Macrons regering ender i demokratisk dødvande

Premierminister Michel Barnier mislykkedes med at tvinge 2025-budgettet igennem uden om parlamentet ved at udløse den i Frankrig berygtede forfatningsartikel 49,3. Til gengæld udløste det et mistillidsvotum til Barnier, som blev støttet af begge oppositioner til hans mindretalsregering: venstrefløjen og den ekstreme højrefløj.

Dette budget var et særligt voldsomt angreb på offentligt ansatte og velfærdssystemet i Frankrig. Venstrefløjen var nødt til at stemme imod, efter de rigeste mennesker i Frankrig har tredoblet deres aktiver, siden Macron blev præsident i 2017.

Den ekstreme højrefløj – som ellers stiltiende har støttet den borgerlige regering ved at nægte at deltage i en tidligere mistillidsafstemning – var tvunget op i et hjørne, da dette budget var et klart angreb på de demografiske grupper, som det yderste højre hævder at forsvare.

Den ekstreme højrefløj stemte imod sig selv

For at komme til en mistillidsafstemning skal man indsende en tekst til afstemning i parlamentet. Venstrefløjen producerede en tekst, som både var en åben kritik af Macrons regering og den foreslåede reform samt af den ekstreme højrefløj.

Dermed fik Marine Le Pen lov til at stemme for en tekst, som direkte kritiserede hende. Alt sammen for at sætte en premierminister ud af spillet, som hendes ekstreme højrefløj først havde godkendt.

Præsident Macron fremhævede og karikerede dette højrefløjshykleri i sin tale til nationen torsdag 5. december.

I en post-sandheds-æra præget af ekstrem kort kollektiv hukommelse er det svært at vide, om det vil få nogen konsekvenser for Marine Le Pens troværdighed.

Kan hun bare ignorere det? Kan hun vende det om og hævde, at hun gjorde det for et større formål? Eller vil centrum og højrefløjen kunne bruge det imod hende?

Macron bliver til det sidste, indtil videre

Macron sagde i sin tale, at eftersom hverken han eller en anden præsident kan opløse nationalforsamlingen før næste sommer – og eftersom han blev valgt i 2022 – havde han ingen intentioner om at træde tilbage før udløbet af sit mandat, da det ikke ville hjælpe på den nuværende situation. 

Så hvad kan man forvente? På meget kort sigt bliver Macron nødt til at finde en ny premierminister. Det bliver ikke let, og han bliver nødt til at opbygge en ny mindretalsregering.

Han kan enten kræve fuld støtte fra den ekstreme højrefløj, som lige nu er en kongemager. Eller han kan forsøge at danne en mindretalsregering ved at række ud til socialisterne, de grønne og nogle regionale parlamentsmedlemmer.

Det ville betyde, at enten socialisterne eller de grønne skal afbryde enhver alliance med La France Insoumise og helt afslutte Nouveau Front Populaire-alliancen, som blev skabt for blot et par måneder siden.

Med hjælp fra højrefløjen vil Macron sandsynligvis kunne danne en regering, som vil kunne holde – i det mindste i et par måneder.

Men vil han selv være i stand til at holde til 2027, hvor hans mandat udløber? Intet kan lovligt tvinge ham ud. Vil han så forsøge sig med en ny opløsning af parlamentet? Han ville være den tredje præsident, der gør det, men den første, som gør det inden for så kort tid. Mitterand skulle bruge syv år på en lignende manøvre og Charles de Gaulle seks.

Indtil videre vil Macron være en slags præsidentiel monark uden reel magt og uden relation til befolkningen, som bare vil vente på, at han forsvinder på den ene eller den anden måde.

En sund krise med ukendte konsekvenser

Denne politiske krise, som efterlader Frankrig uden et egentligt overhoved og med Macron som en slags fungerende leder, kan være ganske sund. Den er med til at genpolitisere det franske samfund.

I Frankrig – i modsætning til Danmark – er fagforeninger faktisk involveret i politik og fungerer ikke blot som forsikringer. I de seneste par år har de franske fagforeninger for første gang i årtier oplevet, at flere nye medlemmer melder sig ind. Det er et stærkt signal om, hvor voldsom Macrons politik har været, da arbejderne indtil da var på vej væk fra fagforeningerne.

Deltagelsen ved det seneste parlamentsvalg i sommer steg med 20 procentpoint.

Men hvem kan sige, hvor det hele ender? Ingen ved det med sikkerhed, og der er ingen lige vej til magten for nogen af de tre tilbageværende politiske blokke i Frankrig.

Et vestligt korthus der falder sammen

Hvis vi ser os omkring i Europa og i den vestlige verden, bliver de politiske kriser hyppigere, og deres løsning går ikke i retning af en mere fredelig verden med større solidaritet. Tværtimod.

Trump er tilbage, AfD er stærkere end SPD i Tyskland, den ekstreme højrefløj fører an i dansen i Holland, Belgien har været uden regering i de seneste 6 måneder, Tyrkiet – et NATO-medlem – allierer sig med islamistiske grupper for at angribe den autonome kurdiske region i Syrien, den vestlige blok er villigt magtesløs over for Israels krigsforbrydelser…

Så selv om man kan forvente, at en franskmand taler om Frankrig, er det også værd at træde et skridt tilbage, blive verdensborger og se på den verden, der er ved at bygge sig op foran os.

De liberale hævdede at have alle de pragmatiske løsninger på alle problemer, de kunne klare det hele. Fra socialdemokraterne til højrefløjen brugte de alle de samme håndtag til at tjene de samme interesser: deres egne, den øvre middelklasse og de rige.

Deres løgne bragte dem til magten, og nu vil de blive sparket væk fra magten. Men af hvem? En forenet venstrefløj med en egentlig socialistisk dagsorden, støttet af en politiseret middel- og fattigklasse? Eller fascisterne og racisterne, der bakkes op af stærke økonomiske og mediemæssige kræfter?

Vi får brug for håb. Vi bliver nødt til at bringe håb. At opbygge ambitiøse socialistiske sejre, selv i lille Danmark, kan give håb til andre socialister i hele Europa. Vi kan stoppe den dominoeffekt, der fører os mod en generation af nationalisme og korporatisme – eller fremskynde den.

Det er vores opgave ikke at ødelægge det her. Det gjorde vi for 90 år siden, og det endte ikke godt.