Otelo de Carvalho er død

Otelo de Carvalho er død

af Niels Frølich,medlem af Kritisk revys redaktion

Strategen bag nellikerevolutionen i Portugal 25. april 1974, Otelo Saraívo de Carvalho, døde søndag d. 25. juli. Dermed forsvandt en af de mest farverige skikkelser på den europæiske venstrefløj.

Otelo de Carvalho blev født i 1936 i kolonitidens Mozambique i koloniens hovedstad Lourenço Marques, nu Maputo. Carvalho, der var karriereofficer, trådte ind i hæren i 1955 som kadet og var færdiguddannet som officersaspirant i 1959. Allerede da spirede utilfredsheden med diktaturet i ham og han beundrede generalen ’uden frygt’, Humberto Delgado, der som den eneste i hele diktaturets tid stillede op som præsidentkandidat imod regimets favorit og som i 1965 blev myrdet af styrets hemmelige politi, PIDE. Carvalho deltog i kolonkrigene - først i flere omgange i Angola, hvor han opdagede bagsiden af Portugals propaganda og hvor han også lærte den senere general António de Spínola at kende, en mand der var kendt for sin grusomhed. Næste udstationering var i Guiné-Bissau i Vestafrika, hvor hans modvilje mod diktaturet og kolonikrigene voksede yderlige og hvor han lærte ledende medlemmer af PAIGC, landets oprørsbevægelse, og dets program at kende(1) - noget der stærkt påvirkede hans politiske holdninger.

Carvalhos første åbenlyse modstandshandling var deltagelse i en indsamling af underskrifter mod en kongres af de, der ’kæmpede i de oversøiske provinser’, hvor hærens faste officerer ikke var repræsenteret. Grunden var, at regeringen på grund af udviklingen i kolonikrigene pr. dekret udvidede antallet af kaptajner og majorer med folk med meget kortere uddannelse end den faste stok. Dette affødte stor utilfredshed og gav stødet til kaptajnsbevægelsens opståen først i Guiné og derefter i hurtigt tempo i Portugal selv, Angola og Mozambique.

Dekretet blev godt nok tilbagekaldt, men kaptajnernes bevægelse var nu sluppet løs. Carvalho var i mellemtiden blevet forflyttet til Portugal selv og under dække af selskabelige sammenkomster for officerskammerater oprettede de oprørske officerer MOFA, Movimento de Oficiais das Forças Armadas – Officersbevægelsen i De Væbnede Styrker, kort før 25. april omdøbt til MFA, Movimento das Forças Armadas.

Baggrunden for kaptajnsbevægelsen og dermed for MFA var først og fremmest splittelserne indenfor Portugals herskende klasser på grund af kolonikrigene, der trak ud og den verdenskrise, der var i gang herunder ikke mindst oliepriskrisen i 1973. Hovedparten af MFAs medlemmer kom fra middelklassen, var ikke særligt politiseret og med et politisk program, der var indskrænket til at stoppe kolonikrigene(2). ​​ 

Det stod efter et mislykket kup i marts 1974 klart, at tiden var ved at være inde til at vælte diktaturet og Carvalho påtog sig at udarbejde en strategi og operationsplan for et militærkup, der skulle løbe af stablen 25. april 1974. Det blev således også Carvalho, der var ansvarlig for MFAs koordineringsudvalgs operationelle sektor, som blev en af lederne af kuppet. ​​ 

Som signal til militærkuppets start valgte Otelo to sange, der skulle afspilles i radioen henholdsvis kl. 22.55 den 24. april og mellem midnat og klokken et den 25. april. Den sidst afspillede, José Afonsos ”Grândola, Vila Morena”, blev simpelthen militærkuppets – også kaldet Nellikerevolutionens – slagsang (tryk på titlen for at afspille den).

General Spínola, der havde sluttet sig til MFA og som var udset til efter kuppet at afløse premierminister Macelo Caetano, der i 1968 havde afløst Salazar, havde allerede inden kuppet forsøgt at få MFAs program ændret i retning af, at det portugisiske imperium skulle opretholdes i en føderal struktur, noget han også gav udtryk for i sit første kommunike efter kuppet. Men allerede da viste de første splittelser sig i MFA, fordi MFAs program udtrykkeligt slog fast, at kun en politisk løsning på kolonikrigen var mulig.

’Den nye Stat’ - O Estado Novo

Diktaturets fald udløste den omfattende sociale uro, der i lang tid havde gæret i hele det portugisiske samfund og drev samfundet mod venstre. Hvor borgerlige demokrater havde forestillet sig, at alt ville fortsætte som før, nu blot med demokrati, så skete der i tiden efter militærkuppet en radikalisering i store dele af den portugisiske arbejderklasse både i industrien og i landbruget – det var jo denne klasse, der havde været hårdest undertrykt siden oprettelsen af Estado Novo i 1933 – den korporativistiske diktaturstat med grundlag i den katolske kirkes sociale doktriner som udtrykt i pavelige encyklika, som Salazar stod i spidsen for og som var stærkt inspireret af Mussolinis fascistiske Italien, men også Engelbert Dolfuss’ østrigske klerikalfascisme.

Fagforeningerne blev forbudt, og i stedet oprettedes korporationer, dvs. samarbejdsorganer, hvor både arbejdsgivere og arbejdstagere var repræsenteret, men på kapitalens præmisser. De politiske partier blev også forbudt og i stedet trådte en enhedsbevægelse, União Nacional med tilhørende paramilitære organisationer Mocidade Portuguesa for drenge og unge mænd og Legião Portuguesa, en milits og ikke mindst et hemmeligt politi, PIDE, hvis hovedopgave var at bekæmpe arbejderklassens organisationer ikke mindst kommunisterne, men også andre reelle eller indbildte fjender af staten.

Estado Novos økonomiske politik var baseret på en omfattende statsintervention i økonomien, en stram styring af de store virksomheder, omfattende infrastrukturarbejder og en selvforsyningspolitik – noget som karakteriserede mellemkrigsårenes fascistiske diktaturer. Også Francos Spanien, som under den spanske borgerkrig fik massiv støtte fra Salazar-styret, både i form af logistisk støtte til både Francos styrker og de tyske interventionstropper og ved afsendelsen af store kontingenter frivillige. Men Portugals snævre bånd til England funderet på den 550 år gamle engelsk-portugisiske alliance og Salazar-styrets politiske manøvredygtighed holdt Portugal udenfor verdenskrigen skønt Lisboa blev et eldorado for stormagternes indbyrdes spionage. Den formelle neutralitet holdt til 1943, da Portugal begyndte at udleje baser på de midtatlantiske Azorer til England og i 1944 også til USA. Noget andet, der holdt landet udenfor verdenskrigen, var Portugals strenge og ligelige kvoter i sin eksport af det strategiske metal wolfram til både de allierede og Tyskland. Endelig spillede Portugal også en vigtig rolle for de allierede i at holde Spanien neutralt, noget der blev forstærket af indgåelsen af Den iberiske Pagt i 1939.

COPCON

Det stod hurtigt klart efter kuppet 25. april, at den egentlige kamp om, hvilket samfund det nye Portugal skulle være, først nu for alvor startede. Samfundets klassemodsætninger slog naturligvis også igennem i MFA og klassekampen skærpedes konstant: Jordbesættelser, strejker, krav om nationaliseringer af de store virksomheder, af bankerne. Otelo var i juni 1974 blevet forfremmet og blev i juli samme år underkommandant for COPCON, Comando Operacional do Continente, den operationelle kommando for det kontinentale Portugal. Denne enhed, der var sammensat af specialstyrker som marineinfanteri, faldskærmstropper, kommandoenheder og militærpoliti, havde som opgave at beskytte de demokratiske processer, som efter kuppet var blevet iværksat som f.eks. jordreformen og nationaliseringerne af de store virksomheder og ydede aktiv støtte til jord- og boligbesættelser. Desuden blev Otelo udnævnt til kommandant for Lisboas militærregion, landets vigtigste.

COPCON blev i stigende grad set som spydspidsen for en socialistisk, social revolution i Portugal - et nyt Cuba - noget der øgede spændingen mellem Carvalho og en række af de ledende officerer i MFA, men ikke mindst præsident Spínola. 28.september 1974 blev Otelo kaldt til præsidentpalæet og tilbageholdt der, indtil han klokken tre om morgenen blev sluppet fri efter, at MFA havde truet med at angribe præsidentpaladset. MFA afsatte derefter Spínola. De politiske spændinger både i og udenfor MFA fortsatte med at vokse og borgerskabet og de NATO-allierede blev mere og mere bange for, at Portugal var ved at udvikle sig til en socialistisk forpost i Vesteuropa.

Kupforsøget 11. marts

11. marts 1975 forsøgte Spínola og hans tilhængere at tage magten og udnytte den opløsning, de væbnede styrker var ude i. Kupforsøget blev imidlertid hurtigt slået ned ikke mindst takket være den massive og øjeblikkelige mobilisering af både arbejdere og mellemlag, som først og fremmest PCPs – det portugisiske kommunistparti og landets bedst organiserede politiske parti - og dets tilknyttede fagforeninger stod for. Kupforsøget øgede mobiliseringen og radikaliseringen i samfundet og der kom yderligere fart på besættelser af jord og virksomheder. Kupforsøgets ledere søgte og fik politisk og økonomisk støtte i Franco-Spanien.  ​​​​ 

Carvalho blev nu udnævnt til divisionsgeneral og overtog den fulde kommando over COPCON. Da revolutionsrådet blev dannet umiddelbart efter Spínolas kupforsøg, blev Carvalho medlem.

Kupforsøget skærpede de politiske modsætninger og flere lag af komplekse modsætninger trådte frem: Mellem socialistpartiet, PS – det socialdemokratiske parti – og PCP, mellem de etablerede partier og den radikale venstrefløj herunder Otelo og COPCON og internt i MFA. Men den primære modsætning var mellem PS og PCP, de andre venstrefløjgrupperinger kom aldrig til at få afgørende indflydelse på den revolutionære proces.

PS-PCP

De vesteuropæiske socialdemokratier så med stigende nervøsitet på radikaliseringen i Portugal og brugte store summer på at opbygge PS, der i diktaturårene, næsten ingen rolle havde spillet, men som nu ønskede et Portugal, der var integreret i de vestlige strukturer som EU og NATO.

Selvom MFA sammen med PS og PCP var de ledende kræfter i revolutionen og derfor havde politisk fordel af dette og naturligvis den fordel, at have kontrollen med den væbnede magt, havde MFA ringe indflydelse på de sociale bevægelser, der kontrolleredes af PS, PCP, dele af det yderste venstre og maoisterne og i det centrale og nordlige Portugal af kirken. ​​ Hertil kommer, at MFAs sociale sammensætning hovedsageligt var småborgerskabet og middelklassen med rod i offentligt ansatte (39,4%) og i arbejderklassen – landproletariatet, arbejdere, håndværkere (20,5%). Det er også interessant at bemærke at hærens faste officerskorps på 4.165 (begyndelsen af 1974) deltog 703 i kuppet (16,9%)(3). De interne splittelser i MFA afspejlede således også kampen mellem PS og PCP om revolutionens fremtid.

Endnu gang voksede radikaliseringen i befolkningen og især beboerkomiteerne viste sig at være den radikale udviklings centrum og optrådte mere og mere som dobbeltmagtsorganer, der beskæftigede med mange andre ting end snævre beboerinteresser. Staten vaklede i sin grundvold. Dette forstærkedes af at alliancen mellem PS og PCP blev brudt af PS, der mere og mere orienterede sig mod de borgerlige partier og kirken. PCP stod nu tilbage med dele af den civile og militære yderste venstrefløj, som man ikke havde tillid til.

I juli 1975 blev Carvalho inviteret til Cuba, hvor Castro spurgte, hvad han skulle gøre med en henvendelse han havde modtaget fra MPLA, Angolas befrielsesbevægelse, med ønske om militær hjælp(4). Spørgsmålet var om det burde være Cuba eller Portugal, der sendte hjælp til MPLA i Angola. I mellemtiden arbejdede de mere moderate kræfter i MFA på at stække vingerne på Otelo og COPCON, der i stigende grad som Otelos base blandede sig i de revolutionære processer, ved at oprette en konkurrerende militærenhed AMI, Agrupamento Militar de Intervenção. Samtidig forlod PS den fjerde provisoriske regering, fordi man anklagede PCP for via folkefrontspolitikken at ville indføre et kommunistisk diktatur. Kampen mellem de to partier om kontrollen med statsapparatet tog til hen over sommeren og fik ikke mindst næring af PS’ anklager for PCPs mangel på kontrol med den stadig stigende radikalisering af brede sektorer i det portugisiske samfund. Den skærpede situation førte til stærke antikommunistiske optøjer i Central- og Nordportugal, der også traditionelt er de områder, hvor PCP stod svagest.

MFA bryder sammen

Den femte provisoriske regering kom dårligt fra start og uden PS’ støtte. PCP støttede kun lunkent, mens MFAs venstrefløj og dele af den yderste venstrefløj støttede fuldt ud. Noget tyder på, at PCPs lunkenhed dels bundede i dets anstrengte forhold til de dele af både den militære og civile venstrefløj, den ikke kunne kontrollere og dels i en oprigtig angst for borgerkrig, en angst der ikke var helt ubegrundet

Otelo havde fra første færd insisteret på, at et militærkup ikke kunne stå alene, det var tværtimod altafgørende, at kuppet udviklede sig til en revolution for folket, med folket. Den opfattelse delte han med de dele af venstrefløjen, der ikke var knyttet til PCP, det portugisiske kommunistparti – et af Europas mest Moskva-tro - der stod for en langt mindre radikal samfundsudvikling i form af den såkaldte ’nationale, demokratiske revolution’, en moderniseret udgave af folkefrontspolitikken.

I løbet af september lykkedes det de kræfter i MFA, der stod PS nær, at isolere den militære venstrefløj i MFAs forsamling og revolutionsrådet, men ikke på kasernerne. MFAs implosion resulterede i, at den militære disciplin smuldrede og de menige soldater, herunder militærpolitiet, oprettede komiteer på kasernerne, der samledes i Soldados Unidos Vencerão (SUV), ”Soldater, der står sammen vil sejre”. Venstrefløjen protesterede med store demonstrationer mod de udrensninger højrefløjen i MFA, nu var begyndt på.(5)

MFAs var derefter splittet i tre grupperinger: En højrefløj, der politisk støttedes af PS, som havde magten, gennemførte omfattende udrensninger og forflyttelser i et forsøg på genoprette disciplinen på kasernerne og indføre et liberalt demokrati. En venstrefløj der havde støttet den femte provisoriske regering og som var influeret af teorierne om socialisme i den tredje verden og en tredje gruppe, der stod PCPs ledelse nær. Krisen i samfundet voksede og voksede og landet gennemrystedes af strejker, besættelser, oprør på kasernerne, rygter om kup og modkup, attentatforsøg kulminerende med at i titusindvis af bygningsarbejdere 13. november 1975 indledte en belejring af den grundlovgivende forsamling, mens soldaterne nægtede at gribe ind. Regeringen trådte derefter tilbage og 25. november gennemførte PS, den militære højrefløj med kirkens støtte og PCPs neutralitet et civilt kup. Revolutionen var ovre og vejen til det borgerlige demokrati tiltrådt.

Otelo som præsidentkandidat

I november blev Otelo efter krav fra den provisoriske regering fjernet som kommandant for Lisboas militærregion og erstattet af Vasco Lourenço. Carvalho protesterede, men affandt sig med degraderingen. Det gjorde faldskærmssoldaterne imidlertid ikke og besatte et par luftbaser og krævede chefen for luftvåbnets afgang. Kupforsøget blev dog kvalt af tropper under kommando af den senere præsident Ramalho Eanes. Carvalho blev taget til fange, men var på fri fod nogle måneder senere. Carvalho stod nu for oprettelsen af den folkelige enheds dynamiseringsgrupper, GDUP, der stod for valgkampen for Otelo som præsident. I førte runde fik han ca. 16%, men blev slået i anden runde af Ramalho Eanes.

Otelo de Carvalho stillede op til endnu et præsidentvalg i 1980, men fik ikke ret mange stemmer. I slutningen 1980erne blev han anklaget for at stå i spidsen for en væbnet organisation, Forças Populares 25 de Abril, FP-25, der var ansvarlig for drab og bombeattentater. Han sad i varetægtsfængsel i fem år, men derefter sat på fri fod i afventen på en dom. Nationalforsamlingen vedtog i 1996 en amnesti for FP-25-fangerne.

Bagklog efterskrift

Det er altid let at være bagklog, men skulle man pege på en fundamental svaghed i Nellikerevolutionen vil det formentligt være, at diktaturets fald ikke blev forårsaget af et folkeligt oprør, men af et militærkup. Det politiske tomrum efter 40 års Salazar-diktatur måtte udfyldes af MFA med først og fremmest PCPs aktive støtte. At det var militæret og ikke folket, der havde væltet diktaturet gav i de kommende halvandet år portugisisk politik en vis bonapartistisk retning. Omvendt betød den voldsomme udvidelse af de væbnede styrker på grund af kolonikrigen, at antallet af menige værnepligtige og unge officerer var vokset eksponentielt. Disse grupper udsprang af middel- og arbejderklassen og havde derfor en loyalitet der var knyttet til deres sociale oprindelse. Det gjorde det lettere at forbinde soldaterne med den folkelige mobilisering.

Venstrefløjen udenfor PCP manglede imidlertid solidt rodfæste i arbejderklassen og var ikke i stand til at samle sig om et politisk program, der kunne have givet radikaliseringen i samfundet en organiseret retning. PCP kæmpede for at holde sammen på den oprindelige alliance med MFA og PS i en form for folkefront, men det stod snart klart, at militærets højrefløj og PS og med USA, NATO, EU og de største europæiske socialdemokratier i baggrunden sammen med kirken af al magt arbejdede for at forhindre, at der i Vesteuropa skulle opstå et alternativ til den kapitalistiske samfundsorden. ​​ 

Det er også på denne baggrund man skal se den rolle, som Otelo de Carvalho kom til at spille i de 18 måneder der gik fra kuppet og diktaturets fald 25. april til kuppet 25. november 1975, der satte et punktum for den folkelige mobilisering og mulighederne for opbygningen af en anden samfundstype i Vesteuropa.

Noter

1. Chris Bambery, ‘Remembering Otelo Carvalho: from colonial war to revolution’, Counterfire, 26.juli 2021

2. Raquel Varela, ’”One, two, three MFA”: the rise and fall of Portugal’s Armed Forces Movement (MFA)’, Revista Brasileira de História, São Paulo, vol. 32, no. 63, 2012

3. Samme

4. Deutsche Welle África, ’Otelo, o português que Samora Machel convidou para ingressar na FRELIMO’, 12.4.2014

5. Raquel Varela, ’”One, two, three MFA”: the rise and fall of Portugal’s Armed Forces Movement (MFA)’, Revista Brasileira de História, São Paulo, vol. 32, no. 63, 2012