Momentum og de grønne partier: Stemmespild, brobyggere eller konstruktiv kappestrid?

Forleden, nærmest på årsdagen for, at jeg sammen med tre andre folketingsmedlemmer forlod Alternativet, så et nyt grønt parti dagens lys: Momentum. Det første der skal siges her, er: Velkommen til jer. Det bliver spændende at se, hvad det er I vil bidrage med til den politiske udvikling og diskussion i Danmark. Det glæder jeg mig til, vi skal tale mere om, så snart vi kan få ørenlyd for alle automatreaktionerne om, at Momentum – sammen med Frie Grønne, Veganerpartiet og Alternativet – er skyld i stemmespild ved næste folketingsvalg.

Jeg nåede nærmest ikke at læse åbningsinterviewet færdig i Politiken, før den første kommentar om stemmespild dukkede op i mit Twitter-feed. En af de første på banen var Pelle Dragsted, der lagde dette tweet op: ”Set udefra, er der for meget nag (og narcissisme?) indblandet i de nye partidannelser efter Ås opsplitning. Hvis de er alvorlige om at tage klimaansvar, så bør de lægge naget til side og stille op på en samlet liste. Ellers er der enorm risiko for grønt stemmespild”.

Det tweet har i skrivende stund fået 337 likes og 36 kommentarer. En af kommentarerne var fra mig. Og det var starten på en længere debattråd. Ikke så meget mellem Pelle Dragsted og mig, for han undskyldte sin formulering. Men han fastholdt sin pointe om, om jeg/vi havde et ansvar for at samle og bygge bro. Underforstået, at vi fire grønne nye partier burde gøre det samme, som de partier, der i sin tid samlede sig under den politiske paraply Enhedslisten.

Det er jo en hel legitim holdning at have. Men jeg tror altså ikke, at det vil være muligt i dette tilfælde. Hvorfor nu ikke det? For det lykkedes jo dengang med DKP, VS og SAP.

Fælles grønt udgangspunkt?

Personligt tror jeg, at det lykkedes for de tre partier der udgjorde Enhedslistens founding fathers, fordi de trods alt havde det samme ideologiske udgangspunkt: Socialismen. Og dermed også var politisk motiveret gennem deres fælles kritik af den kapitalistiske, økonomiske model og tænkning. Hvilket også betød at de fandt en fælles venstrefløjs-position at tale fra overfor SF og socialdemokraterne.

“Selv om det er tillokkende at lægge Enhedslistens historiske løsningsmodel ned over de omtalte fire grønne partier, så tror jeg ikke et sekund på den. For der er simpelthen for store politiske forskelle, når det kommer til stykket. Uagtet den fælles grønne dagsorden.“

Hvis vi ser på de fire grønne partier, har både Veganerpartriet og det nyeste skud på stammen Momentum klart meldt ud, at de befinder sig på midten af dansk politik, når det gælder deres økonomiske politik – i det omfang, de overhovedet har en sådan. Momentum har direkte sagt, at de har et socialt-liberalt udgangspunkt.

Det kan lyde som en nørdet detalje-diskussion. For vi har jo masser af grønne holdninger og vurderinger til fælles. Men hvis der er noget jeg har fået respekt for efter mine år i Alternativet, så er det, at være tydelig på, hvilket økonomisk perspektiv vi taler ud fra.

For en af de store udfordringer – i hvert fald i min tid som politisk leder af Alternativet – var, at partiet tiltrak både desillusionerede Enhedsliste-folk og frustrerede, karriere-indebrændte Venstre-folk. Umiddelbart så vi måske nok ud ad det samme værdi-vindue – troede vi – men absolut ikke ud ad det samme økonomi-vindue.

Så selvom det er tillokkende at lægge Enhedslistens historiske løsningsmodel ned over de omtalte fire grønne partier, så tror jeg ikke et sekund på den. For der er simpelthen for store politiske forskelle, når det kommer til stykket. Uagtet den fælles grønne dagsorden. Og så må vi bare tage den politiske kappestrid derfra. Lad den skarpeste ide, samfundsanalyse og det bedste politiske hold vinde.

Det er jo for øvrigt den samme holdning, Frie Grønne har til Enhedslisten. Selvom vi har masser af fælles politiske berøringsflader, er vi jo netop to forskellige partier. Frie Grønnes politiske udgangspunkt er et andet end Enhedslistens. Lige som Enhedslisten har et andet udgangspunkt end SF.

Valgforbund stopper stemmespild

I Frie Grønne har vi et solidarisk, anarkistisk afsæt. Inspireret af anarkistiske tænkere som Emma Goldmann, Murray Bookchin, David Graeber og Kalle Lasn. Det betyder, at vi har et andet forhold til staten – hvor vi ikke ønsker en større stat, men et langt stærkere civilsamfund. Vi har et andet forhold til partiet – vi tror på bevægelsernes innovationskraft og det direkte lokale demokrati. Vi har et andet forhold til mangfoldighed, identitetspolitik og klasseanalyser – vi tror at det personlige er politisk og omvendt.

Og det er lige, som det skal være. Men hvad jeg gerne vil lære af Enhedslistens historie er, hvordan man undgår at falde ned i mundhuggeri og fraktions-kampe. Jeg var selv lige ved det i den pågældende Twitter-tråd. Men fik mig nogenlunde stoppet i tide – selvom jeg kunne mærke fighter-energien komme rullende.

Og så fik Pelle Dragsteds spørgsmål om stemmespild mig til at tænke følgende tanke: Hvorfor i alverden kan man ikke lave valgforbund til Folketingsvalg, når nu man kan til kommunal- og regionsvalg? Så ud over at inspirere mig til at skrive denne klumme, fik twitter-debatten mig også til at overveje, om jeg ikke skulle formulere et nyt beslutningsforslag. Nemlig, at det i fremtiden skal være muligt at indgå valgforbund til Folketingsvalgene.

Hvis vi kunne få det forslag igennem, kunne vi nemlig én gang for alle få stoppet den totalt ikke-konstruktive diskussion om stemmespild. Og det burde alle partier fra venstre til højre have en interesse i. Det vil være godt for alle os partier, den demokratiske og politiske innovation, og ikke mindst den enkelte borgers mulighed for at mærke værdien af sit kryds i stemmeboksen.