Om lidt begynder nedrivningen

Elsebeth Frederiksen fra Almen Modstand er efterhånden “blevet kynisk”. Hun frygter, at politikerne endnu engang får held med at splitte folk, “hvis de ikke snart står sammen. Det skal være nu, ellers er det hele faktisk ved at være lige meget.”

Af Elsebeth Frederiksen

De vil rive min blok ned; de vil af med os.

Jeg kom gående i mine egne tanker med musik i ørerne, da jeg møder en kollega. Jeg går hen for at sige hej.  ”Ja, det er det sikkert, min blok skal rives ned, ”siger hun og sukker.  Jeg prøver at trøste hende med, at det lige skal godkendes i byrådet og boligforeningens repræsentantskab, inden det er endeligt, men hun har bare opgivet. ” Det bliver jo godkendt, uanset om vi vil det eller ej. De vil bare af med os.”

Der fik jeg en lille smule ondt i mit hjerte. For hun har jo ret, og jeg kan ikke bare se bort fra det faktum, at hun er en af dem, der ifølge mange politikere, ikke er fin nok til at bo i Gellerup. Selvom hun har arbejdet hele sit liv, aldrig været på overførselsindkomst, så er hun  pludselig uvelkommen i Gellerup. Fordi hun eller hendes forældre er født i Tyrkiet og ikke Danmark.  Jeg går videre og priser mig lykkelig for at det ikke er min blok, der skal rives ned og et øjeblik vinder min egen glæde over solidariteten.

Min kollega bor i en af syv blokke, der skal rives ned i Gellerup. Det fik beboerne at vide for nogle uger siden. Der blev den storstilede plan præsenteret og beboerne fik et brev i postkassen.
600 boliger i Gellerup skal jævnes med jorden. Udviklingsplanen hedder den. Hurtigt omdøbt til afviklingsplanen, da der ikke er ret mange her i området, der mener at man udvikler et område ved at rive folks hjem ned. En hel bydel bliver smadret, og der bliver gjort plads til private bebyggelser. Held og lykke med at finde lejere, der vil bo i konstant byggerod i 4-5-6 år. Held og lykke til dem, der skal bo halvanden meter fra en vej med byggeplads på den ene side, og en kolos af en kommunal bygning på den anden side, der tager sollyset og udsigten.  Jeg har selv haft udsigt til de fem blokke, der allerede er revet ned i forbindelse med helhedsplanen.

Jeg har set blokke, der blev skilt ad, murbrokker, der blev kørt væk og beton, der blev smadret på stedet. Jeg er blevet vækket tidligt om morgenen, fordi der skulle bankes store jernplader ned i jorden på byggepladsen. Jeg er blevet ør i hovedet af cementleverance og den enerverende lyd af en lastbil, der bakker klokken seks om morgenen.

Jeg har vandret gennem mudder og murbrokker, mens jeg prøvede at finde ud af, hvilken vej jeg kunne tage den dag. Jeg er blevet holdt oppe den halve nat, fordi de ikke kunne finde ud af at slukke alarmen i den nye bygning, som derfor kørte det meste af natten. Hvis jeg bare vidste, at vi beboere, der har været udsat for al den larm og mudder, på længere sigt kunne få et dejligt boligområde med plads til alle, så ville det være nemmere at acceptere. Så ville det faktisk være det hele værd.

Men lige nu ser jeg bulldozerne for mig. Jeg ser beboere, der græder fordi de ikke vil flytte. Jeg ser politikere, der smiler, mens blokken bliver smadret. Jeg ser beboere, der hæver stemmen fordi nu er det nok!

Måske er det for sent. Ikke fordi jeg er ved at give op, men fordi uviljen mod vores boligområde og os, der bor her, bare er så stærk, at de ikke tænker på os, men kun følger hadet og fordommene. Politikere, der er så forblændet af magt, at de ikke tænker på alle borgernes ve og vel. De spørger ikke os, de er lige glade med os, for vi betyder ingenting.

Jeg er blevet kynisk. Jeg har ikke tiltro til ret mange politikere. De snakker en masse mens de tjener penge på at bygge nyt. De tror de vinder valg på at tale grimt og splitte os ad. Og det ser ud til, at de får held med det, hvis vi ikke snart står sammen. Det skal være nu, ellers er det hele faktisk ved at være lige meget.