Morten, Marie og revolutionen

Morten Thing husker det stadig, selv om der er gået et halvt århundrede: Første gang historikeren læste om Marie Nielsen.

Carl Heinrich Petersen havde netop skrevet bogen »Danske revolutionære« og dér, blandt anarkister, syndikalister og venstresocialister optrådte den tidligere husassistent og skolelærerindes navn. Det var ellers den almindelige opfattelse, at vi er mere fredelige, fornuftige og forhandlingsvillige end andre folkeslag, hvorfor forandringer og fremskridt herhjemme er sket uden vold og opstande – endsige borgerkrig. At vi med andre ord manglede en revolutionær tradition. I den almindelige bevidsthed og den politiske historieskrivning var oppositionen til venstre for Socialdemokratiet da også først opstået i 1932, hvor Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) fik valgt sine to første folketingsmedlemmer. Men nu havde den navnkundige arbejderhistoriker reddet Marie Nielsen og de andre fra historiens losseplads, som Trotskij sagde om mensjevikkerne.

»Af de i denne bog repræsenterede forfattere og revolutionære aktivister er kun én kvinde, nemlig Marie Nielsen, og alene det forhold, at hun var initiativtager til oprettelsen af det første kommunistisk orienterede parti i Danmark, nemlig Socialistisk Arbejderparti, der så dagens lys i april 1918, er sådan set tilstrækkelig motivering for, at hun er med,« skrev Carl Heinrich Petersen i 1970. »Men det er langt fra den eneste årsag, for hun var både en højt begavet, meget vidende og moralsk gennemhæderlig person«.

Marie Nielsen var initiativtager til oprettelsen af det første kommunistisk orienterede parti i Danmark, nemlig Socialistisk Arbejderparti. Men det er langt fra den eneste årsag, for hun var både en højt begavet, meget vidende og moralsk gennemhæderlig person

Det var dét, at Marie Nielsen havde været eneste kvinde blandt de mange mænd, som i første omgang fascinerede Morten Thing. Men siden fandt historikeren ud af, at Marie Nielsen også havde været en kvindesagsforkæmper – og han begyndte at skrive, hvad der skulle en livslang kærlighedserklæring til hende, hvor punktum nu bliver sat med biografien »Marie Nielsen og revolutionen«

Herskabslejligheden

»Marie Nielsen blev en type kvindelig politiker, som man ikke havde set indtil da i Danmark,« siger Morten Thing, som tager imod på strømpefødder hjemme i lejligheden på Østerbro. »Det var et liv, hvor hun ofrede sig for de forskellige bevægelser, som hun var del af, fra Socialdemokratiet og DKP og til sidst så modstandskampen«.

Den 166 kvadratmeter store lejlighed bliver altid omtalt i interviews og portrætter som en »herskabslejlighed«, hvilket Morten Thing mener er misvisende. Størrelsen er ikke overvældende i betragtning af, at de førhen boede seks i lejligheden. Tværtimod. Det er først nu, hvor Thing og hustruens (kulturhistoriker Anne Houe) fire børn er flyttet hjemmefra, at der endelig er blevet plads til de mange bøger, som dækker væggene fra gulv til loft. Førhen stod de i to lag på reolerne.

»Folk forventer åbenbart, at jeg bor i en toværelseslejlighed og kører rundt i en bulet 2CV,« griner Morten Thing.

I givet fald skyldes det måske, at Morten Thing ikke har været medlem af noget parti, siden han meldte sig ud af VS i 1972. Men han er på mange måder gået i netop Carl Heinrich Petersens fodspor som arbejderhistoriker (denne kendte adskillige af personerne i sin bog). Moderen Dora Thing voksede op på Nørrebro som barn af russiske jøder, og faderen var den legendariske kommunist og modstandsmand Børge Thing, der under besættelsen ledte sabotageorganisationen ‘BOPA’. Morten Thing har portrætteret dem begge i bøgerne »Min mors historie« og »Sabotøren – Min fars historie«, ligesom han har skrevet »Kommunismens kultur – DKP og de intellektuelle 1918-1960«. Sidstnævnte var samtidig hans disputats.

Men selv om Morten Thing har skrevet om meget andet end arbejderhistorie gennem årene (»Den, der vil skabe sammenhæng, må sprede sig«, som Poul Henningsen sagde), starter – og slutter! – det på en måde med Marie Nielsen.

Nielsen og Nexø

I 1973 hørte Morten Ting nemlig, at Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) lå inde med Marie Nielsens efterladte papirer. Resten er historie. Morten Thing skrev de følgende år flere artikler til tidsskrifter om Marie Nielsens politiske arbejde og – sammen med Børge Houmann – i 1990 bogen »Venskab og revolution – Martin Andersen Nexø og Marie Nielsens venskab og politiske virke 1918-24«. Den tidligere kommunistiske modstandsmand og folketingsmedlem havde i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne udgivet Martin Andersen Nexøs breve og var efterfølgende kommet i besiddelse af adskillige af Marie Nielsens papirer – herunder netop hendes brevveksling med Martin Andersen Nexø. Hvordan Børge Houmann havde fået papirerne, når resten ellers lå på ABA, ville han dog ikke ud med.

»Det er en hemmelighed, jeg har tænkt mig at tage med i graven,« fortalte han Morten Thing, efter denne havde spurgt. Og der kunne historien været endt, hvis ikke Morten Thing efter Børge Houmanns død i 1994 en dag havde besluttet sig for at genlæse et brev, Trotskij havde sendt til Marie Nielsen i 1938. Børge Houmann havde afleveret Marie Nielsens papirer til Det Kongelige Bibliotek, men der lå brevet ikke blandt »Politikeren Marie Nielsen: Nogle efterladte papirer«. Til gengæld fandt Morten Thing ikke bare Trotskijs brev blandt Børge Houmanns egne, efterladte papirer, »Børge Houmann 1902-1994«. Imellem dem lå også et brev fra en Jenny Thomasen til Børge Houmann. Jenny Thomasen forklarede, at hun havde stået Marie Nielsen »nær« og havde flere af dennes efterladte papirer, herunder fængselsdagbogen, som hun skrev efter at være blevet arresteret i november 1918 og idømt 18 måneders fængsel som ansvarshavende redaktør for Socialistisk Arbejderpartis (SAP) blad »Klassekampen«. Det var Jenny Thomasen, som i sin tid havde givet Børge Houmann Marie Nielsens papirer og ledsaget dem med et længere brev til ham med, »hvad jeg kan huske om Marie Nielsen, og hvad hun har fortalt mig«.

»Når jeg nu har skrevet biografien, skyldes det både, at der er dukket flere kilder op og kilder, som siger noget om Marie Nielsens familie,« fortæller Morten Thing. »Og så er der kommet en database, som hedder Mediastream og omfatter 35 millioner avissider, hvilket har gjort det lettere at lave søgninger på personer. Førhen sad man måske i måneder og læste Arbejderbladet (DKP’s avis i perioden fra 1921 -1941, red.), hvorimod man nu kan søge på Marie Nielsen og finde oplysninger, som jeg ikke ville have fundet før, så der har jeg også fundet nye ting. Samlet tænkte jeg, at der faktisk var til en biografi. Og så tog jeg mig sammen og skrev den«.

Revolutionen står for døren

Marie Nielsen blev født i 1875 i et fattigt husmandshjem uden for Hillerød og kom som 14-årig ud at tjene. Men efter nogle år ville hun noget andet, og mere, og tog faglærereksamen i 1908. På seminariet havde Marie Nielsen skrevet speciale om det tyske socialdemokrati og blev efterfølgende medlem af Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), hvor hun kom til at tilhøre venstrefløjen. Sammen med andre udgjorde Marie Nielsen en opposition til de senere »ministersocialister« som Thorvald Stauning, Frederik Borgbjerg og Johannes Friis-Skotte.

Det var dog udbruddet af Første Verdenskrig i 1914, som splittede ikke bare det danske socialdemokrati, men hele den europæiske arbejderbevægelse i reformister og revolutionære. De tyske socialdemokrater stemte for krigsbevillingerne, og de danske støttede dem. I Danmark blev borgfredspolitikken – eller klassesamarbejdet – løsnet. Også Socialdemokratiet stemte for øgede militærbevillinger til »Opretholdelse af Neutraliteten«.

Men for Marie Nielsen, som var blevet medlem af hovedbestyrelsen i 1916, var det Socialdemokratiets holdning til Oktoberrevolution i 1917, som førte til bruddet med partiet. Socialdemokratiet havde ellers store forventninger til den russiske revolution og håbede, at »Fredrevolutionen« kunne bringe en ende på krigen, der havde kostet arbejderne dyrt på de europæiske slagmarker.

I starten af 1918 skete der imidlertid et skifte, efter at bolsjevikkerne havde opløst Den Grundlovgivende Forsamling, hvor de var i mindretal, hvilket Socialdemokratiet opfattede som et brud med den demokratiske socialismes ånd, ligesom partiet tog afstand fra det nye styres indblanding i den finske borgerkrig. Som Frederik Borgbjerg slog fast, så hverken kunne – eller burde – der være en modsætning mellem socialisme og demokrati. Opstod en sådan i den revolutionære proces, burde processen standses og erstattes af demokratiske reformer.

Erfaringen med Socialdemokratiet var især partiets samarbejde med borgerskabet gennem Det Radikale Venstre. Den var, at selv socialistiske ledere kunne købes med penge og andre goder. Oven på arbejderbevægelsen var bygget et nyt lag af klassesamarbejdende arbejdere-der-er-blevet-elite. Men mest afgørende var det nye partis forestilling om demokrati: For at det kunne virke, skulle det være fladt og ikke kun repræsentativt.

En af de ledende skikkelser i Socialdemokratiet, som ikke støttede op om den nye linje, var Marie Nielsen. Den 17. marts 1918 meldte Marie Nielsen sig ud af Socialdemokratiet i protest mod »den Borgerliggørelsens Politik, som Partiet i stedse stigende Grad fører, og som Protest mod den Feighedens og Forræderiets Politik, Soc-Demokraten fører over for de kæmpende Arbejdere i Finland og Rusland«.

Brud med Socialdemokratiet

I stedet var Marie Nielsen tre uger senere, den 4. april, med til at danne SAP, som i sit program, »Principielle Grundlinjer for Danmarks socialistiske Arbejderparti«, beskrev socialismen som arbejdernes faktiske herredømme over deres arbejdsproces og styring af produktionen. Erfaringen med Socialdemokratiet var især partiets samarbejde med borgerskabet gennem Det Radikale Venstre. Den var, at selv socialistiske ledere kunne købes med penge og andre goder. Oven på arbejderbevægelsen var bygget et nyt lag af klassesamarbejdende arbejdere-der-er-blevet-elite. Men mest afgørende var det nye partis forestilling om demokrati: For at det kunne virke, skulle det være fladt – ikke kun repræsentativt.

1918-19 var år med demonstrationer og sammenstød mellem politi og demonstranter, hvor Marie Nielsen og mange andre troede, at revolutionen også stod for døren i Danmark. Det viste sig som bekendt ikke at være tilfældet, endda langt fra. Ved folketingsvalget i 1918 opstillede SAP otte kandidater i København, med Marie Nielsen øverst, og fik 1410 stemmer.

»I Rusland var staten ekstremt svækket, og Lenin sagde: Vi erobrede ikke magten – den lå på gaden, og vi samlede den bare op,« siger Morten Thing. »Det var til dels også tilfældet i lande som Finland og Ungarn og i mindre grad Tyskland, hvorimod det aldrig var tilfældet i Danmark. Men selv om efterretningstjenesten og politiet fra deres kilder godt vidste, at de revolutionære grupper var små, slog man alligevel hårdt ned på dem. Det skyldtes dels hensynet til udlandet, som frygtede at oprøret skulle brede sig. Og dels gik der rygter om, at de blandt andet var i kontakt med de nyoprettede tyske arbejder- og soldaterråd i Slesvig – og at disse ville sælge våben – ligesom man vidste, at Moskva sendte penge. Så kombinationen af penge og våben skabte alligevel en frygt for, at det kunne føre til en revolution. Men herhjemme sad Socialdemokratiet på den politiske magt i arbejderklassen, og uden socialdemokraterne var en revolution utænkelig«.

18 endte med at få bøder, og 16 – herunder Marie Nielsen – blev idømt fængselsstraffe efter demonstrationerne og sammenstødene. Tiltalen mod hende gik på ‘anstiftelse til overtrædelse af straffeloven og den militære straffelov, for vold og fornærmelse mod politiet samt anstiftelse overfor militærpersoner til mytteri og lydighedsnægtelse’.

Kampen om DKP

På det tidspunkt havde SUF ophævet samarbejdsaftalen med Socialdemokratiet og i 1919 dannet det nye »Venstresocialistiske Parti« (VSP), som året efter skulle skifte navn til Danmarks Kommunistiske Parti ved optagelsen i Tredje Internationale eller Komintern.

Marie Nielsen fandt dog stadig VSP for socialdemokratisk/reformistisk efter at være blevet løsladt og havde kunnet konstatere, at der ikke var meget liv tilbage i hverken SAP eller Klassekampen (bladet altså!). Sidstnævnte kørte med underskud.   

Udgangen blev, at SAP’s højrefløj gik ind i VSP, mens venstrefløjen – og Marie Nielsen – sluttede sig til den syndikalistiske gruppe Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Denne var organiseret i grupper med samme faglige tilknytning, og Marie Nielsen lavede en gruppe som hed Danmarks Kommunistiske Lærerklub, hvor de var to håndfulde kommunelærere i København. De blev den første gruppe i landet, som kaldte sig kommunister.

Marie Nielsen havde oprindeligt tilhørt en gruppe som kaldte sig ‘anti-parlamentarikerne’. De mente at kunne se på Socialdemokratiet, at arbejdet i Folketinget resulterede i, at partiet bevægede sig i en reformistisk retning. Parlamentet lagde hele tiden op til kompromisser, med mindre et parti havde absolut flertal, ligesom Marie Nielsen også frygtede, at lønningerne var med til at korrumpere de socialdemokratiske ledere. Men Lenin, som Marie Nielsen mødte under et besøg i Sovjetunionen i 1920, overbeviste hende om, at en plads i parlamentet også var en talerstol til at få hørt sine synspunkter. Det var et spild af muligheder at være anti-parlamentariker.

Så i stedet var Marie Nielsen med til at overbevise FS om at slutte sig sammen med DKP, hvilket skete i 1921 i form af en såkaldt Føderation. Et ikke uvæsentligt argument for FS var i den forbindelse, at syndikalisterne dermed også fik adgang til penge, som Moskva kanaliserede til de kommunistiske partier i Komintern. Samarbejdet i Føderationen fungerede dog dårligt, og DKP var i en periode to partier: Møntergadepartiet og Blågårdsgadepartiet, hvor hvert parti var opkaldt efter den københavnske gade, hvor hovedkontoret havde hjemme.

»Det er vanskeligt gennem den tåge, der hviler over denne periode i bevægelsens historie at gennemskue, hvad der egentlig skete,« skriver Morten Thing i biografien. Men Marie Nielsen blev i hvert fald ekskluderet fra Møntergadepartiet i 1923 for igen at blive optaget året efter, hvor stridighederne blev bilagt, og DKP igen blev ét parti. Det skulle dog ikke være sidste gang Marie Nielsen blev ekskluderet.

»Terrorcenter«

I 1929 blev Marie Nielsen endnu engang ekskluderet af DKP – denne gang for at være trotskist – for så at blive genoptaget i 1932, og atter ekskluderet efter Stalin i 1936 indledte de såkaldte “Moskva-processer” – eller skueprocesser – mod de gamle bolsjevikker fra revolutionen. For Marie Nielsen, som på det tidspunkt ikke længere havde nogle tillidsposter i DKP, var særligt retssagerne mod Kominterns tidligere præsident Gregorij Zinovjev og hans nære allierede Lev Kamenev begyndelsen til enden. Hun kunne ikke tro på anklagerne.

»Man kan og vil her ikke tro, at gamle marxister, Lenins mangeårige disciple… har forvandlet sig til individuelle terrorister,« skrev hun til Kominterns daværende generalsekretær, bulgareren Georgi Dimitrov.

Georgi Dimitrov var ikke begejstret. Men en blå blyant skrev han direkte hen over Marie Nielsens brev i en blanding af russisk og bulgarsk, at DKP’s centralkomité skulle orienteres, ligesom »man bør gøre sekretariatet opmærksom på det danske parti, eftersom der er trotskister i partiet og måske endda i selve CK (centralkomitéen, red.)«. Det afgjorde sagen.

»Marie Nielsen, der i 1928 blev ekskluderet af Danmarks Kommunistiske Parti paa Grund af Arbejde for og Sympati med den trotskistiske Opposition, blev den 30.5.1932 optaget i Partiet efter at have erklæret, at hun havde likvideret sine tidligere Synspunkter,« hed det den 7. september 1936 i en meddelelse fra DKP’s partis partisekretariat. »Da Marie Nielsen nu i Forbindelse med Processen i Moskva mod det trotskistisk-sinojevistiske Terrorcentrum igen har stillet sig på Terroristernes Side mod Sovjetunionen og Komintern, er hun efter eenstemmig Beslutning i Partiledelsen ekskluderet af Danmarks Kommunistiske Parti«.

Kvindernes seksuelle krav

For Morten Thing er det dog i lige så højre grad kvindesagsforkæmperen som kommunisten Marie Nielsen, der har sat sine spor i historien.

I DKP mødte Marie Nielsen nemlig kommunisten Inger Gamburg, der i 1924 var blevet sekretær for Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afdeling fem, som organiserede metal- og jernindustri-kvinderne. Sammen dannede de i 1925 Arbejderkvindernes Oplysningsforening, det senere Arbejderkvindernes Oplysningsforbund (AO), hvor Inger Gamburg blev formand og Marie Nielsen redaktør på foreningens blad »Kvindernes Oplysningsblad« (som efterfølgende kom til at hedde henholdsvis »Arbejderkvindernes Oplysningsblad« og »Arbejderkvinden«).

Marie Nielsen udformede især den nye forenings politik, der både var en radikal faglig politik, og samtidig satte en række vidtgående seksualpolitiske krav på dagsordenen. Arbejderkvindernes Oplysningsforbund var således den første kvindeorganisation, som havde indførelse af fri abort som en del af sit program. Den frie abort var for første gang blevet indført i verden i Sovjetunionen i 1919.

»De er nogle af de første, som snakker om ligeløn for det samme arbejde,« siger Morten Thing. »Men det særlige ved Marie Nielsen er, at hun også gør kvinders seksuelle krav til en vigtig del af arbejderkvindernes kamp. Det første krav er retten til fri abort. Jo flere graviditeter en kvinde havde, desto mere udsat var hendes ansættelse. Jo flere børn, hun fik, desto mindre slog lønnen til. Dengang svarede en arbejders lønning til, at der var råd til en familie med tre børn. Men mange havde fem eller seks som gjorde, at der ikke var plads i lejlighederne og pengene havde svært ved at slå til. Så kravet om fri abort var også et krav om bedre forhold som arbejderkvinder. Og så formulerede Marie Nielsen kravet om fri prævention – og prævention for kvinder altså«.

… det særlige ved Marie Nielsen er, at hun også gør kvinders seksuelle krav til en vigtig del af arbejderkvindernes kamp.

Efter sin dom i 1918 var Marie Nielsen blevet afskediget fra Frederiksberg Kommune, hvor hun havde arbejdet som lærerinde, og var nu ansat i sygekassen »Fremtiden« som var en socialdemokratisk domineret sygekasse. Her prøvede Marie Nielsen at få indført fri eller gratis prævention, men opdagede at loven var formuleret sådan, at sygekassernes opgave handlede om at yde støtte i forbindelse med sygdom. Og graviditet var ikke nogen sygdom.

Så meget desto større var Marie Nielsens frustration, da Sovjetunionen i 1936 – og altså samme år som Moskva-processerne startede – ikke bare afskaffede den frie abort. Stalin besluttede på grund af et faldende børnetal at belønne kvinder økonomisk, hvis de fik flere end seks børn.

»Lenin kendte jeg – men Stalin var et ukendt navn«

Efter at være blevet pensioneret i 1937 arbejdede Marie Nielsen – i det omfang hendes helbred tillod det – med »Socialistisk Samvirke«, der var et forsøg på at samle, hvad der dengang lå til venstre for DKP. Hvilket i realiteten var en række trotskistiske grupper. Men forsøget på at samle smågrupperne ebbede snart ud. Marie Nielsens sidste kamp kom under besættelsen, hvor hun husede et illegalt DKP-trykkeri i kælderen, i perioder havde kommunister boende, som var gået under jorden, og hjalp med til at bringe jøder til Sverige i 1943.

Da Marie Nielsen fyldte 75 år den 23. december 1950, interviewede den socialdemokratiske arbejderdigter og journalist Oskar Hansen hende. »Lenin kendte jeg men Stalin var et ukendt navn. En af fortidens mest omdiskuterede kvinder i Danmark, fhv. Kommunelærerinde Marie Nielsen, fylder 75,« hed interviewet. I interviewet spurgte Oskar Hansen Marie Nielsen om eksklusionen fra DKP:

”Ja – jeg ville ikke råt sluge det, at Trotsky var en forræder… og senere mange af de andre… den russiske revolutions store navne… jeg skrev engang derover og protesterede, jeg kendte jo en del derovre.”

De gik ikke til Socialdemokratiet? ”Nej, afgjort ikke… det er mig for reformistisk – alt for reformistisk. Man når ikke målet ad den vej – socialismen!”

Er der socialisme i Rusland?

Marie Nielsen kigger ligesom lidt strengt på mig.

”Der er meget i Sovjet, jeg ikke forstår… Socialisme i Sovjet? Noget, ja noget. Før krigen og under den var der en del ting, jeg var imod, men jeg tror trods alt, at det i det, Sovjet har skabt, er noget, der kan bygges på – bygges socialisme p唫.

Ligesom Trotskij, der betegnede Sovjetunionen som en »degenereret arbejderstat«, der selv under Stalin var en arbejderstat og at foretrække frem for de kapitaliske lande, vendte Marie Nielsen aldrig ryggen til Oktoberrevolutionen. Morten Thing mener det skyldes, at Marie Nielsen nok kendte til Moskva-processerne, men ikke til interneringerne af millioner af mennesker – eller for den sags skyld hungersnøden i 1932-33 i Ukraine.

»Hun hørte selvfølgelig kritikken, men den kom fra højrefløjen – og kunne man nu stole på den?«

Morten Thing afbryder sig selv og beretter om, hvordan moderen fortalte, at hun første gang satte spørgsmålstegn ved Stalin og styret i forbindelse med de såkaldte ‘lægeprocesser’ i 1952 og 53. Her blev en række førende læger – hovedsageligt jødiske – i Moskva anklaget for at planlægge mord på partiets ledere:

De gik ikke til Socialdemokratiet? ”Nej, afgjort ikke… det er mig for reformistisk – alt for reformistisk. Man når ikke målet ad den vej – socialismen!”

Marie Nielsen i interview med Oskar Hansen (1950).

»Fordi mor selv var jøde, havde hun blik for, at de netop alle var jøder, og tænkte: ”De er stadig anti-semitter derovre!”. Det var første gang, at hun – for sig selv – formulerede en kritik af Sovjetunionen. Og da de så hørte Nikita Krusjtjovs hemmelige tale på partikongressen i 1956, faldt brikkerne på plads. Kritikken fra højrefløjen i 30’erne havde været rigtig. Selv om trotskisterne kritiserede forholdene i Sovjetunionen, snakkede de om revolutionen som én, der skulle tilbage på det rigtige spor. Det var ikke gået rigtig galt, revolutionen var bare kørt af sporet. Kritikken rettede sig meget imod Stalin og staliniseringen af statsapparatet og ikke mod, at revolutionen skulle være mislykket. Det er først senere, at det blev vigtigt i forbindelse med dannelsen af SF – og det var alt sammen efter 1956. Så Marie Nielsen følte sig knyttet til den russiske revolution, og netop på grund af kritikken af Sovjetunionen var det altid vigtigt at stå imod kritikken: Det var et vigtigt karaktertræk alligevel af forsvare Sovjetunionen på trods af modstanden«.

På det tidspunkt i 1950 følte Marie Nielsen sig træt. Hun havde haft en mindre hjerneblødning, var ofte sengeliggende og følte, at hun snart skulle dø. Hun havde levet i 75 år, og det var nok. Den 4. april 1951 døde hun på Bispebjerg Hospital efter endnu en hjerneblødning. På forhånd havde Marie Nielsen bedt om at blive begravet i stilhed, uden følge og taler. Og sådan blev det.

Alt hvad Marie efterlod af breve og papirer, havde hun bedt Jenny Thomasen brænde, fordi der var »ting imellem, der kan skade endnu levende personer«.

Lesbisk

I forordet gætter Morten Thing på, at Marie Nielsen og Jenny Thomasen ikke bare var nære venner, men at de var kærester. Og at det var den hemmelighed, Børge Houmann talte om at tage med sig i graven og ikke ville fortælle ham: At Marie Nielsen var lesbisk.

»Engang jeg kom til at snakke med min mor om det, sagde hun pludselig. ”Du ved jo godt, at Inger Gamburg var lesbisk, ikke?” Så sagde jeg: ”Nej, det har jeg da aldrig hørt”. ”Jamen, der var simpelthen et helt lesbisk miljø omkring hende, og det var ikke noget, man snakkede om i DKP, men alle vidste det”. Jeg ved det jo ikke. Men jeg forestiller mig, at det er dét miljø, som Marie Nielsen mødte, og kan bare se ud af papirerne, at hun aldrig bor sammen med en mand, der bliver aldrig omtalt nogen kæreste, og hun får hverken børn eller nævner noget om at få det. Så jeg tænker, at dét, Børge Houmann ikke ville fortælle mig, var at Marie Nielsen havde en kæreste – nemlig Jenny Thomasen, som hun mødte første gang i sygekassen Fremtiden, hvor de begge arbejdede.

Jeg kan se af Jenny Thomasens breve til Børge Houmann, at hun har deltaget i stort og småt i Marie Nielsens liv. Hun besøger hende tit, kender til det illegale arbejde og er den eneste, som er med til begravelsen. Enten har de været meget nære veninder. Eller også har de været kærester. Men hvis de bare var nære veninder, går jeg ud fra, at Børge Houmann bare ville have sagt det. Så jeg tror, at det er historien«.

Der var et lesbisk miljø omkring Inger Gamburg… det var ikke noget man snakkede om i DKP, men alle vidste det. Jeg forestiller mig, at det er dét miljø, som Marie Nielsen mødte, og kan bare se ud af papirerne, at hun aldrig bor sammen med en mand, der bliver aldrig omtalt nogen kæreste, og hun får hverken børn eller nævner noget om at få det. Så jeg tænker, at dét, Børge Houmann ikke ville fortælle mig, var at Marie Nielsen havde en kæreste – nemlig Jenny Thomasen.

På det tidspunkt var homoseksualitet stadig et tabu, og indtil 1933 havde det været kriminelt – i hvert fald for mænd. Først med Borgerlig Straffelov af 1930 (med virkning fra 1933) blev sex mellem voksne mænd afkriminaliseret. I samme periode – fra begyndelsen af det 19. århundrede – var der imidlertid mange kvinder, som aldrig blev gift, og de kunne typisk bo i en lejlighed sammen med en anden kvinde. Om det bare var et bofællesskab, eller om de var kærester var ikke noget, man snakkede om. Men det var almindeligt accepteret, at sådan levede mange kvinder. Hvis to mænd derimod boede sammen, var man sikker på, at de var homoseksuelle!

»I Børge Houmanns generation var det sådan, at hvis man fortalte det til nogen, så havde man på en måde tilsværtet dem og givet noget, som kunne bruges imod dem,« siger Morten Thing. »Børge Houman havde jo været medlem af DKP siden 1928, og private forhold var noget, som han aldrig snakkede om. Det handlede om politik«.

Den sidste bog

Morten Thing gik på pension i 2014 efter et mangeårigt virke som forskningsbibliotekar på Roskilde Universitet (RUC), men det har ikke stoppet ham. Det vigtigste i livet har været »kærlighed, børn, forskning og politik,« har han fortalt i et interview uden at ville prioritere dem.

Ligesom sin far har Morten Thing også selv været plaget af lange perioder med depressioner, og en måde for ham at holde dem på afstand har været at forske. Børge Thing led efter krigen af dét, man i dag ville kalde en posttraumatisk stresslidelse (PTSD), og kæmpede i de første mange år med depressioner. Da de blev færre, begyndte han at drikke. Modstandslederen blev hjemsøgt af forældrene til de unge mænd, han havde sendt ud i sabotageaktioner, som kostede dem livet. Nu stod forældrene foran ham i drømme og krævede deres døde sønner tilbage. Og han følte sig ansvarlig. Morten Thing har fortalt om det smertefulde i at opleve sin ellers store, stærke far pludseligt smide sig på sengen og begynde at græde.

Men i dag har Morten Thing ingen planer for det næste forskningsprojekt, den næste bog.

»Jeg har tænkt meget over det, for i alle årene har det været sådan, at jeg altid havde idéer til noget, som jeg gerne ville lave, når jeg fik tid,« fortæller han. »Men den her bog er sådan set den sidste idé, så jeg har gået og tænkt på: ”Har jeg brugt alle mine idéer op og er tanken nu, at jeg bare skal tage mig af mine børnebørn?” Jeg skal holde et foredrag i foråret om de jødiske kommunister og så skal jeg holde et foredrag om indvandring, så det med at holde taler og skrive artikler kommer jeg nok stadig til. Men jeg har ikke nogen ny idé om et nyt stort projekt. Mit liv er måske heller ikke længere indrettet til projekter, som tager mange år. Det skal være noget, som er overskueligt«

Læs også: Socialistisk Arbejderparti, Marie Nielsen og Martin Andersen Nexø

---