Når pædagoger holder op med at tale højt

Pædagog Trevor Madsen skrev 9. december 2025 et debatindlæg i POV International. Det handler om, hvordan vi pædagoger har lært lektien og ikke mere fortæller de ting, som burde siges højt og kendes af samfundet.

Sociologen Rasmus Willig bemærkede det samme i 2009. Med reference til undersøgelsen af pædagogers ytringsfrihed formidlede han i bogen Pædagogers Etik, hvordan pædagoger i interviews fortalte ham, at de var holdt op med at sige højt – at de ikke længere kan nå at skifte ble på alle børn hver dag.

Sådan noget kalder arbejds- og offentlighedssociologen Oskar Negt i sin bog Dannelse og Demokrati for ”Ekspropriationserfaringer”. Det lyder abstrakt – men for mig, der har arbejdet som pædagog i mange år, er det såre genkendeligt.

Det handler om, hvordan vores erfaringer og meninger om hverdagen systematisk bliver ugyldiggjort, og at vi dernæst selv holder op med at tillægge dem gyldighed. Vores arbejdsgivere eksproprierer dem til Langtbortistan.

Det vender jeg tilbage til, men først et par ord om, hvad det er for hverdagserfaringer, der eksproprieres: det handler fx om, at vi ved, vi har ret til et bæredygtigt arbejdsliv – men i praksis har så dårlige arbejdsbetingelser, at vi bliver syge af vores arbejde.

Eller at vi ved, vi har nogle faglige værdier og mål på vegne af børnenes liv i daginstitutionerne – men slet ikke kan realisere dem, fordi der kun er bemanding til basalt opsyn, og vores pædagogik i øvrigt er detalje-bestemt af eksperter og politikere.

Oppefra og ned

Jeg har selv oplevet på mine forskellige arbejdspladser, hvordan min stemme mister kraft og gyldighed, når jeg prøver at sige disse ting højt – måske fordi hverdagen venter, børnene ikke passer sig selv, og vi bare må tage fat.

Men jeg ser også en anden væsentlig årsag, og det er den politiske og kommunale ledelsesform, som for alvor tog fat i 1990’erne. Jeg vil kalde den “vi melder ud, og I implementerer”. For den er – trods en retorik om anerkendelse og dialog – hierarkisk og autoritativt organiseret med os, “det udførende led”, i bunden.

Det sker i en situation, hvor vi konstant forsynes med nye måder at arbejde på. Det skyldes en stor politisk optagethed af kvalitet og en politisk-forskningsmæssig optimisme om, at daginstitutioner kan give meget bedre output – det handler bare om de rette metoder og arbejdsgange.

To forskere og undervisere på pædagoguddannelsen, Anne Mette Buus og Christian Aabro, udgav i november 2025 bogen Metoder i Daginstitutioner. Politik, pædagogik, børneliv. Og her dokumenterer de, at kommunerne køber voldsomt ind på kommercielle koncepter og metoder, som pædagogerne skal bringe i spil i deres pædagogik med børnene, hvordan de samarbejder, indretter institutionen og evaluerer – og udvikler på eget arbejde.

Men det stopper ikke her. Et kig i pædagogernes fagblade kan bevidne, hvordan især universiteter og pædagoguddannelsens forskningsafdelinger er massivt til stede i landets daginstitutioner, hvor de fylder pædagogers hverdage med projekter, der skal udvikle og kvalitetssikre pædagogikken.

Om-uddannelse

Denne om-arrangering og styring af vores faglighed og praksis er det stik modsatte af, hvad vi lærte på pædagoguddannelsen; nemlig at uddannelsen bemyndiger og kvalificerer os til at tilrettelægge trivselsfremmende og udviklende småbørnsliv.

Ja, jeg mener faktisk, vores arbejdsgiveres konstante og dialogløse interventioner må ses som en form for skjult om-uddannelse, så vi bliver nogle, der uden faglige briller implementerer, hvad de beslutter oppefra.

Jeg har selv siddet på kommunens mange sprog-, motorik-, inklusions-, og pædagogik-kurser og oplevet diverse eksperter fortælle mig, hvordan jeg nu skal arbejde. Fuldstændig som om min og min institutions erfaring og faglige vurderinger var det sidste i denne verden, kurset kunne tage udgangspunkt i. Og fuldstændig som om vi fra det ene minut til det andet kunne skifte en pædagogisk kultur ud med en anden.

Jeg har været rødglødende af frustration over denne måde at møde mig og pædagogikken på – men også fordi protesterne fra os nede i salen var så få, og om-uddannelsen så ud til at lykkes.

Virkelighedsfjerne tilsyn

Et andet eksempel indfanger endnu en styringspraksis med magtfuld indvirken på vores virkelighedsforståelse og faglige værd. Det drejer sig om de årlige kvalitetstilsyn fra kommunerne. Her er proceduren, at kommunens pædagogiske konsulent møder op i daginstitutionen, bevæger sig rundt på diverse stuer nogle timer og nedfælder kvalitet i sit skema.

Hovedproblemet er her, at selv om denne tilsynsordning i diverse hensigtserklæringer sikrer en vis udveksling mellem os og vores arbejdsgivere – og altså også burde berøre forhold, vi mener er af betydning for kvaliteten – så måler de kommunale tilsyn alene på den enkelte institutions kvalifikationer. Simpelt formuleret – jo flere kvalificerede medarbejdere, konsulenten observerer i spil under sit besøg, jo mere kvalitet er der i det pågældende børnehus.

På det efterfølgende møde samtales der om mangler eller topscorer i konsulentens kompetenceopgørelse, resultaterne viderebringes til forvaltningen, og institutionen indplaceres på kommunens offentlige ranking-liste. Ligeledes vil konsulenten udarbejde årelange handleplaner, hvis kvalifikationerne ikke er i top.

Min oplevelse efter tilsynene er følelsen af at være målt og vejet, fuldstændig uden at den virkelighed, jeg oplever, på nogen måde tæller i regnskabet. Selve tilsynet føles som at performe efter en drejebog, andre har skrevet, herunder at vise tegn på kvalitet, jeg ikke må være meddefinerende af – og ofte ikke abonnerer på.

Og når jeg kigger på denne dialogløse styringspraksis, så forstår jeg egentlig godt, hvorfor vi som profession holder op med at tænke selvstændigt – eller, som mange vælger, søger ud af sektoren for at give den faglige integritet førstehjælp.

Fællesskabet der blev væk

Og det er måske der, vi skal tage fat, hvis vi skal prøve at komme videre. Erkende at vi mangler rum, hvor vi kan høre vores egne stemmer og få øje på egne værdier og normer.

På den ene side er det ikke særlig svært at erobre sådanne rum. Jeg kan huske, hvordan jeg og mine kolleger under pædagogstrejken i 2008, nærmest fra den ene dag til den anden begyndte at tænke på måder, vi aldrig før havde tænkt om vores arbejde: fx at vores arbejdstempo slet ikke var rimeligt, at kommunens kvalitetshævende projekter aldrig var finansierede med bemandingsressourcer. Vi løb bare dobbelt så hurtigt.

Og at vores arbejdsgiveres fokus på kompetencer i virkeligheden var at spille os ud mod hinanden og svække det sammenhold, vi behøvede: Man belønnede reelt dem af os, der piskede os selv mest til bedre præstationer under forhold, hvor vi var alt for få ansatte til opgaverne.

Men jeg kan desværre også huske, at selvom vi ved strejkens afslutning lovede hinanden, at hverdagen aldrig mere måtte blive det samme, og at vi ville holde fast på vores nye indsigter og modstand, så blev hverdagen hurtigt det samme igen. Vores håb og kritiske stemmer forstummede.

En af forklaringerne på det, mener jeg, er, at vi mangler de fri og fagpolitisk stærke rum, vi for en stund havde under strejken. Strejken var magtfulde safe spaces, der tillod og naturliggjorde, at vores perspektiver og interesser kom i forgrunden. De magtfulde rum har vi ikke i hverdagen, end ikke “vores egne personalemøder” og “vores egne personalerum” føles rigtigt som vores egne.

I lyset af hvor alvorlig situationen er, kunne et første skridt være, at fagforeningen siger det højt. Pædagoger har brug for trygge rum, hvor de frit kan dele kritik og styrke fællesskabet. Det kan være med til at mindske den ledelsesmagt, som mange oplever at være omgivet af.

En reel opposition

Hvis det hele skal gøres op, synes jeg egentlig ikke, at vi pædagoger i dag står så dårligt endda som fag.

Vi har den kritiske sociolog Rasmus Willigs arbejde, som dokumenterer, hvilket demokratisk underskud vores lederes strategier lider af. Vi har vores daglige erfaring af, at der er noget helt galt med arbejdstempoet, den manglende anerkendelse af vores faglighed og de børneliv, vi presses til at skabe.

Det sidste vi mangler, er nogle kollektive rum, hvor vi kan mødes og diskutere. Rum, som er magtfulde og beskyttende, fordi de er fagpolitisk forankret. Med disse rum i hænde tænker jeg, der vil være en mægtig støtte til aktioner og modstandshandlinger ude i de enkelte huse.

Samtidig vil de give os chancen for at samles som en reel opposition til vores arbejdsgivere, og skridt for skridt forhandle os til mere fair betingelser for fag og arbejde.