Hvad pokker skal der til før socialområdet prioriteres?

“Antallet af udsatte stiger, men det gør pengene til sociale indsatser ikke, bevillinger er kortsigtede og det politiske parnas lukker øjnene. Vi har accepteret at socialområdet forbliver dårligere end den øvrige velfærd.” skriver Charlotte Lund fra Københavns Borgerrepræsentation.

Af Charlotte Lund

I år er det 104 år siden, at grundlovsændringen gav socialt udsatte – blandt andre folk på fattigdomsydelser, psykiatriens umyndiggjorte og hjemløse – stemmeret og demokratisk ligestilling. I hvert fald på papiret.
I virkeligheden forblev de i den andenrangsposition, som de stadig er at finde i dag. Velfærdstanken har simpelthen aldrig bredt sig ned til også at gælde folk på bunden af samfundet.

Et discountområde

Hvor de andre velfærdsområder reguleres økonomisk efter hvor mange børn, ældre og syge, der er kommet til i det pågældende år, så må socialområdet som udgangspunkt klare sig for de samme penge. Også selvom tallet af diagnoser, hjemløse og familier under fattigdomsgrænsen er er vokset.

Hvor de andre velfærdsområder får flerårige bevillinger, der muliggør langsigtet planlægning, må socialområdet som udgangspunkt slumpe sig igennem med kortsigtede projektorienterede minibevillinger, der ofte giver den massive usikkerhed at socialfaglige ansatte fyres i november og genansættes december, hvis ansøgningen tildeles projekt ellers er gået igennem og pengene genbevilliget.

Hvor de andre velfærdsområder med selvfølgelighed indgår i finanslovsforhandlingerne, så er socialområdet langt hen ad vejen overladt til den dårligt finansierede og skandaleramte Satspulje. Det er ganske symptomatisk for tingenes tilstand, da landets tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen smed et – bevares, noget kreativt udregnet – 69 milliarders velfærdsløfte til “Børn-, ældre og sygehusområdet”. Og undlod belejligt at nævne det eksplosivt stigende socialområde i den ombæring.
Igen er de socialt udsatte henvist til den bagdør på rådhuset, som de i 1930erne var henvist til at benytte, når de med bøjet nakke skulle hente deres fattighjælp. Velfærdsgarantier gælder stadig ikke den del, der omhandler dem.

København skraber bunden 

Problemet slår nok hårdest igennem i landets hovedstad. Til trods for at København ikke er en fattig kommune, så ligger byen nummer sjok, sammenlignet med landets seks største byer, når det kommer midler per socialt udsatte. Jeg tror ikke, at det skyldes ikke ond vilje, men ikke desto mindre er det sådan det er.

Der er mange årsager til, at vi er endt hvor vi er: Budgetlovens og servicelofternes snævre rammer. At hovedstads-specifikke sociale udfordringer, i form af eksempelvis stofmisbrug, spiller ind. En træls tradition for, at socialområdet i stor udstrækning er undtaget demografiske reguleringer, hvilket vil sige, at der automatisk tilføres flere penge, hvis en befolkningsgruppe – fx børn i børnehavealderen eller ældre med plejebehov – vokser. Dette skal sammenholdes med, at vi i disse år ser en stor stigning i indberetninger på børn, af mennesker i fattigdom og hjemløshed, og i psykiatriske diagnoser. Desuden ser vi stadig eftervirkningerne af, at SATS-puljepartierne i 2016 valgte at snuppe en 58 millioner kr. stor årlig bevilling til hovedstadens allermest udsatte.

Alle elementer spiller utvivlsomt en central rolle. Men det gør manglende kommunal fokus og prioritering af området altså også. I år viser socialforvaltningens tal, at der mangler et tocifret millionbeløb, hvis blot det nuværende, utilfredsstillende serviceniveau skal fastholdes.
Jeg synes vi er nået til et punkt, hvor der dårligt kan spares mere. Samfundet risikerer for alvor at knække over i to. Det er simpelthen nødvendigt, at vi ændrer kurs, og begynder at opfatte socialområdet som et fuldgyldigt velfærdsområde, på linje med sundhedsområdet, børneområdet og ældreområdet.

Charlotte Lund arbejder på et krisecenter, og er socialordfører for Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation.