OK24: Kampen om rammen med Wammen

Forbundsformand for FOA Mona Striib kunne sagtens tøjle sin begejstring over forliget på det statslige område søndag 12. februar:

”Det bliver en smallere økonomisk ramme, end jeg har kæmpet for, så armene er ikke helt oppe over hovedet. Når resultatet lander der, hænger det sammen med, at Det Økonomiske Råd har nedjusteret deres forventninger til lønudviklingen på det private område,” siger Mona Striib.

Hvis man gik og troede, at overenskomstforhandlinger på det offentlige område var fri for Christiansborg, så kan man godt tro om. Finansministeren sidder bogstaveligt talt for bordenden og svinger med taktstokken. Og Wammen er nu kommet igennem med de 8,8 procent, som hele tiden har været hans loft.

Regeringens budskab er, at I kan få lidt mindre end fortjent. For selv om I skulle bruge jeres opsparing til at betale varmeregninger og købe ind under den historisk høje inflation, så tror vi altså, at verden er bedre nu. Hvis det, I har tabt siden OK21, skal hentes, bliver det over flere overenskomstperioder. Men jeg tror godt, at jeg ved, hvordan det ender. I 2026 er der en anden god grund til, at vi ikke skal hente reallønstabet.

Efter de store strejker i forbindelse med overenskomsten i 2008 landede rammen på lige omkring 13 procent over 3 år. De tre efterfølgende kriseoverenskomster havde en ramme på mellem 3 og godt 5 procent. Over to år vel at mærke.  I 2018 fik den et lille nyk op – 8,1 over 3 år. Og i 2021 – året inden den historisk høje inflation – landede rammen på lige knap 6 procent over 3 år. Der er dermed ikke noget historisk flot over 8,8 procent over to år. Og det er lønmodtagerne, der betaler prisen, når inflationen er høj.

Derudover skal I arbejde mere – ikke mindre. I skal hente børn senere – ikke tidligere. Ikke mere af de der seniordage. Ikke mere ferie eller nedsat arbejdstid. Mindre af det der frihed. Det siger altså den regering, der i alle andre sammenhænge hylder frihedsbegrebet.

Rammens betydning

Men hvorfor er kampen om rammen så vigtig? Det er den, fordi rammen er det beløb, Wammen lægger på bordet. Penge, som arbejdstagerne kan købe goder for i OK-butikken. Penge, som parterne kan forhandle om.

Og selv om trepartsaftalen har fyldt meget på det seneste, så skal vi huske, at OK24 er en helt almindelig overenskomstforhandling. Der er en hel offentlig sektor, som skal have forhandlet løn for den kommende overenskomstperiode. Ligesom de plejer. Og et kæmpeflertal som ikke har fået noget ekstraordinært lønløft.

Fagbevægelsen har stillet krav om mindst 10 procent. Selv om 12 procent ville være et tal, der er tættere på rimeligt. For det svarer til forliget på det private område.

Claus Jensen, formand for Dansk Metal, sagde om det private forlig, at lønmodtagerne skal have lønstigninger på 5-6 procent om året i en toårig periode. Hvis altså bare reallønstabet skal indhentes. Og husk – det var et rimeligt krav for en toårig periode.

Statens forhandlerne sagde på pressemødet søndag, at der vil være reallønsfremgang de næste to år. At statens ansatte stadig får lidt mindre end de privatansatte. Men at de i øvrigt var glade, fordi man var kommet igennem med en anden beregningsmetode end den sædvanlige.

Det man skal huske her er, at ingen beregninger er politisk neutrale. Beregningsmetoder står altid på noget, man vil have med i regnestykket. Og noget man ikke vil have med. Og budskabet der ligger underneden er – at den private sektor er dem, der tjener de rigtige penge til samfundet. De offentligt ansatte er primært en udgift.

OK24 er en overenskomst som alle andre

Afstanden mellem forhandlere og medlemmer bliver større og større, hvis man ikke fortæller sine medlemmer, hvad man synes er ret og rimeligt, og hvis man sælger alle forlig som rimelige.

Medlemmerne vil opleve, at mens de er på vej på nattevagt, står forhandlerne og klapper hinanden på skulderen over, at de har forhandlet om natten og været nødt til at spise take-away. Mon det er det, medlemmerne tænker på, når de har kæmpet sig igennem en lang nats arbejde? Det var derfor en pinlig omgang, da forhandlerne skulle svare pressen på, hvordan de kunne være glade for et forlig på 8,8 procent.

Og derfor skal resten af fagbevægelsen enten lægge sig fladt ned og fortælle, hvad de 8,8 procent – som formentlig også bliver rammen for kommuner og regioner – rent faktisk betyder for medlemmerne. Eller også skal den rejse sig op og sige, at det ikke er godt nok.

Trepartsaftalen i december 2023 har forstyrret OK24, og lønmodtagerne har betalt for treparten med en række modydelser. Det eneste, der er særligt ved OK24 er, at afstemningen om et eventuelt forlig på det regionale og kommunale område er sammenkædet. Regeringen tænkte formentlig sammen med arbejdsgiverne, at det var et genialt træk at få fagbevægelsen til at acceptere sammenkædningen af treparten med overenskomstforhandlingerne.

De satsede på, at lønmodtagerne ikke vil gennemskue, at en ramme under 10 procent ikke indhenter reallønstabet.

Problemet er bare, at regeringen måske har glemt, at spillereglerne er helt, som de plejer. Fagbevægelsen kan stadig varsle konflikt. Arbejdsgiverne kan stadig varsle lockout. Parterne kan havne i forligsinstitutionen, hvis de ikke kan blive enige. Medlemmerne kan stemme nej til et forlig, hvis de mener, at rammen er for dårlig. Og så havner vi i storkonflikt. Sker det, så har regeringen et problem, der er 800 gange større end tyveriet af Store Bededag.

“Det skylder vi vores medlemmer”

I forsommeren 2023 præsenterede vi i Landsforeningen For Socialpædagoger, LFS, vores tillidsrepræsentanter for det, vi mener er et rimeligt krav til OK24. Et kronekrav på 10.000 kr. til alle offentligt ansatte. Det kommer vi ikke igennem med – vi er i mindretal, fordi resten af fagbevægelsen mener, at lønstigninger skal ske i procenter.

Da vi stillede kravet, var det for at sætte fokus på, at de højestlønnede er dem, der får de største lønstigninger, så længe lønstigninger gives i procenter. Og at det er de lavestlønnede, der betaler prisen. Siden 1994 har de lavestlønnede haft indkomststigninger for ca. 1,5 procent om året. De højestlønnede har fået mellem 4 og 6 procent.

Der var bred opbakning til kravet blandt vores tillidsrepræsentanter og medlemmer. Mange gav udtryk for, at det var opløftende, at der endelig var nogen i fagbevægelsen, som var konkrete i visioner og krav til arbejdsgiverne og politikerne. Men det er også noget af en risiko at løbe som fagpolitisk ledelse. For hvad vil medlemmerne sig, hvis vi ikke kan indfri kravet? Og hvad siger de, hvis ikke kravet om mindst 10 procent indfries i kommuner og regioner?

Det vil kun tiden vise, men jeg ved, hvad jeg siger. Jeg siger, at det er nu, vi og vores medlemmer skal stå fast og vise, om vi mener det. Det skylder vi vores medlemmer. Ellers har vi et problem, der er 800.000 gange større end tyveriet af Store Bededag.