Rochdale Pioneers Museum i England. Rochdale Cooperative startede i 1844, og regnes for en af grundlæggerne bag kooperativ-tanken, der blev bygget på 7 principper. Foto: Wikimedia Commons
16 min. læsetid

“Kooperativer og andre demokratiske virksomheder er vigtige elementer i udviklingen af en socialistisk fremtid. Det er gentagelsen af en centraliseret statslig ejerskabsmodel ikke.” Pelle Dragsted svarer Ulf V. Olsen i debatten om medarbejdereje.


Af Pelle Dragsted

Ulf V. Olsen kritiserer i et længere indlæg mine og andre socialisters forslag om at understøtte og fremme medarbejder-kooperativer og andre demokratisk og kollektivt styrede virksomheder.

Jeg velkommer i den grad en genoptagelse af denne debat, der er lige så gammel som socialismen selv, og som har engageret mange socialistiske tænkere; fra Marx til Lasalle, fra Luxemburg til Bernstein, og fra Frederik Borgbjerg til Gustav Bang.

Og det er ganske rigtigt, at jeg er på hold med de socialister, der opfatter udviklingen af kooperativer – herunder medarbejder-kooperativer – som et helt afgørende element i udviklingen af en mere demokratisk, socialistisk økonomi, hvor magten og ressourcerne spredes ud til mange flere.

Kooperativer er demokratiske virksomheder

Lad os lige starte med at slå fast, hvad kooperativer er. Det er demokratiske virksomheder, som er styret efter folkestyrets princip om én person – en stemme. Hvem der bestemmer i et kooperativ varier med formen. De kan være styret demokratisk af aftagerne – som fx i Coop, af småproducenter – som fx i Thiese Mejeri, eller af medarbejderne, som er hovedfokus i denne debat.

Medarbejderkooperativer findes overalt i verden, og i alle brancher. De kan være organiseret på mange forskellige måder. I nogle er ejerskabet delt individuelt mellem medarbejderne. Andre er ejet kollektivt gennem en fond – der findes også kooperativer med en vis offentlig deltagelse. Men dét, der kendetegner dem, er at det er medarbejderne, der enten ved direkte demokrati, eller ved repræsentative systemer bestemmer over virksomheden, herunder hvordan merproduktet anvendes.

Ulv V. Olsen mener, at det er en blindgyde og en illusion for socialister at bruge tid på at fremme medarbejderkooperativer. Han underbygger denne holdning med en række argumenter. Men mange af dem bygger i mine øjne på misforståelser og fejlopfattelser af hvad kooperativer er og hvordan de kan indgå i en strategi for socialisme.

Nogle af Ulfs argumenter handler om, hvorvidt kooperativer er en brugbar strategi her og nu henimod socialisme, og nogle handler om kooperativer er den rigtige ejerform i en socialistisk økonomi. Lad os starte med Ulfs kritik af det strategiske:

Man er ikke bundet til et kooperativ

Ulf mener, at medarbejderkooperativer kræver, at medarbejderne er ”forlovet med virksomheden”, og bliver i den samme virksomhed i mange år. Men hvorfor det? De i mine øjne bedste kooperative modeller, er dem hvor medarbejdernes ejerskab primært er kollektivt fx igennem en fondsstruktur. I denne type kooperativer, er det de til enhver tid ansatte medarbejdere der i fællesskab ejer virksomheden, tager beslutningerne og bestemmer over merproduktet – herunder om det skal geninvesteres eller udbetales som udbytte til medarbejderne.  Man kan uden videre træde ind og ud af virksomheden – uden større økonomiske transaktioner. Et af de nyere vellykkede danske medarbejder-kooperativer entreprenør-virksomheden Logik og Co, er fx organiseret på denne måde.

Det er også en mærkelig antagelse, at kooperativer skulle være et middelklasseprojekt. I New York er et af de hurtigst voksende kooperativer et rengøringskooperativ som primært er ejet og drevet af migrantkvinder fra Latinamerika. Og ser vi til det globale syd er kooperativer langt mere udbredt end på vores breddegrader, og bestemt ikke et middelklassefænomen. Jeg tror egentlig også gerne tømrerne i Logik og Co, eller cykelsmedene i Cykel-kooperativet, vil have sig frabedt denne betegnelse.

Den borgerlige begejstring for kooperativer, som Ulf skriver om, har jeg godt nok også til gode at møde. Jeg har til gengæld utallige gange oplevet borgerlige afvise forslag om medarbejder-eje, som den rene og skær samfundsundergravende socialisme.

Virksomheder som københavnske ‘Cykel-kooperativet’ er et eksempel på en medarbejderejet virksomhed, der ikke kan kritiseres på de præmisser Ulf V. Olsen stiller op, skriver Pelle Dragsted. Foto: Cykel-kooperativet.

Sine egne arbejdsgivere

Ulf V Olsen frygter – som Rosa Luxemburg før ham –  at kooperativer kan forvandle arbejderens til deres egne arbejdsgivere, der bare vil undertrykke sig selv og acceptere lavere lønninger for at kunne konkurrere på det kapitalistiske marked.

Men ser vi på den efterhånden ret omfangsrige forskning i området, så er det svært at finde belæg for den antagelse. Forskningen viser, at lønnen gennemsnitligt er højere i helt eller delvist medarbejder-ejede virksomheder. Der er godt nok en tendens til at kooperativer nemmere end konventionelle virksomheder kan sænke lønne for at undgå fyringer i krisetider, men når krisen er overstået sættes lønnen op igen i modsætning til i de konventionelle virksomheder. Den faglige organisationsgrad er typisk også højre i de kooperative virksomheder. For selvom man er ansat i et kooperativ, ønsker man jo at lønningerne i branchen stiger.

Ulf V Olsen tvivler på kooperativernes levedygtighed:
”Jeg savner imidlertid en analyse af, hvorfor netop arbejderbevægelsens kooperative gren historisk var den mindst succesfulde, sammenlignet med parti og fagbevægelse, og i dag for længst er blevet en skygge af det, den en gang var? En hypotese kunne være, at virksomheder med stor medarbejderindflydelse vil være optaget af at sikre medarbejdernes interesser. De vil f.eks. næppe være de første til at indføre ny teknologi eller nye arbejdsgange, som overflødiggør en del af de ansatte. Ligeledes ville solidariteten måske i nogle tilfælde føre til accept af en alt for lav arbejdsmoral blandt kolleger?”

Det har desværre været et udbredt argument i Danmark mod kooperative strategier, at pege på at arbejderkooperationens virksomheder – bryggeriet Stjernen, brødfabrikken Rutana og mange andre bukkede under. Men de danske eksempler er ikke rigtig anvendelige til at dømme kooperativer ude. For på trods af navnet var arbejderkooperationens virksomheder faktisk ikke kooperativer. Det var virksomheder ejet af én eller flere fagforeninger. De var hverken ejede af eller styret af medarbejderne, men af ledelser udpeget af fagbevægelsens top.

Ser vi til andre lande i Europa med tradition for reelle medarbejderstyrede virksomheder har vi slet ikke set samme deroute. Kooperativerne overlever tværtimod længere end konventionelle virksomheder.

Og Ulfs hypotese om den iboende modvilje mod at effektivisere, eller gribe ind overfor lav arbejdsmoral hos kollegaerne kan heller ikke verificeres. Tværtimod viser forskningen stort set entydigt, at de medarbejder-ejede virksomheder har en højere produktivitets-vækst end investor-styrede virksomheder i samme branche.

Men det værste ved Ulf hypotese er egentlig ikke, at den er forkert, men at den udtrykker en generel mistillid til om arbejderne overhovedet selv kan styre og lede deres virksomheder effektivt, – og dermed i mine øjne en mistillid til hele det demokratisk socialistiske projekt.
Og det fører mig videre til anden del af debatten. Nemlig om kooperativers rolle i en fremtidig socialistisk økonomi.

Skal arbejderne bestemme?

Én af Ulfs indvendinger mod kooperativer som elementer i en fremtidig socialistisk økonomi, er at arbejderstyrede virksomheder placerer magten hos arbejderne på den enkelte virksomhed. Og at der ikke er nogen garanti for at en sådan decentral styring af virksomhederne vil sikre de brede samfundsmæssige hensyn i produktionen, men at det tværtimod kan føre til en ”virksomhedsegoisme” hvor medarbejderne for at øge deres virksomheds indtjening fx valgte at se stort på forureningen af det lokale grundvand, eller ville anvende merproduktet til tvivlsomme investeringer.

De syv kooperative principper

Ifølge ‘Kooperationen’, en dansk sammenslutning af kooperative virksomheder, anslås det at omkring 1 milliard mennesker verden over er organiseret ud fra de 7 kooperative principper. De lyder som følger:

• Frit og ligeværdigt medlemskab

• Demokratisk medlemskontrol

• Medlemmernes økonomiske deltagelse

• Selvstændighed og uafhængighed

• Uddannelse, oplysning og information

• Samarbejde mellem kooperativer

• Interesse for samfundet

+

Det er fuldstændig korrekt at medarbejdereje ikke garanterer, at medarbejderne altid vil tænke på de brede samfundshensyn. Derfor vil der i en økonomi, hvor medarbejderne ejer (mange af) virksomhederne, stadig være behov for den form for demokratisk regulering, som vi kender i dag, som fx miljøkrav, sundhedskrav og omfordeling via skattesystemet.

Herudover er jeg helt enig i at der er sektorer, hvor medarbejderkooperativer ikke er de mest oplagte ejerformer.  Det vil fx ikke være logisk, at banker og andre finansvirksomheder er styret og ejet af deres medarbejdere. Til gengæld giver det her god mening med forbruger-eje, som vi kender fra fx Merkur Andelskasse, så opsparerne på demokratisk vis kan bestemme retningen af udlån og investeringer.  Og ja, så er der områder, der så absolut ligger bedst i den offentlige sektor, det gælder selvfølgelig naturlige monopoler, men også alle de områder, som er – eller skal – forvandles til offentlige goder.

Statsligt ejerskab?

Selvom det ikke fremgår tydeligt af Ulf V. Olsens indlæg, må det ud fra den ovenstående kritik af decentralt ejerskab antages, at den socialistiske vision som Ulf har, indebærer en koncentration af alt ejerskab i statens hænder (Eller en ophævelse af ejendommen – hvilket i praksis er det samme).  Men at forestille sig at alle virksomheder skal ejes og styres af staten er en tanke som jeg er stærkt skeptisk overfor.

Socialisters forhold til staten har altid været dilemmafyldt. På den ene side er statskritikken et stærkt, gennemgående træk hos de socialistiske idéers grundlæggere. Karl Marx kaldte staten for en “snyltende udvækst på samfundet… [der] lever af samfundet og hæmmer dets frie bevægelse”. Han kritiserede desuden det første tyske socialdemokratis program for at være forpestet af en ”undersåtlig tro på staten”. Lenin slår i Staten og Revolutionen fast, at ”Så længe der findes en stat, er der ingen frihed.”

Det paradoksale er, at den stat, som socialismens grundlæggere ville sende på historiens losseplads, samtidig spillede en nøglerolle i planerne for den socialistiske transformation som de arbejdede for. I Det kommunistiske manifest skriver Marx og Engels, at proletariatet skal ”centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder”. De foreslår altså både her og senere en total nationalisering af økonomien, hvor staten overtager ejerskabet til alle virksomheder og banker. Det siger næsten sig selv, at en statsmagt, der ejer og driver hele produktionen ikke vil blive svagere, men tværtimod meget stærkere.

“er det ikke mere end paradoksalt at forvente, at et opgør med statsmagten går gennem opbygningen af en almægtig og omfattende statslig centralmagt?”

Og ser vi på erfaringerne fra de lande, der forsøgte at udvikle statssocialistiske økonomier, var det også præcis hvad der skete: En forvokset og magtfuld statsmagt med et omfangsrigt bureaukrati voksede frem i hver og én af de socialistiske lande. Der var bestemt ingen tegn på den statens hendøen som Marx og Engels havde forudsagt. Velskolede socialister vil nok indvende, at der hos Marx og Lenin er tale om en rækkefølge. At det statsløse kommunistiske samfund i både Marx’, Engels’ og Lenins forestillingsverden følger efter en periode med statssocialisme.  Men er det ikke mere end paradoksalt at forvente, at et opgør med statsmagten går gennem opbygningen af en almægtig og omfattende statslig centralmagt?

Statslige bureaukratier har det med at forstærke sig selv. En stor og stærk stat vil skabe et stærkt og indflydelsesrigt bureaukratisk lag eller klasse med egne interesser i at fastholde det statslige bureaukratis omfang og indflydelse. Et fænomen som vi også kender fra demokratiske stater.

Og statslig magt kan misbruges. Et åbenlyst problem ved en socialisme baseret på et udstrakt statsligt ejerskab, er at du får én enkelt arbejdsgiver med tæt på monopol på at ansætte arbejdskraften. I de øst-europæiske regimer, så vi hvordan dette monopol blev misbrugt til at straffe dissidenter med udelukkelse fra forfremmelser eller simpelthen udstødelse fra arbejdsmarkedet.  I en økonomi med en stor ikke-statslig demokratisk kooperativ sektor vil staten være frataget dette monopol, og dermed muligheden for at bruge det til at undertrykke dissens.

I et demokratisk ssocialistisk samfund vil det muligvis ikke komme til den slags magtmisbrug, men også i demokratiske samfund er det sundt, at have mere end et magtcentrum, så statsmagten ikke står alene men hele tiden balanceres med magtcentre i civilsamfundet. En statsmagt – uanset hvor demokratisk den er – og uanset hvilken økonomisk model der omgiver den, har brug for at blive balanceret af et stærkt og velorganiseret civilsamfund.

Folkets egne virksomheder?

Men der er også en anden vægtig grund til skepsis overfor en socialistisk vision, der bygger på  statsligt ejerskab. At nationalisere virksomhederne og lade staten drive og styre dem indebærer nemlig ikke i sig selv at befolkningen føler sig som ejere.  Virksomhederne i DDR blev fra officielt hold kaldt for Volks Egener Betrieb – folkets egne virksomheder. Men de lønmodtagere, der arbejdede på virksomhederne, havde ikke den store følelse af medejerskab. De opfattede blot staten som en arbejdsgiver – præcis som lønmodtagere i kapitalistiske virksomheder.  Det er nok her årsagen skal findes til, at der heller ingen nævneværdige protester var, da det statslige ejerskab i økonomien blev afviklet efter genforeningen i en serie af omfattende privatiseringer. Havde de østtyske arbejdere rent faktisk følt, at det var deres egne virksomheder, eller lige frem havde haft den kollektive ejendomsret til dem, så havde billedet med stor sandsynlighed været et andet.

Samme historie går på mange måder igen når vi ser på det vesteuropæiske socialdemokratiers erfaringer. I tiden efter anden verdenskrig gennemførte ikke mindst socialdemokratiske regeringer ud over Europa en serie af nationaliseringer og nyetablering af statslige virksomheder. Den britiske labour-regering under Attlee nationaliserede fx kulminer og forsyningsvirksomheder. Men medarbejderne oplevede ikke nogle store forandringer. Det gjorde det relativt nemt for Margaret Thatcher da hun kom til magten nogle årtier senere at re-privatisere stort set alle de nationaliserede industrier.

Statsligt ejerskab – i hvert fald i den form det hidtil har taget – er med andre ord skrøbeligt. Et enkelt regeringsskifte kan på få år rulle årtiers udvikling af demokratisk ejerskab tilbage. Det interessante, er, at civilsamfundets direkte ejerskab i form af fx medarbejder eller forbruger-ejede virksomheder øjensynligt er mere robuste overfor politiske forandringer. For sammenligner vi Danmark med Storbritannien, så kan vi konstatere, at selv efter 30 år med nyliberalistiske reformer, så er kapitalkræfterne rolle i vores infrastruktur langt fra så omfattende som i Storbritannien.

Kombinat VEB Zeiss Jena var en såkaldt ‘Volks Egener Betrieb’ – eller folkeejet virksomhed. De udgjorde størstedelen af industrien i det tidligere DDR. Men der var ikke handling bag den flotte titel, mener Pelle Dragsted: “Havde de østtyske arbejdere rent faktisk følt, at det var deres egne virksomheder… så havde billedet med stor sandsynlighed været et andet”. Foto: Bundesarchiv.

Pluralistisk socialisme

For at opsummere. En socialistisk økonomi baseret på omfattende statsligt ejerskab vil uværgerligt indebære en stat med større magt og større bureaukratisk omfang, og dermed forrykke balancen mellem stat og civilsamfund. Samtidig indebærer en demokratisering af økonomien baseret på statseje en risiko for, at borgerne ikke vil føle et reelt medejerskab, eller opleve en større demokratisk indflydelse end under et kapitalistisk ejerskab. Endelig er statsligt ejerskab skrøbeligt, i den forstand, at der kun skal et regeringsskifte til at rulle årtiers demokratisering af økonomien tilbage gennem privatiseringer. Det er langt sværere hvis ejerskabet og den kollektivt kontrol ligger direkte hos medarbejdere, forbrugere og opsparere.

De sidste 150 års erfaringer bør i mine øjne få moderne socialister til at forkaste alle idéer om at en socialistisk økonomi skal centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, som det lød i Manifestet.

Det betyder ikke, at staten og den offentlige sektor ikke skal spille en vigtig rolle både som ejer og regulator af økonomien. Men et velfungerende demokrati kræver en balance mellem staten og civilsamfundet – og eksistensen af mere end et økonomiske magtcenter.  Min vision for socialisme er derfor ikke statssocialisme. Det er i stedet en pluralistisk socialistisk økonomi, hvor mangeartede demokratiske ejerformer udgør tyngdepunktet i økonomien og sikrer, at såvel magten og velstanden fordeles til de mange.  I denne vision udgør kooperativer et vigtigt element som de civilsamfunds-socialistiske institutioner som de er.

Kooperativer som laboratorier

Men kooperativer er ikke bare et endemål. Det er også laboratorier og showcases. Den mangeårige aktivist i den amerikanske kooperative bevægelse Tim Huet, skriver i sit kooperative manifest:

“Der er ingen grund til at overbevise om folk om det herskende systems iboende, uundgåelige fejl, hvis man ikke kan tilbyde dem håbet om noget bedre. Jeg blev virkelig god til at overbevise folk om de dårlige sider og dommedagsprofetierne. Men det førte bare til spørgsmålet: Hvad kan du tilbyde os, der er bedre? Langt størstedelen af folk bliver ikke overbevist af teoretiske argumenter, men vil se konkrete beviser…”

Vi kan ikke bare sidde og vente på apokalypsen, mens vi tiljubler kapitalismens kollaps; i stedet bliver vi nødt til at bygge en demokratisk fremtid nu. I det mindste bliver vi nødt til at opbygge et fungerende eksempel på fremtidens demokratiske økonomi og samfund – et inspirerende eksempel, som folk kan vende sig imod, imens de får øjnene op for kapitalismens stadigt større kriser, og dens stadig mere hyppige kollaps.”

Jeg er meget enig. Kooperativer er virkeliggjort socialisme. De er levende eksempler på, at arbejderne ikke hat behov for hverken kapitalfonds-ejere eller højtbetalte direktører for at producere de varer og ydelser som vi har brug for. De viser, at mens kapitalisterne ikke kan undvære arbejderne, så er afhængigheden ikke gensidig.  I mine øjne er demokratiseringen af vores arbejdspladser, og dermed af den økonomiske sfære det næste naturlige skridt mod et reelt folkestyre, der ikke stopper ved indgangen til fabriksdøren.

Derfor er jeg da også glad for, at medlemmerne i Enhedslisten – og ikke en topstyret proces, som Ulf V. Jensen polemisk får antydet – har slået fast i partiets principprogram, at vi støtter: ”opbygningen af demokratiske og kollektive alternativer til den kapitalistiske og profit-orienterede produktion, såsom kooperativer, forbruger-kooperativer, kollektivt ejede banker og sparekasser og andre former for produktion fri for profitkrav. (…) Vi tror på, at jo mere mennesker får mulighed for at bestemme over eget liv, desto bedre bliver samfundet, og desto klarere vil vi kunne se, hvordan samfundet kan forandres til et mere demokratisk sted at leve.”


Pelle Dragsted

Bachelor i historie med en master i retorik. Dragsted er tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten (2015-2019), og har desuden arbejdet som strategisk rådgiver for partiet.

Læs mere af Pelle Dragsted