Michael Roberts. Foto: Marxism Festival / Twitter
20 min. læsetid

Michael Roberts har som økonom og blogger opnået kultstatus, og giver et indgående kendskab til finansverdenen, økonomiske teorier og bevægelser inden for kapitalismen. Karen Helveg tegner et portræt af den irske marxistiske økonom.


Af Karen Helveg Petersen

Blogger, foredragsholder og forfatter

Michael Roberts (MR) er blevet kendt som blogger, men har også udgivet bøgerne ’The Great Recession: A Marxist View’ (2009) og ’The Long Depresssion: Marxism and the Global Crisis of Capitalism’ (2016). Sidstnævnte havde oprindeligt undertitlen ‘How It Happened, Why It Happened and What Happens Next’.

Derudover er Roberts en flittig bidragyder til konferencer inden for alt, der har med marxisme og venstreorienteret økonomi at gøre, og rapporterer ihærdigt fra dem i sin blog. Han er normalt ikke med til det hele, men er en travl mand af en vis alder, der drøner ind og ud af konferencerummene og i det hele taget holder et forbløffende højt aktivitetsniveau. Ifølge CV’et har han arbejdet i mere end 30 år som økonom i City of London, så han kan påstå at kende the City indefra, og hans viden og kundskaber er omfattende. Han arbejder sammen med Guglielmo Carchedi og holdt i øvrigt oplæg til Internationale Socialisters Marx-konference i 2018.

Hans blogopslag har navne som ‘Corporate debt, fiscal stimulus and the next recession’, der viser at han tager et aktuelt udgangspunkt og sætter det ind i en større sammenhæng. Understøttet af empiriske argumenter og grafer drejer hans vigtigste bidrag sig om kriser, depression og recession. Han kaster sig også over nye modeteorier, som han som regel dømmer ude.  Følger man med i hans blog, får man et godt indblik i vigtige udviklinger.

Roberts tager sig tid til at sætte sig ind i noget, man måske ikke selv orker, og er for det meste også berigende at læse. Først vil jeg gennemgå de temaer, hvor jeg synes han er stærk. Dernæst vil jeg opridse nogle svagheder i hans argumentation.

Klassisk marxist

MR er den klassiske marxist, der holder fast i, at den faldende profitrate ligger bag kriserne og konjunkturcyklerne. Ikke bare nærmer vi os snart en alvorlig økonomisk nedtur, men han er ikke bleg for at sætte mere præcise datoer på. Der har været tre depressionsperioder i kapitalismen –  begyndende i 1873, 1929 og 2008. Recessioner finder sted hyppigere og kan være nødvendige – altså for kapitalen – for at devaluere kapitalapparatet og svække arbejdskraftens reproduktionsomkostninger, dvs. løn, sociale ydelser og andel af offentlige tjenesteydelser, og hvad der ellers kræves for at vedligeholde en villig og duelig arbejdskraft.

Nedjusteringerne hjælper med til at genetablere profitraten. Imidlertid er forholdet også modsætningsfyldt, for skæres der i for eksempel undervisning, sundhed eller børnehavepædagoger, vil det måske nok sænke de direkte udgifter til reproduktionen af arbejdskraften, men på længere sigt kan det blive kontraproduktivt, fordi det nedsætter arbejdsevnen og dermed produktiviteten.

Alt dette påvirker den gennemsnitlige profitrate, hvis bevægelser ligger bag finanskriserne. De lange cyklusperioder afhænger af de underliggende produktionsforhold, er bestemt af ressourceadgang og demografi, og varer 40-70 år. De korte – også kaldet profitcyklusser –  optræder med mellemrum på 15 år eller deromkring (se kapitel 12 i ’The Long Depression’).

Måske er den bedste karakteristik af Roberts’ synsvinkel, at han stiller sig på kapitalens side for at kritisere den. Det indebærer, at han ikke falder for overfladisk-kritiske og reformistiske ideer, men holder fast i at socialismen kræver grundlæggende ændringer af hele det økonomiske system og dets virkemåde.

Før de økonomiske chok i 1929 og 2008 kom den store økonomiske i de udviklede kapitalistiske lande i 1873, der havde en lang række historiske årsager, herunder den nyligt overståede fransk-preussiske krig. Den udløste en recession, som varede til 1877.

Imod keynesianisme og moderne pengeteori

Roberts er fremragende i sin kritik af keynesianismen. Han påpeger bl.a. at der var en grund til, at keynesiansk økonomisk politik, der gik ud på at stimulere det offentlige forbrug, når der var ledig kapacitet i økonomien, blev ubrugelig i 1970’erne. Det var den gængse antagelse dengang, at stigende priser og mindre arbejdsløshed hang sammen, men i stedet kom inflation til at blive parret med stagnation (arbejdsløshed), og renteniveauet nåede eksplosive højder. Keynesianerne havde overset de underliggende krisetegn, og fortsatte med at anbefale de gammelkendte midler. Resultatet blev kendt som stagflation (se The Long Depression, s. 278).

Aflivningen af keynesianismen som økonomisk-politisk tilgang gjaldt også den teoretiske arv fra John Maynard Keynes. De økonomer, der satte individuel adfærd i centrum for analysen, kom i højsædet. Analysen af økonomien udvikledes med fokus på typiske agenter som ejere, managers, firmaer eller konsumenter, der handler ud fra hver deres interesser og information, ledsaget af opstillede sandsynligheder for resultatet af deres adfærd. Den moderne ’makroteori’ kombinerer denne ’mikrobasis’ med sine traditionelle ligninger om økonomiens byggeklodser og opbygger derfra sin generelle ligevægtsmodel, der skal fodres med data. Modellen kaldes både dynamisk og stokastisk, dvs. at data varierer på en tilfældig men statistisk systematiserbar måde (s. 279).  Det er således en præmis, at økonomien søger mod ligevægt, selv i et dynamisk system.

2008-krisen og dens følger var et reelt chok. Ikke så mærkeligt er mange professionelle og amatørøkonomer gået på jagt efter nye eller alternative teorier, der kan understøtte reformforslag af f.eks. pengesystemet. Roberts er god til at nedgøre disse modefænomener – også dem, der opfattes som progressive. Det gælder særligt ‘MMT’ (moderne pengeteori), der får en ordentlig én på hatten. MMT er især kendt for idéen om, at en valutasuveræn stat kan udstede så mange penge den vil og direkte finansiere sine ønskede aktiviteter, det være sig overførselsindkomster, offentligt forbrug eller nyttige investeringer. Det kan ses som en ekstrem form for keynesiansk underskudsfinansiering.

Roberts er god til at nedgøre disse modefænomener – også dem, der opfattes som progressive. Det gælder særligt ‘MMT’ (moderne pengeteori), der får en ordentlig én på hatten

Indrømmet, og det gør Roberts også, at de sidste års fornyede interesse i postkeynesianismen viser hen på den finansielle sektor og dens konstaterede ubalancer. Alligevel kritiserer han også Hyman Minsky – som posthumt blev berømt for sin teori om finanssektorens tendens til kriseopbygning – for at glemme samspillet mellem finanserne og den øvrige del af økonomien:

Alle disse pengeteorier om kriser overser eller benægter værdiloven: Nemlig at alle de ting, som vi har behov for eller bruger i samfundet, er produktet af menneskelig arbejdskraft. I en kapitalistisk økonomi, hvor produktionen er for profit (dvs. for penge der overstiger produktionsomkostningerne) og ikke for behov, der repræsenterer penge, er den socialt nødvendige arbejdstid givet ud [i produktionen].  Vi ser kun penge – ikke værdi. Penge er dog kun repræsentationen af værdi i dens universelle form, nemlig abstrakt arbejde som målt i socialt nødvendig arbejdstid. Det er en fetich at tænke, at penge er noget, der ligger udenfor og er adskilt fra værdi.”.

I artiklen påpeger han også den nære sammenhæng mellem ønsket om at kontrollere pengenes ’værdi’ gennem tilknytning til bankkonto-renter, der ligger lige til højrebenet for MMT. Der er f.eks. seriøse diskussioner i denne tid med negative renter om, at kontanter også burde kunne devalueres over tid, hvis man ikke helt kan undgå dem. Det er noget, Den Internationale Valutafond (IMF) arbejder med.

Man kan med andre ord ikke tage en fremtrædelsesform som vore dages penge, og starte med at reformere formen, uden at tænke på de grundlæggende strukturer og kapitalistiske sammenhænge. Ethvert forsøg på ‘overflade-reform’ af kapitalismen vil enten ikke blive gennemført eller perverteret til ukendelighed.

Roberts mod Harvey

Roberts går også op imod marxistiske ikoner som David Harvey. For nylig diskuterede de to med og mod hinanden, foran et velvoksent publikum på en konference om historisk materialisme. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at der er markant offentlig interesse for to marxisters indbyrdes rivegilde. I blogindlægget ‘Marx’s law of value: a debate between David Harvey and Michael Roberts’ ser vi første del af Roberts’ svar på et paper, som Harvey havde skrevet og sendt rundt til ligesindede, som oplæg til debat. I det hævder Harvey ifølge Roberts, at uden markedet er der ingen værdi. Det er ikke varen, der har værdi, det er på markedet, at den får det. Markedet afslører så at sige den indre værdi i varen. Harvey hævder også, at hvis lønningerne blot er høje nok, så har forbrugerne råd til at købe de varer, der tilbydes, og man kan undgå kapitalistiske kriser.

Til det svarer Roberts, at Harveys tilbagevisning af Marx’ arbejdsværdi-teori er baseret på en misforståelse. Marx’ version af arbejdsværdien er ikke den samme som David Ricardos, den klassiske økonom, som Marx i høj grad byggede videre på. Den var hans egen, originale nyskabelse: Det er abstrakt og ikke konkret arbejde, der skaber ’værdi’, arbejde i tid legemliggjort i et produkt. Der er forskel på arbejdskraftens værdi og værdien af de varer, arbejdet skaber. Roberts holder altså fast i, at værdier er skabt uafhængigt af markedet. At markedet ikke nødvendigvis realiserer den fulde værdi, viser blot at der kan være forskel mellem pris og værdi, et spændingsfelt på kapitalistiske markeder.

Harvey lander i en underkonsumptions-teori, hvilket er fy-fy for nogle marxister – heriblandt Roberts. Men mangel på forbrugsevne har heller ikke noget empirisk belæg i de kriser, vi har set. Lige inden kriser er forbrug og lønninger høje, ikke lave. Det er kapitalisters konsum af kapitalgoder, der er den vigtigste faktor i efterspørgslen, ikke almindelige borgeres. Investeringerne falder i de recessioner, der typisk følger kriser – oven i købet dramatisk. Til sidst anklager Roberts Harvey for at erstatte modsætningen arbejdere/kapitalister med forbrugere/ kapitalister.

Harveys svar til Roberts er givet i anden del af samme blog. Jo, værdi skabes i produktionsprocessen, medgiver han, men realiseres på markedet. På den måde minimerer han afstanden til Roberts. Han mener dog, at markedet for konsumgoder spiller en stor rolle for kapitalens velfærd, og han holder fast i, at profitratens fald ikke er den eneste eller væsentligste grund til kriser. ’Produktionisme’ smider ifølge Harvey ”wants, needs and desires” på møddingen i historien om kapitalistisk akkumulation. Kampe kan dreje sig om husleje eller om at måtte gå fra hus og hjem på grund af for høj realkreditgæld, indkomst- og formueulighed, klimaet og meget mere. Disse kampe er lige så vigtige som den traditionelle klassekamp.

Dertil kommer, at konkurrencen på markedet spiller en stor rolle i produktionsbeslutninger. ‘Værdi’ er nærmest at forstå som en regulerende norm, når man nu ikke kan se den (det er alle marxister nu jævnt hen enige om). Endelig benægter Harvey også, at konsum af f.eks. en bil kun skulle indeholde det sidste led i produktionen. Også råvarer som stål og aluminium, der medgår til bilens produktion, skal henregnes til konsum- og ikke investerings-goder. Det er nu tvivlsomt, for det fører til den absurde konklusion, at man i sidste ende kan henregne alle goder til konsumgoder. Selv en stor maskine, som aldrig kommer ud af stedet, ville i så fald kunne afskrives på produkter, der enten sælges på markedet som varer eller indgår i nye produkter, der enten resulterer i forbrugsvarer eller…

Så debatten pågår. Som Harvey slutter: og så er vi endda ikke nået til finanssektoren, og hvad den bidrager med.

I den nylige debat mellem Harvey og Roberts på konferencen om historisk materialisme bygges der videre på uoverensstemmelsen om den faldende profitrate. Harvey hævder her, at det er profitmassen, der er det vigtige, og at den fortsætter med at stige. Derved kommer der et overskud af kapital, der ikke kan afsættes, da de, der sælger deres arbejdskraft, får en stadig mindre del af årsproduktet. Så igen er det den manglende forbrugsevne, der er afgørende. Roberts’ svar er, at kriser indtræder samtidig med, at profitmasserne falder. Netop på grund af ratens fald, bliver mængderne af profit ikke ved med at stige. Der er ikke tale om et kapitaloverskud, der ikke kan absorberes, der er snarere så lidt profit og så ringe udsigter til profit, at det ikke kan betale sig at investere. Her gentager han også, at rent faktisk er forbruget ikke faldende før et økonomisk tilbageslag. Implicit angriber han også den keynesianske evige pukken på, at efterspørgsel i bred almindelighed er økonomiens omdrejningspunkt.

Dette kernepunkt er ikke bare en væsentlig forskel mellem de to, men mellem to forskellige opfattelser af kapitalismens måde at overleve på, inklusive om den bliver ved med at gøre det. Harvey kan konkludere, at kapitalismen altid kan genrejse sig ved at stimulere afsætningen gennem højere lønninger eller noget tilsvarende, mens Roberts ser lønpres som et middel brugt fra kapitalside til at komme ud af de gentagne kriser, hvorimod profitratefald og modstand er instrumenter til at overvinde kapitalismen.

Michael Roberts debatterer med den britisk-amerikanske marxist, David Harvey i oktober 2017.

Fattigdomsbekæmpelse

Når Roberts skriver om perifere lande – han kan ikke lide udtrykket ‘Det Globale Syd’ – er han tydeligvis på udebane. Det er ikke fordi han nævner f.eks. Afrika særlig tit, men i The 62 billionaires and the truth about inequality ’ citerer han uden forbehold en standard udregning fra Oxfam om, at Afrika taber 14 milliarder dollars i skatteindtægter om året på grund af, at 30 % af afrikanske finansielle aktiver holdes i skattely. Det beløb ville være nok til at redde 4 millioner mødre og børns liv, og til at ansætte nok lærere til at få alle afrikanske børn i skole. Så enkelt er det desværre ikke, og så enkelt plejer Roberts heller ikke at fremstille tingene.

Lige så snart vinderne af Sveriges Riksbanks mindepris for Alfred Nobel (’Nobelprisen i økonomi’) for 2019 blev annonceret, skrev han et blogopslag om de tre modtagere, der har arbejdet sammen om at bruge økonomiske eksperimenter til at reducere fattigdommen. Derefter studerer de effekten. Det ser meget fint ud, naturligvis. Men en mikroøkonomisk tilgang med at tilføre ressourcer eller adressere et konkret problem i et begrænset område for at sammenligne med et tilsvarende område uden intervention, betyder ikke, at disse tiltag vil eller kan generaliseres, eller at de vil have den ønskede effekt over tid. Selvom de er gennemført nok så videnskabeligt. Her er Roberts bemærkelsesværdigt ukritisk over for trioen, selvom han nævner, at deres resultater indtil nu har været temmelig selvindlysende. Lige for nylig har han dog skærpet sin kritik af deres metode og hvad man kan opnå med den.

Årets tre vindere af nobelprisen i økonomi: Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. Michael Roberts har indtil for nylig været for ukritisk over for deres forskning i fattigdomsbekæmpelse, mener Karen Helveg Petersen. Foto: MIT press.

Hvilket arbejde er produktivt?

Teoretisk set er min uoverensstemmelse med Roberts ikke mindst skillelinjen mellem produktivt og uproduktivt arbejde. Han inkluderer langt mere i begrebet ‘produktivt arbejde’ end jeg finder belæg for. Det er en væsentlig diskussion, for produktivt arbejde er jo dét, der – i modsætning til uproduktivt arbejde – er merværdiskabende. Derfor er det et vigtigt spørgsmål for kapitalismens langtidsholdbarhed via – ja, præcis – profitratens tendens til fald.

Arbejde, der indgår i kapitalistiske processer, skaber merværdi. Det drejer sig imidlertid om, hvilket arbejde og på hvilken måde arbejdet indgår i kapitalistiske processer. Alle gode marxister, også Roberts, mener jo, at f.eks. reklamefolk er en del af salgsarbejdet. Deres arbejde er ikke produktivt, selvom denne udgift til realiseringen af varerne på markedet uomtvisteligt er en integreret del af kapitalens omsætning. Hvis alt konkret arbejde, der udnyttes af eller aflønnes af en kapitalist, var produktivt, ville vi ikke have kriser på grund af for lidt skabelse af merværdi.

Roberts inkluderer langt mere i begrebet ‘produktivt arbejde’ end jeg finder belæg for. Det er en væsentlig diskussion, for produktivt arbejde er jo dét, der – i modsætning til uproduktivt arbejde – er merværdiskabende

Blogindlægget Knowledge commodities inkluderer som ‘produktivt arbejde’ dét, der kræver mental energiudfoldelse, og som producerer ikke-fysiske (’intangible’) men materielle varer, hvis værdi ligesom andre varers er bestemt gennem den producerede nyværdi, siger Roberts. Han etablerer også en korrespondance mellem denne værdi og en slags fysisk produkt, f.eks. en skal som en CD-Rom. Det virker lidt søgt.

Min indvending er, at hvis processen ikke er sat i system og dermed er reproducerbar, er det svært at værdibestemme, hvad der kommer ud af den. Der er ikke noget forhold mellem en software, der kan sælges i uendelige eller meget få eksemplarer, og dens indbyggede ’værdi’. Det er jo kun ét eksemplar (dog måske i flere versioner), der skabes og som kan have kæmpeomkostninger. Resten er ren formidling, ofte næsten uden ekstra omkostninger.

For at sige det i et gængst økonomisk sprog: marginalomkostningerne er nul. Sådan er det ikke med almindelige varer. Derfor må disse ’vidensvarer’ patenteres, og kapitalejeren prøver at hive superprofitter ud af dem. Hvad der sker inden for IT-udviklinger er typisk, at prisen først sættes højt, og når produktet er ved at have tjent sig ind, eller konkurrencen slår til, falder den drastisk, eller produktet tilbydes som en gratis tjeneste.

Nogle af de nye tech-virksomheder lever da i øvrigt også af reklame. Mark Zuckerberg sagde højt og klart til en senatshøring, at Facebooks forretningsmodel byggede på reklamer.

Hvis man laver parallellen til medicinsk forskning, giver den først økonomisk pote, når den via forsøg med dyr eller mennesker fulgt af godkendelse til brug resulterer i piller eller udstyr. Og først derfra at den kan tjene sig ind, uanset at der så sandelig bruges masser af mental energi i forskning.

Det er et grænseområde. Når jeg fastholder den snævre forståelse af produktivt arbejde er det, fordi det svarer bedre til, hvad man observerer og til kapitalismens krisekarakter.

Kina

Kina er ikke kapitalistisk, siger Roberts, udgående fra den simple betragtning at staten sidder på en stor del af økonomien. Han uddyber: ”Vareproduktion for profit, baseret på spontane markedsrelationer, regerer kapitalismen. Profitraten bestemmer dens investeringscyklusser og skaber periodiske, økonomiske kriser. Dette holder ikke for Kinas vedkommende. I Kina er offentligt ejerskab af produktionsmidlerne og statsplanlægning dominerende, og Det Kommunistiske Partis magtbase har sin rod i offentligt ejerskab. Så Kinas økonomiske opstigning er nået, uden at den kapitalistiske produktionsmåde er dominerende.”

Han mener dog ikke, at Kina ligefrem er socialistisk, for både indenlandsk og udenlandsk ejede private firmaer har ekspanderet, og en stor finansiel sektor og oven i købet aktiekapital er opstået. Men de fleste investeringer foretages af staten eller statsejede virksomheder, og selv de private kan ikke undgå Partiets kontrol. De offentlige aktiver er tre gange højere end de private.

Roberts indrømmer dog, at værdiloven opererer, men det gør den gennem de udenlandske investorer og på hjemmemarkedet for varer og tjenesteydelser. Disse signaler bliver dog ’forvredet’ undervejs (her bruger Roberts kun halvt afstandtagende et yndet begreb fra den økonomiske mainstream – som om markedet opererer gnidningsfrit andre steder). Han medgiver også, at indkomst-uligheden er meget høj og støt stigende. Det skyldes, at folk flytter fra landet til byen for at arbejde i fabrikker til en ussel løn, der dog er højere end deres landlige fællers, samt at statsapparatet tillader nogle få store entreprenører at polstre kistebunden.

Til det er at indvende, at hvem der ejer kapitalen ikke er kriteriet for kapitalisme, men at der skabes merværdi, som ejeren af produktionsmidlerne tilegner sig. I de statsejede virksomheder, f.eks. i den gamle sværindustri, producerer arbejderne da så sandelig merværdi. Og arbejdernes lønninger er ganske beskedne.  Derudover blev markedsprisdannelse gennemført gradvist og velovervejet fra 1984 ved først at lancere to prissystemer for mange varer, administrerede priser for grundbehov og markedsfrie priser for produktionen derudover. Langsomt blev kontrollen via de administrative priser opgivet.

Til gengæld er staten en bedre ’samlet kapitalist’ end vi har i vores del af verden, ved at den udligner tab det ene sted mod gevinst et andet. Ligeledes er Kina begyndt at operere kapitalistisk aggressivt udadtil, ikke bare gennem udenlandske investeringer foretaget af den offentlige sektor, men også gennem transnationale selskaber som Huawei, der naturligvis heller ikke er uafhængig af staten. I øvrigt findes der også en reservearmé af underbeskæftiget arbejdskraft i Kina.

Det er rigtigt, at udviklingen på mange måder har været afhængig af udenlandsk teknologi, udenlandske investeringer og ikke mindst finans, dollar, gennem Hong Kong. Men nu er Kina ved at gøre sig uafhængigt af udenlandsk teknologi og træde fuldt ind på den internationale scene. Forskellen mellem Kina og andre landes kapitaler er, at i Kina er der en samlet vilje til at investere mere langsigtet. Den kinesiske kapitalisme har nogle særtræk, men den kører efter samme logik som de andre arter.

“Hvem der ejer kapitalen er ikke kriteriet for kapitalisme, men derimod at der skabes merværdi, som ejeren af produktionsmidlerne tilegner sig”, skriver Karen Helveg Petersen, der kritiserer Michael Roberts’ analyse af Kinas økonomi. Under Xi Jinping (billedet) er landet også begyndt at “agere kapitalistisk aggressivt udadtil”. Foto: Public Domain

En klar anbefaling

Det kan alt i alt kun anbefales at orientere sig på bloggen, selvom der nogle gange er argumenter og tal, der ikke er opstillet eller udregnet helt klart. Det vigtige er, at Roberts faktisk søger empirisk belæg for sine påstande. Der er dog ikke sjældent et spring mellem de teoretiske dybder og tallene. Men det er noget af det bedste, vi har.

Følg Michael Roberts’ økonomiske analyser her


Karen Helveg Petersen er forfatter til “Rentekapitalismen”, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd.


Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd.

Læs mere af Karen Helveg Petersen