Med ord skal folk erobres

Med det formål at gøre forskelle i befolkningen til politiske problemer, og for at skabe tvivl om Danmarks internationale samarbejde, har Dansk Folkeparti i mange år valgt at italesætte borgere i Danmark som ”os danskere”. Et populistisk fif med et stort potentiale. Desværre har politiske ledere nærmest hele vejen rundt adopteret uskikken.

Af Klaus Wilmann

Siden antikken har samfund og stater talt om borgere, når de beskrev og talte om mennesker med en fælles national ramme, og til at beskrive samme menneskers rettigheder og pligter i samfundet. Ikke nødvendigvis alle mennesker: Slaver havde i sagens natur ikke de samme borgerrettigheder som de herskende klasser.

Med den franske revolution blev borgerrettigheder til menneskerettigheder, og betegnelsen borger – som vi kender fra revolutionstiden – har hængt fast siden. I dag beskriver udtrykket borger fortsat et lands indbyggere som mennesker med en position og rettigheder i samfundet. Nu hedder det danskerne, når den politiske elite henvender sig til os. Det er blevet ualmindeligt at tale om borgere. Er det vigtigt? Ja, det vil jeg mene, og det handler dette indlæg om.

Borgere, indbyggere, vælgere, folket, forbrugere

Før i tiden var det almindeligt og uproblematisk at betegne kongerigets indbyggere med forskellige begreber, afhængigt af formålet og helt uden politiske undertoner. Nogle gange var vi vælgere, andre gange brugere (af kollektive ydelser) eller forbrugere. Den 1. maj og på grundlovsdag var vi folket.  Vi kunne være indbyggere, og vi kunne være danskere. Men overordnet var vi, som boede i Danmark med rettigheder som stemmeret osv., alle sammen borgere. Og de allerfleste af os ovenikøbet statsborgere.

‘Vi danskere’

Med det tilsyneladende formål at nære et nyt nationalt narrativ, en rød-hvid grundfortælling – og for at skabe tvivl om Danmarks internationale samarbejde i FN, EU osv. – begyndte højre-nationale grupper, anført af Dansk Folkeparti, for knap 25 år siden konsekvent at italesætte os som danskere. Et populistisk fif, med et stort potentiale. Nu henvendte de sig kun til os danskere. Eller til de af os, som de anerkendte som danske.

Og det skete tydeligvis med det formål at gøre etniske og kulturelle forskelle i befolkningen, som man anså for problematiske for en enhedskultur – til problemer, og for at fremhæve det danske som det positive og det kulturelt overlegne.

Sproglige finesser af samme skuffe bruger højrepopulister og nationalister i dag overalt i Europa til at opildne til had og splittelse.

Rigtige danskere

Men begrebet danskere har en anden betydning end begrebet borgere, og ordene bør ikke bruges synonymt. Slet ikke når brugen har til formål at ekskludere grupper, som adskiller sig fra majoriteten, enten de formelt ikke er danske, men dog har visse borgerrettigheder i Danmark, eller er danskere med en anden etnisk oprindelse end dansk. Og når det endelig kommer til forklaringen på, hvad der er dansk, er den jo heller ikke entydig.

“Nogle gange var vi vælgere, andre gange brugere eller forbrugere. Den 1. maj og på grundlovsdag var vi folket. Vi kunne være indbyggere, og vi kunne være danskere.”

Det jeg opponerer imod her er ikke, at nationalister er nationalister, men at andre og mere besindige borgere – politikere fra midten, organisationsledere, journalister, debattører m.fl. – har overtaget den nationalistiske retorik. Det er sket glidende og uden nogen videre opmærksomhed.

De borgerlige partier var de første til at gribe Dansk Folkepartis sproglige manipulation. Og desværre var det danske Socialdemokrati heller ikke længe om at gribe den nationale retorik – i deres bestræbelser på at indfange og rumme de nye vinde, der blæser i Europa, og måske for at tilbageerobre de tabte vælgere. Desværre har jeg også hørt besindige politikere fra midten og fra venstrefløjen falde i fælden.

Ord påvirker og skaber billeder

Nu kunne man indvende, at det bare er en strid om et ord. Men der er nu ikke noget så effektivt som ord til at påvirke den måde, vi skaber billeder på. Når vi hører ordet borgere, tænker vi historisk på mennesker, som er optaget af deres rettigheder og pligter, som medlemmer af et samfund.

Men når vi hører ordet danskere, associerer vi nok snarere til nationale symboler, vores geografi og dens grænser – og på hvem vi er som folk, og hvem som ikke er danske. Det vil sige på begreber, som adskiller os i forhold til andre lande, og som adskiller os fra hinanden som befolkning.

Nuvel. Jeg har ikke det fjerneste mod at tale om danskhed, jeg har intet at udsætte på mine landsmænd, jeg bor og nyder at bo i Danmark, jeg er etnisk dansk, dog med lidt finsk et par generationer baglæns. Det er ikke problemet. Problemet er misbruget, når danskhed bliver gjort til politisk dynamo.

For at være dansk har for mig aldrig været i modsætning til at holde af Europa eller til at føle ansvar for verden. Derfor vil jeg kraftigt foreslå progressive politikere og andre fornuftige offentlige personer til at være mere præcise i sin sprogbrug!

Klaus Wilmann, er tidligere formand for Børnerådet. Nu om dage anskuer han sig selv som “borger, pensionist og dansker, i den rækkefølge”.