Legepladsen ved 'Dokk1' i Aarhus. Foto: Johan Wessman / News Øresund
7 min. læsetid

Økonomiaftalerne for næste år mellem staten og Kommunernes Landsforening følger den befolkningsmæssige udvikling – men væksten halter til gengæld efter velstands-udviklingen. Og det store efterslæb fra 2010erne mangler man stadig at indhente.


Af Henrik Herløv Lund

Den nye S-mindretalsregering og støttepartierne Radikale, SF og Enhedslisten lovede i forståelsespapiret, at “pengene skal følge med, når der bliver flere børn og ældre, og der skal sikres et løft af velfærden ud over det demografiske træk.”

Vækst og demografisk træk

Denne kritiske analyse fokuserer på – om økonomiaftalerne for 2020 med kommuner og regioner faktisk lader udgifterne vokse med det såkaldte demografiske træk? – Og om parterne oveni tager fat på at indhente tidligere års efterslæb i resurserne til velfærden?

Vi skal lige huske, der er tradition for i finanslovsaftalen, at staten giver yderligere midler til kommuners og regioners velfærdsservice, men i hvilket omfang det også bliver tilfældet i år, er i skrivende stund uafklaret.  

Demografisk træk kan forstås på to måder: Det umiddelbare demografiske træk, hvor resurserne til velfærden direkte følger befolkningens antal og sammensætning – så der fastholdes en uændret standard.

Når man derimod taler om det fulde demografiske træk, betyder det, at resurserne til velfærden følger befolkningens velstandsudvikling (= den reale vækst i bruttonationalproduktet ) – så der også er midler til at udvikle velfærden med ny eller bedre service, ny /bedre teknologi og materialer – fx ny medicin – samt bedre kvalitet.

De gode nyheder

Økonomiaftalerne giver kommunerne et reelt nettoløft på 1,7 mia. kr. – og regionerne et reelt nettoløft på 1 mia. kr.

De nye økonomiaftaler betyder en forbedring på 500 millioner kr. både for kommuner og regioner – i forhold til de tilsvarende aftaler, som den tidligere, borgerlige Løkke-regering indgik for 2019. Her var nettoløftet for kommuner 1,2 mia. og for regionerne 0,5 mia. kr.

På positiv-siden tæller også, at både kommune- og regions-aftalen for 2020 opfylder kravene fra det umiddelbare demografiske træk.  I 2020 er det for kommuner 1 mia. kr. – så hermed er det reelle løft altså 0,7 mia. kr. højere.


Figur: Umiddelbart demografisk træk 2019 og 2020 – og samlet nettoløft til kommunal velfærd 2019 og 2020 (i 2020 -priser).

For regionerne udgør det umiddelbare demografiske træk netop 1 mia. kr, hvilket også er den reelle størrelse af løftet i aftalen for 2020.  Aftalen sikrer dermed i modsætning til 2019- aftalen – som den borgerlige Løkke-regering indgik – at velfærdens standard bevares i det kommende år.

Endelig må det også anerkendes som positivt for kommunerne, at aftalen for 2020 fremover afskaffer den automatiske, årlige nedregulering på 500 millioner kr. Det er endvidere positivt for regionerne, at omprioriteringsbidraget endeligt afskaffes, selvom det udgør et mindre beløb.

De dårlige nyheder

Aftalen har også visse minusser. Det er problematisk, at budgetlovens hårde økonomiske sanktioner over for kommunerne fastholdes. Det rummer en risiko for, at dele af løftet til kommunerne ædes op af kommunale merbesparelser i regnskabet. De seneste to år har de kommunale merbesparelser således beløbet sig til 0,8 mia. kr. i årligt gennemsnit.


Figur: Merbesparelser udover regeringens rammer i kommunerne 2017 – 2018

Det er heller ikke spor godt, at ressourcerne ikke følger det fulde demografiske træk i 2020, som for kommunernes vedkommende udgør 3 mia. kr. Aftalen giver jo reelt kun 1,7 mia. kr.

Kommuneaftalen for 2020 er altså i underskud med 1,3 mia. kr. i forhold til at sikre opdatering og udvikling af den kommunale velfærd.

For regionernes vedkommende er situationen tilsvarende. Det fulde demografiske træk beløber sig til 2 mia. kr. ifølge Finansministeriet – men ifølge sundhedseksperterne i VIVE, Det nationale forskning og analysecenter for Velfærd, løber det helt op i 2½ – 3 mia. kr. Det betyder, at også regionsaftalen er i underskud på 1 til 1½ mia. kr. i forhold til at sikre fuld udvikling og opdatering af den decentralt leverede velfærdsservice i 2020.


Figur: Fuldt demografisk træk for regioner 2020 – beregnet af henholdsvis Finansministeriet  og sundhedseksperter/sundhedsorganisationer – og nettoløft i regionsaftalen for 2020

Endelig må det noteres som en skuffelse, at økonomiaftalerne ikke i det mindste begynder at indhente efterslæbet fra den økonomiske udhuling af velfærden i perioden 2010 – 2019.

Efterslæbet er langt størst for kommunerne. I perioden 2010 – 2019 er oparbejdet et akkumuleret underskud på 17 mia. kr. i forhold til umiddelbart demografisk træk – og et underskud på 40 mia. kr. i forhold til fuldt demografisk træk – på grund af en borgerlig økonomisk sparepolitik.

Også for regionerne er der et underskud, om end noget mindre, da regionerne har været højere økonomisk prioriteret fra regeringernes side. Det akkumulerede underskud i regionerne er i forhold til umiddelbart demografisk træk på 1 mia. kr. og i forhold til fuldt demografisk træk på 5 mia. kr. Det siger sig selv, at man ikke kan forvente og kræve, at et så stort milliard-efterslæb indhentes med et slag. Men det skuffende er, at økonomiaftalerne ikke tager fat på at hente det ind.

Endelig må det noteres som en skuffelse, at økonomiaftalerne ikke i det mindste begynder at indhente efterslæbet fra den økonomiske udhuling af velfærden i perioden 2010 – 2019

Der er råd til velfærdsløft

Den socialdemokratiske regering har ved et ‘kasseeftersyn’ og opdatering af 2025- fremskrivningen signaleret, at der i 2020 og 2021 er stramme økonomiske rammer i kraft af et lille økonomisk råderum. Samtidig er den gode nyhed i fremskrivningen for økonomien for 2025 imidlertid, at råderummet frem til 2025 vokser – navnlig de sidste år i perioden med 5 ½ mia. kr. til 28 ¾ mia. kr. i 2025.

Men der er faktisk flere midler i 2020 og 2021, end regeringen signalerer.

Ifølge regeringens egen ”Økonomiske redegørelse” er der reelt et pænt råderum i 2020 på 3½ til 4 mia. kr. inden for strukturel balance. Hertil kommer, at regeringen ikke behøver at overholde strukturel balance i 2020 og 2021, idet der i ”Forståelsespapiret” er aftalt først at skulle være strukturel balance i 2025. Regeringen kan derfor flytte rundt på penge mellem årene og holde et moderat underskud de første år, der senere opvejes af overskud.

Der burde således være økonomiske midler til også at følge det fulde demografiske træk i kommuner og regioner i 2020.

Derimod er det klart, at når vi taler om at indhente efterslæbet fra 2010 – 2019, navnlig med den størrelsesorden det har i kommunerne, så kan det ikke dækkes af det nuværende økonomiske råderum. Her må råderummet udbygges, hvis velfærden skal genoprettes.

Den borgerlige strategi med at øge råderummet gennem de såkaldte arbejdsudbuds-reformer er her ikke acceptabel. Den vil gennem sociale forringelser og/eller (top)skattelettelser øge uligheden. 

Velfærden kan imidlertid rettes op igen ved at tage fat på at rulle de store skattelettelser tilbage, som er givet i forbindelse med en borgerlig økonomisk politik siden årtusindskiftet.  Skattelettelserne har netop været finansieret på velfærdens bekostning ved at reducere væksten i velfærdsudgifterne og/eller gennem direkte besparelser. Det vil derfor være passende, at disse velfærdsnedskæringer rulles tilbage for at genoprette velfærden og indhente 2010 – 2019 årenes store udhuling.

I perioden 2002 – 2016 (i 2017 priser) var der samlede bruttoskattelettelser i ind-komstskatten på i alt – 52 mia. kr. i umiddelbar virkning – og i varig virkning 39 mia. kr. Dele af denne lempelse er dog modvirket gennem bl.a. forhøjelser af andre skatter. Provenutabet (= nettolettelser) ved indkomstskattelettelserne 2002 – 2016 udgør ialt – 24 mia. kr. i umiddelbar virkning og – 15 mia. kr. i varig virkning.

Hertil kommer, at der siden den borgerlige regerings tiltræden juni 2015 og frem til 2019 er givet yderligere 18 mia. kr. i lempelser af indkomstskat og andre skatter. De lempelser stiger med yderligere 9 mia. kr. i værdi frem til 2025.

Disse skattelettelser er primært tilfaldet de rigeste – og har dermed øget uligheden. Skattelettelserne er ydermere i betydeligt omfang givet på bekostning af velfærden.

Derfor kan og bør opgaven med at genoprette velfærden løses ved, at skattelettelserne rulles tilbage.


Henrik Herløv Lund er cand.scient.adm, og var medlem af Den alternative Velfærdskommision 2004-2009. Udgiver månedligt nyhedsbrevet ‘kritiske analyser