Magt, sex og alkohol – Venstrefløjen er en #MeToo cocktail

Glædelig 8. marts. På kvindernes internationale kampdag er det en venstreorienteret dyd – at italesætte tidens hotteste emner inden for og omkring kvindekampen. Så i dagens anledning handler det om sex, krænkelser, #MeToo og ikke mindst de magtrelationer, vi er for bange for at tale om.

Som venstrefløjs-typer er vi alle sammen – over hele den brede kam – enige om, at sex er godt, og sex er sundt, hvis alle der er med, selv har valgt det.
Der er også bred konsensus om, at man skal være opmærksom på magtrelationer. Det er ikke okay, når en minister lægger an på studentermedhjælperen. Det er ikke okay, når den ældre mandlige tv-vært krænker praktikanterne. Det er ikke okay, at overborgmesteren slikker valgkamps-aktivisterne i øret. Der er en magtrelation, som gør det svært at sige fra.

Venstrefløjen er fyldt med magtrelationer. Vi organiserer vores bevægelser, foreninger og partier på en måde, hvor disse magtrelationer tydeliggøres og forstærkes af tillidsposter.

Jeg har været udvalgs-sekretær, talsperson, formand, kasserer, bestyrelsesmedlem, landsledelsesmedlem, forretningsudvalgsmedlem, kampagnekoordinator, gruppeformand, leder, redaktionsmedlem, redaktør, kontaktperson, tryghedsvagt, bar-ansvarlig, oplægsholder, jobpatrulje-koordinator, repræsentant, delegeret – og jeg har sikkert glemt et par fine titler, jeg også har været valgt til. Det er 15 års venstrefløjshistorie for en 29-årig kvinde. Titler har magt. Og jeg har sjældent været i et soveværelse, uden der var minimum 3 titler til stede.

Vi vil så gerne leve i en verden, hvor alle er lige, hvor demokrati er i højsædet, og alle har lige meget magt. Men det er ikke sådan, verden er. Og det er heller ikke sådan, venstrefløjen er. Der er altid nogen, der har mere magt end dig.

“Selvfølgelig skal vi have sex – for sex er godt og sundt. Og selvfølgelig kan det være helt okay, at talspersonen i lokalafdelingen scorer et nyt medlem; så længe talspersonen selv, det nye medlem og alle andre i afdelingen er opmærksomme på, at der her kan være en magtrelation – og man derfor skal være ekstra sikker på, at både talsperson og det nye medlem synes, det lige er sagen.

Problemet opstår, når vi forestiller os – at vi er lige og har lige meget magt. Når der skal scores til festen efter generalforsamlingen. Eller man håber, hende den søde – der citerer Lenin i det røgfyldte lokale, hvor revolutionen planlægges kl. 04 om morgenen – vil med hjem. Når man flirter på Toga. Eller når der danses til VLTJ på SF Ungdoms kursusweekender, og man kan mærke kropsvarmen fra ham den flotte, langhårede fyr fra Odense, man danser lige op ad. Dér forestiller vi os, at magtrelationerne er udvisket – men de eksisterer i allerhøjeste grad – dømmekraften derimod kan godt være efterladt på bunden af den sidste, lunkne Harboe.

Når vi ikke tør italesætte magten, som tillidsposter giver, og vi ikke tør erkende, at magten på dansegulvet ikke kun tilfalder dem med de bedste moves – så får de, der ønsker at begå overgreb, frit spil. Så længe vi lader som om, vi er lige, og lader som om tillidshverv, anerkendelse og politisk fame ikke gør os selv og vores venner og bekendte magtfulde – så kan magtfulde personer udnytte deres magt.

Vi skal turde være kritiske over for magten. Og se i øjnene, at den udøves. Selvom man kalder formanden for “talsperson”, fordi man i hvert fald ikke har en formand – fordi man er en basisdemokratisk celle i et globalt projekt for et klasseløst samfund – så har formanden altså stadig magt. Og når hun presser et nyt medlem op ad muren og tager hende på røven til fredagsbaren i en hed makeout, så er der en magtrelation.

Selvfølgelig skal vi have sex – for sex er godt og sundt. Og selvfølgelig kan det være helt okay, at talspersonen i lokalafdelingen scorer et nyt medlem; så længe talspersonen selv, det nye medlem og alle andre i afdelingen er opmærksomme på, at der her kan være en magtrelation – og man derfor skal være ekstra sikker på, at både talsperson og det nye medlem synes, det lige er sagen.

Når vi så endelig sætter magtrelationerne på dagsordenen, så er det politisk. Og det handler om feminisme. Det handler om #MeToo. Det handler ikke om os. Det handler ikke om venstrefløjen. Det handler om mænd med magt, der udnytter deres magt.
Pludselig kan vi godt se magten – hos mænd. Vi kan sagtens kritisere overborgmesteren, der er upassende over for partimedlemmer.

Det er mænd, der begår de fleste krænkelser. Og det er mænd, der har mest magt, på et samfundsmæssigt plan. Men når vi på venstrefløjen først taler om magten, i relation til mænd, der misbruger den. Så gør vi ubevist magten til noget mænd har.

Og dermed gøres magt også til noget, der er svært at få, hvis man ikke er en mand.
Der er noget paradoxalt i, at en (helt klart berettiget og vigtig) feministisk kamp, ender med at skabe ulige muligheder på vores egen banehalvdel.

Venstrefløjen er en #MeToo cocktail, fordi vi blander sex, magt og alkohol uden at tænke over blandingsforholdet. Men løsningen er simpel: Vi kan undgå mange krænkelser og gøre magt lettere tilgængelig for flere – ved at tale om magten.

Vi skal turde se magten, før den misbruges. Vi skal tale om den magt, der ligger i, at udvalgsekretæren skriver dagsordenen. Vi skal anerkende, at magten ikke forsvinder af, at formanden kaldes talsperson. Vi skal se magten hos dobbelt- eller trippel-organiserede kammerater. Vi skal italesætte, at vores egne og vores kammeraters titler, bedrifter og hårde arbejde giver magt. Magten er kommet for at blive, og forhåbentligt, får venstrefløjen meget mere af den i fremtiden. Derfor skal vi indtænke den – også når relationer bliver seksuelle eller romantiske. Vi skal tage forbehold for, at magten eksisterer -sammen med sex og sammen med fester, alkohol og sociale relationer.

Og så skal vi i øvrigt feste, flirte og knalde lige så meget, som vi plejer. Rød front og god kampdag.