Billede fra 'Worker Co-op Jumpstart'.
10 min. læsetid

Hvad nytter det med demokrati inden for fabriksporten, hvis ingen køber varer og tjenester fra disse medarbejderejede virksomheder? Der mangler en dynamik, en strategi, samt mere ind- og udsyn i debatten om medarbejdereje.


Af Margit Kjeldgaard

Hvad skal medarbejderejede virksomheder egentlig gøre godt for? De producerer varer og tjenester på lige fod med kapitalistiske virksomheder. De kæmper også for at overleve, og i bedste fald sælger de så dyrt som muligt, og betale så lidt som muligt for det arbejdsmæssige input – altså profitskabelse. Sådan er vilkårene på markedet. Konkurrencen gør, at medarbejderejede virksomheder ikke nødvendigvis tager større hensyn til miljøet og forskellige stakeholders end andre virksomheder. Det har Ulf V. Olsen jo ret i.

Pelle bryder sig ikke om alternativet, hvor staten er vores alle sammens planlægger og arbejdsgiver. Til at sikre miljøhensyn mener Pelle at såvel medarbejderejede virksomheder som almindelige profitvirksomheder skal reguleres af staten, som vi kender det i dag.

Den tredje magt

I Enhedslisten havde vi et lille udvalg i 2008-2011, der beskæftigede sig med demokratiske og bæredygtige virksomheder. Vi identificerede tre interessenter: Producenterne, forbrugerne og almenvellet i sådanne virksomheder. Mens producenterne – dvs. medarbejderne – kan opføre sig lige som kapitalister i dag, har forbrugerne interesse i bestemte produkter til lave priser, og almenvellet må forventes i højere grad at tage hensyn til miljø, sociale forhold og fremtiden. Ingen af disse bør have flertal i ledelsen/ejerskabet.

Desværre lykkedes det ikke at få partiets daværende erhvervsordfører overbevist om at fremsætte beslutningsforslag herom, og resten af partiet interesserede sig åbenbart heller ikke for sagen. Vores model fra 2010 var heller ikke mere end en måde at fremme demokratisk og bæredygtige virksomheder på via offentlig godkendelse, og ret til at investere evt. overskud i andre demokratiske og bæredygtige virksomheder uden at skulle betale selskabsskat først. Modellen er dog ikke lige til at realisere I dagens Danmark, for i mange brancher er det umuligt at identificere de pågældende forbrugere. Det kan lade sig gøre i forsynings- og infrastruktur-sektoren, f.eks. el, varme, vand, affald, telefon, internetopkobling, tog, bus, osv., hvor forbrugerne registreres. Men i dagligvarehandlen, hvor vi optræder som anonyme forbrugere er det en anden sag.

Forbrugerorganiseringen halter

Mange folk på venstrefløjen erkender ikke, at der er to parter på et marked. Det skyldes jo nok, at vi her i landet ikke har tradition for at organisere forbrugerne på samme måde som arbejderne. En fagforening har et vist monopol på arbejdskraften, som kan mobiliseres. Hvis ikke løn- og arbejdsforhold er tilfredsstillende, eller regeringen går af, vil medlemmerne ikke gå i arbejde igen. Det er den magt, som venstrefløjen i Danmark har haft som mål og middel – selvom antallet af strejkedage er faldet stødt siden 1985 og organisationsgraden ligeså.

Hvis Pelle Dragsted og Peter Westermann – samt måske dele af Demokratisk Erhverv – ser socialisme vokse ud af demokrati i virksomhederne, må de se at udvikle en strategi for, hvordan flere forbrugere kommer til at købe flere varer og tjenester fra disse virksomheder.

+

Derimod er forbrugerne meget sjældent organiseret, ingen repræsenterer dem og kan true med boykot af varer fra virksomheder, der underbetaler arbejderne, ikke renser spildevand, el. lign. Som forbrugere er vi  ofte uvidende, så vi er lette at snyde og bedrage af store virksomheder, og vi er ikke mindst uorganiserede. Vi stimler ikke sammen på Christiansborg slotsplads, når landbruget øger antallet af pencillinsvin. Det er sært, for hos forbrugerne, i købekraften ligger en potentiel magt, som kunne styrke klasssekampen, kampen for miljø og klima samt demokratiske virksomheder og international solidaritet.

Det er den magt, Per Bregengaard og jeg beskrev i lærebogen ”Den politiske forbruger i den store verden” fra 1998 og i debatbogen ”Hvad skal vi leve af på vej til socialismen?” (Solidaritet, 2020). Hvis Pelle Dragsted og Peter Westermann – samt måske dele af Demokratisk Erhverv – ser socialisme vokse ud af demokrati i virksomhederne, må de se at udvikle en strategi for, hvordan flere forbrugere kommer til at købe flere varer og tjenester fra disse virksomheder. Ellers vil demokratiske virksomheder forblive en hemmelig niche i dansk erhvervsliv og socialisme forblive noget, vi kun beskæftiger os med når partiernes principprogrammer skal revideres.

Forbrugerne må kunne skelne virksomhederne og varerne fra hinanden, derfor har Per Bregengaard og jeg igen foreslået en  mærkningsordning, som virksomhederne kan smykke deres varer med, hvis  virksomhederne opfylder bestemte betingelser om bæredygtig produktion, løn- og arbejdsforhold samt demokrati. Det fremlægger vi forholdsvis detaljerede forslag til i bogen og bevæger os endog ud på det globale plan. Forbrugerne skal jo vide, hvordan varer og tjenester er blevet frembragt før de kan foretage bevidste valg på markedet og de ”gode” virksomheder kan udkonkurrere de beskidte virksomheder.

Markedssocialisme eller arbejderstyret planøkonomi?

ELforbundet er et eksempel på en lille privat virksomhed, som formår at forhandle prisen på el ned, fordi købekraften fra antallet af medlemmer giver en vis magt i forhandlingerne med de store selskaber.  Brugsforeningen blev skabt for at skaffe gode og billige varer til forbrugerne. I dag har Coop 1,8 mio. medlemmer og der er en form for demokratisk valgt ledelse på direktionsgangen, men vi medlemmer er ikke loyale kunder, vi køber også ind andre steder. Jeg var med til at starte Helsingør Fødevarefælleskab og det gik fint at få medlemmer, men med faldende antal bestillinger af de ugentlige poser med økologiske frugt og grønt, måtte foreningen nedlægge sig selv. Når medlemmerne ikke er nødt til eller har pligt til at være forbrugere indgår demokratiske virksomheder i den almindelige konkurrence på markedet.

Mens planøkonomien brød sammen i Sovjetunionen, forløb en diskussion i New Left Review og det hedengangne venstreorienterede tidsskrift, Grus i 1987-89. Kort fortalt kan man beskrive planøkonomi som et økonomisk system, hvor den centrale magt fordeler samfundets ressourcer (kapital, råvarer, arbejdskraft) til de forskellige producenter (statsfabrikker og -landbrug, kooperativer, og lign.), som producerer varerne. Omvendt indebærer markedsøkonomi at selvstændige virksomheder (landmænd, private virksomheder, og medarbejder- og forbrugerejede virksomheder) uafhængigt af hinanden beslutter hvilke produktioner, de hver især vil sætte i gang og køber inputs (råvarer, produktionsudstyr og arbejdskraft), hvorefter markedet fordeler varerne til forbrugerne ved at skabe priser, der ”rydder hylderne”, clearer markedet.  Diskussionen stod mellem Alec Nove, en ekspert i planøkonomi, som mente at planøkonomien ikke magtede at få (de rigtige) varer på hylderne og derfor skulle afløses af markedssocialismen, og Ernest Mandel, som fastholdt at produktionen skulle planlægges af arbejderne selv; dog skulle de organisere sig i mindre grupper og der skulle ikke være priser og penge.

Det tredje alternativ

Den yngre økonom, Diane Elson blandede sig i debatten og hævdede, at der fandtes et alternativ mellem markedet og planlægning. Hun betegnede markedet som ”den usynlige hånd” altså Adam Smiths udtryk for hvordan konkurrencen på markedet fordeler varer og tjenester og den bureaukratiske model hos Ernest Mandel med udtrykket ”den synlige hånd”. Hendes alternativ var det socialiserede marked, som hun kaldte ”det usynlige håndtryk”. Alex Larsen nævner også det socialiserede marked og meget andet klogt i sit bidrag til debatten.

Mens Nove havde fokus på, hvordan forbrugerne fik de rigtige varer, mente Mandel at de gennemsnitlige indbyggere først og fremmest er producenter, de bruger 9-10 timer om dagen, 5 dage om ugen på arbejde og transport, så der er kun ca. 6 timer tilbage til forbrug og hvile. Hvis ikke det er producenterne selv, der bevidst tager beslutning om denne arbejdsindsats, bliver arbejdet påtvunget dem diktatorisk, enten af staten eller arbejdsmarkedet med millioner af arbejdsløse, mente Mandel.

I forhold til denne uenighed pegede Diane Elson på, at de fleste af os både er producenter (selvstændige eller sælger af arbejdskraft) og forbrugere. Hendes mål var, at de to roller, mennesket spiller, forenes, så det bliver et helt menneske. Hun konstaterede, at mens produktionen i Vesten foregår ud fra egoistiske motiver (løn, profit og status), løses reproduktionen uegennyttigt af kvinderne. Forbrugerne skulle organisere sig og beslutte hvad de ønskede. Hun beskrev en model, hvor der er fælleseje til produktionsmidlerne og hvor forbrugerne og producenterne samarbejder, således at forbrugerorganisationerne udliciterer produktionsopgaver til producenter. Elsons måde at koordinere produktion og forbrug er kendetegnet ved uformelle relationer og netværk (moralsk forpligtelse, implicit kontrakt, tillid og gensidighed).

Den britiske økonom Diane Elson forsøgte at forene menneskets roller som forbrugere og producenter, og formulerede et alternativ i diskussionen om medarbejdereje. Foto: Centre for Class and Labor Studies

Decentrale og internationale dimensioner

En anden økonom, Michael Barratt Brown, konkretiserede hendes decentrale model. Han beskrev det lokale niveau (en landsby eller et beboelseskompleks) som former et beboerråd med ansvar for bestemte ydelser (rengøring, tøjvask og omsorg) og varer. Her indgår producenter og husholdningerne kontrakter om pris, kvalitet og service. Disse beboerråd forbinder sig horisontalt med andre beboerråd til distriktsråd, der tager sig at større opgaver, som byggeri, sundhed- og uddannelse, affald, politi, transport og større vareproducenter, som har et nationalt eller internationalt marked.

Karl Marx sagde som bekendt, at arbejderne skulle forene sig over grænserne, men sådan er det ikke gået. Tværtimod rammer Torkil Laugesens beskrivelse bedre: Den danske fagbevægelse nyder godt af at dele af den danske produktion er outsourcet til fattige lande, hvor de producerer varerne billigere, så danskerne får mere ud af deres løn. Han kalder den danske fagbevægelse for ‘fagbevægelsens aristokrati’.

Når Ulf V. Olsen anbefaler nationalisering af kapitalen, tvivler jeg på han har tænkt på, hvad kapitalejere vil gøre imens vi diskuterer og mobiliserer folket for sagen. Nationale politikker forudsætter grænser for kapital, arbejdskraft, varer og tjenester – altså bl.a. det modsatte af EU.

Karl Marx sagde som bekendt, at arbejderne skulle forene sig over grænserne, men sådan er det ikke gået.

+

Michael Barratt Brown kaldte Diane Elsons model for ”den tredje vej”, det var forbrugerne, han tiltænkte en ny aktiv og revolutionær rolle. Han konstaterede, at fattige småproducenter og lønarbejdere i u-landene ikke kun udbyttes af lokale mellemhandlere og plantage- og virksomhedsejere, men også af forbrugerne i I-landene. Han skrev om fair trade som samarbejdsrelationer mellem producentgrupper i Syd og forbrugergrupper i Nord af flere års varighed, så producenterne kan investere og ikke brænde inde med afgrøder/varer på markedet. På dette tidspunkt opstod også Trade not Aid bevægelsen i Mellemamerika, som kæmpede mod I-landenes told på deres eksportvarer og almisser i form af u-landsbistand. Den blev til Fairtrade-mærket, som i dag har en pæn omsætning på markedet, men ikke nære kontakter og forpligtende samarbejde mellem producenter og forbrugere.

Det må være den borgerlige regering, angrebene på velfærdssamfundet og de nye krige, som har lagt en dæmper på visionsdebatten. Det glædede mig derfor, at Ulf rejste debatten om plan kontra marked, og Alex Larsen bidrog med sin viden og overvejelser. Men med åbne grænser er Ulfs kamp mod kapitalen endnu mere op ad bakke. Og Pelles nye kamp for demokratiske virksomheder er til gengæld ret uambitiøs, den garanterer ikke mere miljø- og forbrugerhensyn.    


Margit Kjeldgaard

Margit Kjeldgaard er medlem af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og, forfatter til bogen “Boligpolitikkens storhed og fald”

Læs mere af Margit Kjeldgaard