Marxisten man kunne invitere med hjem til sin mor

Antonio Gramsci (1891 – 1937) var et centralt placeret medlem af den gruppe, der nu for hundrede år siden  grundlagde det italienske kommunistiske parti (PCI). Efter nogle års kampe i det italienske socialistparti om vejen frem efter den russiske revolution og  1. verdenskrigs afslutning blev dette splittet. En gruppe videreførte partiet som et parti af cirka samme type som det tyske og fx danske socialdemokrati, mens en forholdsvis stor gruppe udvandrede til PCI.

En lovende ung rød fløs

Antonio Gramsci havde været et ungt, ideologisk brushoved, da han meldte sig ind i det italienske socialistparti, men var blevet modnet og til en vis grad disciplineret af den russiske revolutionserfaring og af den lære, som især Lenin havde formuleret omkring den.

Det er dog meget påfaldende, at når man møder Gramscis tidlige tekster, læser man ikke en skolet bolsjeviks formuleringer omkring taktik og strategi for et centralmagtsøgende avantgardeparti, men snarere en opstigende intellektuels spredte ideer. Han var da også forholdsvis ung, da han blev en central medarbejder ved forskellige socialistiske blade under 1. verdenskrig.

Antonio Gramsci – mellem reform og revolution

• Gramsci blev født i 1891 i Italien og nåede i sit forholdsvis korte liv både at være studerende og journalist, at bo et par år i Moskva, at blive medlem af det italienske parlament og formand for landets nystiftede kommunistiske parti.

• I 1926 blev han fængslet af den fascistiske regering for sine politiske aktiviteter. Han blev kendt på den europæiske venstrefløj i 1930’erne som en politisk fange, og der var en bevægelse i gang for at få ham løsladt.

• Gramsci døde i 1937 kort tid efter at være blevet løsladt. Han efterlod sig et stort, politisk forfatterskab, der siden har fået klassikerstatus, ikke mindst for det europæiske centrum-venstre.

+

Selvom han i socialistpartiets blad Avanti! nærmest bogstaveligt skrev om alt muligt (det moralsk opbyggelige ved britisk fodboldkultur, meningen med nytårsaften, unge adelsmænds kokainforbrug, you name it) i sine første år, udskilte der sig efterhånden to foretrukne temaer i ungdomsskrifterne: spørgsmålene om teatrets politiske rolle og om rådssocialisme. Det første forlod han efter et par år, men først efter at have skrevet 153 teateranmeldelser.

Det andet tema blev imidlertid en helt central del af hans samlede værk, for det var i den sammenhæng, at han begyndte at tænke politisk-strategisk, hvor han tidligere blot havde udtrykt sine ’meninger’. Hans baggrund for at rapportere om og teoretisere over rådssocialismen var arbejderopstande i Torino, hvor han boede en lang årrække og havde læst på universitetet, før han blev journalist. I de organisationer på fabrikkerne, hvor arbejderne, direkte og uafhængigt af såvel ejere som fagforeninger, stod sammen om at stille krav og udvikle planer for produktion, så han starten på en stat, der var bygget på ’arbejdermagt’. En tanke han holdt fast i hele sit liv.

I de såkaldte ’røde år’ umiddelbart efter 1. verdenskrig var fabriksbesættelser, selvorganiserede strejker og massedemonstrationer hyppige. Gramscis umiddelbare forestilling om ’rådssocialisme’ var, at det at danne råd på fabrikker var essensen af arbejderklassens kamp. Ligesom den borgerlige stat byggede sin magt på kapitalisternes kontrol med fabrikkerne, skulle arbejderstaten bygge på arbejdernes kontrol med produktionen.

Gramsci så i denne bevægelse en kim til noget, som kunne blive til en politisk udvikling hen mod russiske, læs ’revolutionære’ tilstande. Han og hans mange ligesindede mente, at det, de oplevede, i høj grad modsvarede det, der var sket i Rusland i perioden op til oktoberrevolutionen. Det var kombinationen, af den lære han havde draget af leninisternes politik under den russiske revolution, og det han oplevede i Torino, der kom til at føre ham bort fra tidens main stream-socialisme til kommunisme.

Efterhånden som modsætningerne i socialistpartiet spidsede til, blev Gramsci for alvor tvunget til at vælge side. På den ene side stod hensynet til solidaritet (der altid indeholder et krav om samling) og socialistisk tradition i Italien. Det talte for at blive i socialistpartiet og søge at vinde flertal der for sine synspunkter. På den anden stod, at partikommunismen med det russiske parti i spidsen angiveligt var et bevis på, at socialdemokratismen var en blindgyde, mens Lenin havde vist vejen til sejr med etableringen af den første socialistiske stat. Mens Gramsci tænkte, valgte andre dog for ham. Da splittelsen for ham at se var en kendsgerning, så han kommunisterne som fremtidens valg.

Kommunist trods alt

Imidlertid var det italienske kommunistparti på forhånd et hus i splid med sig selv. Den første formand, Amadeo Bordiga, stod for en linje, der strengt taget var uforsonlig overfor en stor del, måske flertallet, af de italienske arbejdere. Han ville have en ren kommunistisk politik, udtænkt og gennemført af et lille, lukket parti af frontløbere. Paradoksalt nok bragte denne linje ham i modsætning til det, der efterhånden blev linjen i Moskva. Her foretrak man i starten nærmest en mand som fx Gramsci, der var mere optaget af samlet styrke og af at opbygge PCI som et masseparti, der kunne arbejde inden for parlamentariske rammer.

Efter Bordigas fald blev Gramsci formand for partiet i 1924. Han havde som repræsentant for PCI i en periode i Moskva fået nogenlunde gode kontakter og blev anset for troværdig af den internationale samling af kommunistiske partier, Komintern.

Italien var samtidig med kommunisternes interne magtkampe i stigende grad kommet under fascistisk kontrol. Mussolinis fascistparti var også blevet dannet i 1921, og det havde brugt tiden mere konstruktivt end PCI. Det var baseret på ultranationalistiske og autoritære ideologier og havde fået godt tag i mange medlemmer af middelklassen, men også i arbejdere. Mussolini mente, at det at være ’arbejder’ selvfølgelig betød, at man havde visse ’interesser’, men at disse var overfladiske, og for intet at regne mod de stærke følelser, som arbejderne havde for nationen, folket, sproget, landet, mv. Det viste sig, at han taktisk set havde læst situationen og nationalisme-spørgsmålets status hurtigere end Gramsci og kommunisterne, for fascisterne kunne overtage regeringsmagten i Italien, mens socialister og kommunister blev marginaliseret og efterhånden fik deres ledere myrdet eller fængslet. Bedømt på praksis blev ’magt til ret’ i denne sag,;og Gramsci fortsatte da også med at gentænke ’det nationale spørgsmål’ i sine senere tekster.

Gramsci blev fængslet i 1926 og fik en 20 års fængselsdom i 1928. Dermed var det italienske kommunistparti i realiteten uden leder, selvom han nominelt forblev formand til sin død. I hvert fald blev partiet tvunget under jorden, og det kunne først igen arbejde lovligt i dele af Italien i takt med at amerikanere og briter rykkede op gennem Italien i delvist samarbejde med den italienske modstandsbevægelse i 1943

Fra kommunistisk fodslæber til moderat kritiker

Selvom Gramsci ikke var helt fremme i skoen under dannelsen af PCI, blev han uden tvivl et loyalt medlem. I det mindste ud ad til. For på de indre linjer viste han hurtigt, at han ikke havde tænkt sig at følge den linje, der blev lagt i Moskva uden at sige sin mening og problematisere den sovjetiske ledelse. Han skrev således på vegne af PCI et brev til dets repræsentant i Moskva, Palmiro Togliatti, som han gerne ville have formidlet videre til rette vedkommende. Brevet forholdt sig til den magtkamp, der efter Lenins død i 1924 var i gang i den kommunistiske verdensbevægelse. Her var fronterne trukket hårdt op, og Gramsci mente endnu en gang, at man burde finde fælles løsninger, så enheden kunne bevares i bevægelsen i stedet for, at den stærkeste del af ledelsen, det vil sige den fraktion som Stalin stod i spidsen for, gennemtrumfede sin vilje.

Togliatti valgte dog af forskellige grunde ikke at videreformidle brevet. Han har muligvis tænkt sit om Gramscis loyalitet, der mere synes at være knyttet til sagen, og ikke så meget prioriterede opslutning til den konkrete ledelse.  I det politiske klima, der efterhånden udviklede sig i Moskva, var det magtpolitisk ikke nogen god idé at lægge sig ud med Stalin, eller at blive associeret med en, der gjorde det, som Togliatti risikerede.

Efter fængslingen fik Gramsci også lejlighed til at lufte sin skepsis over den sovjetiske ledelse. I første omgang af personlige grunde. Han mente at opleve, at støtten fra bevægelse var mindre entydig, end man kunne forvente. Eller med andre ord, at stalinisterne måske, når alt kom til alt var, meget godt tilfreds med, at Gramsci, der netop havde luftet småkritiske synspunkter, ikke mere skulle lede de italienske kommunister i praksis, men kunne gemmes lidt af vejen og bruges som ’martyr’ for sagen. I de mindeord ’Ved Antonio Gramscis Død’, som det danske kommunistiske ’Arbejderbladet’ bragte 4. maj 1937, blev ’martyriet’ da også tematiseret. Teksten var underskrevet Lederne af den kommunistiske verdensbevægelse, altså dybest set af Stalin.

Under alle omstændigheder kom Gramsci til at føle sig isoleret fra mange af de øvrige kommunister i fængslet, og i de Fængselsoptegnelser, der blev hans varige arv fra fængselsperioden, forholdt han sig også kritisk til nogle træk af udviklingen i den kommunistiske bevægelse og i Sovjetunionen. Han gjorde også op med dele af leninismen og begyndte at formulere en tilgang til skabelse af socialisme i Vesteuropa, der tog hensyn til denne regions særtræk i forhold til det russiske samfund før revolutionen. Dermed grundlagde han en ny tradition, der dog først rigtig fik selvstændigt afsæt efter offentliggørelsen af hans tekster i løbet af efterkrigstiden og især siden 1970’erne.

I forbindelse med dette arbejde blev Gramscis forestillinger om staten centrale. Han mente, at man burde sætte sig ud over et snævert liberalt, og for den sags skyld klassisk leninistisk, statssyn, og i stedet se på staten i et sammenfattende, integralt, perspektiv. Staten blev alle de aktiviteter, der bidrog til et samfunds samlede magtforhold og dermed satte både økonomiske og ideologiske rammer for klassekampen. 

I hans overvejelser om denne ’integrale stat’ stat, der kunne defineres via formlen ’tvang plus tilslutning’, ville han tage udgangspunkt i, at en klasses samlede hegemoni både var rodfæstet i ’fabrikken’ og i det civile samfund. Dette stod i stærk kontrast til Stalins tænkning, hvor hegemoniet, eller arbejderklassens angiveligt ledende rolle i opbygningen af socialismen, først og fremmest blev udøvet i og via staten! Af partiet.

Staten er overvurderet

Gramsci brugte ordet ’statolatria’ (etatisme eller statsdyrkelse) om denne tænkning, fordi den overvurderede og nærmest helliggjorde statsmagten som instrument for kommunisterne. Han mente, at arbejderstaten under Stalin overvurderede statens snævre tvangsorganer – politi, efterretningsvæsen, militær og domstole – på bekostning af en politik, der skulle skabe politisk tilslutning. Modstandere skulle i dette univers ikke overbevises i åben debat, men overvåges i det skjulte og fængsles om nødvendigt, – eller bare for en sikkerheds skyld.

“Gramsci var en af de få, der i det italienske parlament turde diskutere åbent med Mussolini, hvilket de samtidige udskrifter viser med al tydelighed.”

Med andre ord: denne statolaria blev en slags ’stalinisme i teorien’ og kom til at betyde, at man negligerede behovet for konsensus og ideologisk, kulturel stillingskrig i det civile samfund.

Især siden 1970’erne har de spæde kim til en udfoldet stalinisme-kritik, der ligger i Gramscis begreber, givet næring til en myte – rigtig eller ej – om, at Gramsci nok var kommunist og leninist i sin ungdom, men at hans modne fængselsskrifter indeholdt ansatser, der førte frem til en mere efterkrigsagtig, radikal demokratisk fortolkning. Ernesto Laclaus og Chantal Mouffes Hegemony and Socialist Strategy fra 1985 er blevet det nærmest kanoniserede udtryk for denne idé. I Chantal Mouffes For Venstrepopulisme, som Solidaritet udgav i 2019, opsummeres nogle af de tidligere hovedpointer, der sættes i relation til de aktuelle politiske muligheder og højrepopulismens udfordringer.

Hvordan man nu end vælger at fortolke Gramscis samlede værk – særligt fra 1921 til 1926 udtrykte han sig som en overbevist leninist – kan man ikke beskylde ham for at have ansvar for udviklingen af stalinismen, dens forfølgelser, anti-semitisme, lejrsystemer, folkemord, plyndring af Østeuropa efter 2. verdenskrig. På ét punkt stod Gramsci dog side om side med Stalin i hans egen levetid, nemlig når det gjaldt anti-fascismen.

Han var en af de få, der i det italienske parlament turde diskutere åbent med Mussolini, hvilket de samtidige udskrifter viser med al tydelighed. Socialistpartiet og liberale anti-fascister havde på dette tidspunkt trukket sig bort fra direkte konfrontationer med fascisterne og i stedet oprettet et ’skygge- parlament’, hvor de kunne diskutere friere – men altså også uden direkte opposition til de virkelige magthavere. På den måde har han vel sin lille aktie i kommunismens bidrag til sejren over Hitlers Tyskland/nazismen i 2. Verdenskrig, men intet medansvar for forbrydelserne: fængslet og senere død, som han var under ugerningerne. Og desuden en efter forholdene eksplicit kritiker. Forfatteren til denne artikel hørte en gang i 1997 en britisk professor i international politik (Michael Cox) hævde med mere jævne ord, at selv i det politiske klima efter den kolde krigs slutning, var Gramsci stadig en uskyldighed: ’den marxist man kunne invitere med hjem til sin mor’!

Efterspil i Det demokratiske Parti

De fire år fra 1917, den russiske revolution og kommunisternes magtovertagelse i Rusland til PCI’s dannelse i 1921 blev for Antonio Gramsci en udvikling fra begejstret socialist med stigende inspiration fra Lenin til stifter af og siden formand for et nyt parti. Som det er fremgået, var han en nølende deltager i grundlæggelsen af PCI, og havde personligt hellere set, at kommunisterne havde kæmpet for at opnå flertal blandt socialisterne. Da bruddet imidlertid så ud til at være en realitet, valgte han trods alt at følge med den fraktion, der ville det nye parti. Derefter fulgte fem år som kommunistisk superaktivist, herunder to år (fra 1924) som formand for PCI. Og endelig hans sidste 11 leveår som i praksis livstidsfange. Nogle af hans ideer blev inspiration til Palmiro Togliattis lære for det kommunistiske parti efter 2. verdenskrig: et demokratisk, socialistisk folkeparti, der politisk efterhånden mere udviklede sig i retning af fx det danske SF end det sovjetiske kommunistparti, om end der altid forblev stærke rester og fraktioner af den gamle linje.

“Selv om dét kommunistparti, Gramsci var med til at grundlægge for hundrede år siden, blev udslettet af tidens tand og den kolde krigs slutning, er mange af de idékomplekser, han var med til at videreudvikle, stadig levende og i spil.”

Som overstående kunne man egentlig sammenfatte Gramscis rolle som kommunist. Imidlertid er der også et efterspil: Efter PCI’s de fakto opløsning i kølvandet på Murens fald i 1989 blev den nærmeste politiske arvtager i Italien med tiden Partito Democratico, PD (der dog først fandt sin endelige form i 2007). Partiet blev dannet som en sammenslutning af forskellige mindre partier, bevægelser og enkeltpersoner fra centrum-venstre og venstrefløj med den hensigt at styrke den parlamentariske position. I den forstand kan man sammenligne partiet med det i udgangspunktet mere vellykkede græske Syriza.

PD har siden dannelsen dog også haft en del succeser og har for længere og især kortere tid kunnet besætte de fleste centrale poster i italiensk politik, ligesom det har været repræsenteret i EU-parlamentet.

Ved de i skrivende stund netop afsluttede lokalvalg i Italien, hvor optællingen efter anden runde sluttede den 18. oktober, fik partiet endelig sit ’Zyriza-øjeblik’. Partiet, eller den centrumvenstrekoalition det er medlem af, kan besætte 15 af borgmesterposterne i de 20 største byer, herunder i Rom, Bologna og Gramscis gamle Torino. Samtidig fik en uafhængig centrum-venstrekandidat posten i Milano og i Napoli fik de SF-agtige grønne magten. De fem største byer i Italien er dermed gået til venstre ligesom det helt store flertal af de øvrige større byer.

Det er rimeligt at tale om en jordskredssejr for centrum-venstre i Italien i 2021. Sejren sættes i relief af, at fx Femstjerne-bevægelsen, der tidligere fik mange stemmer fra gamle venstrefløjsaktivister og  -støtter mistede alle dens borgmesterposter, mens centrumhøjrepartierne kun fik fire borgmestre i alt. I byen Benevento fik den uafhængige kandidat, Clemente Mastalle – der tidligere både har været minister i højre- og centrum-venstreregeringer – sejren. Ved lokalvalgene i 2016 delte centrum-venstre og højre nogenlunde lige over, mens Femstjernebevægelsen fik fire borgmesterposter, herunder i Rom. 

Et øjebliksbillede af italiensk partipolitik viser, at selv om dét kommunistparti, Gramsci var med til at grundlægge for hundrede år siden, blev udslettet af tidens tand og Den kolde Krigs slutning, er mange af de idékomplekser, han var med til at videreudvikle, stadig levende og i spil. De der, ligesom Gramsci gjorde, lægger stor vægt på at fremhæve deres ’intellektuelle pessimisme’, bør derfor også se på møntens anden side: ’Viljens optimisme’