, men hvor mange har man ikke nedlagt i småhandel og håndværk?

I servicefagene er den store forandring kun begyndt – hundredtusinder af job vil uden tvivl gå tabt. Tænk for eksempel på bankfilialerne, som erstattes af selvbetjening på nettet, »Uber-iseringen« osv. Man skifter gamle lavt kvalificerede fag ud med andre, f.eks. at fylde automater op med drikkevarer og slik på togstationerne eller skifte drikkevandsbeholdere ud hos virksomhederne.

Min påstand er, at vi kan skabe masser af arbejdspladser og gå tilbage til produktioner i mindre målestok, samtidig med at vi bevarer maskinerne dér, hvor de gør nytte og gør arbejdet mindre belastende. Landbruget er måske det første sted, man skal sætte ind, for at gøre det mere arbejdskraftintensivt, mere meningsfuldt, mindre specialiseret og sikre kvalitetsprodukter. Vi kunne også fordele arbejdstiden bedre. Ved at være mindre specialiseret kan man bedre dele arbejdet.

Alt dette giver mere grund til begejstring end den nuværende udvikling, hvor en skærpet international konkurrence og et djævelsk effektivt globalt transportsystem presser arbejdsomkostningerne og dermed lønningerne ned mod det laveste niveau.

Det handler også om at ændre vores værdisystem. VVS-faget er et af de nyttigste, det burde være omtrent lige så godt betalt som en flypilot. Piloten er højtlønnet, fordi han har ansvaret for mange liv. Men det har VVS-montøren også, når han reparerer gasrør. Bønder, klunsere, mekanikere, snedkere, reparatører af hårde hvidevarer og computere – det er morgendagens helte!

Oversat fra BastaMag.net af Finn Kjeller


Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nummer 7, april 2016


De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.