Foto: Rigsarkivet
17 min. læsetid

Blev danmarkshistoriens største bibliotekstyveri opklaret i 2013 med dommen i den såkaldte rigsarkivsag? Seks år senere giver Martin Q. Magnussen svaret i bogen »De forsvundne nazidokumenter: Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet«. Tyveriet har, med forfatterens ord, efterladt »et hul i danmarkshistorien«


Af Kim Kristensen

En henkastet bemærkning startede det hele. Det var en sommerdag i 1995, hvor Martin Q. Magnussen blev opslugt af en af Erik Haaests bøger under en familiesammenkomst. Mens de voksne snakkede, rejste den da 12-dreng et halvt århundrede år tilbage i tiden med journalisten og forfatteren, som i 1970’erne blev berømt/berygtet for sine dramatiske beretninger om danske frivillige på Østfronten under Anden Verdenskrig.

Martin Q. Magnussen var væk fra omverdenen, lige indtil farfaren pludselig udbrød: »Vi havde også en i familien, der var i Frikorps Danmark!« En østfrontfrivillig i familien? Hva’ fanden?!?

Martin Q. Magnussen var væk fra omverdenen, lige indtil farfaren pludselig udbrød: »Vi havde også en i familien, der var i Frikorps Danmark!« – En østfrontfrivillig i familien?

Ingen havde nogensinde nævnt, at farfarens bror, Alvid Frederiksen, var blandt de 6.000 danskere, som blev optaget i Waffen-SS. Og at han havde været blandt de 2.000, som mistede livet på Østfronten i årene fra 1941 – hvor Tyskland invaderede det daværende Sovjetunionen – og til 1945. (Alvid Frederiksen faldt i 1944 i slaget om Narva i Estland).

Martin Q. Magnussen: De Forsvundne Nazidokumenter (2019) er udgivet på Grønningen Forlag.

Alvid Frederiksen var bogstavelig talt familiens sorte får, som ingen talte om. Gemt og glemt i familiehistorien, hvilket blot forstærkede drengens nysgerrighed. Når Magnussen efterfølgende besøgte farfaren, udfrittede han ham – og de andre voksne, for at finde ud af mere om broderen, hans historie, og hvad der var sket dengang.

»Det var det, som startede miseren,« siger Martin Q. Magnussen i dag og griner. Det som gav betjenten fra Sydsjællands Politi interessen for, hvad han kalder »det snævre, lidt specielle felt« – som interessen for denne historiske periode udgør.

Martin Q. Magnussen er ellers ikke den klassiske arkivbruger. Men Alvid Frederiksen gav ham den livslange interesse for, hvad der skjuler sig i arkiverne af historier om de frivillige … som en dag skulle føre ham på sporet af danmarkshistoriens største sag om tyveri fra statens arkiver. Et spor som nu er endt med bogen »De forsvundne nazidokumenter: Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet«.

Kaj Buchardt

Martin Q. Magnussen faldt således i 2012 over en diskussion på et internetforum om den østfront-frivillige Kaj Buchardt, som var død få år forinden. Kaj Buchardt havde været en af de få frivillige, der optrådte som kilde i bøger, film og radioudsendelser. Han var aktiv i veteranforeninger og åbnede altid sit hjem for personer med interesse for de frivillige, der gik i tysk tjeneste – hvilket især Erik Haaest gjorde brug af.

Men i nogen tid havde der gået rygter om, at Kaj Buchardt begik faneflugt: At han ikke havde været med i krigens sidste dage i Berlin, men var deserteret forinden. Nu fremlagde en Kim Dorph Vinther imidlertid billeder på internetforummet af en afhøringsrapport efter krigen, med egne udstregninger, som skulle dokumentere, at Kai Buchardt havde været i den sønderbombede by.

Navnet Kim Dorph Vinther var ikke Martin Q. Magnussen ubekendt. Politibetjenten havde hørt fra en bekendt i miljøet af samlere af dokumenter og effekter fra perioden, at Kim Dorph Vinther sammen med en person ved navn Henrik Irdan solgte dokumenter om danske østfrontfrivillige. Historierne om, hvor papirerne kom fra, varierede.

Politibetjenten havde hørt fra en bekendt i miljøet af samlere af dokumenter og effekter fra perioden, at Kim Dorph Vinther sammen med en person ved navn Henrik Irdan solgte dokumenter om danske østfrontfrivillige. Historierne om, hvor papirerne kom fra, varierede.

Den ene dag var de blevet reddet fra forbrændingen i København, hvor Kim Dorph Vinther arbejdede som renovationsmedarbejder, fordi Rigsarkivet var i gang med at slette alle spor fra retsopgøret, før den såkaldte 75 års-klausul blev ophævet, og alle kunne få adgang til sagerne.

Og den næste dag havde en dommer fra retsopgøret gemt politirapporter og andet fra besættelsestiden, som sønnen nu havde skilt sig af med.

Selv om Kim Dorph Vinther efter nogle dage fjernede billederne igen, var det for sent. En bekendt i samlermiljøet søgte om adgang til Kai Buchardts sag fra retsopgøret på Rigsarkivet for at opklare sagen én gang for alle. Og kort tid efter ringede han til Martin Q. Magnussen. Til stor overraskelse viste det sig nemlig, at hele Kaj Burchardts straffesag var væk – på nær tre stykker gennemslagspapir uden betydning for sagen.

Politibetjenten var ikke sen til at lægge to og to sammen: De dokumenter, Kim Dorph Vinther og Henrik Irdan solgte, måtte være stjålet fra Rigsarkivet. En mistanke Martin Q. Magnussen selvfølgelig henledte Rigsarkivets opmærksomhed på.

»Havde Kim Dorph Vinther ikke dummet sig med de få dokumenter, så havde det i hvert fald ikke været mig som opklarede tyveriet,« siger han. »Og så havde de nået at stjæle endnu mere«.

Kim Dorph Vinther poserer i Waffen SS-uniform. Havde han ikke dummet sig, havde han sammen med Henrik Irdan kunnet stjæle endnu mere, lyder Martin Magnussens vurdering. Foto fra bogen.

To tatoverede typer

Rigsarkivets medarbejdere havde ganske vist bemærket de to muskuløse, kronragede mænd, med tatoveringer, som havde søgt om – og fået adgang – til arkiverne under henvisning til, at de skrev en bog om Kaj Buchardt med arbejdstitlen »Mit liv på Østfronten« (Kim Dorph Vinther og Henrik Irdan havde været venner med Kaj Buchard inden dennes død og havde fået en fuldmagt fra ham).

Men alle var kun glade for, at sådanne, lidt anderledes læsere kastede sig over arkivkasserne, fordi det jo viste, hvor mangfoldigt Rigsarkivet var. Dog havde det vakt en vis undren, at de to altid gæstede Rigsarkivet i få timer ad gangen. Det tydede ikke på, der kunne være tale om decideret forskning, når de ikke fordybede sig mere i sagerne. Hvilket ikke var så underligt, skulle det efterfølgende vise sig. Modus operandi var, at Kim Dorph Vinther og Henrik Irdan medbragte en udhulet blok papir på læsesalen, som de lagde dokumenter i, hvorefter de gik ud i garderobeskabene og lagde disse i en taske.

Efter Martin Q. Magnussens henvendelse anmeldte Rigspolitiet sagen til Københavns Politi. Efter en måneds efterforskning varetægtsfængslede politiet Kim Dorph Vinther og Henrik Irdan – som viste sig at have relationer til både Hells Angels og nazi-veteranmiljøet i Danmark. I Kim Dorph Vinthers lejlighed blev der fundet kassevis af dokumenter, og det stod fra starten klart, at flere af de stjålne dokumenter var videresolgt til samlere af nazieffekter i Danmark.

Samlermiljøet i Danmark er svært at kortlægge, eftersom der er tale om et lukket miljø med en stærk tavshedskodeks. Men der anslås at være i omegnen af 10 danske storsamlere, som både har viljen og midlerne til at købe samlinger for flere hundrede tusinde kroner. Og ud over disse findes et hav af småsamlere, der på militaria-messer, loppemarkeder og internettet handler med effekter fra Anden Verdenskrig. Blandt de stjålne dokumenter, som blev fundet i lejligheden, var papirer fra Kaj Munks drabssag; herunder den seddel, der lå oven på præsten og dramatikerens og døde krop, da han blev fundet i en vejside i 1944.

Effekter fra nazitiden er ofte yderst eftertragtede objekter blandt en lille gruppe samlere, der holder kortene tæt til kroppen. Foto: Wiki Commons

Dommens dag

Den 15. maj 2013 startede retssagen i Københavns Byret, hvor der var afsat fem dage til at afhøre vidner. Der blev dog aldrig brug for vidnerne, fordi Kim Dorph Vinther og Henrik Irdan – som havde nægtet sig skyldige i tyveriet – startede med at erklære sig skyldige i stort set hele anklageskriftet. Blot med den tilføjelse, at værdien af det stjålne materiale ikke oversteg en million kroner (i anklageskriftet lød beløbet ellers fra mellem 1,5 – 3 millioner kroner).

DR og TV2 sendte live fra byretten, da de to – efter at anklageren havde sammenlignet sagen med tyveriet af Guldhornene – blev dømt til henholdsvis to år og et år og ni måneders fængsel. Den spektakulære sag blev afsluttet på én dag, og både forsvarerne, anklagemyndigheden og Rigsarkivet var tilfredse med sagens udfald og dommen.

»Vi regner med, det er alt det stjålne materiale, som er fundet, og at vi får det tilbage,« sagde rigsarkivar Asbjørn Hellum samme aften til TV-Avisen. »Vi kan selvfølgelig ikke sige på et enkelt blads eller et papirs nøjagtighed«. Dommen blev heller ikke anket og havde umiddelbart fundet sin endelige afslutning.

Alligevel sad Martin Q. Magnussen den aften tilbage med en underlig uforløst fornemmelse. Han havde været indkaldt som vidne, men havde altså ikke fået chancen for at fortælle hvad han vidste om tyveriet. Og mere frustrerende: Politibetjenten troede ikke på, hvad Kim Dorph Vinther og Henrik Irdan samme dag havde fortalt i deres vidneudsagn.

Magnussen troede hverken på, hvor lidt de hævdede at have stjålet, eller formålet med tyveriet.  Kim Dorph Vinther fastholdt blandt andet, at det var for at skrive bogen om Kaj Buchardt. Han var dog ikke klar over, hvor noterne var til bogen, da den USB-nøgle, hvor de lå gemt på, var blevet væk hos politiet!

»Man skulle ellers gerne have tillid til det, som der bliver sagt i retten,« fortæller Magnussen. »Det er jo det, som hele mit job går ud på. Men for første gang stod jeg lige pludselig med en følelse af, at retfærdigheden ikke var sket fyldest. Havde vi fået sandheden at vide?«

Daisy

Allerede dagen efter dommen beskrev en samler på et internetforum, hvordan han år forinden var blevet tilbudt nogle af dokumenterne, men ikke havde haft råd til at købe dem. Samleren var aldrig blevet afhørt af politiet, men konstaterede at han næppe ville have tilbudt at levere den tilbage, hvis han for eksempel havde betalt 20.000 kroner for en sold- eller soldater-bog. Politiet havde kun fundet frem til fem købere, som havde købt for i alt 37.650 kroner, hvilket meget belejligt stemte overens med Kim Dorph Vinthers forklaring i byretten.

Ingen af køberne kunne beskrives som »storsamlere«, så hvis Rigsarkivets og politiets teori skulle passe, havde ingen af dem altså købt eller haft kendskab til salget – hvilket forekom Martin Q. Magnussen usandsynligt med sit kendskab til samlermiljøet.

Han kontaktede samleren, som fortalte, at de to dømte havde solgt dokumenter i flere sammenhænge og før 2009 – modsat hvad de havde fortalt i retten.

Rigsarkivet var netop i 2009 gået over til et nyt elektronisk bestillingssystem kaldet Daisy. Før havde Rigsarkivet brugt fysiske bestillingssedler, men de sedler var blevet destrueret, hvorfor det ikke havde været muligt at genskabe rigsarkiv-tyvenes eventuelt tidligere besøg på arkivet.

»Samtalen med kilden lagde hele grundlaget for den videre research, da jeg kendte kilden som en ærlig og troværdig person, man kunne stole på,« skriver Magnussen i bogen. »Jeg følte i forbindelse med de nye oplysninger, at jeg havde en historisk forpligtelse til at undersøge sagen nærmere. Rigsarkivet og Københavns Politi havde efter dommen afsluttet deres undersøgelser, og skulle den historiske fejlfortælling frem, måtte der via kilder, offentligt tilgængeligt materiale og ikke tilgængeligt materiale på Rigsarkivet findes dokumentation«.

Martin Q. Magnussen sad med egne ord efter retssagen “lige pludselig med en følelse af, at retfærdigheden ikke var sket fyldest.” Det er blandt andet derfor, han er gået i tyvenes fodspor i sin kommende bog om sagen. Foto: Privat.

I tyvenes fodspor

Han gik i tyvenes fodspor for ved selvsyn at konstatere, at der virkelig ikke var fjernet mere i arkivkasserne på Rigsarkivet. At sagen altid omtales som rigsarkiv-sagen, er faktisk misvisende. Tyveriet begyndte i sin tid på Landsarkivet for Sjælland, der lå på Nuuks Plads på Nørrebro, hvor alle sagerne fra Københavns Byret befandt sig frem til 2012. Herefter blev Landsarkivet lagt sammen med Rigsarkivet, der ligger i Rigsdagsgården over for Folketinget, og alt arkivmateriale blev overflyttet til Rigsarkivet.

I alt havde Kim Dorph Vinther og Henrik Irdan haft adgang til 1.500 arkivkasser med materiale. Af praktiske årsager koncentrerede Magnussen sig om sagerne med dømte, som havde deltaget i tysk krigstjeneste – og kunne hurtigt konstatere, at der ud fra bilagslisterne manglede dokumenter i en række af arkivkasserne.

I de 600 sager, han gennemgik, havde tyvene brugt følgende fremgangsmåde: Først havde de gennemgået hver eneste mappe og dokument i sagerne og vurderet, hvad der havde særlig høj værdi, for derefter enten at rive eller skære de eftertragtede bilag ud. Det var tydeligt, at afhøringsrapporter, dokumenter fra fangelejre og personlige dokumenter havde været i høj kurs.

Alligevel fastholdt Rigsarkivet stadig året efter dommen, i 2014 – hvor Weekendavisen af omveje var kommet i besiddelse af dokumenter, som måtte stamme fra tyveriet – at der ikke manglede noget. Eller næsten ikke noget.

»Vi kan ikke afvise, at der er stjålet mere, men det ville være et voldsomt stort arbejde at skulle gå det hele igennem,« sagde Asbjørn Hellum ved den lejlighed. »Vi har lavet nogle stikprøvekontroller, og fra de sager var der ikke stjålet noget, og derfor er vi rimelig beroligede«.

De kommende år mødte Martin Q. Magnussen da heller ikke den store interesse fra Rigsarkivet for at få efterforsket sagen yderligere. I 2016 måtte politibetjenten således selv anmeldte til Københavns Politi, at Kim Dorph Vinther solgte dokumenter på auktionssiden QXL. Det var først da betjenten kort tid efter gjorde Rigsarkivet opmærksom på, at en bekendt af Kim Dorph Vinther også havde dokumenter til salg på en lukket Facebook-side, at Rigsarkivet skred til en ny politianmeldelse. Rigsarkivet erkendte nu i en artikel i Berlingske Tidende, at man var »vidende om, at der stadigvæk er stjålne arkivalier i omløb, og kan bekræfte, at de omtalte arkivalier mangler i vores samlinger«.

Rigsarkivet erkendte nu i en artikel i Berlingske Tidende, at man var »vidende om, at der stadigvæk er stjålne arkivalier i omløb, og kan bekræfte, at de omtalte arkivalier mangler i vores samlinger«.

Men da politiet efterfølgende tog kontakt til Rigsarkivet for at følge op på anmeldelsen, kneb det med hjælpen – og i 2018 blev det besluttet at henlægge sagen på grund af manglende beviser (det havde også betydning, at Kim Dorph Vinther var død året forinden).

Først det år – og efter en ekstrabevilling på fem millioner kroner til en mangel-gennemgang og til digitalisering af de mest udsatte og anvendte arkivalier fra retsopgøret – erkendte Rigsarkivet en gang for alle, at det syntes tydeligt, at »der fortsat var mangler, og at der følgelig endnu måtte være tyvekoster i omløb«.

Konklusion på gennemgangen i 2018 var, at der i retsopgør-sagerne fra Københavns Byret var mangler som følge af tyveri i mere end 4,6 procent af sagerne. Gennemgangen havde ganske vist afsløret mangler i 30,9 procent af sagerne, men Rigsarkivet mente ikke, at det kunne tilskrives tyveri. Derfor måtte det korrekte tal skulle findes mellem de 30,9 procent og de 4,6.

»Der er hermed formentlig tale om, at tusindvis af stjålne dokumenter fortsat befinder sig hos samlere på det sorte marked eller, allerværst, er destrueret/bortkommet,« lød konklusionen.

»Hul i danmarkshistorien«

Selv om Martin Q. Magnussen er tilfreds med, at Rigsarkivet endelig har erkendt ikke at have fået alle dokumenterne tilbage, så mener han dog stadig, at arkivet undervurderer omfanget af tyveriet. Kim Dorph Vinther og Henrik Irdan gik nemlig primært efter dokumenter fra sager, der omhandlede danske østfront-frivillige, så der er sandsynligvis ikke de store mangler i andre typer af sager. Ifølge Martin Q. Magnussens egen undersøgelse er manglerne vedrørende danske østfront-frivillige i disse arkiver da også på over 30 procent. Men det tal har Rigsarkivet formået at få nedskrevet til det etcifrede tal, idet cykeltyverier, spirituskørsler og andet er medtaget i optællingen af sagerne fra Københavns Byret i perioden.

»Denne bog har netop dokumenteret, at de to rigsarkivtyve systematisk har fjernet materiale fra Rigsarkivet, og at der ikke blot er tale om et enkelt dokument, som Rigsarkivet ellers først havde vurderet,« skriver Martin Q. Magnussen. »Meget tyder på, at der derved er lavet et uopretteligt hul i danmarkshistorien. Et hul, som får mærkbar indflydelse for forskningen i de næste mange generationer«.

Martin Q. Magnussen anslår samtidig, at tyvene kan have solgt – eller for Henrik Irdans vedkommende – ligget inde med dokumenter for »flere millioner kroner«.

Forsvundne dokumenter

• Martin Q. Magnussen (f. 1983) er uddannet fra Politiskolen i 2008 og arbejder i dag ved Sydsjællands Politi

• »De forsvundne nazidokumenter: Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet« udkommer den 19. september på Forlaget Grønningen 1

• Martin Q. Magnussen bliver til november genstand for en dokumentarfilm på TV2, som de seneste to år har fulgt hans forsøg på at fortælle historien om tyveriet (filmen har endnu ikke fået en titel)

Coverup

Når politibetjenten skal forklare Rigsarkivets tilsyneladende manglende interesse gennem årene i at få opklaret tyveriet, henviser han til, at det altid er »pinligt«, når den slags sker på ens vagt.

»Rigsarkivaren vil jo gerne gøre et godt indtryk … og lige pludselig forsvinder der så store mængder af ens arkiv for øjnene af alle,« siger Martin Q. Magnussen. »Når skandalen så er sket, er det jo det. Men så lyder det i hvert fald bedst, at den i det mindste er opklaret og uden tab. Politiet er jo aldrig bedre end den forurettede. Hvis den forurettede ikke hjælper med til at opklare sagen, så har politiet svært ved at komme til bunds i den. Hvis der har været et indbrud i et hus, og beboeren siger, at alt er fundet igen, så begynder politiet jo ikke at lede efter, om der alligevel ikke skulle være forsvundet mere. Det var det, rigsarkivaren sagde efter retssagen«

Senest har kulturminister Joy Mogensen (S) netop meddelt Folketingets kulturudvalg, at Rigsarkivet nu »vil tage initiativ til et møde med deltagelse af både Martin Qvist Magnussen og politiet, således at de oplysninger, Martin Qvist Magnussen er i besiddelse af, tilfalder og håndteres af den rette myndighed«.

Hverken Asbjørn Hellum – som i dag er gået på pension – eller Københavns Politi har ønsket at kommentere kritikken fra Martin Q. Magnussen i forbindelse med skrivningen af bogen, mens Henrik Irdan har henvist til sin forklaring i retten.

Senest har kulturminister Joy Mogensen (S) netop meddelt Folketingets kulturudvalg, at Rigsarkivet nu »vil tage initiativ til et møde med deltagelse af både Martin Qvist Magnussen og politiet, således at de oplysninger, Martin Qvist Magnussen er i besiddelse af, tilfalder og håndteres af den rette myndighed«.

Han venter stadig.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.