Migration i Europa: Fakta og myter

Da USA’s præsident Donald Trump talte ved FN’s generalforsamling i september 2025, advarede han om, at åbne grænser ødelagde Europa. Trump sagde direkte til europæiske ledere, at “your countries are going to hell” på grund af migration og kaldte immigration for et “double-tailed monster”, der ødelægger Vesteuropa.

Ifølge ham var migrationen Europas største problem, mens USA angiveligt har styr på sin egen indvandring. Men hans påstande kolliderer med fakta. I virkeligheden viser tal fra EU, FN og forskningsinstitutioner, at migrationen ikke er “ude af kontrol”, og at Europa langt fra er på vej til at blive “islamiseret”.

Migration og befolkningstal i EU

Ifølge Eurostat udgjorde ikke-EU-borgere i 2024 omkring 29 millioner i EU (6,4 procent af befolkningen). Samtidig viser EU’s egne undersøgelser, at de fleste europæere overvurderer migrantandelen voldsomt. Gennemsnitligt tror man, at 16 procent af befolkningen er udlændinge, mens det reelle tal er under 7 procent.

Det bekræftes af flere uafhængige analyser. RFBerlin-rapporten illustrerer, at EU’s indvandrerbefolkning er vokset støt fra ca. 41,1 millioner i 2010 til 63,3 millioner i 2024, en betydelig, men kontinuerlig vækst uden eksplosion. Figuren nedenfor viser udviklingen:

Tilstrømningen til EU steg markant i 2022–2024, først og fremmest fordi millioner af fordrevne fra Ukraine fik midlertidig beskyttelse. Ved udgangen af 2024 var over 4,3 mio. personer under midlertidig beskyttelse i EU.

Ser man uden Ukraine-effekten, peger de centrale indikatorer nedad, altså at antallet af førstegangs-opholdstilladelser faldt fra rekordniveauet i 2023 til 3,5 mio. i 2024 (−8,3 procent), førstegangs-asylansøgninger faldt med 13 procent i 2024 (fra ~1,05 mio. til 912.000), og uregelmæssige grænseovergange faldt 38 procent i 2024 til ca. 239.000.

Det samlede billede er, at stigningen i de samlede kurver 2022–2024 næsten udelukkende skyldes Ukraine, de øvrige migrationskanaler er stabile eller lavere end i 2022–2023.

Myten om islamisering

Højreorienterede mediers skrækscenarier om, at Europa “bliver muslimsk” eller “overnaturligt inficeret” af indvandring, holder ikke trit med realiteterne. Ifølge Pew Research var muslimer 4,9 procent af EU’s befolkning i 2016. Selv under fortsat høj migration ville deres andel i 2050 ifølge Pew højst nå omkring 14 procent, altså langt under flertal.

Desuden bygger mange alarmistiske fremskrivninger på forvreden brug af demografiske data. Ifølge forskere som Paul Hedges tager sådanne prognoser ofte udgangspunkt i, at indvandreres fødselstal forbliver høje som i hjemlandene, mens de i virkeligheden falder mod niveauet i værtslandet over én-to generationer.

Altså, når først indvandrerbefolkninger har været i Europa i nogle år, tilpasser de sig i familie-størrelse. Derfor er påstanden om en forestående islamisering af Europa en myte, ikke et resultat af troværdige data.

Danmark i EU-perspektiv

Den samme tænkning oversættes også til den danske situation. Ifølge officielle tal boede der i Danmarkpr. 1. januar 2025 i alt 977.180 personer med indvandrerbaggrund (inklusiv efterkommere), svarende til 16,3 procent af befolkningen. Dette tal er gradvist steget fra blot 3 procent i 1980.

Omkring 626.705 har ikke-vestlig oprindelse, heraf 304.363 (5 procent af befolkningen) med baggrund i MENAPT-landene (Mellemøsten/Nordafrika/Pakistan/Tyrkiet). Blandt disse har muslimerne naturligvis været i fokus, men tallet er stadig relativt beskedent. Det anslås, at cirka 280.000 danskere (ca. 5 procent af befolkningen) i 2023 er muslimer. Der er langt imellem udtalelser om massekonvertering eller “sharia-præster” i Folketinget, når tallene ser sådan ud.

Sådan som det ser ud lige nu, er Danmark forpligtet til at respekterer sine retsforpligtelser, hvor vi er part i FN’s Flygtningekonvention og EU’s grundlæggende rettighedscharter, hvilket forpligter til at beskytte individuelle rettigheder.

Som ENAR (European Network Against Racism) bemærker, står migranter netop over for “menneskerettighedskrænkelser og diskrimination samt for racemotiveret vold” i Europa. Debatten om indvandring må bygge på denne virkelighed, ikke på frit fabulerede trusselsbilleder.

Humanistisk og retlig kontekst

Virkelighedens billede af migration er mangfoldigt, hvor en stor del af debatten har handlet om at integrere mennesker på flugt i et værdibaseret samfund. Indvandrerne bidrager med ressourcer til Europas økonomi og velfærd. EU-Kommissionen påpeger, at en fjerdedel af virksomhederne lider af mangel på arbejdskraft, og at 42 specifikke jobfunktioner har særlig stor efterspørgsel efter kvalificerede medarbejdere.

Migranter udfylder mange af disse huller. I Frankrig alene bidrager migranter med omkring 12 mia. euro i skatter årligt. Alligevel oplever migranter en øget skepsis, hvor ENAR påpeger, at debatten i de senere år krydser grænsen til xenofobi og racisme.

Når politikere taler om “invasion” eller “dødsridt”, skyldes det ikke objektive problemer, men politiske dagsordener. Sådanne ord understøtter desværre en retning, der øger risikoen for diskrimination på grund af religion eller etnicitet – præcis det Europa har lovet at bekæmpe.

Den europæiske menneskerettighedskonvention forbyder enhver diskrimination på religiøs baggrund, og FN’s flygtningekonvention forpligter til at yde beskyttelse til enkeltpersoner, der er forfulgte, ikke til at lukke lande af. Det menneskesyn er også en del af baggrunden for, at danske politikere tager afstand fra hysteriske overdrivelser.

Højrenational retorik og fakta

I flere lande har højreradikale partier opbygget støtte ved at fremstille migration som en eksistentiel trussel. I EU’s regeringer og parlament har dette ført til politiske kampe om grænsekontrol. Alligevel advarer internationale iagttagere om faren ved en sådan retorik.

En analyse fra International Bar Association skriver f.eks., at partier som Frankrigs Rassemblement National og Tysklands AfD i stigende grad har vundet opbakning ved deres regressive indvandringstemaer. Pointen er ikke partipolitik, men at budskabet om samtidig løsning af alle problemer ved at lukke grænser er utopisk.

Samtidig siger data lige det modsatte. Som nævnt voksede Tysklands andel af udlændinge i befolkningen fra 13,4 procent af befolkningen i 2015 til 20,9 procent i 2024, men uden at samfundet brød sammen.

I det danske politiske rum står flertallet ved, at integration kræver både kontrol og omtanke, og at årsagerne til bekymring bør findes i konkrete udfordringer, ikke i fantasier om et ændret Europa. Tallene over udlændiges andel af den danske befolkning viser klart, at indvandrere ikke kommer i noget, der ligner overtal inden for nogen overskuelig fremtid. Demografien udvikler sig fredeligt og forudsigeligt.

Hvis noget står tydeligt, er det, at det er migrationsdebatten, der har et problem, ikke selve migranterne. Påstandene om en “europæisk selvudryddelse” ved islamisk indvandring er vildledende og partiske. Ved at konfrontere dem med fakta kan politikere holde sig til saglige løsninger i stedet for at bedrage offentligheden.