Makrelmadder, markarbejde og påtaget medie-folkelighed

Skal der agurk på en makrelmad? Havde du arbejde på en roemark for 30 år siden? Kan det ikke være fløjtende ligegyldigt med al den påtagede folkelighed hos politikerne?

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet

Af Morten Hammeken

Spiser du makrel i tomat til frokost? Det spørgsmål kan tilsyneladende få flere danskere op af stolen end det meste andet, og det er tilsyneladende også et spørgsmål, de fleste politikere og journalister i Danmark har en stærk holdning til. Alt imens Information fx glemte at trykke et eneste journalistisk ord om situationen i Polen – hvor et af de værste tilbageslag for kvinders rettigheder i Europa nu er en realitet – var avisen ikke sen til at fornemme folkeånden, og i bedste Buzzfeed-ånd lave en test om, hvilket stykke smørrebrød folk mindede mest om. Hvilken folkelig fingerspidsfornemmelse fra den gamle modstandsavis.

Det er selvfølgelig ikke kun Mette Frederiksen, der med veltilrettelagte frokostbilleder og vinduespudser-opslag omhyggeligt kultiverer et image som en helt almindelig, makrel-spisende gennemsnitsdansker. Inger Støjberg kunne i et interview til Kristeligt Dagblad fortælle stolt om dengang, hun plukkede roer på marken i en uge og fik en ny cykel. Man efterlades som læser ikke i tvivl om, at Støjberg er tæt forbundet med den jyske muld og den gode, gamle landmandsmoral. I overskriften beskrives hun ligefrem som “rundet af hårdt arbejde i roemarken” – så bliver det vist ikke mere folkeligt.

En redaktør med en minimalt mere kritisk tilgang, havde måske overvejet, om en uges markarbejde ligefrem er så definerende for en person, at man resten af livet kan beskrives som “rundet af roemarken”. Virkelighedens Støjberg har siddet på Christiansborg i de seneste 20 år, hvor hun så vidt vides ikke har haft mange roer mellem hænderne. Til gengæld har hun hævet en løn omkring de 60.000 kr. om måneden, og i de fem år som minister nærmere 100.000 per måned. Knap så folkeligt.

Støjberg og Frederiksen er bare åbenlyse eksempler. Man kunne egentlig blive ved, hvis man gik en smule ind bag folkeligheds-parolerne, der klinger mere og mere hult, desto mere man skiller dem ad. Intet under at spindoktorerne arbejder på højtryk for at udsende vibes af jordbundethed. Man behøver ikke følge mange politikere på de sociale medier for at se, hvor meget de selviscenesættende hverdagsopslag fylder på deres politikersider. Jeg er bekymret! Jeg er trist! Hurra, Danmark vandt i håndbold! Selfies med følelses-forklaringer er blevet den helt uomgængelige norm på de sociale medier, og har – som Peter Mogensen også bemærkede det – et tydeligt politisk formål. Vi er også folket, og hvem tør dog bryde med den monotone folkedybs-livsline?

“Læg selfie-sticken fra jer, og gå forrest med en ny kultur: Hold frokostvanerne og flaske-flipperiet væk fra jeres politiske virke. Så kan I bruge jeres arbejdstid på at give den danske arbejderklasse nogle ordentlige forhold ved forårets overenskomstforhandlinger”

Jeg er for en sjælden gangs skyld enig med Ole Birk Olesen, når han kritiserer selviscenesættelsen: “Jeg går til min læge, fordi hun ved mere om sygdomme, end jeg gør. Jeg er ligeglad med, om hun spiser makrel i tomat til frokost, ligesom jeg engang imellem selv gør.” Olesens kritik ville dog have lidt mere tyngde, hvis han ikke selv smed folkelige lagkagebilleder op, og hvis han også havde sagt det samme, dengang hans egen formand rendte rundt i joggingtøj og lavede bottle flips på de sociale medier. Hvor folkeligt af den tidligere udenrigsminister.

Kære politikere, jeg er ligesom Olesen totalt ligeglad med, hvor mange makrelmadder I spiser til frokost, eller om I plukkede nogle roer i en sommerferie for 30 år siden. Men drop nu at bruge jeres makrelmad og hedengangne markarbejde som politisk tilrettelagt spin. I arbejder under nogle yderst lukrative forhold, der ikke har en disse med gennemsnits-befolkningen at gøre. Efter jeres iscenesatte beretninger om folkelighed, kan I veltilfredse læne jer tilbage i stolen på et luksus-indrettet Christiansborg-kontor – og få en sekretær til at hente noget mad fra Meyers i Snapstinget. Der er en verden til forskel på jer og de mennesker, der ikke bruger deres ungdoms sommerferie-tjanser som anekdoter, men som hver dag slides op på arbejdsmarkedet af hårdt fysisk arbejde – og som I vil have til at blive ude på roemarken, også efter de har rundet de 70 år. Så kan I ikke i det mindste lade være med at lade som om?

Jeg vil i stedet foreslå, at I lægger selfie-sticken fra jer, og går forrest med en ny kultur: Hold frokostvanerne og flaske-flipperiet væk fra jeres politiske virke. Så kan I bruge jeres arbejdstid på at give den danske arbejderklasse nogle ordentlige forhold ved forårets overenskomstforhandlinger – i stedet for det pinlige udspil, der er landet på fagforeningernes tallerken. Måske kan Information så også finde tid til at informere folk om, hvad der sker andre steder end på den virtuelle frokost-tallerken? Og måske bliver der også råd til mindre makrel i tomat.