Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
11. november. 2019

Mette Frederiksen: »Antisemitisme og racisme har ingen plads i vores samfund«

Det jødiske samfund advarer om, at weekendens antisemitiske overgreb kun er »toppen af isbjerget«. Advarslen kommer samtidig med, at politikere fra venstre og højre side i Folketinget fordømmer angrebene.

Et silkeborgensisk ægtepar blev på 81-året for Krystalnatten udsat for hærværk, da de fik sat en jødestjerne på deres postkasse. Privat foto.

Det jødiske samfund advarer om, at weekendens antisemitiske overgreb kun er »toppen af isbjerget«. Advarslen kommer samtidig med, at politikere fra venstre og højre side i Folketinget fordømmer angrebene.


Af Kim Kristensen

Weekendens antisemitiske overgreb på dansk-jødiske familier og gravsteder fordømmes af en lang række politikere. Mens flere end 80 gravsten blev overmalet med grøn graffiti i Randers, blev enkelte gravsten væltet på gravpladsen, der ligger på Østre Kirkegård.

Samtidig blev en række private hjem udsat for hærværk, og der var politianmeldte episoder i Silkeborg, Aarhus, Aalborg og Vallensbæk uden for København, hvor der enten var malet eller sat klistermærker op, der lignede de jødestjerner, som jøder i 1930’erne i Tyskland blev tvunget til at går med.

»Antisemitisme og racisme har ingen plads i vores samfund,« skriver statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook. »Og weekendens angreb på en jødisk gravplads i Randers er både et angreb på danske jøder og alle vi andre. Det gør mig ondt at tænke på, hvordan det må være, at se sine elskedes sidste hvilested udsat for så modbydeligt hærværk. Ligesom det er stærkt ubehageligt, at en davidsstjerne er sat på postkassen hos en dansk-jødisk familie i Silkeborg. Vi må fordømme det, og myndighederne må gøre, hvad de kan for at opklare de her forbrydelser«.

Krystalnatten

Overgrebene fandt sted i løbet af det døgn, der markerede årsdagen for Krystalnatten den 9. november 1938 i Tyskland, hvor jødiske butikker og ejendomme blev udsat for hærværk og plyndring. Synagoger blev ødelagt, og jødiske gravpladser skændet. Næste morgen var de tyske gader overstrøet med glimtende glasskår – deraf navnet ‘Krystalnatten’. Aktionen kostede omkring hundrede jøder livet. Derudover blev mellem 25-30.000 afhentet i deres hjem af Gestapo og smidt i kz-lejre.

»Næste år er det 75-året for afslutningen på både krigen og Holocaust,« skriver Mette Frederiksen. »Det er en tid, vi aldrig må glemme, selvom der er færre og færre øjenvidner tilbage iblandt os. Vores jødiske medborgere skal respekteres. Ikke leve i frygt. Ikke i deres hjem. Ikke når de går på gaden«.

Ifølge hjemmesiden Nordfront.dk er der tale om et koordineret angreb over hele Norden. »Under Krystalnatten ser det ud til, at der flere steder rundt om i Danmark og Sverige, men også i Norge og Finland, er blevet malet og opsat klistermærker med Davidsstjerner hjemme hos kendte jødiske magtaktører, der har ageret subversivt over for det nordiske folk, samt på forskellige monumenter og bygninger som f.eks. kan knyttes til denne bevægelse,« skriver hjemmesiden.

Selv om ingen har taget ansvaret for overgrebene, vurderer eksperter, at det er stærkt højreorienterede kræfter, som står bag hærværket.

»Indikationerne her – selvfølgelig under det forbehold, at jeg spekulerer, fordi vi ikke véd, hvem gerningsmændene er – tyder på, at det har en forbindelse til den historiske antisemitisme,« siger Jakob Egholm Feldt – der er professor i global og transnational historie på Roskilde Universitet, og blandt andet forsker i antisemitisme – til Danmarks Radio (DR). »Jeg vil vurdere, at det har forbindelse til den yderste højrefløj, og der bliver bevidst spillet på historiske, nazistiske, antisemitiske forbindelser. Det er med stor sandsynlighed her, at man skal finde begivenhedernes oprindelse«.

»Uanstændigt og helt uacceptabelt«

På Christiansborg tager politikerne entydigt afstand fra episoderne. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen kalder hændelserne »uanstændigt og helt uacceptabelt«. Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, bruger udtrykket »ubegribeligt og rystende«. Og Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, sender »tanker til alle jøder i Danmark, som må gå rundt med en knude i maven«.

»Men det handler også om alle os andre. Vi skal stå sammen om mangfoldigheden i vores lille land,« skriver Pernille Skipper på Twitter.

Det jødiske samfund i Danmark advarer om, at weekendens hændelser kun er »toppen af isbjerget«. »At det sker lige præcis på årsdagen for Krystalnatten, er bevis på, at det tænkesæt, der førte til holocaust, eksisterer i 2019,« siger formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein. »Og at der er mennesker, som er parat til at gå til ekstremer for at føre denne menneskefjendske ideologi ud i livet. Det skal ses i denne historiske kontekst, og må derfor tages meget alvorligt, også selvom der heldigvis ikke er mennesker, der er kommet til skade«.

Det Jødiske Samfund har netop afsluttet rapporten over antisemitiske hændelser i 2018. Den viser, at der både er blevet flere og mere grove antisemitiske hændelser. Der er registreret 45 tilfælde i 2018 mod 30 i 2017.

»Det er toppen af isbjerget, da der er et stort mørketal, som Rigspolitiet også netop har været inde på i deres opgørelse over hadforbrydelser,« siger Henri Golstein. »Og det omfatter ikke ytringer på internettet, som er meget omfattende. Alle hadforbrydelser er alvorlige. Men jøderne er under et særligt stort pres, fordi vi er et relativt lille samfund, og fordi vi er presset fra flere sider«


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER