Medarbejdereje – ståsteder for socialisme

---

Debatten om medarbejderejede virksomheder har hidtil udspillet sig mellem forskellige opfattelser i Enhedslisten. Peter Westermann (SF) giver her sit bud på en folkesocialistisk løsning.

---

Af Peter Westermann

Jeg har med stor interesse fulgt debatten om medarbejdereje, som har udspillet sig her på Solidaritet mellem Ulf V. Olsen, Pelle Dragsted og Jens Peter Kaj Jensen. Alle tre er medlemmer af Enhedslisten, så nu vil jeg som SF’er og folkesocialist udvide debatten.

Men selvom debatten hidtil har udspillet sig mellem Enhedsliste-medlemmer, er den ideologiske spændvidde i tilgangen ret stor. Ulf V. Jensen konkluderer: ”Hvis medarbejdereje bliver venstrefløjens store vision, kan kapitalejerne sove trygt om natten og arbejde ufortrødent for yderligere neoliberale løsninger om dagen. Deres magt og ejendom vil reelt være uantastet.”

Pelle Dragsted svarer igen i indlægget Statssocialisme er ikke den socialisme, jeg drømmer om: ”Kooperativer er virkeliggjort socialisme. De er levende eksempler på, at arbejderne ikke har behov for hverken kapitalfonds-ejere eller højtbetalte direktører for at producere de varer og ydelser, som vi har brug for. De viser, at mens kapitalisterne ikke kan undvære arbejderne, så er afhængigheden ikke gensidig.  I mine øjne er demokratiseringen af vores arbejdspladser, og dermed af den økonomiske sfære det næste naturlige skridt mod et reelt folkestyre, der ikke stopper ved indgangen til fabriksdøren.”

Medarbejdereje og venstrefløjen

Jeg er også meget enig med Pelle Dragsted i de øvrige pointer han fremfører. Mange af hans pointer er helt lig dem, jeg selv har fremført, siden jeg i 2012 som konsulent i Kooperationen begav mig ind i denne debat. Jeg skrev artiklen ’Kooperation – brikker til en demokratisk økonomi’ i Clarté, og den blev også bragt på Modkraft. Her sammenfattede jeg min position sådan her:

”Jeg tror ikke, at vi kan fjerne finanskapitalismens greb om samfundene alene gennem kooperativt forbrug og produktion. Men det kan løsne finanskapitalismens greb, så et også økonomisk bæredygtigt samfund – hjulpet på vej politisk – kan spire frem. Virksomhedsdemokrati og medarbejdereje er væsentlige ingredienser i kampen mod fremmedgørelse og for en økonomi uden udbytning. Det skabes især nedefra og af samfundet, ikke ovenfra af staten.”

Samme år havde jeg en afgørende finger med i, at kooperativer fik en mere fremtrædende position i SF’s nye principprogram, som stadig gælder. Jeg var pennefører på en lang række ændringsforslag og var en af de ni i redaktionsudvalget, som tilbragte en mindeværdig aften og nat med at lægge arm om SF’s ideologiske linje – vel at mærke et halvt år efter at SF for første gang var indtrådt i en regering. De andre medlemmer var Thor Möger Pedersen, Jesper Petersen, Emilie Turunen, Steen Gade, Andreas Albertsen, Holger K. Nielsen, Meta Fuglsang og Özlem Cekic. De tre første meldte sig et år efter ind i Socialdemokratiet. Den sidste meldte sig ud af SF fem år senere, fordi partiet gik for langt til højre i hendes øjne.

I dette redaktionsudvalg kunne man altså også tale om spændvidde – og spændstighed! – i debatten. Principprogrammet blev nu ganske brugbart – og har da været det i otte år nu. Om virksomhedsdemokrati og medarbejdereje står der:

”SF er tilhænger af virksomhedsdemokrati. Vi ønsker en udvikling, hvor lønmodtagerne på forskellig vis opnår stadigt større indflydelse på deres eget arbejde, arbejdsliv og på arbejdspladsens overordnede drift og prioriteringer herunder disponering af overskud. SF’s mål for virksomhedsdemokrati er udbredelsen af en bred vifte af ejerskabsformer til at forny og supplere de traditionelle virksomhedsformer, herunder kooperativer, andelsmodeller, medarbejderejede og socialøkonomiske virksomheder.”

Det var dengang det mest medarbejdereje-venlige partiprogram i landet. Siden har Enhedslisten flyttet sig fra denne position i sit tidligere principprogram, som flygtigt nævner kooperativer, men først som noget, der kan udvikles ”under socialismen”:

”Under socialismen vil forskellige kollektive produktions- og virksomhedsformer kunne udvikles, lige fra stats- og kommunalt ejede virksomheder over produktionskollektiver og kooperativer til virksomheder ejet af beboerforeninger eller andre lokale organisationer og institutioner.”

I 2014 ændredes positionen til denne, som Dragsted også citerer i førnævnte indlæg:” […] opbygningen af demokratiske og kollektive alternativer til den kapitalistiske og profit-orienterede produktion, såsom kooperativer, forbruger-kooperativer, kollektivt ejede banker og sparekasser og andre former for produktion fri for profitkrav. (…) Vi tror på, at jo mere mennesker får mulighed for at bestemme over eget liv, desto bedre bliver samfundet, og desto klarere vil vi kunne se, hvordan samfundet kan forandres til et mere demokratisk sted at leve.”

Der ses et tydeligt skift fra en mulighed, der vil kunne udvikles under en socialisme, der må antages at være en samfundstilstand, som er målet for det politiske – nogle vil sige revolutionære – arbejde, til at blive et middel til en yderligere demokratisering og forbedring af samfundet. Der blev i sin tid sagt og skrevet meget om begge nye principprogrammer, og jeg vil ikke genbesøge de debatter i deres helhed, men blot konstatere, at SF i 2012 og Enhedslisten i 2014 skruede op for tilslutningen til virksomhedsdemokrati og kooperativer.

Den borgerlige smitte

Nu vil nogle læsere, og sikkert også Ulf V. Jensen, næppe tage det som en formildende omstændighed, at en SF’er som mig erklærer mig enig med Pelle Dragsted og den citerede passage i Enhedslistens principprogram. De vil nok se det som en baglæns bekræftelse af, at der er sket en højredrejning i Enhedslisten.

Ud fra denne logik skriver Ulf V. Jensen: ”Den borgerlige begejstring for Enhedslistens forslag – som allerede blev fremsat under regeringsforhandlingerne – burde få alarmklokkerne til at ringe. For medarbejdereje ses af de borgerlige som et instrument til at få de ansatte til at arbejde hurtigere og mere.”

Det er her, jeg som folkesocialist kan have svært ved at følge nogle af Enhedslistens medlemmer. Det kan da aldrig være et problem, at flere er enige i ens forslag. Borgerlige stemmer betoner måske andre dele af medarbejderejet, og måske endda nogle, man som venstreorienteret ikke ønsker. Så bliver diskussionen hvilke elementer, der skal indgå.

Hvad der er mest højre- eller venstreorienteret, er ikke så vigtigt for mig, når bare det fører til et samfund med mere lighed og frihed for dem, der har for lidt. Vil en person, der ser på samfundet længere fra højre være med til det, så er vi enige så langt. Det bliver vi kun større af.

Den linje – reformistisk vil nogle læsere nok kalde den – er ikke god latin i Enhedslisten, hvilket også ses i Pelle Dragsteds svar på anklagen om borgerlig smitte: ”Den borgerlige begejstring for kooperativer, som Ulf skriver om, har jeg godt nok også til gode at møde. Jeg har til gengæld utallige gange oplevet borgerlige afvise forslag om medarbejder-eje, som den rene og skær samfundsundergravende socialisme.”

En ny virksomhedsform – medarbejderinvesterings-selskaber, M/S

Uanset hvad hvilke borgerlige stemmer måtte sige, er det et faktum, at det eneste lille skridt til at udbrede medarbejderejerskabet i Danmark de seneste ti år, er taget af regeringen Thorning-Schmidt i december 2013 – efter et udspil, afsendt af Henrik Sass Larsen som erhvervsminister, men forberedt under Annette Vilhelmsen som havde den ministerpost indtil august samme år.

Jeg skrev dette på Modkraft om udspillet: ”Det drejer sig om en ny model for medarbejderinvesteringer, som er en del af regeringens Vækstplan for fødevarer. Modellen betyder, at der oprettes en ny virksomhedsform, medarbejderinvesteringsselskaber (M/S).

I den nye model er der lovende takter, selvom vi endnu ikke kender den endelige udformning i selskabslovgivningen. I Vækstplanen står der bl.a.:

• Alle medarbejdere skal bidrage med en del af deres løn og opnå ejerskab.
• Midlerne skal investeres i (eller ydes som lån til) virksomheden, leverandører, aftagere eller i andre tiltag af betydning for vækst og arbejdspladser.
• I forbindelse med oprettelsen skal der fastlægges vedtægter, der sikrer en varetagelse af medarbejderinvestorernes interesser.

Særligt det første punkts sidste ord – ejerskab – lover godt. Det er i mine øjne afgørende, at medarbejder-investorerne sikres ejerskab, frem for en mere diffus position som fx långivere, der kun har krav på en forrentning– hvis investeringen går godt.

Det må lades helt op til arbejderkollektivet selv at forholde sig til, om de vil investere deres løn i et konkret projekt og oprette et M/S, men det er godt, at regeringen nu gør det mere fordelagtigt.

Den nye ordning er kun en forsøgsordning, der skal løbe over tre år, men jeg har et fromt demokratisk-socialistisk ønske om, at detaljerne i modellen falder ud, så den bliver en reel sti i retning mod mere økonomisk demokrati. Så må det være op til landets lønmodtagere at betræde den, så den bliver permanent.”

Virksomhedsmodellen blev vedtaget i 2014, men er endnu ikke blevet benyttet nævneværdigt. I 2017 blev den forlænget – af den konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen. Havde man skruet en ideologisk skarpere model sammen i 2014, var den næppe blevet forlænget. Det er grunden til at sigte efter bredde i sit politiske arbejde – det øger holdbarheden, hvis vinden vender. Dermed ikke sagt, at man altid skal søge bredde over skarphed.

Skarpere bud på en ny virksomhedsmodel

Et skarpere bud på en ny virksomhedsmodel spillede SF ud med, ved min gode ven Lisbeth Bech Nielsen (før Poulsen) i februar sidste år:

”SF ønsker at oprette en ny virksomhedsform kaldet medarbejderejede virksomheder (MEV). Selvom medarbejdereje kan tage mange former, vil det være hensigtsmæssigt at tilbyde en bestemt og egnet lovfastsat selskabsform som banker, leverandører, kunder m.fl. kan komme til at kende og forholde sig til. Dette forhindrer ikke nogen i at vælge helt andre (lovlige) modeller.

Det kunne fx fastsættes, at en MEV skal bestå af to niveauer: Et holdingselskab organiseret som aktie- eller anpartsselskab, og hvor aktierne eller anparterne i holdingselskabet helt eller overvejende ejes af medarbejderne kollektivt, og hvor holdingselskabet så ejer selve den virksomhed.

For at sikre at der reelt er medarbejdereje, kan det kræves, at medarbejderne kollektivt enten ejer over 50 pct. af aktierne, eller at der foreligger en plan for i løbet af få år at nå dette mål, og at dette er nedfældet i en aktionæroverenskomst. Ideelt skal medarbejderne eje det hele, og ejerskabet skal være fordelt på alle medarbejdere jf. ovenfor.”

Det var et godt udspil, som jeg tror og håber, at SF – og meget gerne Enhedslisten! – kan overbevise regeringen om at virkeliggøre.

Oprør for fremtiden

Sammen med Lisbeth skrev jeg i 2018 bogen ’Oprør for fremtiden’, hvor vi skrev et langt kapitel om andelsbevægelsen og den kooperative bevægelses udvikling.

Den historiske gennemgang førte os til nogle forslag om at genoplive den kooperative bevægelse og økonomisk demokrati i bredere forstand:

1. Medbestemmelse og overskudsdeling på arbejdspladsen
2. Støtte til udbredelse af fælleseje i virksomheder og andelsbaserede (lokal)samfundsinvesteringer
3. Samfundsnyttig investering af kollektive pensionsmidler
4. Kollektivt ejerskab på vitale samfundsområder

Særligt punkt 1 er relevant for denne debat. Herom skrev vi:

”Som vi har nævnt, er det i dag et krav, at 1/3 af bestyrelsen i større virksomheder er medarbejderrepræsentanter. Medarbejderne har andel i bestyrelsen, men ikke i overskuddet. Det skal de have, for vejen til reel medbestemmelse går gennem ejerskab.

Når en virksomhedsbestyrelse vil udbetale overskud som afkast til sine ejere, skal medarbejderne have lov at disponere over en tredjedel af det overskud, der skal udbetales. Dette overskud kan så udbetales ligeligt til medarbejderne eller geninvesteres i virksomheden som medarbejderaktier, som de enkelte medarbejdere modtager i lige store andele. Den sidstnævnte anvendelse vil betyde, at værdierne kan blive i virksomheden, og at medarbejderne får andel i overskuddet, i stedet for at nøjes med den løn, der, som vi har set, udhules set i forhold til andelen af penge, der tjenes på kapitalafkast. Og det vil gøre medarbejderne til reelle medejere.”

Vi er nemlig enige med Frederik Borgbjerg, som var socialdemokrat, dengang det også var en slags socialist. Han skrev tilbage i 1908: ”Vi må gennem kooperationen skabe et stykke socialistisk økonomi, hvis område stadig vokser, medens vi samtidig trænger kapitalismen tilbage.”

Historiens mødding

Tilbage til den aktuelle debat, hvor Ulf V. Jensen anfører: ”Jeg savner imidlertid en analyse af, hvorfor netop arbejderbevægelsens kooperative gren historisk var den mindst succesfulde, sammenlignet med parti og fagbevægelse, og i dag for længst er blevet en skygge af det, den engang var?”

Hertil svarer Pelle Dragsted:

”Det har desværre været et udbredt argument i Danmark mod kooperative strategier, at pege på at arbejderkooperationens virksomheder – bryggeriet Stjernen, brødfabrikken Rutana og mange andre bukkede under. Men de danske eksempler er ikke rigtig anvendelige til at dømme kooperativer ude. For på trods af navnet var arbejderkooperationens virksomheder faktisk ikke kooperativer. Det var virksomheder ejet af én eller flere fagforeninger. De var hverken ejede af eller styret af medarbejderne, men af ledelser udpeget af fagbevægelsens top.

Ser vi til andre lande i Europa med tradition for reelle medarbejderstyrede virksomheder, har vi slet ikke set samme deroute. Kooperativerne overlever tværtimod længere end konventionelle virksomheder.”

Jeg leverede i den omtalte Clarté-artikel fra 2012 et andet, men parallelt svar på indvendingen:

”Denne indvending har hentet sine eksempler i de kooperative virksomheder, der er blevet privatkapitalistiske, og kooperativer, der bukkede under, når den økonomiske bistand fra LO-fagbevægelsen forsvandt eller på grund af usunde kulturer, med for ringe arbejdsmoral og for lempelige lønforhold.

De eksempler fandtes. Men de skyldtes svagheder i de enkelte virksomheder, ikke i den grundlæggende, kooperative model.

Kooperativer skal være konkurrencedygtige på markedsvilkår

I dag skal danske kooperativer kunne klare sig på markedsvilkår. Uden bistandshjælp fra fagbevægelsen klarer masser af kooperative virksomheder det strålende. Vel at mærke uden at give køb på de kooperative kerneværdier, selvom flere virksomheder har åbnet op for begrænsede kapitalindskud udefra. Overskud bruges stadig i altovervejende grad på geninvestering, personalepleje, dividende til medlemmer eller almennyttige formål.

Finanskrisen synes næsten at vende spørgsmålet på hovedet: Kan spekulationsdrevne virksomheder klare sig i den kapitalistiske konkurrence? Bankpakkerne viser i al fald, at store dele af den finansielle sektor ikke kan. Den kooperative Arbejdernes Landsbank havde imidlertid ikke behov for flere bankpakker, især ikke nr. 2 og 4, som de takkede nej til. Den langsigtede, forsigtige investeringspolitik viste sig at være en konkurrencefordel.”

Kooperationens historie er lang og interessant. Henning Grelle fik i 2012 udgivet bogen ”Det kooperative alternativ”, som grundigt gennemgår den. Søren Kolstrup anmeldte den på Modkraft.

Først og fremmest må man lære af den, at medarbejdereje ikke er en utopi, men hvis det forvaltes rigtigt, kan det skabe ståsteder for socialisme.

Profetens skæg

Ulf V. Jensen og Pelle Dragsted påkalder sig begge Karl Marx i deres argumentation. Denne ædle venstrefløjsdisciplin vil jeg ikke stå tilbage for. Selvom Borgbjerg jo også havde et langt skæg og vise ord, er Karl Marx dog af en noget større kaliber. Her kommer så mit foretrukne citat, når det gælder kooperativer:

På åbningskongressen 1864 i London for Den Internationale Arbejdersammenslutning, også kendt som 1. Internationale, sagde frontfiguren, Karl Marx, i åbningstalen: ”Vi sigter til den kooperative bevægelse, især til produktions-foreningerne, der blev skabt af nogle få modige hænder. Værdien af disse store sociale eksperimenter kan slet ikke overvurderes. De har i handling fremfor med argumenter bevist, at ”[…] lønarbejdet, ligesom slavearbejdet og de livegnes arbejde, kun er en forbigående og lavere form, der er bestemt til at forsvinde til fordel for det samvirkende arbejde, der bruger sit værktøj med villig hånd, med klart hoved og glad hjerte.”

Flottere skudsmål kunne den kooperative tanke ikke få, og så endda fra arbejderbevægelsens største tænker!

Læs også: Aldrig mere en Krystalnat

---