Moderne landbrug er en effektiv og skadelig fabrik

Min farmor og farfar har gennem hele deres liv drevet en gård i Vejby 4 kilometer fra Tisvildeleje. De har selv været underlagt udviklingen i det danske landbrug, og jeg finder det altid interessant, når min 83-årige farmor vil fortælle mig om, hvordan verden var engang.

Hun nævner, at hun og min farfar er blevet interviewet på gården. Det er 40 år siden i dag. Af interviewet i Jyllands Posten i 1981 er det tydeligt at mærke min farfars bekymring for landbrugets fremtid. Han nævner, at han er bange for, der på lang sigt er en bevidst politik med mål om at nedlægge alle selvstændige landbrug. I den uvisse tid følte min farfar sig ikke sikker i sit erhverv, og han nævnte også for journalisten, at han på ingen måde ønskede for sine børn, at de skulle sidde i eget landbrug  i deres liv.

I løbet af de følgende årtier viste det sig, at min farfar fik ret. Flere og flere landbrug blev lagt sammen, og i dag er også mine bedsteforældres gamle marker en del af et større landbrugsareal, hvor store maskiner høster en afgrøde på kæmpemæssige arealer.  

I løbet af de følgende årtier viste det sig, at min farfar fik ret. Flere og flere landbrug blev lagt sammen, og i dag er også mine bedsteforældres gamle marker en del af et større landbrugsareal, hvor store maskiner høster en afgrøde på kæmpemæssige arealer.  

Fra små til store landbrug

Det, min farfar observerer i 1981, er starten på den øgede mekanisering og industrialisering, som i dag har formet vores landbrug i Danmark. Siden 1980’erne er landbruget i højere grad omlagt til fabrikker og har mistet forbindelsen til den natur og det miljø og klima, som det i virkeligheden er underlagt.
Engang var det vigtigste erhverv i Danmark landbruget. Fødekilden i de danske husstande kom stort set fra egne småskala-landbrug, som var mangfoldige i de afgrøder, der kunne høstes. Man drev altså landbrug med den hensigt, at familien kunne brødfødes – og var dermed stort set selvforsynende. Når paletten af afgrøder fra høsten ikke var bred nok, byttede man sig frem de lokale imellem. Hjulene i lokaløkonomien var i sving, og man var fuldstændigt afhængig af, hvad sæsonen bød på af afgrøder.

Støtte til store landbrug

I dag er det ikke længere tilfældet. Nu er de mindre gårde udkonkurreret eller opkøbt af store monopoler, som får en massiv støtte fra EU’s budget. Som jordbruger får man det, der kaldes ’direkte hektarstøtte’ – en økonomisk støtte for hver hektar, man ejer. Den støtte lægger op til, at jordbrugere skal have enorme bedrifter, så overordnet set giver det ikke længere økonomisk mening at være et mindre jordbrug. Der er nu en kæmpe gæld i landbrugssektoren som følge af behovet for at tage store lån, når man som selvstændig vil investere i jord. I dag er virkeligheden, at de mindre landbrug ikke længere kan følge med i effektiviseringsræset.

I dag er virkeligheden, at de mindre landbrug ikke længere kan følge med i effektiviseringsræset.

Monokultur er problematisk

Gårdene er karakteriseret ved en dyrkningsform, man kalder monokultur. Man har altså ikke længere en mangeartet produktion, nu specialiserer man sig i blot én slags høstudbytte. Tidligere – dengang min farfar var landmand – var afgrøderne på markerne langt mere varieret. En alsidig vækst giver bosted for mange forskellige dyr, og jo rigere dyreliv og planteliv er jo færre skadedyr og sygdomme. Herved bidrager vi til planetens biodiversitet. Når vi dyrker med forskellige plantebestande, bruger planterne forskellige stoffer i jorden og har forskelligt vandbehov, forskellig plads og højde fra jorden. På den måde kan de forskelligartede naboplanter ofte have gavn af hinanden.
Omvendt vil et ensartet næringsbehov udpine markens næringspalette, når f.eks. hele jordens kål hiver samme stof op gennem deres rødder.

Moderne produktionsfabrikker  

Ifølge højskolelærer og medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse, Sarah Hellebek, er det essentielt at fokusere på landbrugsdriften, når vi drøfter planer for at redde vores planet. Hellebæk nævner, at international handel har betydet, at folk har kunnet tjene penge på at effektivisere deres drift og så begynde at eksportere udbyttet. Vi dyrker nu langt over grænsen for, hvad den danske befolkning behøver af landbrugsvarer.
 ”Når vores landbrug er sådan en produktionsfabrik, hvorfor i alverden ligger det så ikke i et industrikvarter?”, spørger Sarah Hellebek med frustration i stemmen.

 Når vores landbrug er sådan en produktionsfabrik, hvorfor i alverden ligger det så ikke i et industrikvarter?

Sarah Hellebek

Problem for klima og miljø

Det danske landbrug forurener, når vi fragter fødevarer tusindvis af kilometer både til import og eksport. Det forurener, når landbruget ved at udskiftning menneskelig arbejdskraft med maskiner er blevet dybt afhængigt af fossile brændstoffer. Det forurener i takt med, at kunstgødning og sprøjtegifte er blevet langt mere normaliseret. Det moderne landbrug er ekstremt forurenende, når vi fuldstændigt rydder naturens planteliv, som ellers er et fantastisk redskab til at binde CO₂. Mange steder i dansk landbrug dyrker man ved hjælp af dybdepløjning. Her ses det, at en stor mængde drivhusgasser siver ud i atmosfæren.
For ikke at tale om de vanvittigt store landarealer vi bruger til grøntsagsproduktion for at fordre vores millioner af husdyr. Vi kunne undvære mellemleddet, nemlig dyrene, og gøre dyrefoderet til store mængder menneskeføde.

Det moderne landbrug er ekstremt forurenende, når vi fuldstændigt rydder naturens planteliv, som ellers er et fantastisk redskab til at binde CO₂.

Nye toner i landbrugspolitik

”I lyset af klima- og biodiversitetskrisen skriger det på, at det skal være nogle andre parametre, som skal styre, hvordan vi forvalter vores arealer,” lyder det fra Sarah Hellebæk. Hun mener dog, at det er begrænset, hvor meget vi kan stå og pege fingre ad dem, der sidder på produktionerne lige nu. De har jo arvet et tankegods og er underlagt nogle altafgørende strukturer og støtteordninger, der gør det meget vanskeligt eller umuligt for dem at gøre tingene anderledes. Det er på politisk niveau, vi skal insistere på forandringer. Landbruget har egentlig et enormt potentiale for gentænkningen af vores fødevareområde.

”Vi kan jo eksempelvis vælge, at landbrugsstøtten skal handle om, hvor meget biodiversitet jordbrugeren kan skabe, eller hvor dygtig man er til at hive drivhusgasser ned i jorden,” foreslår Sarah Hellebek.

Vi kan jo eksempelvis vælge, at landbrugsstøtten skal handle om, hvor meget biodiversitet jordbrugeren kan skabe, eller hvor dygtig man er til at hive drivhusgasser ned i jorden

Sarah Hellebek

Det kræver nye toner i landbrugspolitikken, og derfor kan man håbe, at næste udspil fra regeringens side vil understøtte et andet budskab, end det vi hidtil har set. I første omgang har regeringen dog valgt at udskyde forhandlinger om en ny landbrugsreform, hvilket ikke vidner, om at de ansvarlige politikere tager problemet alvorligt endnu. Reformen er udskudt til senere i år.