Mette Frederiksens historieløshed er et politisk problem

Generelt har statsministeren et stort problem med historien. Hvem husker ikke, da en journalist spurgte hende foran den israelske ambassade, hvor hun ville lægge blomster efter terrorangrebet 7. oktober, om hun også ville lægge blomster foran den palæstinensiske ambassade til minde om ofrene for de israelske bombardementer, hvoraf mange er kvinder og børn?

Statsministeren havde den frimodighed at kalde journalisten historieløs. Selvom det rettelig var hende, der var historieløs, idet konflikten i Mellemøsten ikke begyndte med 7. oktober, hvilket FN’s generalsekretær også udtalte efter terrorangrebet.

Statsministerens historieløshed var da også den direkte anledning til, at Preben Wilhjelm skrev sin nye bog: Smertensbarnet Israel – en personlig beretning. En bog, Mette Frederiksens ven, Mogens Lykketoft, gav en fremragende anmeldelse af og fulgte op med en kronik i Politiken, hvor han gjorde frontalt op med statsministerens ahistoriske og ensidige syn på Israel.

Statsministeren nævnte da heller ikke den konflikt med ét eneste ord i sin nytårstale. Historieløshed har nemlig politiske konsekvenser.

Mette Frederiksens ahistoriske syn på krigsfaren i Europa

Tilbage til statsministerens udsagn om at vi står i en ”skæbnestund,” hvor vi ”er mere udfordret, end vi har været siden de fem forbandede år.”

Jeg bor 150 meter fra Fakse Bugt. Hvis Warszawapagt-landene havde angrebet Danmark under Den Kolde Krig, så ville jeg fra stranden have set en kæmpe flåde af landgangsbåde, krydsere og destroyere ude i Fakse Bugt i gang med en invasion af det sydlige Stevns. En lignende landgangsinvasion var planlagt i Køge Bugt. Disse angrebsplaner blev afsløret efter murens fald.

Dengang var de baltiske lande en del af Sovjetunionen, og Warszawapagten bestod yderligere af Østtyskland (DDR), Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Bulgarien og Rumænien. Alle medlemmer af NATO i dag, og efter Putins overfald på Ukraine er Sverige og Finland nu også optaget i NATO. Danmark har fremskudte tropper udstationeret i Baltikum.

Ja, Mette Frederiksens højreregering har endda tilladt amerikanske baser i Danmark, hvilket var utænkeligt under Den Kolde Krig! Men det er lige som om, Den Kolde Krig ikke eksisterer i statsministerens tankeverden. Hun var nok ikke i skole den dag, den blev gennemgået.

Er et russisk angreb på NATO sandsynligt?

I sin nytårstale sagde statsministeren videre: ”… Selv hvis Putin underskriver en fredsaftale med Ukraine, må vi ikke tro, at han stopper der. At han vil være tilfreds. For Putin ønsker ikke fred. Han ønsker et Europa på russiske præmisser.”

Hvad mener statsministeren egentlig? Tror hun vitterlig, at Putin vil angribe de gamle Warszawapagt-lande, der nu er medlemmer af NATO? Han kan ikke engang klare den nuværende krig uden hjælp fra nordkoreanske tropper, der ovenikøbet er sat til at forsvare russisk jord i Kursk.

Lynkrigen er blevet til en flerårig skyttegravskrig, der minder om 1. Verdenskrig.

Styrkeforholdet mellem Rusland og NATO er til NATOs fordel

Og hvordan står det egentlig lige til i styrkeforholdet mellem Rusland og NATO? Det har Politiken forsøgt at svare på.

”Den direkte sammenligning af budgetterne viser, at selv Nato, også uden USA, har MEGET større forsvarsbudgetter end Rusland. Det hænger blandt andet sammen med, at Ruslands samlede økonomi er mindre end for eksempel Italiens. Alle eksperter er enige om, at Rusland samlet set er militært underlegne i forhold til Nato. Det er også derfor, Rusland satser meget på at modernisere deres atomvåben.”

Skal Danmark ikke opruste?

Jeg tror, de fleste danskere er med på, at vi skal have opgraderet vores forsvar. Efter murens fald har vi høstet fredsdividenden. Det er pinligt, at vores inspektionsskibe i Grønland i perioder ikke har kunnet sejle, og den enlige kanon ikke har været funktionsdygtig.

Efter de fejlslåede missioner i Mellemøsten skal forsvaret selvfølgelig omstilles til et effektivt territorialt forsvar af fædrelandet med moderne raketforsvar, droner, ordentlige kaserneforhold for personalet, nu snart af begge køn, og ikke mindst et effektivt cyberforsvar.

Det er da også et faretegn, at Rusland nu satser ca. en tredjedel af deres BNP på oprustning. Det er ikke just et fredssignal. Ligesom Forsvarets Efterretningstjeneste har kunnet registrere mere aggressiv adfærd i Arktis og Østersøen af russiske tropper.

Regeringen tager endnu et skridt til højre

Med statsministerens løsagtige dommedagsytringer og udtalte ønske om massiv oprustning til et forsvar, der i forvejen har alvorlige problemer med at administrere milliarderne, opgejles der en stemning, som skal legitimere en prioritering af militæret på bekostning af penge til velfærden, den grønne trepart, klimaindsatser osv. Sidst jeg tjekkede, havde Nicolai Wammen nemlig ikke pengetræer i sin baghave.

Mette Frederiksens upopulære højreregering er ved at gøde jorden for endnu et skridt til højre. En regering, som hun selv har valgt at indskibe sig i, på trods af et ”rødt” flertal.

Det skal i øvrigt blive interessant at følge, om SF, som deltager i forsvarsforliget, går med til denne massive oprustning? Det gør de nok. De skimter regeringstaburetterne i horisonten. Det styrer tydeligvis temmelig meget af tankegangen i det parti.