Over-realisme – Surrealismen fylder 100 år

2024 var 100 året for ’Det Surrealistiske Manifest’. Centre Pompidou i Paris arrangerede i den anledning udstillingen ’Surréalisme’, som sluttede i januar i 2025.

For at markere surrealismens runde fødselsdag viser Statens Museum for Kunst udstillingen ’Surrealisme på papir’ fra 13. september 2025 til 11. januar 2026. Udstillingen viser over 100 tegninger af blandt andre Salvador Dalí, André Masson og Méret Oppenheim. Centre Pompidou har udlånt 75 af deres bedste surrealistiske tegninger, som bliver vist sammen med værker fra danske og internationale samlinger samt fra Den Kongelige Kobberstiksamling på SMK.

Men hvad var surrealismen egentlig, og hvordan skal den forstås?

Det er helt surrealistisk – om det individuelt og kollektivt ubevidste

Som publikum på en surrealistisk udstilling må man gøre sig en ting klart. Det kan være svært at forstå, hvor epokegørende og forandrende surrealismen egentlig var. Vi ser og vurderer kunsten ud fra vores egen tids normer og tager tingene for givet. I den kontekst virker surrealismen ikke længere voldsomt provokerende.

Efter den franske revolution i 1789 åbnedes den franske kunstsalon for alle kunstnere, og salonen begyndte dermed at fungere på markedets præmisser. Det er først her, at det vi kalder ’ismerne’ som begreb opstår. Dybest set er det blot kunstinstitutionens måde at realisere en varebetegnelse på. Varen, ’stilen’ og navnet bliver et markedsøkonomisk brand. Vi vurderer ubevidst, om det er billeder, vi vil have hængende på vores væg.

Paradoksalt nok er surrealismens billedsprog og visuelle landvindinger i dag fuldt integreret i samfundet – ja, i selve den kollektive bevidsthed. Vi møder det overalt: i reklamer, i populærkultur og i sproget når vi siger: “det er helt surrealistisk.” Surrealismens oprindelige idé om det ubevidste er således blevet transformeret til en kollektiv, samfundsmæssig bevidsthed.

Men i samme øjeblik vi accepterer nutidens normer uden at reflektere over, hvorfor og hvordan vores bevidsthed bliver formet, træder den kollektive ubevidsthed atter ind på scenen. Man skal frisætte sin forestillingsevne og viden, når surrealismens betydning for dens samtid skal vurderes.

Surrealismen som kunstnerisk frigørelsesideologi

Allerede i 1800-tallet så vi tendenser til, at kunstnerne dyrkede det absurde og provokerende. I starten af 1800-tallet opstod l’art pour l’art (kunsten for kunstens skyld) som en rebelsk reaktion imod den borgerlige klasses nytteopfattelse af kunsten. Særligt gruppen ’Les Jeunes-France’ gik i brechen imod borgerskabets kunstopfattelse. Gruppens medlemmer var iført eksotisk tøj (fez m.m.), anlagde skæg og langt hår, røg opium og drak alkohol af kranieskaller.

Les Jeunes-France foregreb på en måde de samme tendenser, som vi ser i senere tiders rebelske bevægelser som dadaismen og surrealismen.

I 1920’erne var surrealismens agenda at skabe en direkte provokation, aktion og en kunstnerisk udfordring af borgerskabets normer og moralværdier. Surrealismen er en erklæret frigørelses-ideologi. Ordet surrealisme betyder egentlig overrealisme og betegner en bevægelse, der opstod i Frankrig, og som hurtigt udviklede sig til et internationalt fænomen.

I princippet omfattede surrealismen alle udtryksformer – fra storpolitik til kunst og privatliv. Bevægelsen begyndte primært som en litterær strømning, men spredte sig snart til billedkunst, film og andre kunstarter. Bevægelsen blev formelt grundlagt i Paris i begyndelsen af 1920’erne omkring digteren og teoretikeren André Breton, der i 1924 udgav ’Det surrealistiske manifest’. I tidsskriftet La Révolution Surréaliste skrev han:

”Vor tid mangler i høj grad seere. Men det er umuligt for den, som ikke er berøvet al skarpsindighed, ikke at være fristet til at kalkulere med de menneskelige følelser af en absolut omvæltende tingenes tilstand.”

og

’’Surrealismen bygger på troen på den højere virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtet; på drømmens almagt og tankens uegennyttige leg.”

Surrealisterne fandt videre inspiration hos den mystiske franske digter Isidore Ducasse (1846-70), bedre kendt under pseudonymet Lautréamont. I hans værk “Maldorors sange” (1869) findes den berømte sætning: ”Smuk som det tilfældige møde på et operationsbord mellem en symaskine og en paraply.”

Det blev nærmest et surrealistisk motto og en strategi: at sammenstille objekter uden indbyrdes relation og derved skabe en ny symbolik – en over-virkelighed frigjort fra borgerlig rationalitet og moral. Surrealisterne mente, at sandheden om mennesket kun kunne findes i underbevidsthedens verden.

Surrealisterne og marxismen

Mange surrealister var erklærede revolutionære marxister, der gennem deres kunst forsøgte at vælte det pæne borgerskabs fornuftskultur og muliggøre en ”surrealistisk” tilværelse, hvor de frit kunne udtrykke deres lyster uden kapitalismens sociale fornedring eller rationalismens behovsundertrykkelse.

På den måde henter den surrealistiske bevægelse inspiration fra både Karl Marx og fra psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud. Surrealisterne var optaget af en ”friere” seksualitet ganske som samtidens kulturradikale. De så sig selv som drivkraften i en mental revolution, parallelt til marxismens materielle revolution. I løbet af 1920’erne politiseredes den surrealistiske bevægelse især i inderkredsen omkring Breton, idet man her knyttede kravet om frigørelsen af det ubevidste til kravet om massernes frigørelse.

Denne politisering medførte utallige skænderier og brud inden for den oprindelige gruppe. Blandt andet blev Salvador Dali omkring 1940 ekskluderet af bevægelsen på grund af sit samarbejde med den kommercielle amerikanske filmindustri. I det hele taget var det et kendetegn for store dele af modernismen, at der var hårde interne kampe og splittelser, når den ’kunstneriske ortodoksi’ skulle tolkes og praktiseres – på det punkt lod modernismen ikke den kommunistiske bevægelse noget at høre.

Flere, herunder Breton, meldte sig i 1927 ind i det franske kommunistparti. Samarbejdet blev dog aldrig vellykket, og i 1935 brød surrealisterne endeligt med den stalinistiske linje. Surrealismen viste sig alligevel yderst levedygtig. Fra slutningen af 1920’erne spredte bevægelsen sig som en steppebrand over store dele af verden i forskellige afskygninger. Surrealismen udøvede en stærk international indflydelse; fx gennem den abstrakte ekspressionisme, art brut, tachisme, COBRA, situationismen, psykedelisk kunst m.fl.

Automattegningen, det rationelle og det spontane

Fra dadaismen overtog surrealismen både teknikker og principper som objet trouvé (den fundne genstand i en kunstnerisk kontekst), frottage (overføring af strukturer til f.eks. papir) samt brugen af tilfældighedsprincippet, som foregriber happenings.

Automatskrift og automattegning – hvor kunstneren skriver eller tegner uden at tænke – blev en central kunstnerisk metode for surrealisterne. Automattegningen handler om at lade hånden glide hen over papiret og tegne uden at tænke over, hvad det skal forestille.

Det var en metode, som lod underbevidstheden komme frem uden at være styret af tanken og fornuften. Akkurat ligesom når man drømmer. Derved kunne abstrakte og spontane billeder skabe bro mellem drømmenes og virkelighedens verden.

Nu kan man diskutere, hvorvidt rationelle tanker egentlig kan skilles ad fra den spontane kunstneriske proces. De både betinger hinanden, men udelukker også hinanden – det er simpel dialektik. Når de sansemæssige og rationelle erfaringer møder virkeligheden på en måde, hvorved viden og erfaring formateres til ’instinkt’, ja, så udfører mennesket handlinger, det ikke længere tænker over, først dér.

Denne diskussion har været ført igennem hele filosofiens og psykologiens historie. Alligevel var surrealismen med til at frigøre den spontane kunstneriske proces og den har på dette punkt haft kæmpestor betydning for bl.a. den abstrakte ekspressionisme m.fl. I dansk sammenhæng skal LINIEN, høstudstillingen og senere den internationale COBRA-bevægelse forstås ud fra surrealismen og den spontane ekspressionisme.

Surrealismen i Danmark

I Danmark fik surrealismen fodfæste i begyndelsen af 1930’erne.

På den ene side stod Wilhelm Freddie, inspireret af Dalís drømmeunivers, på den anden side kredsen omkring tidsskriftet LINIEN – Ejler Bille, Richard Mortensen, Vilhelm Bjerke-Petersen, Sonja Ferlov Mancoba samt forfatteren og maleren Gustav Munch-Petersen. De arbejdede med den abstrakte surrealisme.

Wilhelm Freddie

Allerede i 1936 blev Wilhelm Freddie indbudt til at udstille i London med sine surrealistiske tegninger på udstillingen ’’International Surrealist Exhibition’’ på galleriet New Burlington Galleries, som rummede folk som Picasso, Max Ernst, Dali og Tanguy.

Freddie fik kun de tegninger med, han havde sendt pr. brev. Resten blev beslaglagt af det engelske toldvæsen som utugtigt og returneret i en stor kasse. Mest kendt er Wilhelm Freddie nok for hans skandaleudstilling ”Sex-surreal – træk gaflen ud af øjet på sommerfuglen”, vist i marts 1937 i Ole Haslunds Hus i København. Efter klager stormede politiet udstillingen, beslaglagde alle værker og anklagede Freddie for pornografi.

Efter flere retssager blev værkerne endeligt konfiskeret, og kunstneren idømt ti dages hæfte. I 1938 forlangte Hitler gennem den tyske ambassadør, at Freddies billede ”Meditation over den antinazistiske kærlighed” (1936) beslaglagt. Politiet efterkom først kravet, men udleverede kort efter værket igen. Til gengæld udstedte Hitler et totalforbud mod, at Freddie rejste ind i Det Tredje Rige. Han måtte flygte til Sverige under krigen.

Kunstnersammenslutningen LINIEN

Kunstnersammenslutningen LINIEN blev stiftet i 1934 af de danske kunstnere Ejler Bille, Vilhelm Bjerke-Petersen og Richard Mortensen. På gruppens første udstilling på Charlottenborg i januar 1934 deltog også kunstnerne Henry Heerup og Hans Øllgaard. Tilknyttet kredsen var blandt andre også kunstnerne Sonja Ferlov og Gustaf Munch-Petersen.

LINIEN udgav et tidsskrift af samme navn og arrangerede nogle få udstillinger. De bekendte sig til den abstrakte surrealisme. Bjerke Petersen udgav bogen ’Symboler i Abstrakt kunst’ i 1933, der redegjorde for sammenhængen mellem abstraktion og symboler. LINIEN sprængtes allerede i oktober-november 1934 som følge af Vilhelm Bjerke-Petersens udgivelse af bogen “Surrealismen”, hvor han orienterede sig mere i retning af den ’klassiske surrealisme’.

De danske surrealisters politiske og kunstneriske radikalitet bragte dem hurtigt i konflikt med samfundet. Bjerke-Petersen tog tidligt afstand fra nazismen blandt andet med collagen ”Idolerne besøger udstillingen ’Ensartete kunst” fra 1935. Han måtte ligesom Wilhelm Freddie flygte til Sverige under krigen.

De danske surrealister og kommunistpartiet

Også de danske surrealister blev for en stor del medlemmer af det danske kommunistparti. Det foregik heller ikke uden gnidninger. DKP holdt en kulturpolitisk konference i 1948, hvor flere repræsentanter fra forskellige dele af kulturlivet deltog, bl.a. de billedkunstnere, der havde afsæt i surrealismen. Her diskuterede man forholdet mellem socialrealisme og det modernistiske billedsprog.

Det blev en debat, der fortsatte op gennem 1950’erne. De modernistiske kunstnere forlod hen ad vejen DKP. Asger Jorn stemplede ud i 1956 og orienterede sig herefter mere mod anarkismen og var medstifter af ‘Internationale Situationniste’. Richard Mortensen endte i SF efter Budapest-opstanden og Sovjets invasion af Ungarn i 1956, og fortsatte med at orientere sig mod samtidens politiske konflikter og problemstillinger.

Hvad kan vi bruge surrealismen til?

Surrealismens absurde symbolsprog og erobringer af de kunstneriske processer kan stadigvæk bruges og bliver stadig brugt. Både i kunsten og det samfundsmæssige billedsprog. Men det er for så vidt ikke det vigtige.

Man skal først og fremmest forstå surrealismens reaktioner og kunst ud fra dens egen tid. Og det var en tid, hvor borgerlige normer, reaktion og højreradikalisme dominerede; med vældige, destruktive krige til følge.

Lyder det bekendt? Dette er også vores egen tids politiske og kunstneriske udfordring – og set i det perspektiv kan surrealismen fortsat bruges.

---

Anbefalet litteratur:

Jens Jørgen Thorsen: ’MODERNISME I DANSK MALERKUNST’ 1987. Forlaget Pelle Fogtdal. Kan stærkt anbefales; Jens Jørgen Thorsens bog skabte vældig debat, da den udkom. I bogen angreb han den gængse modernistiske kunsthistorie for dens historiske og kunstteoretiske forvrængning. Jens Jørgen Thorsen havde læst kunsthistorie og var aktivt medlem af den rebelske situationistiske bevægelse sammen med blandt Asger Jorn og Jørgen Nash.

Mikkel Bolt: ’AVANTGARDEMANIFESTER’ 2019, Klim. Mikkel Bolt har samlet alle væsentligste avantgardemanifester i bogen og analyseret dem ud fra samfundsmæssig og politisk vinkel.