De fattige lande bliver ud fra de nuværende fordelinger af klimabyrden ramt to gange: Dels har de globale klimaforandringer størst negativ indvirkning for de fattige lande, og dels skal de betale en uforholdsmæssig stor del af udgiften for at håndtere CO2-udledningen. Foto: Rajesh Jantilal
8 min. læsetid

Klimaforandringerne skal håndteres. Men hvordan tackler vi bedst og mest retfærdigt de temperaturstigninger, vi ser overalt på kloden? Med andre ord: Hvordan skal vi fordele klimabyrden?


Af Lærke-Sofie Klok Due


Der er efterhånden forholdsvis stor enighed om, at noget skal gøres ved klimaforandringerne. Men det resterer stadig at svare på hvem der skal gøre det? Hvordan afgør vi, hvem der skal bære de økonomiske og ressourcemæssige byrder, klimaforandringerne fører med sig? Hvem skal bære omkostningerne ved at begrænse temperaturstigningerne, ved at nedsætte CO2-udslippet, og ved at håndtere og tilpasse sig temperaturstigningerne? Hvem skal bære denne klimabyrde? Hvordan skal man fordele den?

Fordelingsretfærdighed – EU’s nuværende princip … og et alternativt bud

For at besvare de spørgsmål kan man tage udgangspunkt i forskellige fordelingsprincipper, der leverer hver deres bud på, hvordan klimabyrden skal fordeles – og som hver især er mere eller mindre retfærdige. I denne artikel vil jeg kort opridse det herskende princip, som følges i EU’s klimapolitik og andre steder. Herefter kommer jeg med et bud på et mere solidarisk og retfærdigt princip, som jeg mener bør stå i stedet for det gængse princip.

Skadevolderprincippet

Det princip der oftest anvendes i den klimapolitik, som føres i EU i dag, er skadevolderprincippet. Det betyder kort fortalt, at de, som har forvoldt skaden, er dem, som må bære de omkostninger, der er derved. Ansvaret placeres altså hos dem, der er årsag til problemet – også selvom de ikke har vidst, hvilke konsekvenser f.eks. udledningen af CO2 ville have.

Mange af de regler, principper og retningslinjer som vi følger i dag, kan man finde helt tilbage fra Antikken. Det gælder også for nogle af de principper, vi følger i klimasammenhænge. Skadevolderprincippet kendes helt tilbage fra Platons ’Lovene’. Billede: Uddrag fra Rafaels ’Skolen i Athen’

Det er umiddelbart et intuitivt appellerende princip, der anvendes som både et etisk, økonomisk og juridisk instrument, og som kendes helt tilbage fra Platons Lovene. Her skriver Platon, at hvis nogen forurener en anden mands vand, skal skadevolderen ikke blot erstatte det tab, den forurettede har lidt, men også rense åen eller cisternerne, der indeholder vandet.

Skadevolderprincippet er altså både et gammelt og udbredt princip. I dag ses det i høj grad anvendt i klimapolitikken, når man f.eks. fastsætter globale kulstofskatter, som gør, at man hele verden over kommer til at betale for den CO2, man selv udleder. Vi kender metoden herhjemmefra som de omtalte CO2-kvoter, der gennem et EU-direktiv i 2004 blev indført for at reducere udledningen af kulstof. Her blev særligt brancher som olieraffinering, mineindustri, kemi- og metal-industri samt luftfart omfattet af kvoteordningen, da man vurderede, at disse brancher var nogle af de største klimasyndere.

Et uretfærdigt klimabyrde-princip

Selvom det lyder rimeligt, at de der forvolder de største skader på vores klima, også er dem, der betaler for det, er der nogle problemer ved skadevolderprincippet. Ét af dem er, at princippet ikke tager højde for, at vi rundt om på kloden ikke har samme behov for at udlede drivhusgasser. Både nationers og individers forbrug af fossile brændstoffer afhænger meget af i hvilken del af verden, de er placeret. Lever man i kolde egne, vil man f.eks. i langt højere grad have brug for at opvarme husene, og følgelig udlede mere CO2 i atmosfæren. Det betyder, at en person i Grønland i princippet ville skulle bruge mere energi på at opvarme sit hjem end en person i Brasilien. Dermed skal en person i Grønland i princippet bære en større del af klimabyrden.

”Desuden tager skadevolderprincippet på ingen måde højde for nationernes forskellige økonomiske situationer, hvorfor man vil kunne risikere, at et fattigt land har forvoldt stor skade, og derfor bliver tildelt en stor del af byrden – uden faktisk at kunne bære den.”

Desuden tager princippet på ingen måde højde for nationernes forskellige økonomiske situationer, hvorfor man vil kunne risikere, at et fattigt land har forvoldt stor skade – og derfor bliver tildelt en stor del af byrden – uden faktisk at kunne bære den. Det kunne f.eks. dreje sig om olieproducerende lande som Sudan, der gennem deres eksport indirekte har været med til at forværre klimaet, men som – ud over få ekstremt velhavende oliesheiker – er et vældig fattigt land. Ligeledes vil man kunne stå i situationer, hvor rige lande med råd til at bære store dele af klimabyrden ikke ville skulle gøre det, fordi de ikke i høj grad har forvoldt skade. Derfor virker det ikke retfærdigt kun at tage udgangspunkt i skadevolderprincippet, når vi skal fordele klimabyrden.

Solidaritetsprincippet

I stedet for kun at tage udgangspunkt i skadevolderprincippet, burde man derfor kigge på det fordelingsprincip, der kaldes solidaritetsprincippet. Ifølge dette bør fordelingen ske således, at det er dem, der har forudsætningerne for at løfte klimabyrden, som bør gøre det. Jo rigere et land er, jo mere skal det altså bidrage – også selvom det ikke nødvendigvis selv har været med til at forårsage klimaforandringerne (omend det dog i praksis ofte vil være tilfældet). Tilsvarende skal et fattigt land bidrage meget lidt.

Den tanke virker intuitivt appellerende, for er det ikke retfærdigt, at det er dem, der i en nødsituation har muligheden for at hjælpe, som skal gøre netop dette? Det virker ganske enkelt ikke rimeligt, at den fattige del af verden skal bære en lige så stor del af klimabyrden som den rige. Særligt taget i betragtning at det er de fattige verdensdele, der rammes hårdest af klimaforandringerne – der mestendels er forårsaget af de rige lande.

Ud over at have den fordel at princippet rent teoretisk er i pagt med vores retfærdighedssans, har det også det store fortrin, at det rent praktisk leverer en af de mest effektive måder at håndtere klimaforandringerne på. Simpelthen fordi alle bærer så meget af byrden, som de kan. Denne tankegang minder om det, vi kender fra progressiv beskatning, hvor skatteprocenten øges i forhold til størrelsen af skattegrundlaget. Samme idé ligger bag solidaritetsprincippet, hvor et rigt lands bidragsforpligtelse er relativt større end et fattigt lands. Det er det, der gør princippet så effektivt, og med den hastighed, hvormed klimaet i øjeblikket ændrer sig, er det et stort plus.

Incitamenterne er ikke kun økonomiske

Udfordringen ved solidaritetsprincippet er den åbenlyse, at det efterlader landene uden umiddelbare økonomiske incitamenter til at efterleve det. Afhængigt af størrelsen af byrden for de fattige lande, vil de stadig kunne mærke byrden. Udfordringen er imidlertid, at de rige lande vil mangle enhver økonomisk tilskyndelse til at indføre det, da de har relativt mere at miste. De rige ville skulle bruge enorme økonomiske summer på at håndtere klimaforandringerne, samtidig med at det er dem, klimaforandringerne i de fleste tilfælde vil gå mindst ud over.

Derfor er det så vigtigt med en klimapolitik, der for alvor er bindende. For selvom det er rigtigt, at de rige lande umiddelbart kommer til at bruge flest ressourcer på at begrænse og tilpasse sig klimaforandringerne, så vil det på sigt koste endnu mere ikke at gøre dette. Det er en investering i fremtiden, også selvom det lige nu er en dyr investering. Og så er det som sagt ikke blot det mest effektive, men også det mest retfærdige.


Lærke-Sofie Klok Due er cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet. Hun har specialiseret sig i klimafilosofi, klimaforandringer og de etiske implikationer, der følger med dem. Sammen med andre filosoffer fra Københavns Universitet er hun forfatter til bogen ‘Klimaet under forandring – og hvad så? Klimakrisen set i et videnskabeligt, etisk og politisk perspektiv.’