Moderne afrikanske pirater bliver skabt i EU og Kina

Pirater. Blodtørstige røvere, der slår ihjel på må og få, og lever uden for retssamfundets tro og love. Fra Sortskæg og Captain Kidd til Jack Sparrow og Kaptajn Klo har piraten som arketype både skræmt og fascineret os i århundreder. Det er en klassisk moderne fortælling om lovløse barbarer, der begår rovdrift på stakkels fredsommelige handelsmænd på verdenshavene.

I samtiden er den rebsvingende sørøver blevet erstattet af en mindre glorværdig version: Den afrikanske pirat i speedbåd. Han overfalder fiskere og containerskibe, og forlanger store løsesummer uden noget eventyrlig fortælling. “Det er mig, der er kaptajn nu”, siger skurken i Captain Phillips truende til Tom Hanks’ titelkarakter. I denne nye, socialrealistiske historie handler pirateri om magt og penge.

Selvom de karismatiske kapere er skrevet ud af historien, er der stadig helte at heppe på. I de danske mediers beretninger fra de seneste dage forlyder det, at soldater på den danske fregat, Esbern Snare har dræbt fire pirater og fængslet en række andre. De er oppe mod svære betingelser, må vi forstå. Sidste år blev 130 søfolk taget som gidsler i Guineabugten ud for Vestafrika, og området vurderes nu til at være det farligste sted i verden at sejle. Men det spørgsmål, der sjældent indgår i mediernes dækning af pirat-problemet er, hvorfor i alverden der er kommet så mange pirater? Og hvad danske soldater i det hele taget laver i afrikanske farvande?

“Man tager levebrødet ud af hånden på folk, og forfærdes derefter over, at de finder alternative måder at skaffe det på.”

For knap 230 år siden afskaffede Danmark som det første land i Europa slavehandlen i Vestafrika. Man indsatte dog en udfasningsperiode på 11 år, så man kunne nå at tjene nogle flere penge på at sælge mennesker, og samtidig bryste sig af sin fine titel som et progressivt land. Siden er udbytningen af det afrikanske kontinent kun taget til i styrke under kapitalens tunge åg. Officielt er både slaveri og kolonisering blevet afskaffet. I praksis fortsætter plyndringen ufortrødent. Med fastholdelsen af kolonitidens CFA-franc som valuta i det meste af Vestafrika, holder den gamle kolonimagt stadig landene i et økonomisk jerngreb.

Også havene rundt om det afrikanske kontinent bliver stadig røvet i stor stil. På det seneste har særligt kinesiske supertrawlere meldt sig på banen i ræset om at suge havbundene tørre for fisk, og dermed fratage lokalbefolkningen muligheden for at ernære sig selv gennem fiskeri. Men den imperialistiske udbytning af Afrikas naturrigdomme har aldrig haft noget hjemland. For et halvt år siden blev den litauiske fisketrawler Margiris – der størrelsesmæssigt minder om et lille containerskib – fanget med fingrene ulovligt i fiskedåsen ud for Mauritanien. Greenpeace anslår, at 90 % af overfiskningen i Vestafrika finansieres af EU-skattekroner.

I Vestafrika er størstedelen af piraterne bønder fra det sydlige Nigeria. Her har olieboringer foretaget af bl.a. Shell, Exxon og Elf ødelagt store dele af drikkevandet, og gjort det umuligt for folk at ernære sig som bønder. Ulovligt fiskeri fra de store trawlere anslås at koste lokaløkonomierne 15 milliarder kroner om året, hvilket får piraternes krav om løsesummer til at blegne i sammenligning. På den anden side af kontinentet har somaliske pirater tidligere været den store skurk i de danske medier, ikke mindst efter to danske søfolk blev holdt som gidsler i 2½ år. Også her er problemet i høj grad eksporteret fra EU-landene, hvor supertrawlere ulovligt støvsuger havbugten for fisk. “Det er ikke bare vores mulighed for fiskeri, men vores liv, der er på spil”, forklarede formanden for de somaliske fiskere for 10 år siden. For at gnide salt i såret, er deres farvande desuden blevet kraftigt forurenet af europæisk giftaffald, der nærmest omkostningsfrit kan dumpes i Adenbugten.

Detaljerne varierer, men den grundlæggende historie er altid den samme. Man tager levebrødet ud af hånden på folk, og forfærdes derefter over, at de finder alternative måder at skaffe det på. Der sejler ganske rigtigt folk rundt i havene ud for Afrika, der udplyndrer andre mennesker. Men de værste, mest hensynsløse af slagsen er ikke afrikanske pirater fra Somalia eller Nigeria. De multinationale selskaber, med støtte fra bl.a. EU og Kina, behandler stadig Afrikas natur som en losseplads, og udplyndrer kontinentet for befolkningernes levegrundlag. Det er dem, der begår den største forbrydelse – ikke desperate afrikanske bønder.