Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. november. 2021

Med fællesskab og blomster, vil Stine skabe en rolig revolution

Stine Linnemann fra borgerlisten Rolig Revolution er til daglig kunstner, og arbejder med forskellige sociale projekter. Nu har hun valgt at stille op til borgerrepræsentationen i Københavns kommune.

På Nørrebro står et frø. Ved frøet står Stine. Forsigtigt sætter hun sine potter op på de små hylder. Frøet var egentligt designet som et æg, men da Stine Linnemann så den tænkte hun straks, ”Det er jo et frø”. Idéen til ”Frøet” er hentet fra de mere kendte boghylder, hvor folk kan komme med deres gamle bøger, så andre kan få glæde af dem. På samme måde kan folk stille deres plantespirer, fuldvoksne planter, eller bare ubrugte potter og jord på ”Frøet”. Så kan andre folk komme og tage dem og på den måde sikrer sig, at ingen går til spilde.

Det var næppe en tilfældighed, at Stines tanker fluks røg mod et frø. For Stine er altid opmærksom på det store potentiale, som ved kærlighed og omsorg kan bringes ud af selv de mindste og mest oversete ting omkring os.

Inden for lovens rammer

Det er den overbevisning, der har ført Stine Linnemann ind i politik. Hun stiller under kommunalvalget 2021 op under sin egen borgerliste ”Rolig Revolution”. Men man skal ikke lade sig skræmme af ordet revolution, lyder det fra Stine.

”Jeg vil aldrig gøre noget ulovligt. Tværtimod. Mit projekt handler om at se hvad der er muligt indenfor systemet. Hvad man som enkeltperson, eller som en lille borgerliste kan gøre, hvis man vil vælges ind i Borgerrepræsentationen. Det er derfor jeg kalder mit projekt for en rolig revolution.”

Stine er udmærket klar over, at det er meget svært at blive valgt ind som en lille liste. Noget der bestemt ikke bliver nemmere af, at hun sjældent føler hun kan komme til orde i medierne.

”Det er ikke nemt som en lille liste at blive hørt i medierne. Jeg har gjort mig en masse gode erfaringer. Jeg har lært, at man virkelig skal kæmpe, for bare at få en plads til et vælgermøde. Men det er også derfor jeg gør det. Selvfølgelig vil jeg gerne vælges ind, og det må jo være op til vælgerne. Men mindst lige så vigtigt er det, at jeg ser hvordan processen fungere.”

”Hvis jeg ikke bliver valgt ind, vil jeg stadig have lært meget. Noget jeg vil kunne give videre. Jeg ved ikke om jeg skal forsøge igen, og samle flere ind til min liste. Jeg kunne også sagtens forestille mig, at jeg ville dele mine erfaringer. Lave en workshop eller en slags demokrati-skole, hvor jeg kan undervise i, hvad man skal gøre som enkeltperson, hvis man vil stille op.”

Vokset op fra sted til sted

Det at undervise i politik har Stine Linnemann ikke fra nogen fremmede. Hendes far var professor i statskundskab, specifikt med fokus på valgforskning. Hun er født i Aarhus, men på grund af sin fars job, flyttede familien meget i Stines barndom.

”Jeg har både boet i Oxford da min far arbejdede på universitetet der, og på Hawaii, hvor min far underviste på Honolulu University. Så jeg var meget omkring som barn. Jeg talte her for nogle år siden, at jeg havde boet 34 forskellige steder. Og jeg er altså kun 36,” griner Stine

Folk så anderledes på mig fordi jeg var hvid. Jeg blev behandlet lidt som elverfolket.

Måske var det her Stine fandt sin kærlighed for rejser. Hun flyttede sidenhen til London for at studere, og efterfølgende var hun blandt andet i Etiopien for at arbejde. Her oplevede hun hvordan ting som din etnicitet eller sociale status, kan påvirke hvordan du bliver behandlet.

”Folk så anderledes på mig fordi jeg var hvid. Jeg blev behandlet lidt som elverfolket. Som om de så op til folk fra Skandinavien. Det var meget mærkeligt at opleve, hvordan jeg næsten var en slags semi-celebrity. Det var en positiv særbehandling, hvor alle opførte sig som om de kendte mig.”

”Modsat så jeg hvordan kineserne blev behandlet dernede. Jeg skulle med en bus, og chaufføren ville ikke tage en kinesisk mand med. Han sagde direkte til ham ´no chinesse, no chinesse´. Det hænger jo nok sammen med, hvordan Kina er rykket ind i Etiopien. Det har været en meget imperialistisk måde. Men det var stadig en voldsom oplevelse at være vidne til.”

Gadefest og blomster

Om det var Stines egne oplevelser fra hendes rejser, hendes opvækst blandt alle mulige folk fra hele verden, eller bare en generel medfølelse med alle hun møder på sin vej der lå bag, er ikke noget hun selv kan sætte en sikker finger på. Men en ting er sikkert. Der var særligt én mand, der gjorde hun blev nødt til at gå ind i politik og aktivisme.

”Det hele startede med Rasmus Paludan. Da jeg så han var ved at blive valgt ind i folketinget, ramte det mig hårdt. Det kunne jeg ikke acceptere.”

Hendes sætning bremses, og hun kan dårligt få ordene ud. Med tåre i øjnene fortsætter hun.

”Det tændte bare noget i mig. Jeg sagde ”Nej, det går ikke!”. Så jeg smed alt jeg havde i hænderne, for at bakke op om de initiativer der var op til valget.”

Ét af de initiativer var, at hun hjalp til med Uzma Ahmeds projekt ”Fredsprojekt mod Racisme – Kage og Kærlighed”. Her mødte de op inden Rasmus Paludan skulle lave sine demonstrationer, og delte kage ud.

”Det var en måde for os at stå samlet. For at bekæmpe racisme med kærlighed. For når vi skabte et godt humør omkring hans demonstrationer, så udviklede der sig sjældent en konfrontatorisk stemning. Så ville folk hellere stå og grine lidt af ham, og så ellers fortsætte med at hygge sig. Vi havde kage, musik, blomster osv. Det var næsten som en gadefest.” griner hun.

Særligt én af Rasmus Paludans demonstrationer står stadig klar i hendes hukommelse. Rasmus Paludan ville lave en demonstration på Blågårdsplads på Nørrebro, men inden han kom, havde Stine og nogle andre aktivister malet hjerter over hele pladsen.

”Så kunne han stå der, omringet af hjerter. Det var fantastisk. Desværre kunne man ikke se det i mediernes dækning af det. Der var ikke nogen problemer der. Men ingen hørte om det. Det skal man vænne sig til som aktivist. Når man har en stor sejr, så er der ingen der hører om det. Det er kun når det går galt.”

En bolig til alle

Den vigtigste mærkesag for Stine Linnemann og Rolig Revolution, er manglen på boliger i København. Særligt fokuserer hun på By og Havn, som hun vil lukke.

”By og Havn er et offentligt ejet privatselskab, som står for at sælge alle byggegrunde i København. Det betyder at de konstant skal forsøge at profitoptimere. Så når de skal sælge en ny grund, så bliver det til højestbydende.”

”By og Havn blev jo skabt med metrogælden, og fik til opgave at fjerne den. Så vi havde jo tydeligvis ikke råd til metroen, og nu betaler vi så prisen med f.eks. Amager Fælled.”

For Stine handler det ikke om profitmaksimering. Vi skal i stedet skabe en by, hvor der er plads til alle. Ikke kun dem, der har råd til at købe de store lejligheder.

”Vi kunne starte med at fjerne 95 kvm. reglen. Den betyder, at halvdelen af alt nybyggeri, skal være minimum 95 kvm. Det resulterer i, at vi har en masse store lejligheder i København, som ingen har råd til at bo i. Så de står tomme, mens studerende og arbejdsløse ikke kan finde et sted at bo.”

Boliger provokerer ikke online

Stine Linnemann og Rolig Revolution har valgt netop denne mærkesag, fordi hun tror på at det er her man kan gøre den største forskel på fremtidens København. Hun er også erklæret feminist og antiracist, men det har hun under valgkampen rykket mere i baggrunden.

”Selvfølgelig er feminisme og antiracisme en stor del af mig og mine værdier. Men det er ikke det jeg primært går til valg på. Det overraskede mig, hvor lidt had jeg har modtaget på grund af det.” siger Stine.

For netop had på de sociale medier, er ikke noget der er fremmet for Stine. Da hun startede med at dele sine aktivistiske projekter samt generelle tanker om vores samfund på Twitter, modtog hun flere beskeder der var særdeles hadske. Til at starte med forsøgte Stine at søge dialog med dem der skrev, men det førte ikke noget med sig. Eller, det førte ligefrem til at diverse skældsord tog til i styrke og ondskab.

Selvfølgelig er feminisme og antiracisme en stor del af mig og mine værdier.

Stine valgte derfor en ny taktik. Hun startede en Twitter-tråd, hvor hun samlede alle de forfærdelige ting, hun blev kaldt. På den måde kunne hun gøre det til en leg. Hun gjorde det morsomt at støde på nye ord fremfor at tage dem til sig.

”Den her Twitter-tråd, har hjulpet mig til at gøre det mere til en leg. Jeg synes det giver mig magten tilbage. Jeg får ikke kun den dårlige oplevelse, men også muligheden for at redskabsgøre det. Men det er selvfølgelig stadigt altid noget der gør ondt.”

Det kom derfor som en overraskelse, da hun stillede op til kommunalvalget, og de hadske beskeder ligefrem aftog. Pludselig var der meget færre der skrev, selvom hun nu var endnu mere fremtrædende og til stede i diverse medier.

”Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg havde jo regnet med, at det hele ville blive ganget med 10. Men det var slet ikke tilfældet. Efterfølgende har jeg jo så efterrationaliseret. Det er gået op for mig, at det jo netop var fordi jeg slog mig op på boligpolitikken. Hvis jeg i stedet var stillet op på en platform af antiracisme eller feminisme, så havde jeg sat en kæmpe skydeskive på mig.”

Tilbage på smedetoften på Nørrebro er de første allerede kommet til ”Frøet”. De står og taler sagte, mens de kigger på de forskellige planter. De går derfra igen uden at tage nogen med sig. Måske fordi de ikke havde lyst til en plante. Måske fordi de allerede havde for mange planter derhjemme. Måske ser vi dem komme forbi i morgen med deres egne overskudsplanter.

Om skribenten

Mikkel Lau Kristensen

Mikkel Lau Kristensen

Bachelor i Politik og Administration fra Aalborg Universitet. Studerer Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet, og er i universitetspraktik hos  Solidaritet. Læs mere