New Hampshire: En smal sejr til Bernie Sanders – flere kandidater ude
Primærvalget i New Hampshire blev endnu en sejr til Bernie Sanders, mens Joe Biden og Elizabeth Warren igen skuffede. Yang og Bennett har smidt håndklædet i ringen.
Efter det kaotiske forløb i delstaten Iowa – hvor en stemmeoptællings-app skabte stor forvirring om resultatet – ser valget i delstaten New Hampshire ud til at være forløbet anderledes smooth. De to valg i hver sin ende af landet er da også vidt forskelligt opbygget: Hvor valget i Iowa skulle afgøres ved et såkaldt ‘caucus’ – hvor vælgerne i de 99 forskellige distrikter personligt skulle møde op, for så fysisk at stille sig i en gruppe sammen med andre, som støttede deres foretrukne kandidat – lignede valget i New Hampshire mere et traditionelt valg, med et kryds på en stemmeseddel bag et gardin.
Én ting havde de to valg dog til fælles, nemlig vinderen. Bernie Sanders ser ud til igen at have sikret sig det største antal stemmer, men hvor han i Iowa – trods 2.500 stemmer mere end Buttigieg – endte med at få én delegeret mindre end sidstnævnte takket være delstatens kringlede valgsystem, ser de to ud til at ende med lige mange delegerede i New Hampshire, der dog har afgivet over 4.000 stemmer mere til Sanders. Bernie ligner dermed en af primærvalgets favoritter.
Valg i USA 2020
– Solidaritet dækker det amerikanske valg frem mod november 2020
– Hold dig opdateret via tagget ‘usavalg2020’
Sanders, der er senator i nabostaten Vermont, vandt også New Hampshire i 2016, hvor han besejrede Hillary Clinton med mere end 20 point. Denne gang var hans sejr meget mere snæver – blandt andet på grund af et markant bredere kandidatfelt – og med 25,9 % af stemmerne er han skarpt forfulgt af både Pete Buttigieg og Amy Klobuchar, der har fået henholdsvis 24,4 % og 19,8 %. Fordelingen af delstatens delegerede ser på den baggrund ud til at blive 9 til både Sanders og Buttigieg, mens Amy Klobuchar står til at få 6 delegerede med fra den lille New England-stat.
“Det handler ikke kun om at slå Trump, men om at transformere landet”, udtalte Sanders i sin tale efter valgresultatet, hvor der blev lagt op til hurtigt at vende blikket mod de kommende primærvalg: “Nu skal vi videre til Nevada. Videre til South Carolina. Videre mod at vinde den demokratiske nominering. Den her sejr er begyndelsen til enden for Donald Trump”.
Pete Buttigieg må efter resultatet i New Hampshire også regnes for at være blandt de førende kandidater. ‘Mayor Pete’ – hvis tætte bånd til landets kapitalinteresser har givet ham tilnavnet ‘Wall Street Pete‘ blandt modstandere – understregede igen sin status som outsider i sin tale efter gårsdagens valg: “Takket være jer har en kampagne, som nogle sagde slet ikke burde være her, bevist at den er kommet for at blive”, sagde han efterfølgende. Buttigieg’s pludselige fremkomst som en af feltets førende kandidater har sat et større fokus på hans faktiske politiske baggrund, og han er på det seneste blevet heftigt kritiseret for at have ignoreret problemer med strukturel racisme i sin tid som borgmester i South Bend, Indiana.
Også for Amy Klobuchar gav nattens resultat grund til optimisme. Den forholdsvis ukendte, demokratiske senator fra Minnesota, der måtte nøjes med en femteplads i Iowa, overhalede flere af feltets favoritter – og var ikke sen til at fortolke de 6 delegerede, hun ser ud til at få med sig fra New Hampshire, som en sejr: “Vi har været på noget af en rejse sammen, og I har fundet ud af noget om mig: Jeg giver aldrig op”, udtalte Klobuchar, hvis kampagne har døbt den uventede fremgang i meningsmålingerne ‘The Klobucharge’. “USA fortjener en præsident, der ikke giver op, bare fordi noget er hårdt”, forklarede hun.
Ny nedtur for Biden og Warren
Mens valget altså tegnede lovende for de to outsidere Buttigieg og Klobuchar, såvel som for parti-outsideren Sanders, blev det endnu en gang til et ydmygende resultat for tidligere vicepræsident Joe Biden. Biden, der så sent som i januar måned var bookmakernes klare favorit til at vinde nomineringen, endte gårsdagens valg på en femteplads med under 9 % af stemmerne. Han var således langt fra at få en eneste delegeret med fra delstaten, og noget kunne tyde på, at hans kampagne allerede havde læst skriften på væggen, inden valgstederne lukkede. Som den eneste af kandidaterne var han allerede fløjet videre til South Carolina – før resultatet blev offentliggjort – i et nærmest symbolsk, opgivende træk. “Vi vender tilbage til New Hampshire i november, hvor vi skal besejre Donald Trump. Vi vinder Nevada og South Carolina”, sagde Biden, som inden valget havde forsøgt at underspille de to små delstaters betydning. “Det er kun kamp 2 ud af 7” forklarede han, med henvisning til ‘World Series’-finalen i baseball, der afgøres ved bedst ud af 7 kampe. Den tidligere vicepræsident, som stiller op til sit tredje præsidentvalg, har stadig til gode at vinde sit første primærvalg i en delstat.
Også for Elizabeth Warren var gårsdagens resultat skuffende. Massachusetts-senatoren, der tidligere var blandt favoritterne til nomineringen, gik fra en tredjeplads i Iowa til en fjerdeplads i New Hampshire, hvor hun fik 9,3 % af stemmerne – langt fra de 15 % af stemmerne, der er påkrævet for at få andel i de delegerede. “Vi har ikke råd til at blive splittet op i fraktioner. Vi har ikke råd til at sløse med vores samlede kræfter. Vi vinder kun, hvis vi står sammen”, udtalte Warren, som en slet skjult kritik af Joe Bidens nye såkaldte ‘attack ad’ rettet mod Buttigieg og Sanders – en negativ reklamestrategi normalt forbeholdt republikanere. I det samlede regnskab ligger Liz Warren stadig på tredjepladsen med 8 delegerede, skarpt forfulgt af Amy Klobuchars nu 7 delegerede.
Farvel til ‘The Yang Gang’ og Michael Bennet
New Hampshire blev også sidste stop for Andrew Yang og Michael Bennet, to af valgets mere perifære kandidater. Yang havde iscenesat sig selv som en af feltets mere progressive kandidater, og havde blandt andet gjort en borgerløn på 1000 $ om måneden til sin mærkesag. Han appellerede særligt til unge vælgere på internettet, der havde døbt sig selv ‘The Yang Gang’. Efter en skuffende sjetteplads i New Hampshire kastede den Ivy League-uddannede forretningsmand natten til onsdag håndklædet i ringen og takkede sine støtter for denne omgang. “Vores bevægelse er fremtiden for amerikansk politik. Vores bevægelse er fremtiden for Demokraterne” sagde Yang, mens de forsamlede støtter råbte ‘2024’ som indikation på, at de bestemt ikke regner med, at Yang er færdig i amerikansk politik.
Michael Bennet kan nu igen fokusere på at passe embedet som senator for delstaten Colorado. Selv om Amy Klobuchar og Pete Buttigieg’s overraskende gode resultater viser, at der er plads til overraskelser i årets demokratiske primærvalg, var Bennets chancer fra starten astronomisk lave. Hans navn har været stort set usynligt i alle meningsmålinger – og efter ikke at have opfyldt kriterierne for at kunne deltage i partiets TV-debatter (siden de første to) – har de færreste regnet hans kandidatur for at være andet end langsigtet selvprofilering. De 0,3 % af stemmerne han fik i New Hampshire må siges at bekræfte det billede.
Mangemilliardæren Michael Bloomberg stillede ikke op til gårsdagens primærvalg i New Hampshire – og kommer heller ikke på stemmesedlen i hverken Nevada eller South Carolina. Den tidligere New York-borgmester har valgt i stedet at kaste sine kræfter – og rigtig meget af sin private formue – efter ‘Super Tuesday’ tirsdag 3. marts, hvor en tredjedel af de delegerede skal fordeles på tværs af 14 stater. Bloomberg har allerede brugt mere end 1,3 milliarder kroner fra sin personlige formue på reklamer, og har senest betalt en række ‘influencers’ på den sociale medie-platform Instagram for at skrive støtteopslag.
Blandt de resterende kandidater er chancen for at blive valgt forsvindende lav. Feltet af demokrater afrundes med tre stort set ukendte navne – i hvert fald i en dansk sammenhæng: Kongresmedlemmet Tulsi Gabbard, den tidligere Massachusetts-guvernør Deval Patrick og mangemilliardæren Tom Steyer (ingen politisk erfaring). Ingen af de tre har endnu fået en eneste delegeret, og forventes at være blandt de næste til at droppe ud af kapløbet.
Næste stop: Nevada
Primærvalget rykker næste gang til Nevada 20. februar. Ligesom valget i Iowa foregår det her gennem en ‘caucus’ – i øvrigt et gammelt algonkinsk ord for ‘rådgiver’. De nyeste målinger viser, at Bernie Sanders også her har taget føringen med 23,8 % af stemmerne. Anderledes dårligt ser det ud for hans pt nærmeste konkurrent, Pete Buttigieg, der kun står til 8,8 % af stemmerne. Biden og Warren ligger til henholdsvis 18,5 % og 11,8 % af stemmerne – men som de foreløbige resultater har vist, kan meget nå at ændre sig på 10 dage i amerikansk politik.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)