Foto: Lula / Facebook
8 min. læsetid

I fredags blev Brasiliens tidligere præsident Luis Ignacio da Silva (‘Lula’) løsladt fra fængslet, og landets højesteret rejser desuden tvivl om forløbet i den sag, Lula er dømt i. Et vigtigt slag er vundet, selvom kampen for Brasiliens demokrati ikke er overstået endnu.


Af Lars Bohn

Dommen mod Luiz Inácio Lula da Silva – Lula – i 2016 hindrede, at han blev Brasiliens næste præsident. Dommen anses af mange, ikke bare på venstrefløjen, som den naturlige forlængelse af det kup, som i 2016 afsatte præsident Dilma Rousseff. Hendes afsættelse var baseret i senere modbeviste anklager om urent trav i forbindelse med statsbudgettet. Lula var storfavorit til at vinde valget i 2018. Havde han vundet, ville kuppet fra 2016 være mislykket.

I fredags blev Lula løsladt efter at have tilbragt 580 dage i en fængselscelle i provinsbyen Curitiba – en stor del af tiden uden kontakt med omverdenen. Begejstringen i Brasilien er ikke til at overse. Hundrede tusinder har været på gaden. Ikke mindst i det fattige Nordøstbrasilien, men også i São Bernardo, Lulas hjemby og sæde for den stærke metalarbejderfagforening i São Paulo, har gaderne været ufremkommelige på grund af lykkelige brasilianere, som har fejret den overraskende drejning i sagen.

Håbløsheden er vendt

“Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning”. Disse ord, sagt af Winston Churchill i en anden sammenhæng, udtrykker meget godt, hvad mange brasilianere føler netop nu:

Lula er løsladt – men ikke frifundet. Bolsonaro er stadig præsident, og kongressen domineres af reaktionære og arbejderfjendske deputerede. Den lovgaranterede mindsteløn er fastfrosset og vil ikke stige i takt med prisstigninger. Det samme gælder en række offentlige udgifter. Pensionsreformen, som vil ramme Brasiliens fattige ekstremt hårdt, er gennemført. Brasiliens kolossale olieforekomst, kendt som ‘Presal’ i Sydatlanten, er sat til salg til højestbydende. Olien herfra, skulle som resten af den olie, Petrobras udvinder, bidrage til finansieringen af Brasiliens sundheds- og uddannelsessystem. Og den store brasilianske flyfabrik Embraer, et vigtigt økonomisk og højteknologisk aktiv, er solgt til Boeing.

Churchills ord faldt da Storbritannien efter en lang række af store nederlag for første gang at havde vundet sin første sejr på landjorden ved den lille by el-Alamein i Nordafrika. Kort efter vandt Den Røde Hær det slag ved Stalingrad, der kom til at markere vendepunktet i den anden verdenskrig, men det vidste ingen på dette tidspunkt.

Både dengang og nu blev håbløshed vendt til håb. Dengang et håb om, at det europæiske mareridt en dag ville være slut. I Brasilien i dag – et håb om at den reaktionære vinter kan tø op, og at PT og Lula kan få lov at gøre Brasilien lykkelig igen. Præcis som det ifølge PT var i de år, da Lulas velfærdsprojekt var under opbygning.

Baggrunden for Lulas overraskende frigivelse skal findes i omstændighederne for hans fængsling i 2018. Lula fik skærpet byrettens dom fra 9 til 12 års fængsling af en højere instans. Sagen blev den gang gennemført med en for Brasilien utrolig hast for at sikre, at den kunne afsiges før præsidentvalget samme år. Efterfølgende vedtog højesteret at ændre den indtil da gældende og forfatningssikrede praksis om, at ingen kan fængsles så længe alle appelmuligheder ikke er udtømte – med mindre der er fare for, at de forlader landet eller begår nye forbrydelser. Straffen kunne altså igangsættes med det samme. Den hårde straf sikrede, at Lula ikke kunne blande sig i valgkampen, da en straf af den kaliber også betyder isolation fra omverdenen.

Selv som fængslet havde meningsmålingerne ham som favorit til at vinde valget. Men Lula var ikke på stemmesedlen, og isoleret fra omverdenen kunne han heller ikke støtte sin ‘vikar’, den relativt ukendte Fernando Haddad. Trods dette lykkedes det alligevel Haddad at reducere et efterslæb til modkandidaten Jair Bolsonaro fra omkring 20 til 4 procentpoint mellem præsidentvalgets 1. og 2. valgrunde.

Dette forår blev Lulas dom nedsat fra 12 til 8 års fængsel, hvilket dels har gjort det muligt for Lula igen at udtale sig offentligt, dels har åbnet for at han kunne afsone i husarrest i stedet for i en fængselscelle. Det sidste har Lula imidlertid ikke ønsket at benytte sig af – han ville ikke forlade cellen før hans navn er renset for alle beskyldninger. Det var derfor også usikkert om Lula ville forlade cellen nu, efter at Højesteret igen har tiltrådt den gamle praksis – at man ikke kan fængsles før alle appelmuligheder er opbrugt. Men det gjorde han så i fredags, den 8. november 2019.

Lula er stadig tiltalt i denne og andre sager tilknyttet det sagskompleks, der går under navnet Lava Jato (bilvask) i Brasilien Officielt er der heller ingen snak om legitimiteten af Bolsonaros status som præsident

Aftalt spil

Den reelle baggrund for hans løsladelse netop nu er uden tvivl det sidste halve års afsløringer af omstændighederne omkring den oprindelige domfældelse. Nettidskriftet Intercept, med den i Brasilien bosatte amerikanske journalist Glenn Greenwald, har i en række artikler med overbevisende tydelighed vist, at sagen mod Lula er resultatet af et komplot, der vil få enhver konspirationsteoretiker til at blegne af misundelse. Nuværende justitsminister Sergio Moro, der i 2018 var den byretsdommer der dømte Lula, og anklageren Deltan Dallagnol tilrettelagde sagen bevidst med det formål at få Lula dømt, så han ikke længere kunne være præsidentkandidat. Intercepts artikler bygger på lækkede chatsamtaler, hentet fra de to herrers kommunikation, og selv ikke de implicerede har benægtet deres indhold.

For kort tid siden anerkendte Højesteret desuden også, at en alvorlig procedurefejl i forbindelse med de afgørende vidneudsagn har skadet forsvarets ved lov beskyttede muligheder for at føre et effektivt forsvar. Konsekvensen heraf kan være, at sagen skal gå om. Lula er dog også anklaget i andre sager, som ikke er påvirket af dette.

Intet af dette indgår imidlertid i den juridiske begrundelse for Højesterets nye, overraskende beslutning om at omstøde deres egen afgørelse fra 2018 og frigive Lula. Den officielle begrundelse, vedtaget med stemmerne 6-5, er, at man nu igen vurderer, at det er forfatningsstridigt at fængsle en anklaget så længe alle appelmuligheder ikke er udtømt.

Lula er desuden stadig tiltalt i denne og andre sager, som er tilknyttet det sagskompleks, der går under navnet ‘Lava Jato’ (bilvask) i Brasilien. Indtil sagen er prøvet på ny, er han også stadig dømt ved 2. instans i den sag, der var baggrund for hans fængsling. Officielt er der heller ingen snak om legitimiteten af Bolsonaros status som præsident.

Bolsonaro svækket

Bolsonaro er imidlertid alvorligt svækket. Ikke kun af Lulas frigivelse, men også af en lang række andre forhold. Den store mediekoncern Globo, som var aktivt involveret i kuppet, støtter ikke længere Bolsonaro, selv om koncernens aviser og TV station stadig beskriver Lula som en korrupt forbryder. Også det stærkt borgerlige og meget indflydelsesrige tidsskrift Veja har vendt ryggen til Bolsonaro, og har indgået et samarbejde med The Intercept om offentliggørelse af nettidskriftets afsløringer.

Bolsonaros parti, det ultraliberale PSL, har forsøgt at ekskludere ham på grund af korruptionsanklager, og nye afsløringer knytter ham tæt til den gruppe mennesker, der nu er anklaget for mordet på politikeren og aktivisten fra PSOL, Marielle Franco. Desuden forlyder det også, at Højesteret skal tage stilling til, om Moro var inhabil i sagen mod Lula. Mener højesteret det, skal sagen ikke bare gå om – der skal på ny tages stilling til, om der overhovedet er en sag, der er solid nok til en retssag.  

Med andre ord: Bolsonaro er alvorligt svækket og bliver i højere og højere grad isoleret fra sin egen magtbase – ikke kun partiet PSL, men også den politisk-økonomiske elite vender ham ryggen. Kuppet står imidlertid stadig ved magt, og den stærkt reaktionære kongres fortsætter at producere lovgivning, der både skader arbejderklassen og underminerer Brasiliens muligheder for at agere som en økonomisk og politisk uafhængig nation. Og i skyggen venter vicepræsidenten Mourão, militærmand og noget mere begavet end den mildest talt særprægede Bolsonaro.

Men Lulas frigivelse – sammen med Fernández-Kirchner valgsejren i Argentina, AMLOs valg i Mexico, og muligheden for en progressiv valgsejr i Uruguay – giver fornyet håb om, at situationen kan vendes. I lighed med Churchills beskrivelse af situationen i efter slaget ved el-Alamein, så er det et håb – ikke en vished, og som udviklingen i Bolivia viser, kan der også komme tilbageslag. Intet er afgjort, men om end lille, så er det en meget vigtig sejr. Brasiliens demokrati har sejret ved el-Alamein, men vi venter stadig på Stalingrad.


dav

Lars Bohn er cand.scient.adm fra RUC, og er medstifter af ‘Komité Lula Livre‘ i Danmark. Han har tidligere kortvarigt boet i Brasilien, og rejser jævnligt i landet.