Under corona-pandemien giver de fleste regeringer kapitalismen en saltvandsindsprøjtning, men måske burde de i stedet vælge at give den stryknin?
8 min. læsetid

Corona-krisen har fået kapitalismen til at vakle. Det giver os mulighed for at give den dødsstødet. Men det kræver, at venstrefløjen insisterer på radikale løsninger.


Af Camilla Garder, Kjartan Andsbjerg og Asmus Rungby

Det kan godt være, at den globale kapitalisme kun delvist kan klandres for at have shippet corona-virussen til hele verden. Men den kan ikke frasige sig ansvaret for at have skabt en global økonomi, hvor alene forventningen om en nedgang i folks forbrug kan udslette milliarder af kroner af værdi på ganske få sekunder og kaste verden ud i en økonomisk krise. 

Ligeledes kan kapitalismen ikke sige sig fri fra at stå helt opgivende med armene ud til siden og betragte Corona-krisen uden at komme med nogle konstruktive bud på løsninger. Det er ikke markedet, der har fundet på og håndhævet den karantæne eller sociale distance, som har været nødvendig for ikke at risikere tusindvis af liv. Det er staten.

Selv folk der lovpriser kapitalismen, er ikke blege for at bede staten om hjælp. Anders Fogh Rasmussen, der ellers har været en stærk fortaler for markedets survival-of-the-fittest, har søgt om at få del i statens hjælpepakker, for at holde hånden under sin egen virksomhed, Rasmussen Global. Foto fra kommunikationsforum.dk

Markedet er heller ikke selv kommet med løsninger på at få økonomien på ret kurs. Tværtimod er kapitalistklassen kommet kravlende på deres blødende knæ til staten for at bede om hjælp. Selv markedet erkender altså, at en velfungerende økonomi har brug for et stærkt fællesskab. 

Derfor har regeringer verden over set sig nødsaget til at pumpe svimlende summer penge ud i økonomien for at holde den i gang. Det gælder også herhjemme, hvor politikerne er kommet erhvervslivet til undsætning med den ene hjælpepakke efter den anden, har holdt hånden under fyringstruede medarbejdere og har valgt at udbetale vores indefrosne feriepenge. 

Det samlede beløb, staten har brugt på corona-hjælpepakker, er flere hundrede milliarder kroner, og regningen er ikke slut endnu. Det har fået både kommentatorer og politikere til at konkludere, at Danmark er ved at udvikle sig til et socialistisk land. Intet ville have glædet os mere, men det er desværre uendeligt langt fra tilfældet. At nogen overhovedet tror dette, viser at de ikke forstår, hvad socialisme egentlig indebærer.

Pseudosocialisme

At staten bruger penge, har intet med socialisme at gøre. Og så er det sådan set ligegyldigt, hvad penge bruges på. Lønkompensation? Ikke socialisme. Frigivne feriepenge? Bestemt ikke socialisme. Hjælpepakker til det private erhvervsliv, som – trods krise – har formået at udbetale over 41 milliarder kroner i udbytte til sine aktionærer i løbet af foråret? Så absolut ikke socialisme!  

Ifølge forfatterne hviler kapitalismen på nogle skrøbelige klodser der let kan blæse omkuld. Derfor mener de, at det er absolut skørt, at holde kunstigt liv i de systemer der sikrer kapitalismens overlevelse.

Det er ikke socialisme, når regeringen poster penge ud i en kapitalistisk økonomi med det formål at give den en saltvandsindsprøjtning. Tværtimod er det opskriften på at genopbygge det kapitalistiske klodsmajor-tårn, så det under næste krise endnu engang kan vælte og knuse de mindst privilegerede.

Socialisme handler om at afvikle kapitalismen og omfordele velstand og privilegier, så alle kan leve gode og fornuftige liv. Og det har regeringen ikke taget ét eneste skridt frem mod at gøre. 

Ikke én eneste hjælpepakke har handlet om at tage fra de rige og give til de fattige. Ikke et forslag til at betale dem – der sætter livet på spil i ‘dødvigtige’ stillinger – en ordentlig løn, er det blevet til. Og de 185.913 arbejdsløse danskere, som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen på udhulede overførselsindkomster, er blevet spist af med krummer.

Nogle første lette, solidariske skridt

Men selvom regeringen og resten af landets konservative kræfter gør, hvad de kan, for at forhindre, at corona-krisen afstedkommer nogen form for solidarisk forandring, står vi faktisk midt i et mulighedsrum. Kapitalismen vakler. Og vi kan som fællesskab vælge enten at hjælpe den på benene – eller at give den det sidste skub og bygge et helt andet retfærdigt samfund op i stedet.

Solidarisk forandring kræver ikke andet end viljen til den. En række skridt i den rigtige retning kunne sådan set vedtages i morgen, hvis viljen var til stede blandt de folkevalgte. Det gælder for eksempel afskaffelse af alle budgetlofter i kommunerne. Det ville betyde, at de for én gangs skyld kunne begynde at forbedre velfærden i stedet for at skære i den.

Afskaffelse af alle fattigdomsydelser kunne også klares med et snuptag. Det ville tage toppen af de lidelser og ydmygelser, som nogle af landets mindst privilegerede dagligt må udholde. Men hvorfor stoppe dér? Selv uden fattigdomsydelser er det en kamp for hundredtusinder af mindre privilegerede danskere at komme igennem hverdagen, mens eliten lever i overdådig luksus. 

Den uretfærdighed kunne reduceres, hvis vi gav lavindkomstgrupper en fast månedlig check på flere tusinde kroner – en slags borgerløn for samfundets mindre privilegerede. Men det kan langt fra stå alene. Det ville ikke i sig selv gøre Danmark til et retfærdigt og socialistisk land.

En ny socialistisk økonomi der er retfærdig

At give flere penge til lavindkomstgrupper er et solidarisk skridt i den rigtige retning. Men det løser ikke de egentlige problemer, vi står over for.

Når vi giver folk flere penge mellem hænderne, bruges de som oftest på ekstra forbrug. Det accelererer vores ødelæggelse af klimaet. Og det beriger virksomhedsejere verden over. Kontant støtte til folk puster nyt liv i den gamle, kapitalistiske økonomi. Og det er lige præcis det, vi for alt i verden skal undgå. 

”Vi har ikke brug for at genoplive den kapitalisme, som truer klodens beboelighed og holder milliarder af mennesker i fattigdom. Tværtimod har vi brug for en helt ny økonomi, som tjener os alle – og som gør det i balance med vores omgivelser.”

Vi har ikke brug for at genoplive den kapitalisme, som truer klodens beboelighed og holder milliarder af mennesker i fattigdom. Tværtimod har vi brug for en helt ny økonomi, som tjener os alle – og som gør det i balance med vores omgivelser. 

Det får vi ikke, så længe den kapitalistiske ondskabens akse, i form af den private ejendomsret og det frie marked hersker, og størstedelen af det, vi i fællesskab producerer, ender i lommerne på dem, der er heldige nok til at have papir på, at de er aktionærer.

Hvis kontant støtte til lavindkomstgrupper ikke blot skal være solidarisk kunstigt åndedræt til kapitalismen, men i stedet dens dødskys, bliver vi nødt til samtidig at ændre de grundlæggende koordinater for økonomien. Det betyder, at forbruget for alle dem, der har mere end rigeligt, skal reduceres betragteligt. Og det betyder, at vi som fællesskab skal tage kontrol over virksomheder og al anden væsentlig værdi i samfundet.

Vi kunne meget passende starte med at nationalisere de sektorer af samfundet, som i de seneste årtier er blevet privatiseret, herunder sundhedsvæsenet og vaccineproduktionen, så vi forhindrer, at nogen kan tjene tykt på andres sygdom. 

Derfra kan vi begynde at omdanne alle andre virksomheder af en vis størrelse til fælleseje, indtil det er praktisk talt umuligt at tjene penge på andres bekostning. Først da er kapitalismen afskaffet og retfærdighed opnået. 

Det lyder måske radikalt. Men kapitalismens uretfærdighed er endnu mere radikal. Den løses ikke ved at få multinationale selskaber til at betale lidt skat af den profit, de berøver os. Den løses ved at stoppe deres røveri, som muliggøres af de forskruede strukturer, vi selv har bygget – og som vi derfor også selv kan vælge at rive ned!

Corona-krisen er en mulighed for at skabe seriøs forandring. Men det vil kræve, at venstrefløjen træder i karakter. At den dropper fællessangen, borgfreden og kompromis-villigheden og i stedet fremlægger radikal politik og stiller regeringen stolen for døren.


Camilla Garder, Kjartan Andsbjerg og Asmus Rungby er alle uddannet antropologer fra Københavns Universitet, og medstiftere af Systemkritisk Netværk. Systemkritisk Netværk er en netværksorganisation, som har til formål at styrke den reelle, kritiske venstrefløjs argumenter i kampen for et retfærdigt samfund.