Replik: Hvad skal vi leve af – og den tredje vej til socialismen

Alex Larsens glimrende anmeldelse går et skridt videre end en almindelig anmeldelse. Alex Larsen rejser nemlig nogle kritiske spørgsmål til bogens “sympatiske og fredelige vej”, der pointerer udkonkurreringen af profitdrevne virksomheder, medarbejderdemokrati, kooperativer m.v. Er det, vi vil, en realistisk strategi i udviklingen af et socialistisk samfund? Bevæger vi os ind i blindgyder, der ikke er fremkommelige eller ligefrem skadelige for sagen? Også andre aktuelle indlæg på Solidaritet.dk berør den sag: Ulf V. Olsen: “Er medarbejdereje en farbar vej for venstrefløjen?” (31.5.20), Pelle Dragsteds replik (7.6.20), Jens Peter Kaj Jensens replik (14.6.20), Uffe Elbæk: “Hvor langt går medansvaret i en medarbejderejet virksomhed?” (21.6.20) – og til dels også Camilla Garder, Kjartan Andsbjerg og Asmus Rungby: “Venstrefløjen skal give kapitalismen dødskysset – ikke kunstigt åndedræt” (8.7.20.)

Margit Kjeldgaard og jeg har vovet os i kast med disse spørgsmål. Vores formål med bogen var, med afsæt i en kritisk gennemgang af den danske udgave af konkurrencestaten – at udvikle en demokratisk, rød-grøn omstillingspolitik. Fokus er ikke alene, hvad vi skal leve af i en globaliseret verden – som venstrefløjen traditionelt har haft en temmelig tilbagelænet holdning til – men i høj grad også, hvordan vi vil leve, altså vores forbrug, arbejdsvilkår, ejendomsforhold og økologiske bæredygtighed.

”Ingen socialistisk reformpolitik kan være en færdig opskrift på, hvordan vi udvikler et socialistisk samfund. Samfundsudviklingen hverken kan eller skal programmeres. Historien følger ikke en bestemt plan. Udviklingen skabes og omformes af enhver tids mennesker – ud fra deres behov, problemer og løsninger.”

Men først må vi erkende, at ingen socialistisk reformpolitik kan være en færdig opskrift på, hvordan vi udvikler et socialistisk samfund. Samfundsudviklingen hverken kan eller skal programmeres. Historien følger ikke en bestemt plan. Udviklingen skabes og omformes af enhver tids mennesker ud fra deres behov, problemer og løsninger. Sådan er det i dag, sådan vil det være i fremtiden. På den måde er politik og strategi et øjebliksbillede. Det kan vi ikke løbe eller se bort fra – uanset hvor dygtig man mener at være til at spå.

Ideologiske og interessemæssige forskelle og magtkampe

Nogle har uomtvisteligt klare interesser i at bevare og forsvare det eksisterende kapitalistiske samfund. Det er umuligt at overbevise alle om, at målet er et økosocialistisk demokrati, og at vi skal bevæge os ad den vej. Et solidt flertal er dog en uomgængelig betingelse for en samfundsforandring.

”Man kan sætte fantasien i sving og forestille sig forskellige situationer, hvordan forandringerne vil ske, og hvordan borgerskabet m.fl. vil reagere. Der vil uden tvivl foregå en heftig ideologisk magtkamp.”

Reform- eller omstillings-politikken vil støde på stærk modstand og ikke mindst fra dem, der har andre interesser. Det gælder især det ressourcerige borgerskab, hvis beståen og vellevned er forbundet med kapitalen og det kapitalistiske systems eksistens.

Man kan sætte fantasien i sving og forestille sig forskellige situationer, hvordan forandringerne vil ske, og hvordan borgerskabet m.fl. vil reagere. Der vil uden tvivl foregå en heftig ideologisk magtkamp. Herredømmet over arbejdspladser, forsyninger og infrastruktur kan komme i spil, hvilket omtales kortfattet på side 108 i bogen. Nogle på den traditionelle venstrefløj vil se på erfaringerne fra Den Russiske Revolution og kuppet i Chile – men det er altså henholdsvis 100 og 50 år siden, og dermed er der en verden til forskel. Man kan også analysere samfundsforandringerne i Danmark gennem de senest 100 -150 år.

”Omstillingspolitikken kan kun gennemføres demokratisk med aktiv deltagelse af involverede medarbejdere, brugere og forbrugere, og af fagbevægelsen, kvindebevægelser og andre bevægelser.”

Forskellige historiske analyser har skabt skarpe skel på venstrefløjen. Men hvor frugtbart har det været?

Demokrati og skelsættende begivenheder kan gøre en større forskel

Omstillingspolitikken kan kun gennemføres demokratisk med aktiv deltagelse af involverede medarbejdere, brugere og forbrugere, og af fagbevægelsen, kvindebevægelser og andre bevægelser. Den vil kun blive virkeliggjort i takt med forskydninger i magtforholdene mellem klasser – lokalt, nationalt og globalt. Det sker i udviklingen af et aktivt massedemokrati på arbejdspladser, i lokalsamfund, bevægelser m.m. på bekostning af pengemagten, ekspertvældet og elitedemokratiet.

Mulighederne for skelsættende fremskridt i omstillingspolitikken vil sandsynligvis være forbundet med forskellige former for kriser. Det kan være hidsige udslag af klimakatastrofen, en alvorlig epidemi, voldsomme sammenbrud i finanssektoren, militære konflikter. Vi kan her være mere eller mindre godt forberedte. Et element er gennemtænkte reformforslag og grundfæstede politiske værdier. Bogen er et beskedent bidrag hertil.

En demokratisering af produktionen og reelt medejerskab

En demokratisering af den private og offentlige produktion og arbejdslivet, herunder udviklingen af forskellige former for kooperativer, er en del af omstillingspolitikken – og for os at se en forberedelse til et socialistisk demokrati. Men evner kooperativer at fortrænge profitvirksomhederne i en grundlæggende kapitalistisk produktionsmåde?

Vi mener, det er muligt at fremme kooperative virksomheder, ordentlige arbejdsforhold og gode varer gennem et samspil mellem virksomheder og forbrugerbevægelser bl.a. ved anvendelse af mærkningsordninger, gennem den offentlige indkøbspolitik og en skattemæssig favorisering, hvis kooperativet opfylder bestemte betingelser. Vi fremlægger forholdsvis detaljerede forslag til dette i bogen og bevæger os endog ud på det globale plan.

Vi har en kapitalistisk produktionsmåde og kan ikke inden for den ramme blot unddrage os alle kapitalismens skavanker. Men arbejderbevægelsen, forbrugerbevægelser og statsmagten har i alle kapitalismens dage modificeret produktionsmåden.

Bogen rummer forslag til mere demokratiske arbejdspladser, også inden for den traditionelle privatkapitalistiske sektor. Det glider over i et større driftsansvar og uvilkårligt en form for ansvar for ejerens profit. I de medarbejderejede kooperativer har man et fælles ansvar for sin kapital – selvom målet ikke nødvendigvis er dens maksimale forøgelse. Vil man undgå enhver form for virksomhedsansvar, så bliver en demokratisering af produktion og arbejdsliv under kapitalismen en blindgyde.

Almindelige lønslaver uden indflydelse har i det omfang, de findes, måske ikke et ansvar for ejernes profit. Men de arbejder ofte for fuld kraft for herrernes profit. Rigtig mange identificerer sig med deres arbejde og er stolte af at skabe gode, måske ligefrem nyttige produkter, som ejeren vel at mærke profiterer på. De kæmper i en krisesituation gerne for at redde “deres” arbejdsplads fra at lukke. De praktiserer faktisk et ansvar. Det er vanskeligt at holde op med det, hvis man ønsker en mening i sit arbejdsliv – og gerne vil bevare sit arbejde.

Modsætningen mellem lønarbejderen og kapitalisten er ofte mere mudret, end overordnede, kapitalismekritiske analyser tilsiger. Problemet er måske først og fremmest, når ansvaret fører til, at man underbyder klassefæller på andre arbejdspladser på løn- og arbejdsvilkår. Modsvaret er en stærk fagbevægelse (og på nogle felter politisk regulering), der tøjler den form for indbydes konkurrence – beskytter mod ræset mod bunden, om man vil jf. s. 215.

Mere planøkonomi er også en løsning på aktuelle udfordringer

Danmark er pt. kendetegnet ved det, som vi – analytisk noget upræcist – kan kalde en blandingsøkonomi. Et væsentligt sigte har været at udvikle landet til en konkurrencenation på det globale marked. Vores delmål er at skubbe rammeøkonomien i en mere planøkonomisk retning – med et anderledes sigte end konkurrencestatens.

“Vi skal politisk presse på for at forvandle corona-krigsøkonomien til en ny type planøkonomi: En donut-planøkonomi inspireret af Kate Raworths billede af det økonomiske råderum “

Staten har under, hvad man kunne kalde ”corona-krigsøkonomien”, overtaget meget af det økonomiske ansvar, det private erhvervsliv selv forvaltede for nogle måneder siden – med statens nedlukninger og hjælpepakker til det trængte erhvervsliv kombineret med forbrugsstimulering. Statens planmål handlede i første omgang om hospitalernes kapacitet og begrænsning af konkurser og arbejdsløshed. Af hensyn til konkurrencenationens position? OK, hensynet til de godt 800.000 arbejdspladser i eksportsektoren er en væsentlig del af historien, men langt fra den hele.

Corona-krigsøkonomien afvikles p.t. langsomt. Det bør være vores politiske opgave at få den forbundet med en indsats i forhold til klimakrisen med udgangspunkt i en realisering af 70 %-målsætningen.

En grøn økonomi der er solidarisk, bæredygtig og anstændig

Vi skal politisk presse på for at forvandle corona-krigsøkonomien til en ny type planøkonomi: En donut-planøkonomi inspireret af Kate Raworths billede af det økonomiske råderum, hvor den ydre rand kan defineres ved planetens bæreevne – altså planmål vedrørende grøn bæredygtighed, og den indre rand ved social bæredygtighed og anstændighed (det har vi skrevet mere om i artiklen “Donut-økonomi – ikke grøn vækst”.

Det handler bl.a. om massive grønne investeringer sikret gennem en udfoldet investeringsstyring. Investeringsstyring betyder mere magt over investeringerne både i form af skatte- og låne-finansierede offentlige investeringer og private investeringer lige fra forbedrede klimaskærme og omlagt varmeforsyning i boliger til industriel produktion.

Vi har endnu ikke en statslig investeringsbank, men nok ansatser bl.a. i form af Danmarks Grønne Investeringsfond. Den har ikke alene private virksomheder som målgruppe, men også boligorganisationer og offentlige selskaber. Den Grønne Investeringsfond kunne – evt. i samarbejde med til tider lokalt orienterede profitfrie andels- og sparekasser – udvikles til noget meget større, end den er i dag.

En rød-grøn donut-styring, af det almindelige forbrug af varer og service og via efterspørgslen af produktionen, foregår i første omgang sandsynligvis bedst gennem offentlige gratisydelser, evt. kombineret med delvis brugerbetaling, samt gennem tilskud, afgifter og restriktioner, som er velkendte midler fra dagens samfund.

Anderledes planøkonomiske relationer kan imidlertid også gro frem nedefra f.eks. i form af aftaler mellem producenter af fødevarer og forbrugsforeninger, således som der gennem tiden har været adskillige ansatser til. Brugsforeningsbevægelsens intentioner kan sammenlignes med dette. Nationale planøkonomiske forsøg har haft det med at havne i utilfredsstillende varesortimenter, mangel- og sortbørs-økonomier. Skal man overvinde det, så kan det være, at man skal starte med at studere planlægning og logistik i multinationale selskaber som Amazons internethandel?