Niklas Zenius Jespersen: Kampen for kvoteflygtninge må betyde opposition til forståelsesrammen med regeringen

Det såkaldte ‘forståelsespapir’ mellem regeringen og dens støttepartier så godt ud på papiret. Men det har vist sig at være en hæmsko – blandt andet på flygtningespørgsmålet.

Af Niklas Zenius Jespersen

Det er godt at se Enhedslisten gå forrest med kritikken af, at regeringen kun vil modtage 200 kvoteflygtninge i år, og at vores ordfører kritiserer Tesfayes ensidige fokus på kristne flygtninge. Det er en skandale, at et af verdens rigeste og sikreste lande ikke ønsker at bidrage mere til at redde mennesker på flugt! Vi skal blive ved med at presse regeringen på dette punkt, ingen tvivl om det – og vi bør alle hjælpe til at bære kravet om en anden flygtningepolitik ud i de folkelige bevægelser.

Samtidig stiller det dog Enhedslisten i en pinlig situation på nogle punkter. For vi har jo selv indgået en forståelsesramme med regeringen, som netop lægger op til den førte politik.

Forståelsespapir hæmmer oppositionen

Enhedslisten står altså med et forklaringsproblem. Hvordan kan vi som parti på blot ét år være gået fra at skamrose forståelsesrammen med den nye regering, kalde aftalen “historisk” og snakke om en “ny retning” i flygtningepolitikken – til nu at skulle slås med regeringen, om vi skal modtage under halvdelen af de “forventede” 500 kvoteflygtninge – og om det kun skal være kristne flygtninge? Er det regeringen, der løber fra  sine løfter? Nej, faktum er, at regeringens nuværende politik allerede blev slået fast i det meget roste forståelsespapir. Det er da også rigtigt, at folketingsgruppen også tidligere har været ude og sige, at man ikke var tilfreds – og har indrømmet at man ikke var lykkedes med at rykke Socialdemokratiet nok på udlændingeområdet. Men ikke desto mindre så blev genoptaget af kvoteflygtninge igen og igen fremhævet internt i partiet som argument for, hvor fantastisk forståelsespapiret med regeringen var.

Forståelsespapiret

Efter folketingsvalget i juni 2019 indgik Socialdemokratiet en rammeaftale med støttepartierne SF, Enhedslisten og De Radikale om “rammerne for en ny regering”. I Retfærdig retning for Danmark fremgår det blandt andet, at:

· Danmark skal markant hæve ambitionerne for klima, miljø og natur

· Danmark er et land, der hjælper mennesker i nød. Som står vagt om de internationale konventioner, aktivt arbejder for FN’s verdensmål og engageret indgår i forpligtende internationale fællesskaber

· Vi skal fremme integrationen. Så vi kan leve sammen, selvom vi er forskellige.

Læs hele papiret her

+

Op til årsmødet 2020 har vi set, at hovedbestyrelses-flertallet i Enhedslisten har lagt en kurs, som fokuserer på et forsvar for forståelsespapiret, og at opposition til regeringen skal ligge på de områder, der ikke er dækket af forståelsespapiret. Den kurs blev allerede lagt i det oprindelige forslag – inden årsmødet blev rykket – hvor der således stod, at man over for Socialdemokratiets højredrejning på flygtningeområdet() fremhæver, at “Derfor er det helt afgørende, at Enhedslisten og støttepartierne i fællesskab opretholder og øger presset på regeringen for at realisere de gode intentioner i Forståelsespapiret.”

Den linje er fortsat og udvidet i det nye hovedforslag “Sammen ud af krisen – for social tryghed og grøn omstilling”, hvor der står, at vores opgave er at “slå klart og tydeligt fast over for regeringen, at Enhedslistens støtte – også fremover – er betinget af, at den lever op til aftalerne i forståelsespapiret.” Og videre at “På en række områder, der ikke er dækket af forståelsespapiret, vil Enhedslisten fortsat udgøre en skarp opposition.”

Flygtningeområdet er en del af forståelsespapiret

Der står altså ordret i forslaget, at de områder hvor vi vil agere skarp opposition på, det er de områder, der IKKE er dækket at forståelsespapiret. Mens det indenfor de områder som ER dækket af forståelsespapiret, der er det alene vores opgave at sikre, at regeringen lever op til aftalen. Godt nok står der efterfølgende, at et af de områder – hvor vi vil agere opposition – netop er flygtningeområdet. Det giver bare ikke mening, for flygtningeområdet ER et område, der er dækket af forståelsespapiret.

Eksemplet om kvoteflygtninge var et af flere punkter, der førte til, at vi var en gruppe, som stillede en række ændringsforslag til hovedforslaget – og  bl.a. forslog  at erstatte kravet om at regeringen lever op til forståelsespapiret, med i stedet at kræve konkret ”at den ikke skærer i velfærden, forringer den sociale tryghed eller omfordeler til fordel for de rigeste.” Samt et forslag om at ”Enhedslisten vil fortsat udgøre en opposition til venstre for regeringen på alle de områder hvor regeringen fører en reaktionær politik, ligesom Enhedslisten vil presse regeringen på de områder, hvor den står i vejen for en rød politik.” – altså uanset om de områder er dækket af forståelsespapiret eller ej.

Det skal her retfærdigvis siges, at skrivegruppen nedsat af Hovedbestyrelsen, har anbefalet, at det sidste af forslagene bliver indskrevet i dokumentet, men fortsat anbefaler et nej til første del. Det tegner altså i hvert fald til en enighed om, at vi skal agere opposition – også til de reaktionære dele af regeringens politik fra forståelsespapiret. Ikke desto mindre afslører debatten forsat illusioner til forståelsespapiret.

En aftale uden perspektiver

Den generelle fremstilling på venstrefløjen af forståelsespapiret og den politiske kamp i forhold til regeringen – både nu og da aftalen blev indgået – bærer nemlig præg af, at man forsøger at fremstille forståelsespapiret som  et større fremskridt, end det faktuelt kan holde til. Samtidig anerkender man, at regeringens flygtningepolitik er et område – vi skal give dem modstand på. Men da man vil undgå at tage skidt om forståelsespapiret, så ender man flere gange ud i erklæringer, der reelt er internt modstridende. For hvad er det, der står i forståelsespapiret?

Ser vi nærmere på forståelsespapiret, så finder vi, at regeringens nuværende flygtningepolitik på afgørende områder er en politik, vi allerede har indgået aftale med dem omkring. I forståelsespapiret overlades det nemlig helt og holdent til regeringen – uden at man behøver at inddrage støttepartierne eller Folketinget generelt – at fastsætte, hvor mange kvoteflygtninge man vil modtage. Og om man overhovedet vil modtage nogen.

Forståelsespapiret fastholder nemlig den seneste borgerlige regerings politik om, at man i situationer med en stigning i “det spontane asyltal og antallet af familiesammenføringer”, at i den situation “er det fortsat den til enhver tid siddende udlændinge- og integrationsministers bemyndigelse at tage en lavere kvote eller midlertidigt stoppe for modtagelsen af kvoteflygtninge.” Altså præcis hvad den borgerlige regering gjorde i 2017.

Oven i dette slår forståelsespapiret også fast, at man vil arbejde for, – at kriminelle udvisningsdømte sendes hurtigere ud end i dag, at man vil fastholde, at asylansøgere – der har fået endeligt afslag – skal rejse hjem, og at sanktionerne for udeblivelse fra dansk-undervisning skærpes.

Vi har altså som parti aktivt været med til at indgå en aftale om stramninger af udlændingepolitikken.

Værre end Fogh-regeringen

Jovist, stramningerne i aftalen er relativt små, og der er også visse forbedringer i aftalen. Men forbedringerne er ligeledes småting – og størstedelen af aftalen er tomme ord, varm luft og hensigtserklæringer uden konkret indhold. Jeg har tidligere skrevet en mere uddybende kritik af forståelsespapiret, herunder afsnittet om flygtninge. Det viser den nuværende ballade om kvoteflygtninge udmærket. Tilbage står, at den “historiske” aftale om “en ny kurs” i dansk flygtningepolitik, som Enhedslisten har indgået, stadfæster en flygtningepolitik – der er værre end den flygtningepolitik, som eksisterede før 2017 … og som altså også er værre end Fogh-regeringens politik. Nu bare med Enhedslistens forståelse.

Er det den politik, som vi skal “slå klart og tydeligt fast over for regeringen, at Enhedslistens støtte – også fremover – er betinget af”? Er det ikke netop denne afskyelige, menneskefjendske flygtningepolitik, som vi skal agere opposition til? Det håber jeg, vi kan blive enige om, at det er, ikke mindst nu når vores ordfører netop agerer opposition til regeringen på dette område.

Men derfor bør vi også tage konsekvensen af det – og stoppe med den lyserøde fortælling om forståelsespapirets lyksaligheder.  Vi bør sige klart og tydeligt, at vi agerer opposition til regeringen på alle områder hvor den ikke står for en klar rød politik, og dropper fortællingen om forståelsespapirets lyksaligheder.