Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
1. februar. 2020

Ramzan Kadyrov – one-liner-diktatoren i Tjetjenien

Den tjetjenske præsident og diktator, Ramzan Kadyrov holder sig ved magten ved hjælp fra ikke bare den russiske præsident Vladimir Putin – men også sine mange venner på de sociale medier.

Ramzan Kadyrov til møde med sin nærmeste allierede, Ruslands præsident Vladimir Putin. Det er bl.a. Putins opbakning, som holder Kadyrov ved magten, men også effektiv propaganda på de sociale medier har været en afgørende del af diktatorens magtkonsolidering. Foto fra Kremls presse

Den tjetjenske præsident og diktator, Ramzan Kadyrov holder sig ved magten ved hjælp fra ikke bare den russiske præsident Vladimir Putin – men også sine mange venner på de sociale medier.


Af Søren Riishøj

De sociale medier – og ikke mindst Facebook – er over årene flittigt blevet brugt til at igangsætte oprør mod diktatorer og regeringer, der ikke følger »folkets vilje«, både i og uden for Europa. Det arabiske forår, Maidan og Frankrigs »gule veste« er blot tre ud af flere eksempler.

Men »masseprotest-politik« har bredt sig, og brugen af de sociale medier benyttes nu også af diktatorer for at sikre sig selv større folkelig opbakning – og ofte med held. Hvilket Tjetjeniens diktator og præsident Ramzan Kadyrov er et godt eksempel på.

Journalisten Kaja Puto henviser således i en analyse for det polske ugeskrift »Polityka« til, at det i hvert fald er lykkes Ramzan Kadyrov at få tre millioner til at følge hans udmeldinger via Instagram, ligesom 700.000 følger ham via Facebook. Og da Instagram og Facebook blokerede Ramzan Kadyrov fra kontoer, oprettede han blot nye »one-line« konti. Med sin evne til at bruge de sociale medier og styrke sin position, overgår Ramzan Kadyrov klart de politiske ledere i Rusland, konkluderer Karena Avedissan, der er Kaukasus-forsker ved Birmingham Universitet, i ugeskriftet »Polityka«.

Og det er ikke småting, Ramzan Kadyrov har lagt ud på nettet: Nogle meddelelser er private, for eksempel når han kører i limousine, kysser en hjort eller boltrer sig i sneen. Præsidenten fremstiller sig som »supermanden«, der skabte et tjetjensk paradis og ser sig selv som en tjetjensk »Schwartzenegger«. Andre opslag viser, hvor han står politisk. Ramzan Kadyrov er religiøs (muslim), accepterer æresdrab og bekæmper LGBT.

»I Tjetjenien har vi ikke homoseksuelle«, har Ramzan Kadyrov erklæret – og 2017 blev

homoseksuelle interneret i lejre og udsat for grov behandling. De fleste blev dog evakueret og bragt til Rusland, efter at russiske præsident Vladimir Putin mente, at det gik for vidt og lagde pres på Ramzan Kadyrov. Men også politiske modstandere i og uden for Tjetjenien forfølges, herunder dem der kritiserer ham via sociale medier.

Bombeattentat dræbte faderen

Ramzan Kadyrov kom til magten i Tjetjenien i kølvandet på bombeattentatet, der i 2004 dræbte faderen, Achmat, i hovedstaden Grosnij. Den tidligere mufti – som havde skiftet side i den anden tjetjenske krig i 1999 – var blevet Tjetjeniens præsident året forinden.

Ramzan Kadyrov – der havde ledet faderens milits – blev først udnævnt som ministerpræsident og siden præsident i 2007. I den første tjetjenske krig i årene fra 1994 – 96 havde Ramzan Kadyrov ligesom faderen kæmpet imod russerne, men støttede derefter Putin i den anden tjetjenske krig tre år senere.

“Så længe der er fred – og langt mellem bombeattentaterne i Tjetjenien – får Ramzan Kadyrov lang snor af Moskva. Det er præsidenten udmærket klar over.”

Vladimir Putin værdsatte Ramzan Kadyrov’s indsats i kampen mod de tjetjenske separatister, og Kadyrov støttede til gengæld i 2008 aktivt Rusland under krigen med Georgien og efterfølgende også i forbindelse med annekteringen af Krim samt konflikten i Donbas  regionen i det østlige Ukraine. Derfor har Kreml overført store pengebeløb til Tjetjenien – omend i mindre omfang i perioden efter 2014 som et resultat af den økonomiske nedgang i Rusland. I centrum af hovedstaden Grosnij ses i dag høje luksusbygninger.

Vladimir Putin har, også efter Ramzan Kadyrovs genvalg i 2016, fortsat med i høje toner at rose præsidenten, for eksempel i forbindelse med tilbagevenden af familier (kvinder og børn) til IS-kæmpere fra Nordkaukasus og Centralasien. Ved det seneste præsidentvalg i Rusland fik Vladimir Putin 92 procent af stemmerne i Tjetjenien.

Godt nok volder Ramzan Kadyrov problemer for den russiske statsmagt i Kremlin, men alternativet er værre. Så længe der er fred – og langt mellem bombeattentaterne i Tjetjenien – får Ramzan Kadyrov lang snor af Moskva. Det er præsidenten udmærket klar over. Ganske som Hvideruslands præsident Alexander Lukashenko er Ramzan Kadyrov en dygtig taktiker, og han har forstået at skaffe stor støtte økonomisk fra Rusland. Hvis Kadyrov væltes fra magten, frygter man i Moskva en ny – tredje – tjetjensk krig.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER